I Know You?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2016
  • Opdateret: 27 sep. 2016
  • Status: Igang
En pige på 19 år lever sit liv i New York City med et job som model hos Vogue, en dag møder hun 5 drenge og den ene har hun haft i øjenkrogen da hun føler hun har set ham før, men hvor? Kan han genkende hende? Vil hun fortælle ham noget omkring det? Hvad gør hun? Find ud af det i `I know you´

22Likes
2Kommentarer
1556Visninger

2. ***

Mit navn er Grace Carter og jeg bor i en lejlighed inde i centrum af New York City. Jeg er 19 år gammel og er model for Vogue i New York. Jeg bor sammen med min bedste veninde Yazmin Wayne og sammen har vi en lille hund ved navn Tito, eller den er lille nu, fordi det er en hvalp. Hvis i kender racen så ved i det er det cuteste EVER! Hvis ik, google det. Men det er en Australsk fårehund. Nå, da der ikke sker så meget i mit liv er der ikke mere at fortælle.

 

 

”Jeg smutter” råbte Yazmin gennem hele lejligheden, og det var ikke lavt skal jeg lige hils og sige jer, men der er nok fordi jeg er så dårlig til at høre efter når hun snakker. ”Hvor skal du hen?” spurgte jeg om, i det jeg spurgte stak jeg hovedet ud fra badeværelset. ”Arbejde? Det sagde jeg også til dig i går” sagde hun. Man kunne godt høre på hende, at hun snart gav op på at fortælle mig noget, for enten hørte jeg ikke efter ellers huskede jeg det ikke. Ups. Jeg nåede kun lige at sige ”oh” og så hørte man ellers også den dør blive smækket.

Jeg gik ud til vores fjernsyn og tændte for vores IPod afspiller der stod lige under, smart ik? Det er sådan en mega nice afspiller hvor der sidder en IPod i som man kun kan høre musik på, og så kan den kun spille musik hvis den står i højtaleren, man kan ikke tage høretelefoner i. Jeg tændte den og en sang jeg ikke havde hørt i 100 år blev spillet. Broken-hearted Girl med Beyoncé. Underligt tænker i sikkert, for hvem gider at sidde og høre på deprimerende sange? Mig. Jeg elsker at høre sådan nogle sange og jeg ved ikke hvorfor, men jeg får en følelse af at man ikke skal nå noget og man bare kan tage det hele stille og roligt, og det er altså noget man har brug for nogle gange især når man har så travl som model. Der sker noget hele tiden, nu hvor jeg tænker over det, hvorfor har jeg så fri i dag? Det er lørdag og jeg plejer altid at skulle arbejde på en lørdag, faktisk hver dag, nogle gange har jeg fri om fredagen men det er ikke tit.

 

Der var gået omkring 4 timer hvor jeg havde siddet derhjemme helt alene og kigget ind i fjernsynet – kedeligt. Men lige indtil jeg hørte nogle klør kradse mod gulvet kom jeg i tanke om noget. VI HAR SGU DA EN HUND! Det glemmer jeg til tider fordi den ligger og sover fordi den er så lille. Jeg fik lysten til at gå en tur, og inden jeg kom tilbage til verdenen fra mine egne tanker var jeg allerede ude på den anden side af døren sammen med Tito som fint stod med snor på og logrede med halen. Vi gik ned i Central Park da den lå næsten lige i baghaven. Det var dejligt at bo så tæt på alt, da jeg er et STORT by-menneske, men til tider er det også ret træls pga. alt det larm der er.

Da vi kom et godt stykke ind på græsset i parken kiggede jeg rundt for at se om der var folk og ikke mindst andre hunde. Det var der ikke, så jeg tog snoren af Tito og kastede en pind som han glad løb efter. Jeg stod bare i min egen verden og kiggede på Tito der stod og tyggede på et eller andet hvidt. Hvidt? En hvid pind? En pind er da ikke hvid? Jeg kom til mig selv og fandt så ud af, at han tyggede på en fodbold. En dreng med brunt hår og en rød Bernie kom hen til mig og spurgte om det var min hund ”ja, det må du altså virkelig undskylde, han er stadig en lille hvalp så han ved ikke rigtigt hvad han må bide ik og ikke bide i endnu” sagde jeg stille og roligt imens vi begge gik hen mod Tito som stadig sad og tykkede i bolden. ”Det gør ik noget, han skal jo lige lære det” Sagde ham der var kommet efter bolden. Han tog bolden fra Tito og kiggede på den, bare der nu ikke var gået hul på den. ”Den ser helt fin ud, der er ikke kommet huller i den eller noget” OH THANKS GOD! Tak gud fordi hvalpe ikke har så skarpe tænder at de kan bide hul i andres bolde. ”Louis” sagde ham der stod ved mig og Tito, han begyndte at grine, nok fordi jeg lignede et stort spørgsmålstegn i fjæset. ”Jeg hedder Louis” sagde han så da han var færdig med at grine af mig. ”Grace” sagde jeg så smilte til ham, han gengældte mit smil og kiggede væk fra mig da der var en der råbte hans navn. ”Jeg må nok hellere se at komme tilbage” ”ja, jeg må nok også hellere til at komme hjem med ham her inden han tager flere ting, og undskyld igen for det med bolden” sagde jeg da hans venner havde råbt hans navn for anden gang. ”Det gør ikke noget, der skete ikke noget med bolden” sagde han og satte sig på hug for at kæle lidt med Tito. Jeg kiggede hen mod en fodboldbane da der var en der havde råbt på Louis for tredje gang. Der stod 4 andre drenge og snakkede, den ene, ham der sikkert havde råbt på Louis, stod og kiggede hen mod os. Han havde brunt krøllet hår og havde en sort t-shirt og et par stramme sorte jeans på, han lavede en bevægelse med hans krøller som jeg havde set før. Hvor har jeg set den bevægelse før? ”Nå men jeg håber vi ses igen” jeg blev revet ud af mine tanker af Louis der sagde noget med han håbede på vi ville ses igen. Ærlig talt ved jeg ikke om det var det han sagde så jeg håbede bare jeg svarede rigtigt og hvis ikke, så ville det være lidt akavet. ”Ja, også mig” sagde jeg og smilte til ham, han nåede lige og gengælde smilet inden han vendte sig om og gik hen mod de andre drenge. Jeg kiggede i den retning, jeg kiggede bare ikke på Louis, jeg kiggede på ham med krøllerne som lige havde de gjort det med håret igen. Jeg kendte den bevægelse, men hvor fra?

Kender i det hvor i ved man kender noget men kan ikke huske hvor fra? Ja? Ja den har jeg så lige nu, og jeg hader det!

Jeg havde gået hele vejen hjem og tænkt på bevægelsen og hvor jeg kendte den fra, og så trist som det nu kan være fandt jeg intet svar. Jeg havde så været så meget inde i mine egne tanker og ikke tænkt på hvor jeg var gået hen, at jeg var gået for langt end hvor vi boede. Men jeg var gået ned til et supermarked og så kunne jeg ligeså godt handle ind da vi mangler mad i huset.

 

Jeg satte snoren fast i de der kroge der er til hunde og bad så Tito om at sætte sig. Han hørte selvfølgelig ikke efter da det ikke var noget han havde lært endnu. Så jeg gav op gav ham en godbid i stedet og fik mig selv og min røv med ind i supermarkedet. Jeg tog en vogn da jeg vidste jeg skulle have meget. Jeg startede fra starten af og købte noget frugt ind. Og videre til salat og kød osv.

 

Da jeg endelig var ved at nå enden kom det sted som pinte folk mest, for det var et sted man skulle igennem når man skulle op til kassen. Og det er altså bare nederen hvis man ikke skal have noget af det. Men det var der hvor slikket var. Jeg kom så i tanke om, at det var lørdag og mig og Yazmin havde hele aftenen sammen alene, så hvorfor ikke købe lidt slik? Jeg havde også købt frysepizza da jeg ved det er noget vi begge elsker og jeg kunne mærke jeg ikke rigtig magtede at lave noget mad i dag.

 

Jeg fik betalt og var på vej ud med alle mine 4 store poser, og de var fandens tunge kan jeg godt sige jer, godt jeg ikke skal så langt. Da jeg var på vej ud til vejen hørte jeg en hund gø og kom så i tanke om jeg havde Tito med. Forhelvede…. Så skal jeg helt tilbage igen for at hente ham, kunne han ikke lige have givet lyd lidt før?

Jeg kom hen til ham og fik snoren op over den der krog og fik ham trukket med mig hjem. Jeg kom næsten lige til min dør og så er jeg så uheldig at 2 af mine poser gik i stykker og alt faldt ud. Fuck mit fucking liv. ”Grace? Skal vi hjælpe?” Hvem snakkede til mig? Jeg kiggede forvirret rundt, der var ikke nogen der kom forbi eller imod mig jeg kendte, kun folk der kiggede underligt på mig. Jeg fik så øje på ham der havde snakket til mig, det var Louis. Og han kom med alle sine 4 andre venner bag sig. Han kom sådan halv løbende mod mig før han satte sig på hug og pakkede tingene op i poserne igen. Jeg følte mig sådan lidt ond da jeg bare stod og kiggede på ham samle mine varer op fra jorden. Men før jeg vidste af det rejste han sig med den ene pose og gav den til en blond håret dreng der stod bag ham og han tog selv den sidste. Han sagde to andre navne og en brunhåret med lidt glat hår og en sorthåret gik hen mod mig og tog hver deres pose op i armene. ”Vi hjælper dig op med de her poser” sagde Louis så og smilte. Jeg tog ordenligt fat i Titos snor og fandt mine nøgler frem til døren, og oh gud, selvfølgelig skal vi lige op ad sådan 8 trapper.

Med mig og Tito forrest og drengene bagved kom vi endelig øverst op i bygningen, nemlig der hvor mig og Yazmins lejlighed lå. Hvorfor valgte vi en lejlighed der lå øverst oppe i en bygning? Fortryder det faktisk nogle gange. Jeg fik igen fundet mine nøgler frem og låste døren op ind til lejligheden. Jeg tog snoren af Tito og han løb ind, jeg åbnede så døren helt op så drengen kunne komme ind, de havde jo min varer og dem vil jeg gerne have med ind. ”Hvor skal vi stille poserne?” spurgte ham med det blonde hår” Bare følg med” sagde jeg og fik dem med ud i køkkenet. Der var helt stille og jeg syntes i et øjeblik det blev rigtig akavet, og mere akavet da jeg kiggede rundt på de andre drenge og de kiggede alle sammen på mig ” hvad?” fik jeg sagt da det gik op for mig at der var en der havde spurgt om noget. ”Bor du her alene?” spurgte ham med krøllerne igen ”nej jeg bor her sammen med min bedste veninde” svarede jeg. De nikkede alle sammen og kiggede igen rundt. Da de nu havde været så søde at hjælpe fik jeg spurgt om de havde lyst til at spise med i aften, helt uden at tænke over det. Og jeg fortrød. Jeg kendte dem jo ikke engang og skulle også lige til at sige at de ikke behøvede indtil Louis sagde ja til det jeg havde spurgt om. Fuck hvad fanden tænker Yazmin ik lige når hun kommer hjem fra arbejdet og så står der bare 5 drenge i vores lejlighed. Og så er de endda fremmede.

 

Jeg havde fået alle navnene af vide og jeg kunne stadig ikke komme i tanke om hvor jeg havde set ham med det krøllede brune hår før, som så hedder Harry. ”Vi skal have frysepizza, bare lige så i er forberedte” sagde jeg til dem. Ham med det blonde hår som vidst nok hedder Niall sad næsten med hjerter i øjnene og fik næste råbt et `fint med mig´. Døren blev åbnet og Tito løb ud mod den og tog imod den som kom ind som så var Yazmin. ”Heeeey G” råbte hun som altid når hun kommer ind ad døren. Hun kom ind i stuen og gik hurtigt ind lige indtil hun stoppede brat op og kiggede på alle drengene med et spørgsmålstegn i panden hvor der stod `hvad fanden sker der her´ på. Hun kiggede så hen på mig og spurgte så det der stod i panden på hende ”hvad sker der lige her?” ”der er nogle jeg har mødt nede i parken” ”aha” sagde hun så og kiggede igen rundt på drengene. ”Jeg gik ned for at handle og da jeg stod her uden for døren tabte jeg alle mine varer og så kom de og hjalp med poserne og så tilbød jeg dem at spise med” sagde jeg og smilte til hende. En reaktion fra hende skete og den kom bag på mig, lige pludselig gik hun rundt til alle og hilste. Jeg troede ærlig talt hun ville sige `Grace, kan vi snakke, alene´ eller noget i den stil.

 

Det blev sent på aftenen og vi havde lige set en film og spist en masse slik. Og nu var jeg træt. og det var alle de andre også. Eller det vidste jeg ikke men det var de i mit hoved så drengene kunne tage hjem og jeg kunne komme i seng. ”Nå drenge, måske vi skulle til at komme hjem ad?” sagde Zayn. JA TAK ZAYN, du da en skat der læser mine tanker. ”Ja, det ville nok være en god ide inden Liam falder fuldstændig i søvn sagde Niall og kiggede hen på Liam og det samme gjorde vi andre.

Harry fik vækket Liam og vi gik alle ud i gangen og fik sagt farvel og så gik de ellers hjem mod dem selv, eller hvad de nu skulle. ”Aaaaaaaaaaaaaaaaaaarrrrrrhhhhhh!” Okay Yaz? ”Vil du ikke gabe lidt højere næste gang? Jeg tror ikke rigtigt de hørte det i London” sagde jeg flabet imens jeg smilte ”aha aha, du sjov hva” jeg skulle lige til at grine, men jeg blev lige seriøs i et øjeblik. London. Krøller. Bevægelse. Harry. London. Det gik op for mig. Jeg kendte Harry fra London!! Jeg fik mit tøj af og lagde mig ned under min dyne. Jeg kunne ikke lade vær at tænke på at jeg kendte Harry. Han virkede så anderledes her til aften. Det hele kom tilbage til mig. Hvor meget han havde stukket en kniv i ryggen på mig, hvor meget han skuffede mig, hvor meget han havde ændret sig, alt. Alt kom tilbage.

 

Jeg gik ind i ad hovedindgangen til skolen, jeg skulle mødes med Harry der hvor vi altid skulle mødes. Mig og Harry var bedste venner, lige siden vi var helt små havde han været der for mig. Jeg var ikke den populære i skolen, men det var han. Han var flot og alle pigerne elskede ham og stod næsten i kø for at få ham. Og så var der mig. Jeg var tyk og grim. Men Harry havde altid formået at få det bedste humør frem i mig, han har altid sagt til mig, at jeg var den smukkeste indeni, han har altid været ligeglad med hvad folk tænkte omkring ham når han gik sammen med mig, for han ville aldrig stikke mig i ryggen.

Jeg kom hen til hjørnet hvor vi plejede at mødes. Hvor var han henne? Han var altid den første af os der var der. ”Heeey Haz”, ”du ser godt ud i dag Harry”. Jeg hørte alle mulige pigestemmer sige Harrys navn, jeg vendte mig om og fik øje på ham, han kiggede hen mod mig som om der var noget der var galt, han undskyldte med hans øjne. Og så gik han ellers bare forbi mig. ”Harry?” sagde jeg, og højt nok til han kunne høre det for pigerne der gik efter ham kiggede bare på mig. Han ignorerede mig? Hvorfor? Hvad havde jeg gjort? Alle mulige spørgsmål kom frem i hovedet på mig.

Jeg havde engelsk med ham, og jeg sad som altid ved siden ad Harry, men noget havde ændret sig. Han kom ind i klassen med alle de andre populære drenge der gik i klassen og han gav mig ikke andet end dræberblikket. Mit blik fulgte ham hele vejen til bagerste række hvor en af de underlige sad. ”skrid med dig” sagde han hårdt. Hvad gik der af ham, sådan plejer han ikke at være.

Midt i timen fik jeg kastede en hel masse papirkugler i hovedet, jeg kiggede derom og de sad og grinte af mig. Og det der gjorde mig mest ked af det var at Harry også sad og grinte. Det er i de her situationer hvor han plejer at hjælpe mig, fordi han hadede at se jeg blev drillet. Han havde skuffet mig for groft. Klokken ringede og drengene var som de første ude af klassen, jeg skyndte at pakke mine ting sammen og fulgte efter Harry, jeg skulle vide hvad der foregik siden han var sådan. ”Harry?” han ignorerede mig og gik bare videre ”Harry?” blev jeg ved, og det samme gjorde han. ”HARRY!” Råbte jeg og først der stoppede han op. Han sagde et eller andet til drengene og de gik videre og han vendte sig koldt om mod mig. ”Hvad vil du?” sagde han hårdt. ”Hvad går der af dig?” spurgte jeg om. Han blev ved med at kigge koldt på mig og vendte sig bare om og gik fire skridt før han vendte sig om mod mig igen og sagde ”du skal ikke snakke til mig igen, det er for pinligt og det ødelægger mit ry” og med de ord vendte han sig om og gik.

 

Og med de ord havde jeg ikke snakket med ham siden. Det var sket for omkring 4 år siden. Tænk min bedste og eneste ven valgte sit ry som havde været så ligeglad med i flere år, frem for mig. Idiot. Og med det ord, faldt jeg i søvn. Grædende.

 

***

Hej alle. Det var så mit første kapitel af `I know you?´ Jeg regner med der kommer et kapitel mere igen i morgen.

Jeg håber i kunne lide det :)))

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...