Christmas miracle - Justin Bieber

Gabriella er en 17 årige pige med et helt normalt liv - eller næsten. Hun har en fortid, som hun ikke kan løbe fra. Hendes ar er det eneste, som fortæller hendes historie bag smilet. Hun er stor fan af Justin Bieber, og han har været en stor grund til, hun stadigvæk er i live. Hendes drøm bliver til virkelighed, da Bella og hende skal til Justin Bieber koncert en dag i December. Ikke nok med det, skal de også til meet and greet. Alt går godt, og da han synger One Less Lonely girl, bliver hun valgt, og endnu en af hendes drømme bliver til virkelighed. men spørgsmålet er, hvad sker der efter? Vil Justin finde ud af noget med hendes ar? Og forbliver han en af grundende til, hun er i live, eller ender han måske med at være grunden til, hun ikke vil leve længere? Læs med i Christmas miracle.
| Dette er vores bidrag til julekonkurrence mulighed 1

10Likes
3Kommentarer
12100Visninger
AA

8. Kapitel 6 - 6 december

Jeg vågner med et chok, fordi en bevæger sig ved siden af mig. Jeg vender mig om, og møder de dejligste brune øjne, jeg længe har set. Jeg smiler kort til ham, mens jeg lukker mine øjne igen. Selvom det gør ondt tanken om farfar, kan jeg alligevel ikke lade vær med at smile, fordi Justin har sovet ved siden af mig.

 

Justin rejser sig langsomt op fra sengen. Jeg åbner hurtigt øjnene, men lader dem så lukke i igen. Jeg kunne ligge her med ham hele dagen, bare ligge i hans favn og vide at verden omkring mig, går sin egen gang. Han larmer med en lynlås, mens han forsøger at få sit tøj på.

 

‘’Er du klar om 5 minutter til at køre ud på sygehuset?’’, Justin kigger lidt for glad på mig. Jeg nikker bare, og rejser mig op fra sengen. Jeg har sådan set det samme tøj på, som jeg havde i går. Jeg har åbenbart ikke fået det taget af, så jeg beholder bare det endnu engang på, og sætter mit hår op i en hestehale.  

 

“Din far har forresten sagt, at du må blive hjemme fra skole, det samme har Bella fået lov til,” siger Justin. Jeg nikker til ham, og sender ham et meget lille smil.

 

Turen går utroligt langsomt, selvom der kun er små 10 minutter til hospitalet. Mit hjerte gør ondt, mit hoved gør ondt, faktisk gør hele min krop ondt. Sorgen kommer fra hjertet og fylder hele min krop. Tårerne begynder langsomt at falde ned ad mine kinder. Justin drejer ind på parkeringspladsen til hospitalet og slukker bilen.

 

“Skal vi gå med ind?” Spørger Bella om. Jeg kan mærke hendes og Justins blik på mig. Jeg synker en klump, snøfter og nikker derefter.

 

“Okay,” siger Justin. Justin åbner bildøren og det samme med Bella. Jeg kan bare ikke bevæge mig. Det er, som om sorgen gør mig udmattet. Døren på min side bliver åbnet, og Justin står i åbning.

 

“Kom lad mig hjælpe dig Gabriella,” siger Justin med en bekymret stemme. Justin hjælper mig ud, og Bella giver mig et kram.

 

“Han skal nok klare det.” Jeg nikker stille mod Bellas skulder. Bella trækker sig fra mig, og jeg kigger hen på Justin. Han sender mig et kort smil. Han tager fat i min venstre hånd, og giver den et klem. Bella tager derefter sin arm under min højre arm, og sammen går vi ind mod hospitalet.

 

Jeg har altid hadet hospitaler. Dårlige minder. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg før har været her, fordi jeg skulle syes. Og nu det her med min farfar, endnu en grund til det. Hospitaler bringer kun dårlige ting frem - som død. Jeg ved godt, at de godt kan redde folk, og det er jeg glad for. Eller rettere sagt, jeg er taknemlig for det, og håber de kan redde min farfar. Men hospitaler er bare ikke rigtigt mig. Det minder mig om tabet af min mor.

 

Jeg synker endnu en klump, og Justin giver min hånd et klem. Vi kommer hen til hovedindgangen, og står foran døren. De kigger begge spørgende på mig, og jeg nikker. Justin tager sin venstre hånd og Bella sin højre hånd, hvor de sammen hjælpes om at åbne døren. Vi går alle sammen ind, og alt er hvidt. Hvidt på hvidt på hvidt. Vi bevæger os stille hen til skranken, hvor en dame med briller og sit mørkebrune hår sat op i en knold sidder klar. Hun ligner sådan en sur sekretær, så det skal nok blive sjovt. Hun kigger op på os og smiler til os.

 

“Hvad kan jeg hjælpe med?” spørger hun med en sukkersød stemme.

 

“Vi skal besøge min farfar, Ove Frost,” siger jeg med en grædefærdig stemme. Hun nikker og søger på sin computer.

 

“Ja, op på 3 sal værelse 50,” siger hun og peger hen mod elevatoren. Bella takker hende, og sammen går vi hen til elevatoren. Lige nu er jeg glad for, at Justin har pakket sig godt ind - eller godt og godt, han har halstørklæde og hue på, så man ikke så nemt kan genkende ham. Hvor ville jeg ikke magte alle de piger lige nu, jeg vil ikke kunne magte alle de spørgsmål omkring Justin og jeg, som holder i hånden. Vi er venner og ikke mere. Han er ven, som støtter mig igennem en svær tid.

 

Vi kommer ind i elevatoren, og Justin trykker på knap nr. 3. Elevatoren holder hurtigt på 3 sal, og sammen går vi ud af elevatoren. Vi bevæger os ned ad gangen og finder det rigtige værelsenummer. Jeg står og stirrer på nummeret, stadigvæk med tårerne ned ad mine kinder. Mit hjerte banker hurtigt, og jeg føler mig så udmattet. Jeg føler mig så træt, men jeg skal ind og se min farfar. Jeg bliver nødt til det.

 

Jeg slipper Justins hånd, og tager min arm fri fra Bellas arm. Jeg åbner forsigtigt døren, og der i sengen midt i rummet ligger han. Helt hvid og bleg. Helt afkræftet. På stolen ved siden af, sidder min far og holder min farfar i hånden. Jeg får en kæmpe klump i halsen. Det er, som om jeg slet ikke kan bevæge mig. Hvert et lille skridt følelse som en evig kamp. Jeg lader mit blik lande på Justin, en tårer falder ned ad kinden på mig.

 

Han går hen mod mig, og trækker mig med hen mod min farfar. Han har ellers sagt, han vil blive ude, men tror udemærket godt, Justin kan mærke på mig, at det her ikke er det fedeste. Han smiler kort til mig, og præsenterer sig overfor mig farfar, og hilser pænt på min far.

 

Bella kommer langsomt gående ind. Hun har et lille smil på læben, men det er tydeligt at se, hun ikke ved, hvordan hun skal reagerer. Jeg smiler til hende, og klapper kort på stolen ved siden af mig, som en hentydning til hun skal sætte sig. Jeg tager min farfars hånd, og giver den et lille klemp. Han forsøger, at give mig et lille klemp, men jeg kunne sagtens mærke, hvor afkæftet han er.

 

Resten af dagen foregår egentlig bare på sygehuset ved farfar.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...