Christmas miracle - Justin Bieber

Gabriella er en 17 årige pige med et helt normalt liv - eller næsten. Hun har en fortid, som hun ikke kan løbe fra. Hendes ar er det eneste, som fortæller hendes historie bag smilet. Hun er stor fan af Justin Bieber, og han har været en stor grund til, hun stadigvæk er i live. Hendes drøm bliver til virkelighed, da Bella og hende skal til Justin Bieber koncert en dag i December. Ikke nok med det, skal de også til meet and greet. Alt går godt, og da han synger One Less Lonely girl, bliver hun valgt, og endnu en af hendes drømme bliver til virkelighed. men spørgsmålet er, hvad sker der efter? Vil Justin finde ud af noget med hendes ar? Og forbliver han en af grundende til, hun er i live, eller ender han måske med at være grunden til, hun ikke vil leve længere? Læs med i Christmas miracle.
| Dette er vores bidrag til julekonkurrence mulighed 1

10Likes
3Kommentarer
12123Visninger
AA

3. Kapitel 1 - 1 december

Jeg kigger hen mod det store spejl, som hænger på den hvide væg over for min seng. Mit brune, lange hår sidder helt uglet, fedtet og griner nærmest over mit ynkelige ansigt. Jeg tager mig til hovedet, ryster på hovedet og nærmeste springer op ad sengen. Jeg sukker hårdt, og begiver mig så ud i at finde noget tøj, som kan få mig til at se bare lidt præsentabel ud.

 

Jeg går hen mod skabet, for at åbne ind til min tøjbumpe, som er sprunget. Jeg finder en stor sweater frem. Det er noget af det, jeg elsker allermest ved julen. Et par sorte bukser - river jeg nærmest ud af skabet, for at tage dem i samme hånd, som jeg bærer sweateren i. Jeg åbner skuffen nedenunder. Jeg prøver at finde noget fristende undertøj, som vil gøre at jeg føler mig, bare en lille smule sexet og værdig nok til at leve. Jeg åbner også lige skuffen ved siden af, for at finde et par strømper, jeg kan have på.

 

Jeg futter ud mod badeværelset. Jeg lukker og låser døren efter mig, for så at bevæge mig - i min alt for hurtige fart - mod bruseren. Jeg tænder for vandet, smider mit nattøj i en bunke, og klasker min dovne krop ind under det varme vand, som langsomt flyder ned ad min krop, mens en ro vandrer rundt mellem alle mine lede og muskler.

 

Alt er så fredeligt omkring mig, vandets varme temperatur, det duggede spejlet, og vandets lyd giver mig altid en rolig fornemmelse i min krop. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan har jeg altid haft det. Jeg tager en dyb indånding og kigger ned ad min arm. Jeg er ikke stolt af den, eller på en måde er jeg faktisk. De ar betyder meget for mig, netop fordi de er et bevis for, at jeg har klaret mig igennem en svær tid. Det er desværre ikke kun min arm, som er fyldt med ar - det skyldes blandt andet, at jeg stadig den dag i dag cutter. Min far tror, jeg er stoppet, derfor skal jeg tænke meget over, hvor jeg egentlig cutter henne, så jeg bedst muligt kan dække det.

 

Jeg slukker for vandet, og træder ud på det varme gulv. Min far sagde i går, at han ville fortælle mig noget i dag. Jeg glæder mig meget. Jeg tager håndklædet, og bevæger mig ud i, at tørre min våde krop.  

Jeg tager tøjet på, efterfulgt af jeg vikler et håndklæde omkring mit lange og brune hår. Jeg kigger mig kort i spejlet, og ryster på hovedet over mig selv. Jeg er bare ikke smuk som andre.

 

Jeg lukker døren op, efter jeg selvfølgelig har låst døren op, så jeg kan komme ned til min far, som sidder og venter. Jeg går ned ad den lange, snoede, men flotte trappe. Jeg kan langsomt mærke mine vejrtrækninger, som bliver hurtigere og hurtigere, jeg kan virkelig ikke vente med at finde ud af, hvad han vil fortælle mig, siden han lyder så glad. Jeg kommer ind i stuen, hvor han sidder med en avis i hånden. Jeg sætter mig ned ved siden af ham, han lægger hurtigt sin opmærksomhed hen på mig, mens han smiler stort. Jeg kan ikke lade vær med at smile tilbage.

 

Det har længe kun været ham og jeg, eftersom min mor døde for nogle år siden.  Han kigger hen mod mig, og siger så: ’’Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle dig,’’ han lysner op i et endnu større smil, og min tålmodighed er ved at være lille. Jeg kigger hen på ham med et løftet øjenbryn, som hentydning til han skal spytte ud.

 

“Bella og dig skal til Justin Bieber koncert i morgen, det hele er aftalt med hendes mor”, man kan tydeligt høre glæden i hans stemme, og jeg kan heller ikke lade vær med at smile stort. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal reagere, Justin er ligesom mit idol, så jeg kan slet ikke vente.  

 

“Men ikke nok med det, I har også meet and greet”, jeg kigger hen på ham med et kæmpe smil og store øjne. Jeg springer så i armene på ham, da det virkelig er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg kan ikke tro, det er sandt. Skal jeg virkelig til mit idols koncert, og så endda med meet and greet, så jeg skal rent faktisk møde ham ansigt til ansigt.  

 

“Er det virkelig sandt?”, jeg løfter mit hoved op mod ham, så jeg møder hans øjne. Han nikker hurtigt. Men jeg bliver hurtigt forvirret over alting, fordi det allerede er i morgen, og der skal jeg jo i skole. Men min far griner bare, og siger så han har styr på det hele.

 

Jeg bør egentlig være i skole i dag, men i dag er det den dag, jeg har hadet lige siden, det skete. I dag er det 2 år siden, min mor gik borte, og det tager virkelig hårdt på mig, derfor holder jeg en fridag. Bella min eneste veninde, ved det dog godt. Vi har været venner siden børnehaven, og hun er virkelig den eneste af mine venner, som blev hos mig efter min mors død.

 

“Mange tak far,’’ jeg kigger hen på ham, og giver ham endnu en gang en kæmpe krammer. Det er virkelig, det bedste, som er sket for mig de sidste 2 år. Var det ikke for Justin, ville jeg ikke leve den dag i dag. Jeg er ikke besat af ham, men han har bare altid fået mig til, at tro på mig selv. Hans sange rammer noget inde i mig, som ingen andre har kunne få mig til at føle.

 

’’Ved Bella det egentlig endnu?’’ mine øjne vandrer langsomt hen mod min far, samtidig med jeg stadig har det største smil på. Min far ryster kort på hovedet. Jeg virker måske glad, og lige nu er jeg det også, men normalt er det hele bare en facade. Jeg savner min mor, det ved Bella også udmærket godt.

 

*

Sneen falder stille og roligt uden for. Det hvide sne, har altid haft en beroligende effekt på mig. Jeg venter på, at Bella får fri, så hun også får den fantastiske nyhed af vide. Jeg vil virkelig gerne se hendes reaktion, når hun får det hele af vide, eller for den sags skyld bare havde set min egen.

 

Bella er virkelig den bedste veninde, hun er der altid for mig, uanset hvordan jeg har det, og uanset hvad jeg går igennem. Jeg kan altid regne med hende, og jeg kan lave alt med hende. Jeg er normalt en person, som ikke græder foran andre, men hende kan jeg græde med. Hun har lovet mig, at komme hjem til mig efter skole, men hun skal først lige hjem, da hende mor ville fortælle hende noget, hvilket selvfølgelig er den gode nyhed.

 

Jeg kan ikke få mine øjne væk fra den hvide sne, som falder stille og roligt ned mod jorden. Det har altid været den ting, som jeg elsker mest ved julen. Da min mor gik borte for to år siden, sagde hun, at jeg ikke må hade julen, jeg skal se den som noget godt og huske at smile. Lige siden den dag, hvor jeg lovede hende det, har jeg holdt af sneen og julen. Dog ikke så meget som før, men jeg kan ikke svigte hende.

 

En tåre triller ned ad mit øjet og ned mod min hage, hvor den bare hænger og venter på at falde ned. Endnu flere tårer forlader mine øjne. Jeg tager min hånd hen til mit hjerte - det var det sidste min mor sagde, at hun altid vil være lige her, og så pegede hun på mit hjerte. Jeg smiler svagt, og husker tydeligt hendes ord. Jeg savner hende sådan, det er ikke retfærdigt, at jeg skal miste hende i så ung en alder.

 

Jeg sukker svagt, og ryster på hovedet. Jeg skal huske, at holde hovedet højt. Hvis jeg falder, skal jeg rejse mig op igen. Som min mor altid sagde: ’’Fald 4 gange, rejs dig op 5’’. Selvom jeg har ar på hele min krop, ved jeg, at hver en kamp jeg skal kæmpe, vil jeg komme igennem, fordi hun stadigvæk er hos mig i mit hjerte.

 

Jeg spjætter langsomt med kroppen, da min mobil giver lyd fra sig. Jeg kigger hen mod den, og ser det er Bella, som ringer. Automatisk kommer et smil frem på mine læber, og jeg ved med det samme, hun har fået den gode nyhed af vide.

 

“Hej det Gabriella’’ jeg smiler kort for mig selv. Jeg har altid tænkt over, hvorfor man egentlig siger sit eget navn, når man tager telefonen. Personen, som ringer, ved jo godt de har ringet til mig. Udover at der ikke er mange, der ringer til mig, udover Bella og min far og nogle gange andre fra familien.

 

“Aaarrrhg! Har du hørt det?”, hendes stemme er ikke til at slå fejl af. Hun er lykkelig.  

“Ja Bella det har jeg. Jeg kan stadigvæk ikke fatte det. Jeg tror stadigvæk bare, at det er en drøm” jeg griner svagt. Jeg kan virkelig ikke tro det.

“Jeg ved det, det er for vildt!” råber Bella højt i telefonen. Hun går rimelig meget amok, men når jeg har indset, at det ikke er en drøm, reagerer jeg sikkert også sådan.  

*

Jeg sidder alene på mit værelse, da Bella næsten lige er taget hjem. Smilet på mine læber er ikke til at fjerne. Jeg er ved, at gøre mig klar til at sove. Jeg lægger mig ned i min seng. I morgen skal nok blive en god dag, jeg skal bare have en ordentlig nattesøvn. Jeg trækker dynen godt om mig, og lukker mine øjne. Jeg falder i søvn med et smil på mine læber for første gang i to år.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...