Tears From Heaven

Deltagende historie i konkurrencen 'Hjertesorg'. *********** Brugte ord: Jeg tror, at jeg har brugt alle, men jeg ved det faktisk ikke... Nåh, men jeg ved i hvert fald, at jeg har brugt mindst et hvidt ord og mindst et sort ord :-). ************* TEARS IN HEAVEN * Kære dagbog
Det her er min historie, om hvordan mit liv og hjerte blev lagt i ruiner, men derefter, på mirakuløs vis, hvordan jeg blev hel igen.
/Mig

0Likes
0Kommentarer
440Visninger
AA

3. 13. juni, 2015 - under

13. juni, 2015

Kære dagbog

Det var over midnat, så Patricia, Louis og jeg halvsov, mens mor og far snakkede lavmælt sammen. Vi var næsten hjemme, da lyden af hvinende bremser og lys, der fyldte bilen fra siden, vækkede os. Selvom vi ikke nåede at sige eller tænke meget, så kiggede vi på hinanden på bagsædet, og frygten stod spejlet i alle seks øjne. I et splitsekund var der helt stille, som stilhed før stormen. Og ganske rigtigt: Den næste lyd der kom, var lyden af metal mod metal, og alt blev sort for et øjeblik. I hvert fald for mig…

 

Blå blink og det hvid-gule lys fra billygter stod i skarp kontrast til den mørke nattehimmel, og det var det, der lyste alt op. Månen burde bade os alle i et spøgelsesagtigt hvidt skær, men den havde gemt sig bag skyerne, der fyldte det meste af himlen. Den var for bange til at vise sit ansigt; for bange til at se de rædsler, der udspillede sig under den. Det var det første, jeg så, da jeg slog øjnene op.

 

Alt gjorde ondt i min krop, men jeg kunne tænke, tale og trække vejret. Hjertet klarede resten, hvilket jeg kun kunne være taknemmelig for. Det eneste, jeg så skulle koncentrere mig om, var at trække luft ind og puste den ud igen. Det gik meget fint, for hvis jeg ikke bevægede mig for meget, så var smerterne der ikke. Hvis jeg alligevel kom til at bevæge mig, føltes det, som om det brændte i mit ene ben, og det sved alle andre steder.

 

Der var noget, jeg ikke forstod. Vi skulle være nået hjem nu, men omgivelserne passede ikke. Der var for mange metalstykker, og for mange lyde af råb, kommandoer og højlydt gråd. Jeg drejede hovedet mod mine søskende for at spørge 'Hvad skete der?', men de var der ikke. Jeg kunne kun bevæge mit hoved, alt andet gjorde for ondt. Da jeg kiggede fremad, kunne jeg se mine forældre blive hjulpet ud, og nogle mennesker var på vej hen mod mig. Hvorfor var de her? Hvad var der sket? Og hvor var Patricia og Louis? Alle de voksne havde for travlt til at svare mig, og hvis jeg åbnede munden, blev jeg for udmattet alt for hurtigt, så jeg stoppede med det og koncentrerede mig udelukkende om at trække vejret. Et klogt valg.

 

Jeg blev løftet ud på en båre, der blev kørt ind i en ambulance, og et lille ryk fortalte mig, at den begyndte at køre. Kort efter blev sirenen sat til, og flere sirener fulgte efter. Jeg kunne høre mange sirener, men jeg kunne ikke tælle hvor mange. I hvert fald mere end én. Jeg gad godt vide, hvem der lå i de andre ambulancer, og om de mon vidste, hvad der var sket. Var det mon Patricias og Louis’ ambulancer? Mors og fars ambulancer? Det eneste, jeg huskede, var Patricias og Louis’ ansigter fulde af frygt, der spejlede mit ansigt, og derefter mørket, der kom snigende ind i min bevidsthed som ondskabens skygger.

Efter hvad der føltes som flere timer, standsede min ambulance, og jeg ventede. Ventede på, at jeg blev kørt ind på hospitalet, for så meget havde jeg registreret. Jeg kom ikke til at vente i lang tid, men der gik alligevel omkring et minut. Det minut kunne betyde liv eller død for nogle, men jeg havde det fint, hvis man så bort fra smerterne. Hvorfor havde jeg egentlig smerter? Båren blev skubbet ind på hospitalet, og jeg blev nødt til at lukke mine øjne, for det skarpe lys blændede mig, og for et kort øjeblik var jeg blind. Da mit syn kom tilbage, kunne jeg kigge op i det smukke, hvide loft på en hospitalsgang. Højre, venstre, venstre, højre drejede jeg.

Lyset ændrede sig, og jeg opdagede, at jeg var blevet kørt ind i en stue. Det første lægerne gjorde, var at bedøve mig, og jeg døsede hen i en drømmeløs søvn.

/Mig

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...