Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :)

De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

1Likes
6Kommentarer
546Visninger
AA

11. Kampen

Jeg stivnede af skræk, og stirrede skræksslagen på døren til idrætshallen. “Skal vi åbne døren?” spurgte Tom bange. 

“Det bliver vi vel nødt til. Jeg er også selv nysgerrig efter at se, hvordan idrætshallen ser ud,” svarede jeg, og åbnede forsigtigt døren. 

“Igor…Igor…Igor…” lød den samme stemme derindefra. 

“Igor? Er du derinde?” spurgte Tom forsigtigt, da vi havde åbnet døren. Der var selvfølgelig helt mørkt derinde, så vi kunne hverken be- eller afkræfte, om han var derinde.

“Hvorfor skulle han være det? Han er jo død!” sagde jeg irriteret. 

Men jeg kom i tanke om, at alt var muligt i de forskellige missioner. Det havde vi jo selv oplevet. Så tanken om, at Igor måske rendte fortabt rundt derinde, var ikke helt umulig… En høj hvæsende lyd afbrød alle vores handlinger. Og i løbet af et par sekunder stod der en zombie lige foran os! “Igor…Igor…Igor…” sagde zombien. 

“Løb!” råbte Dylan, og vi skyndte os, at løbe ud af omklædningsrummet. Jeg havde nu fattet to ting: Enten var Igor blevet forvandlet til en zombie, eller også var det bare en fælde, som dæmonen havde sat op. Jeg løb så hurtigt, at jeg troede, at mit hjerte skulle eksplodere ud af min brystkasse. Men jeg havde ikke tænkt mig at standse, så længe zombien var efter os. 

Til sidst var vi tilbage i klasseværelset. Jeg kunne høre de andre komme løbende. De var kommet helskindet fra zombien, som stadig var efter os. Jeg skyndte mig at låse døren. Nu var vi i sikkerhed… men kun i kort tid. Vi kunne høre zombien banke arrigt på døren. 

“Igor…Igor…Igor…” sagde zombiens stemme. Det var som om, at den var desperat for at komme ind til os. Jeg stod helt inde i et hjørne i klasseværelset og gemte mig derinde sammen med de andre. Døren begyndte at rokke sig, i takt med zombiens arrige banken. Til sidst var døren blevet sprængt op af zombien. Og nu stod den midt i klasselokalet og gloede lumsk på os. Præcis som skelettet. Jeg vidste, at situationen bare ville blive værre, hvis jeg gik i panik. Men det var næsten umuligt at forholde sig roligt i denne situation. “Igor…Igor…Igor…” sagde zombien igen. 

“Vi må væk herfra!” råbte Dylan pludselig. 

Tom stillede sig op på et af bordene og smadrede et vindue med hockeystaven, og en øresønderrivende larm overdøvede alle mine tanker. Jeg gik instinktivt et par skridt tilbage. Snart var hele gulvet fyldt med glasskår. Men de havde heldigvis ikke ramt nogen af os. Og før jeg kunne nå, at sige hverken fra eller til, var Tom allerede sprunget ud af vinduet! 

“Neeej, Tom!” skreg jeg.

“Gå I bare!” råbte Tom. “Jeg har det fint!” fortsatte han. 

Men idet han rejste sig op, kunne han mærke, at hans venstre ben gjorde fandens ondt. Han kunne ikke gå på den. Den ulidelige smerte gjorde, at han blev nødt til at sætte sig ned på jorden. Efter et par minutter besluttede han sig for, at gå lidt rundt. Selvom han nærmest ikke kunne gå, var han alt for nysgerrig til, at lade skolegården være en skolegård. Det var underligt for ham, at færdes i den om natten. Han har godt nok deltaget i overnatninger på skolen, men han har aldrig fået tilladelse til, at gå ud i skolegården om natten. Han begyndte at gå op ad den trappe, der førte til skolens legeplads. Der var næsten helt vindstille, og ikke et eneste træ rørte sig. Han var helt alene, og han kunne gøre hvad han ville. Der var ingen larmende små rollinger, ingen irriterende og kommanderende gårdvagter, og der var ingen klokke, der ville ringe til time. Han ville benytte sig af muligheden for at gå op til legepladsen. For det første fordi han var nysgerrig efter at se, hvordan den så ud i denne dimension. For det andet fordi han ikke havde andet at lave. Han var lige ved at falde ned af trappen mange gange, pga. smerten i hans fod. Men det lykkedes ham, at komme nogenlunde helskindet hen til legepladsen. Han kastede et blik på gyngestativet, som åbenbart lignede sig selv. Han undrede sig over, hvorfor gyngen bevægede sig så hurtigt, da det umuligt kunne lade sig gøre i den lave vindstyrke. Tom kom frem til konklusionen, at nogen eller noget altså befandt sig i skolegården lige nu og her. Men han kunne ikke komme i tanke om hvem. Lea, Dylan og Sarah kæmpede mod en zombie inde på selve skolen. Og Tom var den eneste i flokken, der var udenfor. Men han slog tanken væk og fortsatte humpende sin færd i skolegården. Han besluttede sig for, at han ikke ville lade hans fantasi løbe af med ham.  Stilheden var på en eller anden måde meget skræmmende. Måske fordi han var vant til, at der altid var larm i skolegården. Lyden af en knækkende gren fik ham til at vende sig om med et sæt. Han syntes, at han så en knogle i månelyset, men han beherskede sig. Han burde vide bedre end at være paranoid lige nu. Skolegården var trods alt et ganske ufarligt sted. For ham var skolegården det mest harmløse sted på hele jorden, især fordi der altid var så mange gårdvagter, der gik rundt, for at sikre sig, at ingen blev mobbet - eller det, der var værre. Men det var selvfølgelig noget andet om natten. Lydene af de knækkende grene blev kun mere intense, og Tom fik en følelse af at være forfulgt. 

 

Dylan, Sarah og jeg kæmpede mod zombien, som kun kom nærmere og nærmere. Vi var fanget. Trængt op i en krog. Dylan kastede et længselsfuldt blik på det smadrede vindue. “Hop op på ryggen af mig,” sagde han til os. 

Vi havde forstået hans hentydning. Først tøvede jeg lidt, men jeg kunne godt se, at vi ikke havde noget andet valg. Vinduet var vores eneste redning.

Først Sarah og dernæst jeg. Det var ret kompliceret, fordi jeg næsten ikke kunne holde fast i nogen af dem. Jeg var rosinen i pølseenden, og det endte med, at jeg blev nødt til at sidde på ryggen af Sarah, for at det kunne lade sig gøre. Dylan nåede lige akkurat at springe ud af vinduet, før zombien kom hen til os. Jeg tog en dyb indånding, og holdt godt fast i Sarahs skuldre. Det føltes som om, at alle mine organer og indvolde blev presset sammen, da vi sprang ud af vinduet. Men det gik heldigvis så hurtigt, at jeg ikke engang nåede at opfatte ret meget af det. Dylan landede med hovedet ned i asfalten. Han landede så hårdt på afgrunden, at Sarah og jeg blev kastet fra hinanden. Heldigvis kom jeg ikke noget til, bortset fra, at jeg fik nogle skrammer på mine hænder og i hovedet. 

“Er I okay?” spurgte Dylan venligt. 

“Det tror jeg,” sagde jeg og rejste mig op. 

“Hvor er Tom henne?” spurgte Sarah. 

Hun havde fået et par hudafskrabninger i hovedet, ellers var hun ikke kommet noget til.

“Det ved jeg ikke,” svarede jeg, og kiggede mig uroligt omkring. Han var ikke til at se nogle steder.

“Tooom!” kaldte jeg ud i mørket. 

Men det eneste svar jeg fik, var mit eget ekko, der tilbagekastedes i alle retninger. Jeg begyndte at blive bekymret, og jeg spejdede til alle sider. 

“Vi bliver nødt til at lede efter ham,” sagde Dylan og begyndte at gå ud i mørket.

Sarah og jeg fulgte modvilligt hans eksempel. Jeg var næsten sikker på, at der var sket et eller andet med ham. 

“Det er nok bedst, at jeg fører an,” sagde jeg til Dylan, der gik et stykke foran os. “Jeg er den, der kender skolen bedst.”

Dylan nikkede, og lod mig gå forrest. Vi besluttede os for, at gå op til legepladsen. Det kunne jo være, at han var gået derhen. Jeg fandt rimelig hurtigt trappen, der førte til legepladsen. Fuldmånens stråler viste vejen for os. Den var stor og rund i horisonten. Det var begyndt at blæse mere op, og vinden var koldere nu. Jeg bemærkede, at der var nogle fodspor i sandet ved gyngestativet, og fortalte de andre om mit fund. 

“Så må han være her et eller andet sted, eller lige i nærheden,” 

konkluderede Dylan, da han havde studeret dem. 

“Prøv at se her,” sagde Sarah og pegede ned i sandet. “Det ser ud til, at sporene stopper lige her. Men det kan jo ikke lade sig gøre,” fortsatte hun.

“Måske har nogen eller noget bortført ham,” foreslog Dylan. 

“Igor…Igor…Igor…” lød zombiens stemme i det fjerne. Jeg kiggede mig omkring, og fik øje på zombien, som åbenbart var sprunget ud af vinduet. “Vi må væk herfra!” råbte Dylan og satte i løb mod skuret. Jeg gemte mig derinde sammen med de andre, og vi turde ikke bevæge os.

“Hjææælp!” hørte vi Toms stemme råbe i mørket. 

“Tom? Er du herinde?” spurgte Dylan.

“Ja,” svarede en svag stemme i mørket. 

Jeg fandt rimelig hurtigt en kontakt på væggen, trykkede den ned og tændte lyset. Skuret var næsten tomt, bortset fra, at der lå nogle fodbolde for enden. Jeg fik øje på Tom, som var bagbundet på både hænder og fødder, og han sad i en stol med bind for munden. Jeg begyndte, at binde hans hænder op. Dylan bandt hans fødder op og Sarah fjernede bindet fra  munden. Tom rejste sig og gav os et kæmpe kram. Dylan var ved at falde bagover, da han gjorde det. 

“Tusind tak,” sagde Tom grådkvalt. 

“Hold nu op, Tom. Du behøver ikke takke os,” sagde jeg med et smil.

“Hvem var det, der bortførte dig?” spurgte Dylan. 

Før Tom kunne nå at svare, gik døren op. Og i døren stod både skelettet, dæmonen og zombien. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...