Christmas miracle - Justin Bieber

Gabriella er en 17 årige pige med et helt normalt liv - eller næsten. Hun har en fortid, som hun ikke kan løbe fra. Hendes ar er det eneste, som fortæller hendes historie bag smilet. Hun er stor fan af Justin Bieber, og han har været en stor grund til, hun stadigvæk er i live. Hendes drøm bliver til virkelighed, da Bella og hende skal til Justin Bieber koncert en dag i December. Ikke nok med det, skal de også til meet and greet. Alt går godt, og da han synger One Less Lonely girl, bliver hun valgt, og endnu en af hendes drømme bliver til virkelighed. men spørgsmålet er, hvad sker der efter? Vil Justin finde ud af noget med hendes ar? Og forbliver han en af grundende til, hun er i live, eller ender han måske med at være grunden til, hun ikke vil leve længere? Læs med i Christmas miracle.
| Dette er vores bidrag til julekonkurrence mulighed 1

10Likes
3Kommentarer
12098Visninger
AA

11. Kapitel 9 - 9 december

Jeg vågner op med en kæmpe hovedpine. Min aften i går gik egentlig bare på at græde. Jeg har skrevet en lang besked til Justin omkring, hvordan jeg følte. Jeg føler virkelig, han bare har holdt mig for nar. Jeg nyder, hvert et sekund med ham, hvor vi bare ligger og hygger. Og jeg ved, det nok også er det eneste, han vil lige nu.

 

For mig er det også godt nok. Men jeg ved også med mig selv, at selvom jeg vil nyde det virkelig meget, så hjælper det ikke på de følelser, som jeg nu har omkring ham. Jeg vidste slet ikke, om jeg skulle sende den besked til ham, som jeg nu har sendt.

 

For er jeg virkelig vilje til at smide det hele væk, bare fordi jeg ikke kan finde ud af, at styre mine følelser? Er jeg virkelig vilje til, at det muligvis kan ske, han slet ikke vil putte med mig nu, og det måske vil ødelægge hele vores venskab?

 

Svaret er nej, men jeg bliver nødt til det. Jeg bliver nødt til at tænke på  mig selv lidt. Jeg er så dårlig til at mærke efter. Jeg mærker aldrig efter, hvordan jeg virkelig har det. Jeg nyder det bare i det sekund, det sker, og så kan jeg altid såres af det bagefter.

 

Det er typisk mig. Jeg skal altid træffe de valg, som jeg ved, jeg får det godt af i sekundet, men som rammer mig ti gange hårdere dagen efter. De valg, hvor jeg ved, at jeg virkelig får nogle udfordringer, som jeg skal kæmpe med.

 

*

Jeg springer nærmeste op ad sengen, da jeg prøver og overbevise mig selv om, at det bliver en fantastisk dag med masser af overskud og glæde. Også selvom jeg ved at det ikke passer. Jeg sukker kort, og smutter hen til mit klædeskab. Jeg finder en sweatshirt i grå med teksten ‘good time, lazy time’. Et par jeans i mørke denimblå med huller i knæene bliver rykket ud. Jeg finder noget undertøj i skuffen nedenunder, mens jeg også lige finder et par strømper.

 

Jeg tager det med ud på badeværelset, for at få et hurtigt bad. Tøjet bliver lagt på bordet, vandet bliver tændt og nattøjet ryger ned i vasketøjskurven. Jeg træder ind under vandet, som nu er blevet den perfekte temperatur. Jeg vasker hurtigt mit hår, for derefter kort at vaske min krop.

 

Der er ikke tid til mere. Jeg slukker for vandet, hopper ud på gulvet, hvilket jeg ikke skulle have gjort, for hvem faldt lige på røven? Det gjorde jeg selvfølgelig. Jeg ømmer mig kort, da det faktisk gør lidt ondt. Jeg tager en dyb indånding, og rejser mig op. Jeg ømmer mig, da mit haleben gør ondt. Jeg sukker og ryster på hovedet.

 

Håndklædet bliver svinger jeg om min krop, for at tørre den. Jeg tørrer min krop, og så begynder jeg at tørrer noget af mit hår. Jeg smider håndklædet i vasketøjskurven, og begynder at tage tøj på. Jeg har fået mit tøj på, så nu begynder jeg at føntørre mit hår, da jeg nødig skal blive syg.

 

Håret bliver tørt, og jeg slukker for føntørren. Jeg lægger den hen på sin plads, og bevæger mig ind på mit værelse. Jeg kigger mig i spejlet og sukker kort over, hvordan jeg er ud. Jeg lader håret sidde, som det gør, og finder min makeup frem. Jeg lægger et lille lag mascara og så noget concealer, da man godt kan se, at jeg ikke rigtigt har sovet i nat.

 

Jeg nikker tilfreds, tager min skoletaske og går nedenunder i stuen. Min far er selvfølgelig ikke hjemme i dag, da han skulle på arbejde tidligere end normalt. Jeg smider min taske i gangen, mens jeg fortsætter ind i køkkenet. En skål bliver fundet frem, mens jeg finder yoghurt og M&Ms frem. Ja mærkelig blanding, men det smager altså sygt godt. Jeg hælder yoghurten op, og hælder M&M's op. Jeg tager en ske fra skuffen, mens jeg tager min skål i den anden hånd og smutter hen til køkkenbordet.

 

*

Jeg trækker en ekstra gang op i min taske, mens jeg går gennem gangene på min skole. Jeg aftaler at mødes med Bella ved vores klasse. Jeg kan tydeligt, hører de hviskende lyde, mens jeg går forbi mængden af folk. Det er i hvert fald ikke nogle pæne ord, som bliver sagt. Jeg ryster på hovedet, smiler endnu større og tænker positivt.

 

“Hun er ude efter opmærksomhed.”

“Hun bruger ham kun.”

 

“Hun burde dø.”

 

Jeg prøver virkelig at udelukke alle kommentarerne. Men det hele bliver for meget. Jeg ankommer til klasse, og Bella sætte sig på sin sædvanlige plads, mens hun gør plads til mig. Hun kigger hen mod mig, sender mig et kort smil, men rynker alligevel brynene. Hun kan sagtens se, at jeg ikke har det for godt, og at jeg ikke har sovet særlig meget.

 

‘’Hvad sker der, Gab? Har du ikke sovet?’’, Bella kigger bekymret på mig, mens hun tager min hånd. Igen lader jeg facaden komme på, jeg smiler stort til hende, og forklarer hende, at jeg ikke har sovet så meget, men at jeg har det helt fint.

 

Bella kigger endnu engang på mig. Hun smiler kort, men kommer så i tanke om noget. ‘’Hvordan gik det med Justin og dig efter, jeg gik?’’, jeg smiler til hende og ryster på hovedet. Jeg griner kort, for det er jo faktisk en sjov historie.

 

‘’Jo nu skal du hører’’, jeg griner kort, inden jeg fortsætter ‘’Det blev virkelig intimt, fordi han begyndte at græde. Vores læber snittede hinanden, men lige i det vi skulle til at kysse, trak han sig fra mig. Han kunne åbenbart ikke, så det må han jo selv om’’, jeg ruller kort med øjnene med et smil på læberne.

 

‘’Var, var i lige ved at kysse?’’, hun virker overrasket. Jeg nikker bare. ‘’Og så kan han ikke alligevel?’’, jeg nikker endnu engang. ‘’Hvad fanden er han for en?’’. Jeg trækker bare kort på skulderen. Jeg vil ikke have, hun skal vide, hvor påvirket jeg egentlig er over det, så jeg prøver at virke cool med det.

Det er ikke kun Bella, jeg prøver at overbevise det for, men også mig selv. Hver gang han kommer ind i mine tanker, ryster jeg ham hurtigt ud, og siger til mig selv, han er lige gyldig. Jeg har ikke følelser for ham, jeg skal bare glemme ham nu. Han er bare min ven, og det er det hele.

 

Bella smiler kort til mig og ryster på hovedet. Min mobil vibrerer, og jeg finder den hurtigt frem. Mit hjerte går i stå, da jeg ser, hvem der har skrevet. Justin. Jeg åbner tøvende beskeden, mens mit hjerte galopere af sted.

 

Fra Justin<3
Til: Gabriella.

 

Undskyld, men jeg kan ikke. Du er ikke min type. Du må undskylde for alt, jeg blev revet med af stemningen. Jeg bliver nødt til at tage afstand til dig, da jeg dummer mig, når vi er sammen. Du er bare ikke min type, undskyld.

 

Alle eleverne er kommet ind og sidde, og vores lærer kommer ind og lukker døren. Jeg forsøger, at holde tårerne tilbage, Forsøger at trække en dyb vejrtrækning, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke holde det her ud. Ikke hans type? Hvad fanden er det for noget at sige? Hvis jeg virkelig ikke er hans type, hvorfor fanden kan han så være sådan overfor mig, og lægge op til en masse?

 

Jeg rejser mig op med et brag, og går op til lærerens bord. “Det hvide hus kalder,” siger jeg lavt og smiler skævt. Min lærer smiler, og jeg skynder mig ud af døren. Mobilen ligger i min hånd, men jeg behøver ikke at se på den. Justins ord giver genlyd i mit hoved. ‘Du er ikke min type.’ Jeg kan ikke mere.

 

Jeg styrter ud på toilettet, låser døren og falder sammen. Grædende. Hulkende forlader min mund, tårerne forlader mine læber. Hvordan kan en dreng, sårer mig så meget? Jeg troede virkelig på, det værste var sket, men det er det åbenbart ikke.

 

Jeg rejser mig hårdt op og kigger mig i spejlet. Hvad fanden har jeg gang i? Jeg skal være stærk! Jeg skal vise ham, at han ikke kan få mig ned. Den tilfredshed skal han ikke have. Jeg tørrer tårerne væk, går ud af beskeden, velvidende om at han kan se, at jeg har læst den. Min mobil bliver låst, og døren åbnet.

 

Mens jeg går ned ad gangen mod klassen, siger jeg små sætninger til mig selv. ‘’Du kan da ikke lide ham’’, ‘’Han er også ligegyldig’’, ‘’Nu kan du kommer videre med dit liv’’, ‘’nu skal nu kun tænke på dig selv og Bella, nyd det’’. jeg smiler kort, og trækker ned i håndtaget.

 

Jeg kommer stille ind i klassen, og alle kigger på mig med et undrende blik. Jeg sætter mig ned ved mit bord, klar til at lukke alt og alle ude, hvilket også går fint i starten.

 

“Hvad er der sket Gabriella?” “Har Justin droppet dig?” “Har Justin fundet ud af, du ikke er det værd?” Jeg rejser mig hårdt fra stolen for anden gang i dag. Jeg tager min taske og svinger den over min skulder, mens jeg tager min jakke i hånden og styrter ud af klassen.

 

Jeg kommer ud på gangen, tårerne render ned af mine kinder og mit hjerte gør ondt. Jeg er ikke så stærk, som jeg gerne vil være. Jakken bliver taget på, - med lidt besvær - og skoletasken bliver taget ordentligt på.

 

Da jeg kommer udenfor, føles kulden som et slag i hovedet. Mine tårer fryser næsten til is, men kun næsten. Mine ben fører mig hen af vejen og hen til parken, som næsten er tom for mennesker. Faktisk er der ingen mennesker. Jeg går gennem parken, og kommer hen til en bænk i hjørnet, som står ved en sø, som nu er frosset til.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...