Christmas miracle - Justin Bieber

Gabriella er en 17 årige pige med et helt normalt liv - eller næsten. Hun har en fortid, som hun ikke kan løbe fra. Hendes ar er det eneste, som fortæller hendes historie bag smilet. Hun er stor fan af Justin Bieber, og han har været en stor grund til, hun stadigvæk er i live. Hendes drøm bliver til virkelighed, da Bella og hende skal til Justin Bieber koncert en dag i December. Ikke nok med det, skal de også til meet and greet. Alt går godt, og da han synger One Less Lonely girl, bliver hun valgt, og endnu en af hendes drømme bliver til virkelighed. men spørgsmålet er, hvad sker der efter? Vil Justin finde ud af noget med hendes ar? Og forbliver han en af grundende til, hun er i live, eller ender han måske med at være grunden til, hun ikke vil leve længere? Læs med i Christmas miracle.
| Dette er vores bidrag til julekonkurrence mulighed 1

10Likes
3Kommentarer
12100Visninger
AA

17. Kapitel 15 - 15 december

Jeg sidder på min seng, fuld påklædt og klar til at tage i skole. Jeg overvejer egentlig bare, om jeg skal tage til crossfit efter skole. Det kunne være godt. Jeg har stadigvæk ikke set Justins besked. Jeg ved ikke, om jeg tør. Jeg er bange for, at det hele måske kommer tilbage til mig, og det vil jeg ikke lige kunne magte. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg har brug for et pusterum, men alligevel jeg burde nok se, hvad han har skrevet. Der er min nysgerrighed et helvede.

 

Med endnu et kæmpe suk tager jeg min telefon i hånden. Jeg kigger i noget tid på den, mens jeg langsomt bliver ved med at genlæse’’En ny besked fra Justin Bieber.’’, jeg skubber den til side og tager en dyb indånding.

 

Jeg læser den første linje ‘’Hvad sker der?’’, jeg læser den endnu engang. Jeg kigger endnu engang, vent hvad? Er det det eneste? Har han virkelig kun skrevet det? Har jeg panikket over en enkelt linje? Jeg griner kort over mig selv, ryster på hovedet og begynder at svare.

 

Men vent, hvad skal jeg lige svare? Hvad mener han overhovedet? Jeg stirrer på telefonen i noget tid, inden jeg beslutter mig for, bare og spørge ham om, hvad han mener. Jeg vender min mobil med skærmen nedad, så jeg ikke bliver distraheret, hvis han skriver igen.

 

Jeg finder min yogamåtte frem, mens jeg begynder at tage nogle squats og lungers. Jeg lægger mig ned på ryggen, laver nogle forskellige mavebøjningerne og rygbøjningerne. Jeg bliver stoppet af min mobil, som vibrerer, hvilket nok er tegn på, at Justin har svaret. Jeg tager en dyb indånding, ryster på hovedet og tvinger mig selv til at tage de sidste 20 mavebøjninger, inden jeg kigger beskeden.

 

18….19...20, jeg kæmper for at komme op på den sidste. Langsomt lader jeg min krop falde baglæns. Jeg ligger og tager et par dybe indåndingerne, inden jeg lader min hånd, finde min mobil frem. Langsomt skubber jeg min skærm til siden, og åbner op for beskeden, som utrolig nok er fra Justin, som forventet.

 

‘’Hvad går der af dig? du har ikke skrevet i hvad der svarer til 4 dage eller sådan noget?’’, jeg læser den endnu engang. Jeg mærker, den påvirker mig, og langt fra positivt. Jeg bliver selvfølgelig glad over, at han har lagt mærke til, jeg har taget afstand fra ham, specielt når nu han betyder så meget. Men kan han forhelvede ikke være ligeglad? Han er jo selv uden om det, jeg betyder jo åbenbart intet for ham, siden han kan ligge her og putte med mig, og så bare skride lige efter, og sige at jeg slet ikke er hans type.

 

Som om jeg er ligeglad med, han bare leger med mit hjerte hver evige eneste gang. Jeg kan mærke min vrede tage over, jeg gør klar til at skrive en besked, som han nok ikke vil tage særlig godt i mod. Jeg griner kort over mig selv, og beslutter mig så for at skrive: ‘’Jeg har fundet andre boytroys, så mon ikke du overlever, når du ikke gider?’’, jeg griner endnu engang. Boytroys? hvor kom det overhovedet fra?

 

Gad vide, hvordan han overhovedet vil tage den besked? Jeg får sikkert en hadefuldt besked om lidt, eller også er han i sit gode humør, hvor han prøver alt på, at få mig god igen. Det er, det som altid er så mystisk ved ham. Den ene dag kan han være vildt forstående, og kun vil mig alt det bedste, den anden dag kan han være det største svin, hvor han bare virker ligeglad med mig, og hvor han virker, som om jeg er fuldstændig ligegyldig for ham.

 

Jeg håber, han har en god dag. Men på den anden side, håber jeg han har en dårlig dag, for så kan jeg hade ham endnu mere. Det vil sige, jeg vil have endnu nemmere ved at glemme ham. Jeg griner kort ad mig selv. Jeg tager tasken i min hånd, og begynder så at løbe ned ad trappen.

 

Han skal ikke tro, han kan påvirke mit humør. Jeg skal være lige så glad og frisk, som jeg har været de andre dage. Han skal ikke kunne få mit humør ned, bare fordi han skriver en enkelt besked, hvor han viser barmhjertighed.

 

Jeg går mod skolen, og mærker automatisk at min mobil vibrerer, men jeg stopper ikke op. Jeg fortsætter målrettet mod skolen. Jeg opdager Bella står over ved porten, så jeg begriber mig ud i at kalde på hende.

 

‘’Bella…… BELLA’’, jeg råber alt, hvad jeg kan. Hun vender sig forskrækket mod mig og griner kort. Hun løber hen mod mig, og trækker mig indtil et kram. ‘’Hey må jeg ikke lige låne din mobil, du skal lige tjekke den nye app ud, den er sygt grineren’’, jeg tænker ikke videre over det, men giver hende min mobil.

 

Hun rynker hurtigt med brynene, og jeg kommer i tanke om, jeg stadig ikke har åbnet Justins besked. Jeg hiver min mobil ud af hånden på hende, og begynder bare at gå hen mod vores klasselokale. Jeg kan nemt mærke den akavet stemning, som er kommet mellem os. Jeg smiler kort til hende, kan nærmeste ikke lade vær med at grine over hendes forbavset ansigt.

 

‘’Hvad så, klarer du den Bella?’’, jeg prøver lidt, at bryde denne mærkelige stemning mellem os. Hun bryder selv et grin, inden hun begynder og forhør mig. Jeg ryster bare på hovedet af hende.

 

Vi ankommer til vores klasselokale, jeg tager min fingre op til min mund, og forklarer hende, hun skal stoppe sine spørgsmål nu, så der ikke kommer endnu flere spørgsmål fra klassen. ‘’Fint, jeg holder min kæft, men så skal du forklarer dig ud af den efter skole!’’, hun kigger truende på mig, mens hun løfter sin pegefingre. Jeg griner bare af hende, mens jeg ryster på hovedet og siger jaja.

 

Jeg sætter mig ned på min plads, og finder min computer frem. Automatisk springer Justins besked op på min skærm, da min Macbook samarbejder med min iPhone. Jeg ryster bare på hovedet. Bella kigger på mig og griner en smule. ‘’Ja, du er da også uheldig i dag’’, hun kigger grinende hen på mig. Jeg trækker bare på skulderen og griner.

 

‘’Måske det er en hentydning til, du burde svare ham, Gab’’, hendes tone har ændret sig. Hun lyder helt alvorlig, samt hendes blik, som bare kigger alvorligt på mig. ‘’Mh, måske men ikke mens jeg er i skole, tror ikke ligefrem det er en kærlighedsbesked, jeg har fået fra ham’’, jeg vender mit hoved mod min computer og lader som ingenting.

 

Jeg kan nemt mærke Bellas blik. Jeg ignorer det, mens jeg forsøger at skrive videre på min engelsk aflevering. Vores lærer er lige kommet ind ad døren, og prøver at få ro i klassen. Det går aldrig særlig godt for lærerne, da vi åbenbart er en meget larmende klasse. Jeg sidder bare forstenet ned i min aflevering, og lader som om intet sker omkring mig.

 

‘’I kan bare gå i gang, i ved hvad i skal lave - jeg smutter til møde om lidt, så i skriver bare på jeres aflevering’’, hun sætter sig ned, slår sine ben op og læner sig tilbage, som om det er en sofa, hun sidder i. Jeg har altid undret mig over, hvorfor lærerne må så mange ting, som os elever egentlig ikke må. Jeg ville jo nærmeste få skåret mine fødder af, hvis jeg smed dem op på den måde.

 

Mit blik fanger endnu engang den blå boks nede i min Dock på min Mac. Den bliver ved med at vise et rødt 1 tal oppe i hjørnet, som tegn på jeg stadig har en besked, jeg ikke har læst. Som læst tidligere har jeg ingen tålmodighed, så jeg lader min mus bevæger sig der ned. Klikker på den, og automatisk kommer Justins besked op. Nu er der ingen vej udenom, nu kan jeg ligeså godt læse den.

 

‘’Gab forhelvede, det er ikke det, det hele handler om. Du er ikke min type, og sådan er det bare. Længere er den ikke, og selvfølgelig vil jeg ikke forsøge med dig. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du så vælger at ødelægge hele vores forhold, når vi rent faktisk kom så godt ud af den sammen. Jeg elsker dig du, som den veninde du er for mig. Du er der altid for mig, støtter mig igennem alt lige meget, hvor meget lort jeg har lavet’’.

 

Jeg kniber øjnene sammen, bider mig i kinden og prøver alt for at undgå tårerne, som har banet sig vej til min øjenkrog. Jeg tager min mobil, forlader klasselokalet og hurtigt fanger toilettet mit blikfang. Jeg bider endnu engang min kind, ik græd Gab, du kan godt, ik græd.

 

Jeg kommer ind på badeværelset, lukker og låser døren efter mig. Jeg kigger mig selv i spejlet. ‘’Du kan godt, du er en stærk pige, Gab’’, den ene tårer triller langsomt ned ad kinden på mig, jeg tørre den væk, og låser min mobil op. Jeg tager en dyb indånding, læser beskeden igen, og begriber mig ud i at svare ham.

 

‘’Seriøst jeg kan lige så godt være ærlig, og sige jeg ikke kan magte det her nu. Jeg har valgt at lukke af, netop fordi du formået at sårer mig gang på gang. Jeg må holde afstand fra dig nu. Du betyder virkelig meget for mig, men du har fucket mig så meget op, og jeg kan virkelig ikke klare, at blive mere såret nu. Jeg har længe hold ud, mit liv har aldrig været så splitter, som det er pt, efter du har formået at komme ind i mit liv. Du er kommet så tæt på mig, men du valgte at lege med mit hjerte. Jeg er vokset som person, efter jeg har mødt dig. Jeg elsker dig, og lige nu er der for hårdt, at du bare skal være min ven, så jeg må holde afstand og lukke ned for dig og mine følelser.’’

 

Jeg smiler tilfreds over min besked, trykker på send og kigger mig i spejlet. Jeg smiler til mig selv, tørrer mine kinder og går så ned mod klasselokalet igen. Jeg smiler til alle jeg møder på min vej, selv dem som jeg normalt ikke kan fordrage. Jeg kommer ind i klassen igen, og sætter mig på min plads ved siden af Bella.

 

“Hvad skulle du?” spørger Bella mig om. Hun kigger på mig, som om hun vil have noget ud af mig. “Det hvide hus kaldte lige,” siger jeg. Jeg ved godt, at jeg lyver overfor Bella, men hvordan skal, jeg forklarer hende, hvad der sker, uden at komme ind på mit mål?

 

Det kan jeg ikke, derfor finder jeg det bedst med at lyve. Også selvom det er over for min bedste og eneste veninde. Jeg kan bare ikke fortælle hende det. Hun nikker dog og sender mig et smil, inden hun fortsætter, hvilket jeg også gør, velvidende om at jeg lige har fået en besked fra Justin, som jeg ikke gider at tjekke lige nu. Jeg skal bevarer mit fokus på denne her aflevering.

 

*

“Jeg er hjemme!” Jeg smider mine sko ved alle de andre sko, og hænger min jakke på plads. Jeg kan høre min far råbe noget inde fra stuen af, så jeg bevæger mig derind. Min far sidder i sofaen foran tv’et, og ser noget jeg ikke lige kan se, hvad er. Jeg smiler og sætter mig ned ved siden af min far. Han vender sig mod mig og sender mig et smil.

 

“Hvordan går det i skolen?” spørger min far om. Jeg kigger på ham og smiler. “Det går godt, faktisk,” siger jeg. Lige siden min mor døde, har det ikke gået så godt i skolen. Jeg har haft svært ved, at følge med i timerne og få lavet mine lektier. Men nu går det overraskende godt. Jeg får lavet mine lektier, og jeg følger rimelig godt med. Jeg kan dog godt mærke, at jeg er bagud, men jeg følger så godt med, som jeg kan.

 

“Det er jeg glad for at høre,” siger min far med et rigtigt smil. Jeg kan mærke, der er noget, han gerne vil sige, men som han ikke ved, hvordan han skal sige.

 

“Gab.. Hvornår besøgte du sidst din mor?” Spørger han forsigtigt om. Jeg synker en klump, og bliver hurtigt mindet om gårsdagen.

 

“Igår,” siger jeg. Min far sender mig et kort smil, som jeg gengælder. “Jeg tænkte nemlig på D. 24, om vi ikke skal tage ned og besøge hende sammen?” Jeg kan se, han tøver, da han siger det, og hans stemme lyder skrøbelig. Tårer er også kommet frem i begge vores øjne.

 

“Jov far, det synes jeg,” siger jeg. Jeg sender ham et smil, mens tårerne forlader begge vores øjne. Vi trækker os ind til hinanden og sidder og krammer hinanden i sofaen.

 

Jeg smutter op på værelset, efter vi har set 3 film sammen. Vi har bare haft en rigtigt far-datter aften. Jeg har virkelig nydt det, selvom Justins besked har forstyrret mig en del gange. Jeg gennemtjekker den endnu engang. Læser den hårdt for mig selv, mens tårerne triller ned en efter en.

 

‘’Det er fint Gab, så husk det næste gang, du står og har problemer. For mig gør det ingenting, du holder afstand, det gør det trods alt bare nemmere for mig. Nej, jeg har ikke følelser for dig, og jeg kan skam ikke trylle dem frem. Du er en skide dejlig person, det må du skam aldrig glemme, men det bliver aldrig os. At du så vælger og smide vores venskab væk også - er op til dig, du skal bare huske på, det var dig, der valgte det, og ikke mig.’’

 

Jeg slår hårdt ned i puden, mens jeg hulker et par gange. Hvordan kan han finde på at være sådan en forfærdelig person? som om han ikke i forvejen har såret mig nok. Jeg ryster på hovedet, tager mit tøj af og lægger mig til at sove.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...