Christmas miracle - Justin Bieber

Gabriella er en 17 årige pige med et helt normalt liv - eller næsten. Hun har en fortid, som hun ikke kan løbe fra. Hendes ar er det eneste, som fortæller hendes historie bag smilet. Hun er stor fan af Justin Bieber, og han har været en stor grund til, hun stadigvæk er i live. Hendes drøm bliver til virkelighed, da Bella og hende skal til Justin Bieber koncert en dag i December. Ikke nok med det, skal de også til meet and greet. Alt går godt, og da han synger One Less Lonely girl, bliver hun valgt, og endnu en af hendes drømme bliver til virkelighed. men spørgsmålet er, hvad sker der efter? Vil Justin finde ud af noget med hendes ar? Og forbliver han en af grundende til, hun er i live, eller ender han måske med at være grunden til, hun ikke vil leve længere? Læs med i Christmas miracle.
| Dette er vores bidrag til julekonkurrence mulighed 1

10Likes
3Kommentarer
12118Visninger
AA

14. Kapitel 12 - 12 december

Jeg vågner ved, at min alarm ringer. Jeg sukker tungt, og rækker ud efter min mobil og slukker den. Et enkelt gab forlader min mund, og jeg sætter mig op i min seng. Jeg er kommer frem til, at jeg elsker Justin. Måske mere end jeg burde. Måske har jeg ikke kendt ham så længe, men han er virkelig bare fantastisk.. På nogle punkter.

 

Selvom han sårer mig gang på gang, er det alligevel ham, jeg tænker på hvert sekund. Jeg har virkelig indset forståelsen ved ordetsproget at dem, der mest glæder dig mest er ofteste også dem, som sårer dig mest. Og specielt også at dem, som gør dig mest lykkelig også ofte er dem, som gør dig mest ulykkelig.

 

Siden jeg har haft ham i livet, har jeg aldrig været så lykkelig, men alligevel være så ulykkelig på samme tid. Han formår at skabe så mange gode ting i mit liv, han gør mig virkelig lykkelig. Men når han så er væk, så indser jeg også, hvilken kamp jeg går igennem, uden egentlig nogensinde og opnå det jeg vil. Jeg har indset, at mens jeg kæmper for ham, så kæmper jeg også for at blive løjet for, kæmper for at blive tage for givet, kæmper for at blive skuffet, og kæmper for at blive såret. Så måske jeg skal starte med at kæmpe for, at lade det gå.

 

Jeg bliver nødt til at skubbe ham på afstand, når jeg har så mange følelser for ham. Jeg kan ikke bare være venner med ham. Jo måske om noget tid, men som det ser ud lige nu, så bliver jeg nødt til at få styr på mine følelser, inden jeg danner et venskab med ham. Jeg bliver derfor nødt til, at lukke ned for mine følelser. Så jeg er nødt til at bilde Bella ind, at jeg er okay, og at jeg har det godt, men nok også i den grad mig selv. Jeg ved, det her bliver skide hårdt. Jeg ved, det bliver en kamp, som jeg nok ikke vil fuldføre, men hvis jeg nogensinde skal overleve det her, så bliver jeg nødt til at gøre et forsøg.

 

Jeg rejser mig op og smutter hen til mit skab for at finde noget tøj frem, jeg kan have på. Jeg har brug for at overbevise Bella, at jeg er okay. Derfor kan jeg ikke tage en hættetrøje på i dag. Jeg elsker normalt hættetrøjer. 

Jeg finder en enkel sort trøje ud med rullekrave, som sidder lidt stramt, men ikke for meget. Et par sorte bukser med huller i knæene bliver også rykket ud.  Jeg smider det hen på sengen sammen med noget undertøj og nogle strømper.

 

Jeg sukker svagt, og finder en yoga måtte frem. Jeg lægger mig ned i mit nattøj, og begynder på min træning. Nogle mavebøjninger, nogle armbøjninger, nogle rygbøjninger, nogle squats, nogle lungers og noget løb på stedet, og jeg er færdig. Yoga måtten lægger jeg på plads. Mit tøj tager jeg i hånden og med det, smutter jeg ud på badeværelset, for at komme i et dejligt bad, inden jeg skal afsted.

 

Jeg kommer ud på badeværelset, mens jeg gør mig klar til at tage et bad. Vandet er varmt nok, så jeg stiger ind, og vasker mit hår og min krop. Jeg bliver færdig, og slukker for vandet, inden jeg træder ud. Min krop bliver tørret, og håndklædet vikler jeg om mit hår. Jeg tager mit tøj på, kaster håndklædet ned i vasketøjskurven, hvor jeg derefter finder min føntørrer frem, og begynder at tørre mit hår.  Jeg smiler svagt til mig selv i spejlet, for at overbevise mig om, at jeg har det okay.

 

Jeg smutter ind på mit værelse, og finder min makeup frem. Jeg lader mit hår hænge løs, uden at gøre noget ved det, da det har sine naturlige krølle. Det er nok noget af det eneste, jeg kan lide ved mig selv. Mit hår. Jeg elsker det. Mascara bliver påført og noget concealer under øjnene, så man ikke kan se mine sorte render.

 

Jeg lægger det på plads, og tager min skoletaske, som står i hjørnet. Min bærbar er i forvejen i tasken, så det behøver jeg ikke at tænke på nu. Jeg svinger min skoletaske over mine skuldre, og smutter nedenunder for at komme til skolen. Ingen morgenmad, kun aftensmad, og jeg gentager for mig selv, kun aftensmad.

 

*

Jeg retter lidt på mit hår, mens jeg hører efter vores engelsklærer. Lige nu snakker vi om en stil, som vi skal være færdig med til efter jul, og hvor vigtig den er. Hvor vigtig den er at blive lavet, hvor meget den tæller og alt det der. Bella sidder ved min side og tegner kruseduller. Sådan er det, når man næsten har fri. Man kan ikke vente på, at klokken ringer, for at signalerer om, at endnu en lang dag i skolen er ovre. Jeg glæder mig. Jeg har brug for at komme hjem og slappe af. Jeg har brug for at træne. Jeg tænker, at jeg gør det, når jeg kommer hjem i stedet for i aften. Eller også kan jeg bare gøre det to gange?

 

“Husk nu, at dette er meget vigtigt, og en opgave på 6 sider. Jeg vil derfor råde jer til ikke at vente til sidste øjeblik,” siger vores lærer. Hun snakker og snakker. Hun nævner hele tiden det samme, det er ved at være godt irriterende. Jeg har faktisk lyst til at gå op og pande hende en. For det er tredje gang i løbet af 5 minutter, hun siger det der, så det er ret irriterende.

 

Endelig efter hvad der føles som flere dage, ringer klokken. Vi begynder alle sammen at pakke sammen. “Husk det nu!” Prøver vores lærer at råbe ud over larmen. Folk ser ikke ud til at tage sig af det, da alle er på vej ud af døren, ligesom Bella og jeg. Vi kommer ud på gangen, og går mod hovedindgangen som de andre. Hovedindgangen åbner sig for os alle, og vi kommer ud i det kolde vejr. Sammen begynder Bella og jeg at gå hjem af. Heldigvis bor vi tæt på hinanden.

 

*

Jeg går ind ad døren. Langsomt mærker jeg en indre ro inde i mig. Jeg undrer mig over, hvordan jeg kan tage tingene så stille og roligt i dag. Jeg har slet ikke savnet Justin eller noget. Jeg har ikke haft lysten til at skrive til ham, eller lysten til at se ham.


Det er, som om jeg rent faktisk har fået skubbet alle følelserne bag mig. Jeg smider min taske, og stille mig i noget tid. Jeg prøver at føle noget, men jeg føler intet. Hverken glæde, smerte, sorg eller noget som helst. Det er, som om jeg er følelsesløs, og slet ingenting fornemmer.

 

Jeg smiler tilfreds til mig selv, men bliver alligevel hurtigt forvirret over det hele. For er det hele bare noget, jeg bilder mig selv ind, eller er jeg rent faktisk ligeglad med ham nu? Jeg går op på mit værelse og finder min computer frem. Jeg må heller gå i gang med min engelsk aflevering, når nu jeg alligevel har så meget overskud lige nu. Jeg sætter mig ned, tænder computeren og tænder for noget godt musik.

 

Jeg går ned i køkkenet, laver noget lækkert te, og finder en masse stearinlys frem. Det skal være så hyggeligt som overhovedet muligt, så jeg kan komme i gang med den aflevering.

 

Jeg tager mit te med op på værelset, finder noget lækkert musik, og så er det ellers bare i gang. Jeg læser teksten igennem, skriver noter og det hele kører bare. Jeg sidder og synger med på musikken, mens mine fingre ellers skriver derudad.

 

‘’I bet you start loving me

Soon as I start loving someone else

Somebody better than you

I bet you start needing me

Soon as you see me with someone else

Somebody other than you

And I know that it hurts

You know that it hurts your pride

But you thought the grass was greener on the other side

I bet you start loving me

Soon as I start loving someone else

Somebody better than you

 

So I'm supposed to believe that it's Fellini's calling' your phone?

I'm supposed to believe that they're asking' you if you're home

I wasn't born yesterday, not me, can't get that over me, not me

I love you but I won't be a fool for you

That is just something' that I wouldn't do, babe

I mean I would stay if you could tell the truth

But you can't, no matter how much time I ask’’

 

Jeg ryster på hovedet af mig selv, mens jeg smiler. Jeg har endelig indset, at han er ikke det værd. Der er virkelig mange tidspunkter, hvor han gør mig glad, virkelig glad. Men i forhold til den tid, hvor han holder mig ude, er det slet ikke det værd. Derfor sværger jeg og prøver at komme over ham. Vi har måske haft nogle virkelig gode tider, men det vil aldrig blive os. Jeg vil aldrig glemme den gode tid, jeg har haft med ham, men jeg vil heller aldrig glemme, hvor meget han sårer mig mere end nogen anden, jeg nogensinde har kendt.

 

Jeg ved, jeg bekymrer mig mere for ham, end han fortjener, derfor bliver jeg såret mere, end jeg fortjener. Han får mig til at smile, selvom det også altid er ham, som er årsagen til, jeg er ked af det. Hvis jeg virkelig kan vise ham, hvor forfærdelig han får mig til at føle, så vil han aldrig nogensinde være modig nok til, at kigge mig i øjnene igen.

 

Er du aldrig blevet såret så meget, at hele din krop græder? Dit hjerte er så meget i smerte. Du kan ikke trække vejret. Du kan ikke sige et ord. Du kan ikke bevæge dig. Dine tanker fokuserer på din smerte. Du fornemmer bare de brændende tårer, som borer sig ned i dine kinder.

 

Det er sådan, jeg har det lige nu. Det sårer mig sådan, når jeg indser, at jeg ikke er så vigtigt for ham, som jeg troede. Jeg har brug for ham, fordi han får mig til at grine som aldrig før. Jeg er den bedste version af mig, når jeg er sammen med ham, men når han går, så føles intet rigtigt, før jeg ser ham igen.

 

Jeg ved, jeg bliver nødt til at stoppe med at tænke så meget, og bare gør hvad mit hjerte vil, men i denne situation er det ikke det rigtige. For jeg ved, at hvis jeg gør det, så fører mit hjerte hen til ham. Og der intet, som sårer en mere end at blive skuffet over den eneste person, som man aldrig vil tro kunne såre en.

 

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg elsker ham så højt, når han sårer mig gang på gang. Hvordan kan han overhovedet være så følelseskold? hvordan kan han overhovedet ligge her med armen om mig, når han intet vil med mig. Hvordan kan han lægge op til så meget, men alligevel ikke ville noget?

 

Jeg smider min blyant. Det frustrerer mig. ‘’Lov mig, aldrig at tænke på den dreng igen’’, jeg smadrer min knytnæve ind i spejlet, mens jeg mærker, hvordan glasskårene langsomt borer sig ind i min knyttet næve. Jeg smiler ved synet af blodet, som løber ned ad hånden på mig. Det er lang tid siden, jeg har set den farve, og jeg elsker farven af blod. Jeg giver efter, og lader min krop falde bagom. Jeg mærker, hvordan min krop bliver smidt ned i madrassen, for det derefter er helt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...