Christmas miracle - Justin Bieber

Gabriella er en 17 årige pige med et helt normalt liv - eller næsten. Hun har en fortid, som hun ikke kan løbe fra. Hendes ar er det eneste, som fortæller hendes historie bag smilet. Hun er stor fan af Justin Bieber, og han har været en stor grund til, hun stadigvæk er i live. Hendes drøm bliver til virkelighed, da Bella og hende skal til Justin Bieber koncert en dag i December. Ikke nok med det, skal de også til meet and greet. Alt går godt, og da han synger One Less Lonely girl, bliver hun valgt, og endnu en af hendes drømme bliver til virkelighed. men spørgsmålet er, hvad sker der efter? Vil Justin finde ud af noget med hendes ar? Og forbliver han en af grundende til, hun er i live, eller ender han måske med at være grunden til, hun ikke vil leve længere? Læs med i Christmas miracle.
| Dette er vores bidrag til julekonkurrence mulighed 1

10Likes
3Kommentarer
12216Visninger
AA

21. Kapitel 19 - 19 december

I dag er en af de dage, hvor jeg bare gerne vil tage en hættetrøje og et par løse bukser på. Men det kan jeg ikke. Jeg vil ikke vise, at jeg er svag. Jeg finder mine læderbukser frem, kigger længe efter en passe trøje, som er flot, men ikke alt for stram. Måske jeg også bare kan tage en strik på, og så en flot halskæde udenover, så det pimper outfitet lidt op? Det er det, jeg gør. Jeg tager mine læderbukser på, finder en beigestriktrøje, og min flotte halskæde jeg fik ad min mor lige, inden hun dødede. Jeg smiler til mig selv. Tager min taske, svinger den over skulder, og begynder at gå hen mod skolen.

*

Døren indtil skolen åbner sig for mig, og jeg kommer endelig ind i varmen, hvilket er fantastisk. Jeg kommer hen til klassen og går ind. Jeg sætter mig ned på min plads ved siden af Bella. Bella kommer ind kort tid efter, og sætter sig ned ved siden af mig. Hun sender mig et stort smil. Dog sender jeg kun et lille et tilbage. 

 

“Hvordan var det?” spørger Bella om. Jeg kigger på Bella. Jeg vil helst ikke fortælle hende det - nu når der ikke var noget fra Justins side af, og det kun var fra min side af. Jeg ryster på hovedet af hende og siger: “Hvad mener du?”. Hun rynker brynene og forstår sikkert ikke, hvorfor jeg svarer det til hende. Jeg kan bare ikke svare hende på det spørgsmål, da det vil lede mig tilbage til minderne, og det kan jeg ikke klare lige nu.

 

“Hvordan var det med Justin og dig?” uddyber Bella. Jeg ryster på hovedet som tegn på, at jeg ikke vil snakke om det. Hun fatter dog heldigvis hurtigt hentydningen, og lader det derfor ligge. Hvilket jeg er rigtig glad for. De andre fra vores klasse kommer ind i klassen med vores lærer lige bag ved dem. Så begynder endnu en time, hvilket er engelsk. Så vi skal bare skrive videre på vores aflevering. Jeg er færdig med den, jeg skal bare lige rette den til, og så er jeg ved at være der.

 

Min mobil vibrerer i min lomme. Jeg vælger at lade den ligge. Beskeden kommer op på min mac, og jeg ser den er fra Justin. Jeg sukker lydløst, og Bella prikker stille til mig. “Du skal måske svare ham” siger hun. Jeg vælger endnu en gang at sukke, før jeg vælger at klikke på den. Beskeden kommer nu frem på min computer, så jeg ikke skal finde min mobil frem for at svare ham.

 

Fra: Justin<3

Hej Gab.. Jeg holder virkelig af dig, og jeg er ked af det, der skete. Det har ikke noget med dig at gøre, du var fantastisk og det var virkelig godt, men jeg kan bare ikke være sammen med dig på den måde. Men derfor holder jeg stadigvæk rigtig meget af dig, og jeg vil gerne tilbringe min sidste dig i Danmark med dig. Please.

 

Jeg ryster kort på hovedet og fnyser af ham. Bella læner sig frem og kigger på beskeden. Hun ryster på hovedet, og læner sig væk igen for at skrive videre på sin aflevering. Jeg tænker lidt over, hvad jeg skal svare. For jeg vil gerne tilbringe hans sidste dag med ham, som jeg virkelig holder af, men ender med at blive såret igen. Eller skal jeg skrive ja, og så alligevel ende med at blive såret? Jeg kommer dog frem til, at det er bedst, at jeg bliver hjemme.

 

Til: Justin<3

Hej Justin. Det kan jeg ikke, jeg har mange lektier for til i morgen, og har derfor ikke tid. Desværre. Håber dog snart vi kan ses igen.

*

Jeg smider mig i sengen derhjemme og sukker af lettelse. Hvor er det dejligt. Jeg finder min mobil frem, da Justin svarede mig på vej hjem. Justin er virkelig såret over, at jeg ikke kan være sammen, og viste det virkelig i beskeden, han skrev. Men hvad kan jeg gøre ved det? Jeg kan bare ikke klare at blive såret mere. Jeg bliver nødt til, at passe på mine følelser nu.

 

Fra: Justin<3

Gab, jeg lagde mærke til noget, som du undgik der natten til Søndag.. Du har tabt dig meget, og jeg har ikke set dig spise i noget tid.. Er der noget du gerne vil fortælle mig?

 

Jeg sukker hårdt, da jeg virkelig ikke magter at tage den med ham. For helt ærlig, hvorfor skal han blande sig? Han kan blande sig, når jeg ved, at jeg er hans type. Jeg sidder længe og stirrer på beskeden uden at vide, hvad jeg skal svare. For hvad skal man svare? Det er et rigtig godt spørgsmål.

 

Til: Justin<3

Egentlig så rager det ikke dig, og jeg har ikke tabt mig. Det ligner det bare, når jeg ligger på ryggen. Det kender du vel godt sådan noget, ik? Jeg har ikke noget at fortælle dig, for der er ikke sket noget nyt. 

 

Jeg kigger længe på det, men nikker så. Jeg trykker send, og smider min mobil på sengen. Jeg lægger mig godt tilrette og lukker mine øjne. Jeg nyder stilheden, jeg nyder roen, jeg nyder, at jeg bare kan være mig, og at jeg bare kan slappe af. Jeg er så træt af alt det drama, jeg er udkørt. Men hvad kan jeg gøre ved det? Ikke ret meget.

 

Jeg tager min mobil og går ind på twitter. Det fortryder jeg dog hurtigt, da jeg ser alle de hade beskeder, jeg har fået. Jeg lukker twitter ned igen, da jeg ikke gider at læse dem. Jeg har ikke noget at bruge dem til.

 

Min mobil vibrerer igen, hvilket betyder at jeg har fået en besked. Jeg går ind på beskeden, som er fra Justin. Jeg magter det ikke, men jeg vil gerne vide, hvad han svarer til min helt igennem fantastisk søde besked. Eller noget. Jeg ved godt, at hvis jeg bliver ved, ender jeg med at miste ham. Men jeg vil bare ikke miste noget af mig selv i processen.

 

Fra: Justin<3

Gab.. Hør her.. Jeg kan se, du har tabt dig meget på kort tid. Hvorfor vil du ikke fortælle mig det? Jeg holder forfanden af dig!

 

Jeg ryster på hovedet. Ikke en skid han holder af mig. Han vil bare bruge mig som hans lille dukke, han kan få til at gøre, som han vil. Det vil jeg ikke finde mig i.

 

Jeg ryster endnu engang på hovedet. Min tårer triller ned ad kinden på mig. Jeg er så træt af at blive såret hele tiden. Jeg begraver mit ansigt i mine hænder. Jeg kan virkelig ikke mere. Jeg vil ikke mere. Hvorfor skal alting være sådan her?

 

Min far og jeg fungerer heller ikke særlig godt sammen. Han arbejder rigtigt meget for tiden, Justin sårer mig hele tiden, og forstår ikke han skal lade mig være. Jeg prøver hele tiden at holde afstand til ham, men det er virkelig svært. Specielt når han skriver til mig.

 

Jeg kan ikke mere. Jeg bliver simpelthen nødt til at holde den skide afstand. Jeg gider ikke, og skal kæmpe med mig selv hele tiden. Jeg gider ikke kæmpe for et venskab, som jeg ved alligevel ender med at såre mig hver evige eneste gang. Hvorfor skal jeg overhovedet være venner med ham, når jeg ved det ikke kan fungere lige nu?

 

Jeg ved, jeg ikke vil kunne adskille mine følelser for ham. Jeg vil ikke bare være venner. Men til gengæld kan jeg heller ikke se os som kærester. Men den omsorg og kærlighed han giver, gør mig virkelig tryg. Jeg forstår ikke, hvordan han nogensinde har kunne formår at komme så tæt ind på mig?

 

Hvad har han gjort anderledes end de andre fyre? Hvorfor har han kunne bryde min mur, når alle andre ikke kan? Hvordan kan han komme så tæt ind på mig, sårer mig gang på gang, og alligevel have mig om hans lillefingre?

 

Normalt er jeg en meget afvisende person. Så snart en dreng vil ses med mig, står jeg af, fordi jeg er bange for, han vil mere, end jeg vil. Men med Justin har jeg slet ikke de tanker. Så snart han siger, han vil ses, falder jeg 100% i hver evige eneste gang.

 

Jeg er slet ikke bange for, han vil mere end, hvad jeg vil. Jeg er bare tryg med ham, nyder hans omsorg, og den kærlighed han giver til mig. For min skyld behøver vi ikke at være kærester. Jeg er ikke ude efter en kæreste, jeg vil faktisk slet ikke have en. Jeg vil bare kunne hygge mig med en dreng, få en masse omsorg, og føle mig elsket, som jeg er, uden han kan gør krav på noget.

 

Jeg bliver afbrudt i mine tanker, da min mobil vibrerer. Jeg samler den op, da jeg smed den på sengen. Jeg sukker, da det er endnu en besked fra Justin. Jeg vælger dog at åbne den.

 

Fra: Justin<3

Forresten Gab.. Der er en ting mere. Jeg ved, du har haft det dårligt, men jeg lå mærke til dine ar.. Nogle af dem så ret nye ud.. Hvornår gjorde du det sidst?

 

Hvis jeg troede, jeg græd meget før, er det ingenting i forhold til nu. Mine hulk er ikke til at styrer. Jeg skriger ned i min pude. ''jeg vil ikke mere.. jeg vil ikke mere... hvorfor mig?''.  Jeg begynder at tage mit tøj af. Klokken er ikke mere en 20, men jeg gider ikke denne dag mere. Jeg vil bare sove det hele væk, og lade som om ingenting er sket.

 

Jeg får taget mit nattøj på, smutter ud på badeværelset og børster mine tænder. Jeg kigger mig selv i spejlet. Mine øjne er helt røde og blodsprængte. Jeg er sort under øjnene, og jeg kan ikke løbe fra, at jeg har grædt i flere timer nu.

 

Mit hoved dunker. Jeg kigger ned på mine ar, og overvejer længe om jeg skal åbne mig op for Justin. Men jeg vælger at lade vær. Hvis jeg skal holde afstand til ham, skal jeg ikke begynde at åbne mig mere op, så bliver det bare endnu sværere.

 

Jeg går ind på mit værelse igen. Slukker lyset, og smider mig under min dyne. Jeg finder min MacBook frem og sætter pretty little liars på. Der går ikke mange minutter, før jeg falder i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...