Christmas miracle - Justin Bieber

Gabriella er en 17 årige pige med et helt normalt liv - eller næsten. Hun har en fortid, som hun ikke kan løbe fra. Hendes ar er det eneste, som fortæller hendes historie bag smilet. Hun er stor fan af Justin Bieber, og han har været en stor grund til, hun stadigvæk er i live. Hendes drøm bliver til virkelighed, da Bella og hende skal til Justin Bieber koncert en dag i December. Ikke nok med det, skal de også til meet and greet. Alt går godt, og da han synger One Less Lonely girl, bliver hun valgt, og endnu en af hendes drømme bliver til virkelighed. men spørgsmålet er, hvad sker der efter? Vil Justin finde ud af noget med hendes ar? Og forbliver han en af grundende til, hun er i live, eller ender han måske med at være grunden til, hun ikke vil leve længere? Læs med i Christmas miracle.
| Dette er vores bidrag til julekonkurrence mulighed 1

10Likes
3Kommentarer
12263Visninger
AA

16. Kapitel 14 - 14 december

Døren ind til skolen åbner sig, og hurtigt finder jeg Bella, som står og venter på mig. Endnu en gang kigger hun overrasket på mig. Jeg har endnu en gang haft overskud her til morgen, hvilket er mærkeligt, da jeg lå og tænkte på Justin i går. Og i nat. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg er okay. Ikke at det går så godt, så derfor er jeg nødt til, at bilde Bella ind, at jeg er okay. Det kan være, det hjælper.

 

“Hvad går der lige af dig?” spørger Bella. Jeg griner af hendes overraskende ansigt og kigger ned på mit tøj, som består af en t-shirt med en rund hals og knaplukning foran. Udover den har jeg en sort blazer med kant lommer på hver sin side med en knappe foran. Der er knapper ved hver ende af ærmet. På benene har jeg et par hvide bukser på. Så jeg forstår faktisk godt, hvorfor hun måske kigger lidt mærkeligt på mig. Jeg er heller ikke vant til at have sådan noget her på. Det er over 2 år siden, jeg sidst har haft det her på. Min mors død ændrede alt.

 

“Tja, masser af overskud,” siger jeg smilende til hende. “Men jeg har ikke set dig i det tøj siden, du ved,” det sidste siger hun meget stille og meget forsigtigt. Jeg nikker til hende og smiler forsigtigt.

 

“Jeg ved det, men det er på tide, jeg går i det igen, jeg kan ikke blive ved med at hænge i fortiden. Jeg savner og elsker min mor, men alligevel, jeg kan ikke blive ved med at hænge i fortiden. Regner med at tage derhen i dag og lægge nogle blomster og snakke lidt med min mor,” siger jeg til hende. Bella nikker og smiler forsigtigt til mig. “Det synes, jeg er en rigtig god ide, Gab. Hvis det er, kan jeg godt tage med dig.” Jeg smiler et taknemmeligt smil til Bella.

 

“Jeg vil gerne være lidt alene med hende, hvis det er okay,” jeg kigger hen mod hende, mens jeg forsigtigt smiler. “Jeg er så stolt af dig,” siger Bella med et smil og trækker mig ind til sig. Mine arme lægger jeg rundt om hendes nakke og hendes hænder ligger på min ryg. Vi trækker os fra hinanden og smiler lidt til hinanden.

 

Sammen går vi ind til engelsk. Dagen i dag skal nok blive en god dag. Jeg glæder mig til at komme over til min mor, det er efterhånd ved at være noget tid siden. Jeg savner hende sådan, men jeg synes, jeg er kommet ind i en periode, hvor jeg mener, jeg er stærk nok til at besøge hende. Jeg glæder mig faktisk lidt. Jeg skal huske at købe nogle blomster til hende. Det er meget vigtigt. Rigtig vigtigt. Jeg vil vise hende, at jeg stadigvæk elsker hende. Jeg vil vise hende, at bare fordi jeg ikke har besøgt hende i lang tid, så er hun stadigvæk i mit hjerte.

 

*

 

Lyden af klokken, der ringer, får alle til at fare op og pakke deres ting sammen. Inklusiv mig. Jeg pakker mine ting sammen og venter egentlig bare på, Bella bliver færdig med at pakke sammen. Nogle gange kan hun godt være lidt langsom. Hun får pakket sine ting sammen, og vi begge to svinger vores tasker over vores skulder. Vi går i stilhed ud på gangen og mod hovedindgangen ligesom alle de andre. Dørene åbner sig automatisk, og vi kommer ud i den kolde luft. Bella stopper op og smiler svagt til mig.

 

“Ring eller skriv til mig, hvis der bliver det mindste.” Jeg smiler over hendes ord, og lover at jeg nok skal gøre det. Vi giver hinanden et kram, og vores veje skilles. Bella går den ene vej for at komme hjem, og jeg går den modsatte vej for at komme hen til kirkegården, hvor min mor er begravet. Vejen derhen er ikke særlig lang, men i dag føles den lang. Både fordi der er koldt i dag, men også fordi det er første gang i lang tid, at jeg besøger min mor. Jeg trækker min jakke tættere ind til mig, for at holde på varmen. Ikke at det rigtigt hjælper, men man har lov til at håbe.

 

Jeg går ind i blomsterforretningen, der ligger tæt på kirkegården. Dørklokken ringer og meddeler, at de har en kunde. Jeg går op til skrænten, og venter på at der kommer en. Heldigvis går der ikke særlig lang tid.

 

“Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spørger en ung pige bag disken. Hun er nok omkring min alder. Hun har langt blond hår med blå øjne, og ser i det hele taget rigtig flot ud. Jeg rødmer mig, inden jeg begynder at snakke.

 

“Jeg skal have nogle flotte blomster, hvad kan du anbefale?” spørger jeg og smiler svagt. Når jeg køber blomster, spørg jeg altid om, hvad de kan anbefale. Min mor skal have det bedste af det bedste. Hun kigger på mig og sender mig et smil, der ikke er falsk, som mange af de andre sender en.

 

“Det går an på, hvad du skal bruge den til,” siger hun og kigger på mig. Jeg kigger ned på mine hænder, og tager en dyb indånding. Det jeg skal sige nu, kommer til at kræve en masse selvkontrol. I hvert fald med at holde mine tårer inde.

 

“Det er til min mor.. Det er til hendes grav,” siger jeg og synker en klump. Jeg kan mærke tårerne presse på, men jeg holder dem inde. Jeg kan ikke græde nu. Ikke foran hende.

 

“Åh, det er jeg ked af at høre,” siger hun oprigtigt. Jeg kigger op på hende og sender hende et smil.

 

“Tak, men sådan er livet jo,” siger jeg. Hun nikker og sender mig et smil. Hun bevæger sig om foran disken til mig, og gør tegn til, at jeg skal følge med hende, hvilket jeg gør. Lige pludselig stopper hun dog op og tager nogle blomster frem, som virkelig er flotte.

 

“Jeg vil nok mene dem her.” Vi bliver enige om, at det skal være dem. Hun pakker dem flot ind, og jeg får betalt, inden jeg igen er på vej mod kirkegården.

 

Jeg åbner lågen ind til kirkegården. Jeg kan mærke tristheden komme frem i mig, men jeg bliver nødt til at være stærk. Jeg fortsætter hen af kirkegårdens stier, indtil jeg kommer hen til min mors grav. Jeg sætter mig på hug og lægger blomsterne ved hendes gravsten. Tårerne finder vejen frem i mine øjne, og jeg gør ikke noget for at stoppe dem. Jeg kigger på gravstene og smiler svagt.

 

Daniella Frost.

Elskede og savnet kone, mor, datter og ven. Hvil i fred.

 

Jeg smiler svagt, da jeg var med til at vælge, hvad der skulle stå. Der er mange, der undre sig over, hvorfor vi har et engelsk efternavn, når vi bor i Danmark. Men fars familie er rigtigt fra England. Dog er jeg selv vokset op i Danmark og har boet her hele mit liv.

 

“Hej mor. Lang tid siden. Jeg vil bare lige sige, at jeg ikke har glemt dig. Du er med mig hver dag. Jeg elsker dig og savner dig så meget,” siger jeg og bryder sammen. Jeg troede, jeg var stærk nok til det her, men det er jeg åbenbart ikke.

 

“Jeg savner dig så meget, hvorfor skulle det være dig?” spørger jeg mellem mine hulk. “Jeg kan ikke klarer det mere snart. Jeg har taget det tøj på, jeg havde på dagen, inden du døde. Du ved, det tøj du sagde, du altid elskede, jeg havde på. Jeg har ikke haft det på siden. Jeg troede, jeg var stærk nok, men det er jeg ikke.” Jeg når ikke at sige mere, før jeg bryder helt sammen. Jeg finder min mobil frem og ringer til Bella. Jeg kan ikke klare mere.

 

“Gab, hvad er der galt?” spørger Bella, da hun tager den. Jeg kan ikke få sagt et ord imellem min gråd, og hun opfatter det hurtigt. “Jeg er på vej,” siger hun, hvorefter hun ligger på. Jeg sætter mig ned på jorden, og trækker mine ben op under mine arme. Her sidder jeg foran min mors gravsten og græder. Hulkende forlader min mund en efter en, og de vil ingen ende tage.

 

“Gab!” hører jeg Bellas stemme. Jeg hører nogle, der løber hen mod mig, og jeg kan regne ud, at det er Bella. Bella kommer hen til mig, og jeg kan fornemme, at hun sætter sig ned mod mig. Hun lægger sine arme omkring mig, og trækker mig helt ind til hende, mens hun mumler beroligende ord. Efter lidt tid falder jeg endelig til ro. I hvert fald mere end før. Bella trækker sig fra mig, og griner lidt af mig, hvilket får mig til at kigge lidt mærkeligt på hende. For der er ikke noget at grine af?

 

“Du har makeup udover det hele,” siger hun som svar til mit blik. Jeg ryster bare på hovedet af hende med et lille smil på læberne. Jeg finder min mobil frem og går ind på kameraet og kan nu se, hvorfor hun grinte. Jeg begynder også selv at grine lidt af mig. For jeg ligner en vaskebjørn. Bella rejser sig op, og hjælper mig op at stå.

 

“Kom, vi tager hjem til dig, får fjernet din makeup måske lagt en ny, og derefter tager vi på cafe.” Jeg smiler over hendes tilbud og takker ja til det. Jeg kigger en sidste gang på min mors gravsten og smiler svagt. Gud, hvor jeg dog bare savner hende.

 

“Jeg elsker dig mor.” Bella sender mig et svagt smil. Vi fletter vores arme sammen og begynder at gå ud mod kirkegårdens udgang, som også er indgangen. Sammen fortsætter vi hjemad mod mig.

 

*

Varmen i cafeen byder os velkommen. Jeg smiler, da jeg kan mærke varmen komme ind til min krop, og giver mig en beroligende fornemmelse. Vi finder os et bord henne i hjørnet, og slår os ned på de dejlige stole. Vi elsker den her cafe, fordi den er lille og hyggelig og ikke mindst har de et godt udvalg. Desuden sidder man overraskende godt i deres stole. Vi kigger lidt på menuen, og lægger menukortet ned, da vi ved, hvad vi skal have. Der går ikke særlig lang tid før, at der kommer en tjener hen til os.

 

“Er I klar til at bestille?” spørger hun med et smil. “Jeg vil gerne have en kop varm kakao,” svarer jeg hende med et smil. Hun skriver det ned på en blog, og kigger derefter hen på Bella, som siger at hun skal have det sammen bare en chokolade muffin til. Hun tager menukortene og sender os et smil, inden hun forlader os. Der går dog ikke lang tid før, at hun kommer tilbage igen med vores bestilling. Vi siger et tak og sender hende et smil, og hun er væk igen.

 

Min mobil vibrerer, og jeg tager den derfor op af min lomme med rynkede bryn. Da jeg ser, hvad der står på skærmen, lægger jeg min mobil ned i lommen igen. Det magter jeg ikke lige nu. Jeg magter ikke at læse, hvad Justin har skrevet. Jeg kan ikke gøre det lige nu. Det har været en meget overvældende dag. Ret dårlig dag han vælger at skrive til mig. Bella kigger nysgerrigt på mig og åbner sin mund, for sikkert at spørger mig om noget med Justin eller, hvem der skrev.

 

“Hvem skrev?” spørger hun om. Jeg kigger på hende og smiler svagt. “Bare min far, han skrev han kommer sent hjem i aften,” svarer jeg. Det var lidt løgn, men ikke helt. Jeg vidste min far kommer sent hjem i aften, men det var ikke ham, der skrev. Bella vælger dog, at godtage det ved at nikke og smile. Jeg smiler tilbage til hende og tager en tår af min varm kakao.

 

“Hvorfor bestilte du ikke noget at spise? Det plejer du altid,” siger Bella og lægger sit hoved på skrå. Jeg smiler svagt til hende. “Jeg er bare ikke sulten, jeg spiste ret meget til morgenmad.” Jeg griner af det, for at hun skal se, at jeg mener det. Hun begynder dog også at grine af mig. “Okay,” siger hun og lader heldigvis det emne ligge, for jeg kan mærke, at jeg ikke magter, at diskutere det lige nu.

 

“Hvordan går det ellers med din farfar?” spørger Bella om. Jeg smiler svagt og ryster så på hovedet.

 

“Det går ikke så godt,” fortæller jeg Bella, mens jeg rører rundt i min kop med den ske der hørte med. Bella sukker, og jeg kigger op på hende. Hun sender mig et blik, der siger alt. Hun er bekymret, og hun er ked af det på mine vegne. Det er dejligt at have sådan en veninde. Hun er en veninde i verdensklasse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...