Småskriveri

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 26 sep. 2016
  • Status: Igang
Jeg har endelig fået taget mig sammen til at lægge noget herind. Det er dog bare småskriveri, så forvent ikke noget. Jeg håber dog I kan lide det, men jeg advare jer. Min grammatik er elendig.

1Likes
0Kommentarer
72Visninger
AA

1. Småskriveri

Langt under hende bredte floden sig. Som en blå slange snoede den ud mod horisonten, hvor himlen blev farvet en blød, pink farve fra den nedstigende sol. Dybe, mørkegrønne skove bredte sig ud fra floden, og stoppede først da de nåede bjergrækken. Hun tog en dyb indånding og den tynde luft fyldte hendes lunger, både frisk og stikkende og holdte det lille spejl op foran sit ansigt. Hun kunne nærmest mærke de få furer og de små urenheder fordufte fra hendes hud, nu helt frisk og ung igen.  

”Hvorfor i al verden Karen-” lød en forpustet stemme tæt ved kanten af klippefremspringet og en handskebeklædt hånd kom op på stenen med et lille smask ”- skal vi så højt op? Jeg hørte dig bestemt sige: Kun nogle få meter Alfred, ellers vil min hud tørre ud.” hendes stemme prøvede på at efterligne hendes egen med den kendte lyse klang, men det lød mere som en skinger fløjte som døde ud i et hosteanfald. Hun sukkede for sig selv. Selv efter alle disse år, så var han stadig en smule irriterende. Men dog kun en smule.

”Ja, det gjorde den så sandelig også.” sagde hun og ignorere den søgende hånd som gled søgende hen over stenen. Hun drejede spejlet lidt ned af sin hals og hendes blå øjne fokusere nu sammenknebne på det lille modermærke. Den havde hun ikke lagt mærke til før og den. var. frygtelig. En skamplet mere end noget andet.

”Så!” det gav et lille sæt i hende og nu sad han nede ved hendes side, med de sorte støvler dinglende over kanten. Huen på ham stak op som et grantræ og kun hans krogede næsetip stak ud fra den gule jakke.

”Hvor længe skal vi blive du?”

”De. Husk at de skal sige de.” Der kom et lille fnys fra ham.

”Karen, hvor mange år har vi været gift?”

”22 år og tre måneder. De seks var du jo ved atomkraftværket, husker de nok.” Hun satte sig ved siden af ham, med benene trukket godt op under h

”Ah jeg, det kan jeg godt huske. Det var frygteligt, timerne dårlige og maden værre.” han kluklo lidt for sig selv og hun rullede svagt med øjnene, men så da han drejede hoved lidt til siden og hun kunne skimte hans brune øjne.

”Selv efter alle de år så insistere… de… stadig på de?”

”Ja.”

Han rystede svagt på hoved og mumlede noget, som hun ikke kunne høre. Typisk. Hun puttede dog spejlet ned i sin lomme igen. Stilheden bredte sig imellem dem, men skyerne bevægede sig langsomt og solen dalede. Stille og roligt. De havde alt den tid i verden, de havde brug for.

”Karen.” hun kiggede hen på ham igen ved lyden af hans stemme. Han plejede ikke at tale sådan.

”Hvis der var flere ting, du-de for pokker da, kunne gøre med mig i denne verden hvad skulle det så være?”

Hun blinkede overrasket over spørgsmålet, men smilede så.

”At slæbe dig til den herretøjbutik på Amagergade. De havde jo det der jakkesæt som-”

”-Aldrig! Du kan godt glemme det. Jeg går ikke derhen. Aldrig i li-” han afbrød sig selv og hun kluklo.

”Måske.” sagde han så og hendes smil blev større. Hun havde vundet, endnu en gang. Så kunne de endelig få noget tøj som passede sammen.

”Men du skal love mig en ting så og d- de skal holde det.”

”Det lover jeg, det lover jeg.” hendes klukleen var ved at blive til latter.

”Jeg skal ikke have den på til min begravelse.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...