Tears From Heaven

Deltagende historie i konkurrencen 'Hjertesorg'. *********** Brugte ord: Jeg tror, at jeg har brugt alle, men jeg ved det faktisk ikke... Nåh, men jeg ved i hvert fald, at jeg har brugt mindst et hvidt ord og mindst et sort ord :-). ************* TEARS IN HEAVEN * Kære dagbog
Det her er min historie, om hvordan mit liv og hjerte blev lagt i ruiner, men derefter, på mirakuløs vis, hvordan jeg blev hel igen.
/Mig

0Likes
0Kommentarer
411Visninger
AA

9. 13. december, 2016 - halvandet år efter

13. december, 2016

Kære dagbog

Ulykken skete for præcis halvandet år siden. Det var så lang tid siden, og tiden havde sneglet sig af sted, mens den samtidig bare var fløjet af sted. Hver eneste dag havde jeg savnet dem, og de var altid i mine tanker.

I dag var mine jeans og min bluse sorte. Alt var sort i dag, og jeg havde en date med en pakke kleenex. Alle troede, at jeg var kommet over det, og at jeg ikke sørgede særlig meget længere. De tog fejl, men jeg vidste godt, hvorfor det var det, de troede. Det eneste de så, var den facade, jeg lod dem se, og jeg lod ingen se ind bag den. Det ville ødelægge mig helt, hvis nogen gjorde det, så selv mine nærmeste venner kendte slet ikke den del af mig.

 

Dengang efter begravelsen, for lidt under halvandet år siden, gik det op for mig, at Patricia og Louis virkelig var døde, og jeg græd hver eneste dag den følgende måned. Intet af det, mor gjorde, hjalp, intet af det, far gjorde, hjalp, og endnu mindre af det, psykologen gjorde, hjalp. Jeg havde aldrig før følt mig så alene, for jeg plejede at kunne gå ind i et af værelserne ved siden af mit og snakke med enten Patricia eller Louis. Det var så dengang, jeg kunne det...

 

Gravstedet var velholdt, for vi besøgte det tit. Det var mit tilflugtssted, når jeg havde brug for plads eller ro, for der var næsten aldrig mennesker i den del af kirkegården. Rundt omkring stod høje gravstene med navne på for længst uddøde familier, der alligevel havde betalt penge for gravstedet mange årtier frem. Hvis jeg kedede mig, mens jeg var der, læste jeg på alle de andre gravsten. Der var familier med normale efternavne som Jensen og Nielsen, men også efternavne som Panum, Giacometti og Vicente. De unormale var der flest af, og jeg brugte tid på at gætte, hvor de kom fra. Camille Olsens grav besøgte jeg også; det var som om, jeg også havde mistet hende, selvom jeg ikke kendte hende. Hendes familie kom åbenbart aldrig, og jeg passede altid hendes gravsted, for ellers ville ukrudtet tage overhånd.

 

Mens jeg gik mod kirkegården, tænkte jeg på Patricia og Louis; tænkte på alt det, de havde lovet mig, som de ikke holdt. Smerten i mit bryst var blevet mindre, men når jeg lagde mærke til det, så blev den erstattet af en skyldfølelse, fordi jeg ikke tænkte på dem altid. Jeg måtte koncentrere mig hårdt og give mig selv en mental lussing for at føle skyld over det. De ville ikke have ønsket, at jeg skulle tænke på dem altid. Alligevel var det svært, men jeg prøvede virkelig at gøre, hvad de ville have ønsket.

 

En stilhed bredte sig i mig, da jeg åbnede lågen og trådte ind på pladsen foran kirken. I dag var kirkegården dækket af brune og visne blade, for den lovede sne var ikke kommet. Den første tåre fandt vej ned ad min kind, men fordi der var folk på vej ud fra kirken, hvor der lige havde været gudstjeneste, så tørrede jeg den hurtigt væk og gik med lange skridt hen mod den ældste del af kirkegården - hen mod Patricias og Louis’ gravsted. Der var én gravsten, hvid som marmor, med to navne, der var hugget ind i den med sort skrift. Patricias og Louis’ navne stod derpå, samt deres fødselsdato og dødsdato. De blev kun nitten og sytten år gamle. Så unge.

 

Et enkelt blik kastede jeg over skulderen, og derefter lod jeg min facade falde. Først faldt der kun en enkelt tåre, men kort efter blev den fulgt af én mere, så én mere, hvorefter de faldt i stride strømme. Grusstien foran mig blev sløret, og jeg kunne næsten ikke holde mig selv oppe, fordi alt gjorde så ondt indeni. Det føltes, som om der blev stukket en kniv ind i mit bryst igen og igen, ét stik for hvert åndedrag, og jo flere tårer der kom, jo flere åndedrag havde jeg brug for. Lettet lod jeg mig synke ned foran deres gravsten og begravede mit ansigt i mine hænder. Jeg lod tårerne få frit løb og græd af smerte og savn.

 

Da jeg var næsten tømt for tårer, følte jeg, at jeg ikke var alene. Et hurtigt blik rundt fortalte mig, at det var jeg, men i den spirituelle verden var jeg ikke. Jeg kunne føle, at Patricia var her; jeg kunne næsten føle hende nusse min ryg, give mig en krammer og fortælle mig, at jeg skulle stoppe med at græde, for jeg havde grædt nok. Hun havde jo ret, så jeg prøvede at stoppe med at græde, og da der kun kom små hulk, kunne jeg fornemme Louis. Jeg kunne næsten se ham stå lænet op ad deres fælles gravsten og kigge på mig med et sørgmodigt blik. ‘Jeg elsker jer, og jeg savner jer’ hviskede jeg til dem.

 

‘Jeg prøvede at glemme jer, men jo mere jeg prøvede, jo mere tænkte jeg på jer. Efterhånden som tiden gik, så lærte jeg, at det var det forkerte at gøre. Jeg burde ikke glemme jer, men huske jer for alle de gode ting, I gjorde for mig. Og dem er der mange af. I alle mine næsten femten år har I været der for mig, hver eneste gang uden undtagelse - bortset fra nu.

 

Det gør ondt at have nogle i sit hjerte, og så vide, at man ikke kan have dem i sine arme, og aldrig nogensinde vil kunne det igen… I vidste, at jeg elskede jer, men I knuste mit hjerte alligevel. Det gjorde I godt og grundigt, og det øjeblik, hvor jeg virkelig havde brug for jer, lod I mig i stikken. På trods af alt det, får I mig stadig til at smile, selvom I er grunden til, at jeg er ked af det.

Jeg er ikke kommet videre, for sandheden er, at I også er grunden til, at jeg ikke tror på kærlighed mere. Før vidste jeg, at kærlighed er kærlighed, uanset om det er kærlighed til et kæledyr, en ven, en kæreste eller et familiemedlem. Nu er jeg i tvivl, for hvis kærlighed virkelig gør så ondt, er det så hele smerten værd?

 

Jeg tænker meget, før jeg går i seng, og mens jeg ligger i sengen. Jeg afspiller scener i mit hovede, jeg finder på uendelige ‘hvad nu hvis’er’, jeg laver planer for næste dag, jeg tænker på alle de personer, jeg savner, jeg tænker på alle de personer, jeg hader, og jeg stiller mig selv mange spørgsmål. Alt sammen i et forsøg på at tænke på noget andet, men det virker ikke altid. Som for eksempel med de hundrede ‘hvad nu hvis’er’ jeg har. Det er spørgsmål som ‘Hvad nu hvis vi ikke var taget til den fødselsdag?’, ‘Hvad nu hvis jeg havde siddet i midten?’, ‘Hvad nu hvis det var mig, der døde? Ville Patricia og Louis så savne mig?’, og så videre og så videre. Jeg prøver at stoppe min tankegang, men det er svært.

 

Et knust hjerte er ligesom et ødelagt spejl. Det er bedre at lade det blive ved med at være ødelagt, end at skade sig selv ved at prøve at reparere det. Det opdagede folk omkring mig, og langsomt blev min vennekreds tømt. Mine venner gad mig ikke, når jeg ikke smilte og ikke deltog i nogen former for sociale arrangementer. De syntes, at jeg var kedelig, som jeg sad der med en dagbog og bare skrev og skrev. Selvom de godt vidste, hvad der var sket, så trøstede de mig ikke. De kondolerede, men det var kun af ren høflighed. Jeg tror, at de var skræmte. Bange, fordi det skete så tæt på en de kendte, og bange for, at det kunne ske for dem. Det forstår jeg, og jeg tror, at jeg ville have gjort det samme som dem. Men det var før, jeg selv oplevede det og forstod, hvad folk skal igennem.

Det her har ændret mig, og det kan folk mærke. Det har ændret mig meget, alt for meget, så jeg ikke længere er den samme person, jeg var engang.’

 

Jeg fortalte dem, hvordan jeg havde det, og det var som om, at den store sten fra mine skuldre blev løftet lidt; som om, jeg blev lidt mere fri af at få det sagt. I nogen tid sad jeg bare og kiggede på gravstenen og rejste mig for at gå. Inden jeg lukkede lågen til gravstedet, huskede jeg Louis’ sidste ord: ‘Jeg elsker dig, kære lillesøster, det håber jeg, at du ved, og jeg håber, at du aldrig vil glemme os...’ Jeg havde nikket, og svaret ‘Det lover jeg’, og derefter forlod han denne verden. Jeg huskede, at jeg havde ønsket, at jeg fulgte med dem, men jeg vidste nu, at jeg kun var forblændet af min sorg, og at de ikke ville have ønsket, at jeg fulgte med.

 

Jeg ønsker stadig, at jeg havde fortalt Louis og Patricia, hvor meget jeg elsker dem; jeg ville have, at de skulle vide, at uanset hvad de gjorde, uanset hvor de var, så holder jeg lige meget af dem. Det nåede jeg bare ikke at få sagt til Patricia, jeg fortalte hende aldrig, hvor meget hun betød for mig. Hvor meget hun stadig betyder for mig, og altid vil...

 

Som et farvel, hviskede jeg:

‘Jeg ved, at I elsker mig, hvorend I er nu, og jeg har ikke glemt jer.’

/Mig

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...