Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :) De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

0Likes
0Kommentarer
205Visninger
AA

5. Opdagelsen

Da jeg lå i min seng, tænkte jeg på aftenens hændelser nede i køkkenet. Jeg kom frem til den konklusion, at det umuligt kunne være et dyr. Men hvad kunne det ellers være? Men Tom havde jo ret. Jeg burde ikke have de tanker om skellettet. Selvfølgelig var det ikke levende. Jeg skulle lige til at lægge mig på siden, da jeg hørte en puslen... nej, det kunne det ikke... det måtte ikke være... skellettet! Med bankende hjerte tog jeg min mobil op og lyste mod hylden. Og dér, lige ved siden af “den forbudte bog”, sad det og så lumsk på mig. Og jeg kunne sværge på, at jeg hørte en svag latter i baggrunden. En modbydelig, ond latter. Jeg måtte bide mig selv i læben og åbne og lukke øjnene flere gange, for at konstatere, at jeg virkelig var vågen. Jeg tog en dyb indånding, tog min dyne og pude i favnen, løb ud på gangen og ned ad trappen til sofaen i stuen. Jeg skulle i hvert fald ikke sove oppe i min seng i nat! Jeg tændte alle lys i stuen, og lagde mig ned i sofaen. Det var en brun fløjlsblød sofa, som man sagtens kunne sove på. Først gjorde jeg sofaen klar til natten, og derefter lagde jeg mig under dynen. Jeg kunne høre den samme sælsomme lyd, komme nærmere og nærmere. Dørene og gulvet begyndte at knirke. Og døren til badeværelset gik op. Det samme gjorde døren til stuen. Mit hjerte hamrede helt oppe i halsen.
“Undskyld, Lea. Men der er ikke mere tandpasta!” sagde Tom, da han stod i døren.
Vor herre bevares! Den lille pistillens var lige ved at skræmme livet af mig! “Øøøhh... Så bliver du vel bare nødt til at børste tænder med vand. Vi kan ikke gøre noget ved det nu,” sagde jeg kort.
“Lea? Er det okay, at jeg også sover hernede i nat? Jeg er faktisk lidt bange, efter vi så den der gyserfilm,” sagde Tom. Jeg sukkede.
“Okay så. Jeg er også selv lidt bange,” indrømmede jeg.
Tom gik op på sit værelse, hentede sin madras, sin dyne og sin pude og lagde det ved siden af sofaen. Han gik ud på badeværelset for at børste tænder. Et par minutter senere kom han tilbage og lagde sig under dynen på madrassen. Jeg slukkede alle lamper og lagde mig under dynen. Jeg var meget mere tryg, nu hvor jeg havde Tom ved min side. Inden længe var der så stille, at vi kun kunne høre de sædvanlige lyde i huset, og det store ur på væggen, der tikkede taktfast. Det var dog som om, at lydene i huset var mere uhyggelige end de plejede at være. Men jeg slog tanken væk, lukkede øjnene og faldt i en urolig søvn. 

 

Midt om natten vågnede jeg ved lyden af den sælsomme puslen. Jeg satte mig op i sofaen, og så min omkring. Der var ikke noget at se i mørket, men jeg fandt min mobil frem for en sikkerheds skyld og lyste. Jeg ville ikke tænde lamperne, da jeg ikke ville vække Tom. Jeg ville ligge mig i sofaen for at sove videre, men mine handlinger blev afbrudt af nogle foruroligende lyde: Cratch, cratch, cratch! Cratch, Cratch, cratch...
Det næste scenarie skete så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at opfatte det. En stol blev kylet gennem luften, og den var kun et par centimeter fra at have ramt mig i hovedet. Jeg ville have skreget, hvis ikke jeg havde fået en klump i halsen. Den var så stor, at jeg umuligt kunne synke den ned. Jeg kunne mærke adrenalinen pulsere i mig, og jeg svedte som et svin.
Cratch, cratch, cratch... Lyden var endnu mere foruroligende end før.
Cratch, cratch, cratch... Jeg tog min mobil frem og lyste
Cratch, cratch, cratch... Jeg opfangede synet af en knogle i den anden ende af stuen.
Cratch, cratch, cratch... En skygge af et fuldvoksent menneskeskelet viste sig i månelyset. Og som om det ikke var nok, så det ud til, at det havde en økse i hånden.

Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, hvad skellettet havde tænkt sig at gøre. Jeg sprang op ad sengen, og ruskede i Tom for at vække ham. Men han sov fast. Han var altid fuldkommen umulig at vække, når han først sov dybt. Jeg kunne mærke, at jeg fik kuldegysninger, og jeg begyndte at ryste af både angst og skræk. Jeg måtte handle hurtigt. Det skulle bare gå stærkt nu! Jeg forsøgte at løfte Tom, men han var alt for tung. Men jeg ville umuligt kunne bære ham, hvis vi skulle flygte. Jeg tog min mobil op og lyste ud i rummet. Og jeg fik et så stort et chok, at jeg tabte min mobil på gulvet. SIM-kortet faldt ud af den. Jeg stirrede på skelettets udhulede øjne og på alle dets knogler. Og på den økse, som det sikkert havde tænkt sig, at flå os i småstykker med. I første øjekast lignede det bare et af de skelletter, som jeg havde set udstillet på museer. Det så altid ud til, at de kunne bevæge sig hvert øjeblik. Men dette skelet var virkelig levende. Og det kom nærmere og nærmere mod os. Nu vågnede Tom endelig, og han skreg og som en stukken gris, da han så skellettet foran ham. Jeg tænkte som en gal, for at finde på en flugtvej. Til sidst fandt jeg på en, men den var meget risikabel. Men vi blev nødt til at tage chancen, da vi nødig ville være under skelettets livsfarlige økse.
“Vi forvirrer det!” råbte jeg, og vi delte os. Tom løb mod døren i køkkenet, åbnede det, ned gennem kælderen og ud i haven.
Jeg fulgte Toms eksempel, bortset fra, at jeg først løb ud af døren til stuen. Jeg kunne høre skelettets løbende skridt komme mod mig. Jeg kom i tanke om bogen. Måske ville det være meget godt, at have den med. Jeg skyndte mig som en gal op ad trappen, skyndte mig at tage bogen, men jeg nåede ikke, at komme ud af døren. For lige foran mig stod skelettet, parat til at myrde mig med øksen.

Jeg var fanget. Trængt op i en krog. Der var ingen muligheder for, at jeg kunne flygte. Bortset fra, hvis jeg kravlede ud af vinduet.. Jeg tog bogen i munden og åbnede vinduet. Jeg kunne mærke skelettet, der havde taget fat i mit ben. Jeg skreg og sparkede skelettet med mit andet ben, så det faldt bagover. Men at hoppe ud af vinduet, var trods alt en bedre død end at blive flået i småstykker af en økse. Jeg skyndte mig at lukke vinduet. Jeg kunne høre skellettet banke arrigt på ruden. Jeg vendte mig om, så jeg kun holdt fast i tagrenden. Heldigvis boede vi i et rækkehus, og jeg sukkede lettet, da jeg opdagede, at min nabos vindue i taget var åben. Jeg besluttede mig for, at kravle ind i det. Jeg kom i tanke om, at naboen ikke ville tro på, at jeg havde været på flugt fra et skelet, som ville myrde mig. Jeg blev nødt til at finde på en søforklaring, hvis han spurgte. Men den ballade måtte jeg tage til den tid. Jeg holdt godt fast i tagrenden, som knirkede for hver bevægelse, jeg foretog. Jeg kiggede ned i afgrunden, og månens stråler oplyste fliserne i vores have. Jeg forsøgte, at bevæge mig så langsomt som muligt, men alligevel var det stadig et under, at tagrenden kunne holde til min vægt. Hver gang det knirkede, stoppede jeg op og lyttede intenst til tagrendens knirken. Normalt hadede jeg idræt, men lige nu var jeg taknemlig for, at jeg var en af de bedste til det. I hvert fald havde min idrætslærer altid rost mig for den måde, jeg kunne klatre op og ned af ripperne i idrætstimerne på. Elegant og uden besvær, som han havde sagt for et par uger siden. Jeg måtte virkelig bruge nogle af mine tricks nu. Da jeg var et par meter fra vinduet, rakte jeg min arm efter vindueskarmen og greb fat i den med begge hænder. Men jeg stod nu i en livsfarlig stilling. Jeg havde stadig mine fødder på tagrenden, som ville falde sammen når som helst. Jeg tog en dyb indånding, strakte mig og kravlede ind i vinduet. Men det var dog hverken elegant eller uden besvær. For det første kunne jeg lige knap komme ind, fordi vinduet var så smalt. For det andet stod vinduet og klaprede i vinden, så jeg måtte holde det stille. Men det lykkedes da til sidst. Jeg kom heldigvis helskindet ind i min nabos værelse. Jeg sukkede lettet, og skulle lige til at lukke vinduet, da jeg opdagede, at det ikke kunne lukkes! Jeg kunne se, at krogen var gået i stykker. Jeg blev nødt til at komme ud herfra! Jeg forsøgte at åbne værelsesdøren, men den var låst. Fuck og død, tænkte jeg og satte mig på sengen. Jeg kom i tanke om, at naboen var taget på rejse til Paris med sin familie. Jeg kunne høre noget pusle på taget. Hurtig som et lyn gemte jeg mig under sengen. Jeg kunne høre vinduet knirke, og jeg hørte en højlydt ond latter. Jeg holdt vejret og bad til, at skellettet ikke ville se mig. Men så let spillede klaveret ikke. Et par udhulede øjne stirrede lumsk på mig. Og noget greb fat i min skulder. Det var skelettets ene arm. Jeg forsøgte at vriste mig fri, men skelettet var stærk som en okse. Til sidst var jeg så udmattet, at jeg ikke kunne kæmpe mere. Jeg havde ikke flere kræfter. Min flugt på taget havde taget al min energi. Jeg kunne kun se hjælpeløst til, mens skelettet trak mig hen til sig. Jeg var helt sikker på, at mit liv skulle slutte her i armene på et morderisk skelet. Jeg forberedte mig på, at skulle sige mine sidste ord, men det nåede jeg aldrig. Så sortnede det for mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...