Jagten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 26 sep. 2016
  • Status: Igang
Med halvdelen af landsbyen i hælene, tænker Kira tilbage på den dag det hele begyndte, alt imens hun og Naja løber for deres liv. Alle de kender har vendt sig imod dem, og de har på nært hold oplevet præcis hvor grusom menneskeracen kan være... Denne historie er et bidrag til konkurrencen om "Fantastiske skabninger og hvor de findes", jeg har valgt at skrive ud fra citatet.

1Likes
0Kommentarer
94Visninger

1. Jagten

Lige nu befinder de sig på fremmed grund, omgivet af millioner af de mest ondskabsfulde skabninger på kloden - Mennesker

 

 

Jorden rystede, og lyden af de mange løbende fødder bag hende slog mod trommehinderne i taktfaste stød. Den kølige efterårsvind slog imod hende mens hun løb, og rev i hendes tøj, men hun ænsede det ikke. Kira kunne ud af øjenkrogen fornemme Naja, der løb ved hendes side, men ingen af dem vendte sig. De holdt blikket fremad og fokuserede al deres energi og viljestyrke på at blive ved og ikke sænke farten. Skoven lå stadig et stykke fremme, og træerne lignede en mørk mur i det begyndende tusmørke. Den gungrende lyd af de mange forfølgere blev langsomt men sikkert højere, og de to piger satte  som med et sind farten op. De løb hurtigere end de nogensinde havde gjort før, de løb for deres liv.

 

Det var underligt tænkte Kira, for blot et par måneder siden havde halvdelen af landsbyen prist og rost hende og Naja for deres tætte kontakt med ånderne, og den kraft de kunne trække fra dem. Selv borgmesteren havde været villig til at betale dem godt for selv den mest beskedne magiske beskyttelse eller gave fra ånderne. Men nu var stemningen vendt på en tallerken, og hele byens ordensmagt samt størstedelen af byens mænd forfulgte dem.

Kira tænkte tilbage på dagen før midsommerfesten, den dag hvor det hele var startet, og hvor alt begyndte at gå skævt.

Et lig var skyllet op på flodbredden tæt ved landsbyen. Det var smedens søn, bleg, kold og med matte slørede øjne som eneste tegn på at han virkelig var død og ikke sov. Hele byen var i en tilstand af sorg og chok. Smedens søn, Magnus, havde været vellidt blandt alle der kendte ham, og han var altid smilende og glad. Det var umuligt at forstille sig at en så åben og mild person kunne tage livet af sig, eller at andre ville ønske ham død. Der var ingen mærker efter slag, strangulering eller andet, og da man undersøgte liget viste det sig at drengen heller ikke havde lidt druknedøden. En uge gik uden at nogen kunne bestemme dødsårsagen eller finde spor efter en morder, og byen summede af frustration, vrede og angst. De dygtigste lærte inden for gift og lægekundskab blev tilkaldt, men der kom stadig intet resultat. Rygterne begyndte at versere om at det ikke var et normalt mord, men at overnaturlige kræfter var involveret. Enkelte borgere begyndte at skæve mistænksomt til Kira og Naja på grund af deres evner, men ingen sagde noget højt. Ikke før det andet lig dukkede op en måned senere. Denne gang var det den ældste af vagtmesterens sønner. Han blev fundet på nøjagtig samme måde som Magnus, på flodbredden uden det mindste spor efter hvem eller hvad der dræbte ham. Uden varsel havde alle i byen vendt dem ryggen, og selv faste kunder lod som om de aldrig havde set dem før. Magi var med et blevet noget mørkt og farligt, og Naja og Kira var pludseligt omgivet af mistillid, frygtsomme blikke og hvisken om dæmoner og heksekunst.

 

Et jagthorn gjaldede et sted bag dem, og den skingre lyd rev brutalt Kira ud af sin tankestrøm og tilbage til virkeligheden. Det var det samme horn de plejede at blæse til den årlige hjortejagt. Kira plejede at elske jagterne, og som lille løb hun altid efter hestene når mændene jog af sted efter hjortene. Nu løb hun foran jagtselskabet med hjertet siddende i halsen, nu var hun selv bytte, og jagten var gået ind.

Kiras hjerte tordnede af sted, og hendes åndedræt blev hurtige og hivende. Hun kunne høre Naja puste ved sin side, mærke varmen fra hende i den kølige aften. Lyden af deres hurtige åndedræt smeltede sammen og forstærkedes. Kira havde altid haft Naja ved sin side, helt fra de var små. Hun elskede hende som sin egen søster, og hun ville gøre alt for hende. Hun havde altid følt sig stærkere med Naja ved sin side, og selv i denne håbløse situation var det Najas blotte tilstedeværelse der fik Kira til at fortsætte. De lignede hinanden på mange måder. Både i sind og af udseende. Deres blonde hår og blå øjne gjorde, at de udover at opføre sig som søstre også lignede det. Dog var Naja en anelse højere og havde mere markerede træk end Kira.

 

Månen steg på himlen og lagde et sælsomt sølvhvidt skær over stien, der gjorde deres flakkende skygger tydelige. Kira kunne mærke sine fødder blive tunge, men tvang sig videre. Hun prøvede at se sig tilbage, men kunne ikke få sig selv til det. Hun var ikke bange for se de bevæbnede vagter eller den langsomt svindende afstand mellem hende og Naja og de omkring 30 forfølgere. Nej, hun var rædselsslagen for at se sin far i mængden. At se hans ansigt fortrukket af vrede og had, og vide at det var rettet mod hende, var det værste hun kunne forestille sig.

Kira havde set vreden og skuffelsen i sin mors øjne, da hende og Naja var blevet stillet for dommeren anklaget for heksekunst og mord. Det havde været forfærdeligt at blive uretmæssigt anklaget for noget så grusomt, men at se sine forældres tillid hvisket bort for altid var det værste for Kira. At de kunne tro at hun, deres egen datter, ville give afkald på åndernes rene kraft, for at tappe af den stærke men ukontrollable mørke magi fra skyggerne, var i hendes øjne det værste forræderi. Kira kunne mærke tårerne svie i øjnene, og hendes syn blev sløret, men hun blinkede dem væk, og følte vinden bide i kinderne, hvor de trak våde striber.

 

Hun kunne mærke Naja strejfe sin venstre arm, og kastede et blik over på hende. Hendes ansigt var fortrukket i en blanding af vrede, angst og udmattelse. Hendes øjne var fyldt af et usædvanligt mørke, der gjorde hendes ellers så smukke træk grovere og mere dystre. Et isnende sug af rædsel og chok gik gennem Kira, da hun satte foden i et hul og faldt på den kolde fugtige jord. Hun kunne se panikken i Najas øjne da hun standsede brat op, og vendte sig mod Kira. Deres hænder fandt hinanden i tusmørket, og Naja trak Kira på benene igen.

Kira så sig hurtigt over skulderen. Forfølgerne var ikke langt væk, men de havde sænket farten. Kira nåede knap at undre sig over det, da den første pil fløj. Den strejfede Kiras højre arm og borede sig ned i jorden en meter foran dem. Najas hånd lukkede sig hårdt om Kiras, og det var tydeligt at panikken var blevet afløst af vrede. ”Vi må videre” stønnede Kira forpustet, hun vidste at Naja var parat til at kæmpe, men de var to piger uden våben forfulgt af over tredive bevæbnede folk. Deres eneste chance var at nå ind i skoven inden de blev indhentet eller ramt af en pil. Med et fast tag i Najas hånd hev Kira hende rundt, og fortsatte i fuld spurt mod skoven, der hastigt nærmede sig.

 

Hjertet hamrede i brystet på hende, og hun var centimeter fra at sætte foden i en hul og falde igen, da hun så ham. Det gav et ryk i hende og Naja kiggede forvirret i et sekund, da hun også så på det. Lige i udkanten af skoven, der hastigt kom nærmere, stod en mørk kutteklædt skikkelse. Det var en mand ikke meget højere end Kira, og han bar en stav af træ prydet med fjer. Hans mange tasker var, ligesom hans gevandter, holdt i naturlige farver, der faldt i et med skoven. Den eneste undtagelse var en dybrød strudhætte, af noget der lignede uld. Hætten skyggede for halvdelen af ansigtet, men man kunne stadig skimte de spidse øre som er så karakteristiske for skovelverne. Dog afslørede hans lette skægvækst og lave højde at manden ikke kunne være fuldblods elver. Det var dog hverken mandens mystiske og skumle udseende eller det faktum at han var dukket op ud af det blå, der tog vejret fra Kira. Manden var omgivet af åndernes lyse velsignelse og beskyttelse. Det var ikke et lys man kunne se med det blotte øje, men Kira vidste, og hun kunne mære at Naja også vidste, at dette var en mand de kunne stole på. De gav hinanden et kort bekræftende blik, og fortsatte mod den fremmede. Flere pile susede forbi, men de ramte ikke. Da de var mindre end ti meter fra skovbrynet susede en pil tæt forbi og havde nær boret sig ind i Kiras skulder. Hun nåede dog knap at opfatte det før der lød et krig af smerte. Pilen havde ramt Najas arm i stedet, og et grimt snitsår kunne skimtes under det iturevne ærme.

Nu trådte den fremmede ud fra træernes skygge, han lod hætten falde, og månen oplyste hans ansigt. Hans mørkblonde hår var kortklippet  og hans brune øjne var alvorlige. Kira fik det klare indtryk at denne mand gemte på flere kræfter og større visdom end hans fysiske størrelse og de simple gevandter lod en tro. Han gik roligt frem, alt i mens han løftede armene mod himlen, som en der beder. Da han passerede Kira og Naja, der var standset op et par meter fra skoven, mumlede han: ”Løb, ind i skoven, NU!”. De satte sig omgående i bevægelse, men da de nåede skove, vendte de sig og så tilbage. Manden stod stadig med armene løftet, de kunne se at han talte, men ikke høre hvad han sagde. Han sænkede langsomt  armene igen og en flimrende hinde, omtrent som en sæbeboble, lagde sig mellem ham og mændene fra byen. Kira så en pil komme direkte mod den fremmede, men inden hun kunne nå at give en lyd fra sig, var den faldet til jorden. Pilen kunne ikke trænge igennem den magiske barriere.

Hans stemme hævede sig tydeligt over blæsten der ruskede i træerne. ” Lad ånders magt sig hvælve og jorden under jeres fødder skælve!”  ved det sidste ord slog han sin stav i jorden og et mægtigt brag gav genlyd i natten. Det lød som et tordenbrag, dybt og rumlende, men det var jorden der gav sig i et mægtigt jordskælv. Kraftige rystelser bredte sig, og Kira og Naja måtte klamre sig til træerne og hinanden for ikke at falde omkuld. Jordskævet aftog lige så pludseligt som det var kommet, og kort efter var rystelserne næsten forsvundet, og Kira og Naja kunne atter rette sig op. 

Det så ud som jordskævet havde haft størst effekt hvor den fremmede havde stået, for de fleste af byens mænd var faldet om, og mange lå stadig på jorden og sprællede. Pludselig stod han foran dem, hans ansigt var mildt men alvorligt. ”Mit navn er Ask. Der er ikke tid til at forklare nærmere nu, vi må se at få jer to væk herfra”. Kira vekslede et kort blik med Naja. De var enige, og uden et ord fulgte de efter Ask videre ind i skoven. Kira vidste godt at det var dumt og måske endda farligt at følge med en komplet fremmed, der lige havde demonstreret langt større magisk kraft en både hende og Naja besad. Men da hun kiggede sig tilbage over skulderen og så det flakkende skær af fakler, var hun langt mere bange for byens mænd, end for den ukendte Ask, der førte dem frem gennem skoven. Kira vidste at de ikke kunne vende tilbage til byen, og i sit stille sind formede hun en idé, en beslutning. Hun og Naja behøvede ikke deres familier, de havde hinanden og åndernes velsignelse. De kunne være hinandens familie. Det havde de været før, og måske med lidt hjælp fra Ask kunne de også lære at forsvare sig selv. Denne tanke satte sig fast og voksede til et brændende ønske, mens de fulgte Ask dybere og dybere ind i skoven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...