Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :)

De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

1Likes
6Kommentarer
611Visninger
AA

12. Når enden er livsfarlig...

Jeg kunne se på deres ansigtsudtryk, at de var rasende. Og det tegnede ikke godt. Nu var vi for alvor fanget, da skelettet havde sin økse i hånden. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad det havde tænkt sig at bruge det til. 

“HVOR VOVER I AT STIKKE AF PÅ DEN MÅDE!?” råbte dæmonen rasende. 

Dæmonen kiggede sig omkring, og fik øje på Dylan, der prøvede at se så uskyldig ud som muligt. 

“Hvad satan, Lucas?” råbte han og gloede vredt på Dylan. 

“Har du skiftet side, hva’?” spurgte han vredt.

“Ja, det har jeg,” sagde Dylan stille. 

Tom og jeg kiggede undrende på hinanden. 

“Dræb ham!” råbte dæmonen. 

Skelettet gjorde som han befalede, og gik hen og huggede øksen i hovedet på Dylan. Blod og hjernemasse strømmede ud til alle sider. Jeg fik noget blod på min pyjamas, og jeg rynkede på næsen og gik instinktivt et par skridt tilbage. Jeg var lige ved, at begynde at græde, men kom til at tænke på, at Dylan måske havde en plan med det her. 

Dæmonen gik helt hen til os. 

“Hm… Noget siger mig, at der er ugler i mosen…” begyndte han. 

I det samme kom Dylans ånd til syne. Og dæmonen lignede en, der kunne  finde på, at slå sig selv i hovedet med en hockeystav.

“Neeej!” råbte han og gloede arrigt på Dylan. “Du har fået mig til at dræbe en af mine egne hjælpere!” råbte dæmonen. 

“Din lille…” fortsatte han og truede ham med en knytnæve. Men skelettet stoppede ham. 

“Det nytter ikke noget nu. Han er jo kun en ånd,” sagde han. 

“Det her vil koste jer livet,” sagde dæmonen vredt. 

“Igor, fang dem!” befalede han. Igor gik kun langsomt hen til os. 

“Igor…Igor…Igor…” sagde zombiens stemme. 

Den var nærmest bønfaldende nu. Det var som om, at jeg på en eller anden måde havde sympati med ham. Okay, måske ikke ligefrem sympati, men snarere forståelse, fordi vi havde været igennem alle de halsbrækkende forhindringer. Og denne forhindring ville måske være vores allersidste. Tom stod bag Igor med hockeystaven. 

“Beklager, Igor. Men jeg er ikke din ven,” sagde Tom og slog Igor meget hårdt i hovedet med hockeystaven. 

En masse grønt slim flød ud til alle sider, og snart var Igor stendød. Jeg hørte en raslende lyd, og det fik mig til at vende mig mod vores fjender med et sæt. Alle skelettets knogler var på en eller anden måde faldet fra hinanden, og kun kraniet var tilbage. 

“Jeg dræber jer allesammen!” råbte kraniet, der hoppede mod os. 

“Det kommer ikke til at ske,” sagde Tom og bankede på kraniet med hockeystaven. Snart var det smadret i utallige stumper og stykker. 

“Se nu, hvad I har gjort, I fjolser!” råbte dæmonen vredt. 

Men før han kunne finde på flere skældsord, opdagede han, at hans fingre var begyndt at smelte. Og snart havde han ikke flere fingre tilbage. 

“Så hjælp mig dog!” råbte han til os.   

Jeg var lige ved at begynde at grine. Jeg vidste, at det var klogest at lade være med at lytte til ham. Snart var begge overarme smeltet. 

“Jeg vender tilbage en eller anden dag. Jeg skal nok få min hævn!” råbte dæmonen, lige før hans hoved smeltede. 

Vi kunne høre ham udstøde hans dæmoniske skrig. Snart lå der kun en grå, klam klump foran os. Men den forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Og jeg kunne sværge på, at jeg hørte en ond, højlydt dæmonisk latter i vinden. 

Der var ingen af os, der sagde noget. Vi stirrede bare på hinanden i tavshed. 

“Wow,” udbrød Tom efter flere minutters tavshed. 

“Det må du nok sige,” sagde Sarah. Jeg vendte mig mod Dylan, og fik et kæmpe chok. Han var begyndt at falme. 

“Dylan…” begyndte jeg. 

“Jeg har udført min mission. I er i sikkerhed nu. Jeg har sørget for, at jeres forældre ikke opdager noget. Men først skal I få jeres overraskelse,” sagde Dylan og forsvandt ud i mørket. 

“Men Dylan…” fortsatte jeg. 

I det samme hørte vi et råb bag os. 

“Tom! Lea! Sarah! Hvor er det godt, at se jer,” hørte vi en velkendt stemme sige. 

Jeg vendte mig om, og fik øje på Søren, der kom løbende mod os. Hans lykkelige ansigt strålede omkap med månelyset. Før vi kunne nå, at sige hverken fra eller til, havde vi fået verdens største kram. 

“Det er okay, Søren,” sagde Sarah til ham. 

“Spillet er vundet,” fortsatte hun. 

Vi hørte lyden af summende børnestemmer. Flere og flere børn dukkede op ud af den blå luft. Jeg måtte forklare, hvad der var sket mindst tusind gange, før de havde forstået det.  

“Hvordan kommer vi hjem?” spurgte Tom. 

“Aner det ikke,” svarede jeg. Jeg havde ingen anelse om, hvordan vi skulle komme hjem. Jeg begyndte at blive bange for, at vi skulle være her for evigt. 

“Hvad hvis vi skal være her for altid?” spurgte Sarah bange. 

“Det tror jeg ikke. Jeg er sikker på, at Dylan har en finger med i spillet,” sagde jeg med et smil. 

I det samme begyndte jorden at ryste, og folk begyndte at skrige af skræk. Som om vi var blevet ramt af et jordskælv. Tom og jeg tog hinanden i hånden og lukkede øjnene.

 

Da vi åbnede dem igen, var der helt vindstille. Det var stadig nat, og månen lyste stor og gul i horisonten. Jeg så ned af mig selv og på Tom. Vores pyjamas var ikke beskidte længere. Jeg lagde mærke til, at vi ikke længere gik på asfalt, men på fliser. Jeg kunne genkende det store egetræ, der stod i vores have. Og Toms hule oppe i træet. 

“Vi er hjemme igen,” sagde jeg glad. Jeg var både glad og lettet på samme tid. 

I det samme blev terrassedøren åbnet, og min mors ansigt viste sig i døren. Hun var en kvinde i 50’erne, og hun var iført sin hvide natkjole og blå morgenkåbe. 

“Lea? Tom? Hvorfor i alverden er i oppe nu?” spurgte hun. “Øh… Vi ville bare ud og se på fuldmånen,” løj Tom. 

Mor smilede og gik ud til os i sine hjemmesko. “Det kan jeg godt forstå. Jeg er glad for, at I er så interesserede i rummet. Det er også interessant. Tænk, at vi rent faktisk bor midt ude i verdensrummet, som er uendelig stort. Man ved jo aldrig, om der findes mere liv derude,” sagde hun smilende og betragtede månen, som nu havde passeret en sort sky. 

Tom og jeg smilede smørret til hinanden. Jeg var glad for, at hun havde godtaget Toms løgn. Vi stod og kiggede på månen i en evighed, før mor besluttede sig for, at gå ind igen. Vi fulgte hendes eksempel og gik ind ad terrassedøren. Jeg kastede et sidste blik på fuldmånen, før jeg lukkede døren efter mig. 

“Jeg har fundet SIM-kortet til din mobil, Lea,” sagde mor pludselig. Hun tændte lyset i stuen og fandt det frem. Hun satte sig i sofaen, men det var ikke længere beklædt af mit sengetøj. 

“Det lå på gulvet. Jeg fandt det tilfældigvis, da jeg var ved at støvsuge i går,” sagde hun og gav det til mig. 

“Tak,” sagde jeg og tog imod det. 

Jeg var stadig i tvivl, om vores oplevelser havde været virkelige. “Mor, hvilken dag er det i dag?” spurgte jeg nysgerrigt. 

“Det er mandag,” svarede hun med et smil. “Og I har stadig masser af ferie tilbage,” fortsatte hun. 

Tom og jeg stirrede måbende på hinaden. Vi havde været væk i flere dage, og alligevel var det kun mandag. 

“Hurra!” råbte han glad. “Vi har stadig masser af ferie!” fortsatte han, og gav sig til at hoppe i sofaen af glæde. 

“En hel ferie uden uhygge, dæmoner og levende skeletter,” sagde jeg og blinkede til Tom. Mor smilede bare til os og gik i seng igen. Hun havde ingen anelse om, hvad vi i virkeligheden havde oplevet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...