Christmas miracle - Justin Bieber

Gabriella er en 17 årige pige med et helt normalt liv - eller næsten. Hun har en fortid, som hun ikke kan løbe fra. Hendes ar er det eneste, som fortæller hendes historie bag smilet. Hun er stor fan af Justin Bieber, og han har været en stor grund til, hun stadigvæk er i live. Hendes drøm bliver til virkelighed, da Bella og hende skal til Justin Bieber koncert en dag i December. Ikke nok med det, skal de også til meet and greet. Alt går godt, og da han synger One Less Lonely girl, bliver hun valgt, og endnu en af hendes drømme bliver til virkelighed. men spørgsmålet er, hvad sker der efter? Vil Justin finde ud af noget med hendes ar? Og forbliver han en af grundende til, hun er i live, eller ender han måske med at være grunden til, hun ikke vil leve længere? Læs med i Christmas miracle.
| Dette er vores bidrag til julekonkurrence mulighed 1

10Likes
3Kommentarer
12145Visninger
AA

13. Kapitel 11 - 11 december

Jeg vågner op og sukker tungt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave i dag. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke eller gøre. Jeg strækker min krop, men beslutter mig for, at blive liggende i sengen. Den seng Justin også lå i igår, den seng han havde armene om mig. Den seng vi lå tæt i. Men hvordan skal jeg føle omkring det? For når jeg tænker på det, kommer smilet frem på mine læber, men når jeg tænker på det, fylder tårerne også mine øjne, og det føles, som om at mit hjerte bliver boret i med en kniv.

 

Jeg rækker ud efter min mobil, og beslutter mig for at ringe til Bella. Det er Søndag, og jeg kunne godt bruge noget pigehygge. Måske jeg kan slippe for, at tænke på Justin og være forvirret over det? Jeg ringer Bella op, og der går ikke lang tid før, at hun tager sin mobil.

 

“Gudskelov du ringer til mig, jeg så godt, du skrev i går, men åh gud, hvad der ikke kunne være sket med dig,” siger Bella. Man kan høre, at hun er på grådens rand, hvilket er ret sødt, hun bekymrer sig om mig.

 

“Jeg tænkte på, om du kunne komme herover om ca 3 timer?” Jeg kigger ned på min dyne, mens jeg spørger hende. Men det er, fordi jeg ved, at hvis hun ved, hvad jeg gør for, at være Justins type, vil hun blive sur. Hun vil flippe ud på mig. Men nu har jeg også haft spiseforstyrrelse før. Men dette er ikke som dengang, men det vil hun sikkert ikke kunne se.

 

“Jov det vil jeg gerne,” siger Bella lettet. Jeg smiler stille.

 

“Super så ses vi der,” siger jeg og vi afslutter opkaldet. Så nu står den på træning.

 

*

Jeg åbner døren ind til vores hus. Jeg har lige været ude at løbe, efter jeg havde lavet nogle mavebøjninger og nogle armbøjninger. Jeg trækker vejret hurtigt, da jeg er blevet ret forpustet. Min mave rumler, men jeg skal ikke have noget at spise. Klokken er kun 13, så derfor er der stadigvæk nogle timer til, at jeg skal spise.

 

Jeg smider mine løbesko i gangen, og smutter op på mit værelse. Jeg rydder mit skab igennem, og beslutter mig for, at tage en mørkegrøn hættetrøje ud og et par sorte stramme bukser. Jeg finder noget nyt undertøj og nogle nye strømper, så jeg kan komme i bad. Jeg tager det hele i hånden og smutter ud på badeværelset.

 

Badeværelset døren bliver lukket og låst. Jeg lægger tøjet på bordet. Jeg tager elastikken ud af mit hår, og lægger det på bordet også. Jeg tænder for vandet, mens jeg tager mit løbetøj af. Da vandet er dejlig varmt, så jeg træder ind i det. Jeg kan nyde et dejligt bad, inden Bella kommer om 1 time og 30 minutter. Imens kan jeg tænke over Justin og mit venskab, og hvad jeg lige gør.

 

*

Jeg er lige blevet færdig med alt det, jeg skal gøre, da Bella træder ind på mit værelse med sin kurs direkte mod mig. Hun løber - bogstaveligtalt - ind i mine arme, så jeg er lige ved at få overbalance. Jeg lægger også mine arme om hende, og da jeg gør det, ånder hun lettet op.

 

“Du er virkelig okay,” mumler hun, nok mere til sig selv end til mig. Jeg smiler stille af hende. Jeg ved nu ikke, om jeg er okay omkring det med Justin. Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle omkring det. Derfor bliver jeg nødt til, at tage afstand til ham, de næste par dage. Det er i hvert fald det, jeg kom frem til i mit lange bad.

 

“Selvfølgelig er jeg okay,” siger jeg ned i hendes skulder. Hun trækker sig fra mig, men kun for at tage mit hoved i sine hænder. Vores øjne mødes, og jeg kan se, de er fulde med tårer. Jeg smiler svagt til hende.

 

“Bella jeg er okay, jeg havde bare brug for noget luft,” siger jeg stille. Hun nikker og trækker mig endnu en gang ind til sig.

 

“Jeg troede, der var sket dig noget. Aldrig og jeg mener aldrig, gør det igen. Du gjorde mig så bange,” siger Bella. Jeg kan mærke min skulder bliver våd, hvilket vil sige, at hun græder.

 

“Bella hør jeg er okay, og skal nok skrive næste gang, hvis du lover, du ikke følger efter mig,” siger jeg. Hun nikker stille, men jeg ved, hun ikke er færdig endnu.

 

“Kun hvis du lover, du svarer mig indenfor 10 minutter, hver gang jeg skriver.” Jeg smiler svagt, og lover hende det. Jeg ved jo godt, at hun har en god grund til at være bekymret for mig. Det er ikke noget, vi har snakket om siden, det skete, men jeg ved, det stadigvæk sidder i hende. At hun er bange for, at det skal ske igen. Jeg forstår hende også udmærket godt.

 

Hun trækker sig fra mig igen og smiler svagt. Jeg smiler svagt igen, og fjerner hendes tårer med mine hænder. Sådan står vi i noget tid. Ingen af os siger noget. Ingen af os flytter os. Ingen af os gør noget andet, end at smile svagt til hinanden og kigge hinanden i øjnene.

 

“Skal vi ikke se at få noget at spise?” Jeg bliver med et nervøs, da hun spørger om det. Bella skal ikke vide noget. Hun vil gå amok. Jeg smiler til hende.

 

“Du kan godt, jeg spiste næsten lige, inden du kom,” siger jeg. Min mave begynder selvfølgelig at rumle, hvilket får hende til at kigge mistænkeligt på mig. Jeg smiler til hende og lader som ingenting. Hvad kan jeg ellers gøre?

 

Det lader ikke til, hun tænker mere over det. Vi smutter ned i køkkenet, hvor hun går i gang med at lede i vores køleskab. Hun finder nogle æbleskiver frem, som hun lægger ind i mikroovnen, og giver dem 2 minutter. Jeg griner kort ad hende. Hun har altid valgt den nemme løsningen, hvis det var mig, som skulle have æbleskiver, havde jeg helt klart lagt dem i oven.

 

Mikroovnen siger pling, som betyder at de er færdige. Bella tager dem ud, lægger dem på tallerken. Hun finder flormelis, sukker og marmelade frem til sine æbleskiver. Hun hælder det på tallerken ved siden af sine æbleskiver. Hun tager det med hen til bordet, og sætter sig. Jeg følger bare trop. Jeg sætter mig ned over for hende, og ser på hende tage den første bid af den første æbleskive.

 

“Mmm.” Jeg griner over hende, da hun virkelig elsker æbleskiver. Hun spiser dem konstant. Hun tygger af munden og kigger så på mig. Nu kommer den store spørge rundte sikkert.

 

“Hvordan går det med dig og Justin?” Hun kigger nysgerrigt på mig. Jeg ved ikke, om jeg skal lyve, eller fortælle hende sandheden? Men hvis jeg fortæller hende sandheden, vil hun holde mig op på det, og hvis jeg fortæller hende en løgn, vil hun måske ikke køre i det?

 

“Tja, altså det går vel? Vi er venner, eller hvad man skal kalde det?” siger jeg. På en måde er det også sandt, men jeg fortæller hende ikke om mine følelser for ham. Hvis jeg overhovedet har nogle følelser? Det ved jeg virkelig ikke, om jeg har. Det er så forvirrende. På den ene side vil jeg slå ham i hovedet, fordi han er en så stor idiot. På den anden side vil jeg gerne snakke med ham og have det sjovt. På den trejde side vil jeg gerne kysse med ham.

 

“Hvad mener du med det?” spørger Bella om, mens hun rynker brynene. Jeg ved, hun hentyder til det med kysset, men hvad skal jeg sige til hende? Jeg kan ikke sige, at jeg har følelser for ham, når jeg ikke engang selv kan finde rundt i det?
 

“Altså Justin fandt mig jo i går nat, og vi snakkede sammen. Alt er fint, vi laver sjov med hinanden,” siger jeg til hende og sender hende et smil. Jeg ved det ikke er godt nok for hende, og jeg ved, der kommer noget mere.

 

“Hvad med kysset?” spørger hun forvirret om. Jeg sukker svagt.

 

“Han er en idiot. Han forspildte sin chance. Vi skal kun være venner - ikke mere end det,” siger jeg kort og kontant. Hun vælger at nikke til mine ord, mens hun sender mig et smil. Æbleskiverne får igen hendes fulde opmærksomhed, hvilket får mig til at grine.

 

“Hvad griner du af?” spørger hun med munden fuld af æbleskive. Det får mig til at grine endnu mere.

 

“Dig og dine æbleskiver,” siger jeg grinende.

 

*

 

Bella er næsten lige taget hjem, så nu er det tid til aftensmad. Min far er ikke hjemme, da han skulle arbejde over idag. Hvilket jeg bare er glad for, fordi så kan jeg være alene med mig selv og mine tanker.

 

Efter min mor døde, arbejdede min far meget i starten. Det stoppede dog, da han så, hvad det gjorde ved mig. Han begyndte i stedet til psykolog, ligesom jeg. Efter det har han sjældent arbejdet over, og det ved hans chef også godt. Heldigvis var hans chef hurtigt til, at acceptere det, og det glæder mig.

 

Jeg finder nogle forskellige grønsager frem, da jeg tænker, at dette skal være min aftensmad idag. Jeg skærer det ud, og lægger det på en talllerken. Jeg tager det med hen til bordet og begynder at spise. Jeg kan mærke på min mave, at den er lykkelig over, at den endelig kan få noget at spise. Det er også utroligt, at jeg har holdt ud, men i kærlighed gælder alle knip. Er det ikke det, man siger? Så er det så om, det er kærlighed. Der er jo kun en måde, at finde ud af det på.

 

Jeg har fået spist færdigt og er i gang med at rydde op, så jeg kan komme ud og løbe igen. Jeg skal jo træne morgen og aften. Jeg skynder mig op på mit værelse, hvor jeg smider mit løbetøj. Det lugter lidt af sved, men jeg skal alligevel i bad bagefter. Jeg tager det på, sætter mit hår op i en hestehale, og så er jeg ellers på vej ud på en god lang løbetur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...