Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :) De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

0Likes
0Kommentarer
207Visninger
AA

3. Gyserfilmen

Der var helt dødstille derinde. Mit værelse var buldermørkt, fordi der var mørkt udenfor. Jeg prøvede at tænde for min natlampe, men ak - pæren var røget! Men ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at der slet ikke var nogen pære i den! Jeg opdagede, at den lå knust på gulvet foran min seng. Der lå glasskår overalt, hvilket betød, at jeg blev nødt til at støvsuge. Min mor mente åbenbart, at det var nemmere, at lade den stå der, eftersom hun tit gjorde rent dernede. Jeg åbnede døren til kælderen og fandt kontakten på væggen og trykkede den ned. Så var hele kælderen oplyst. Jeg gik ind i vaskerummet, hvor støvsugeren befandt sig inde i et skab. Det stod helt bagerst i rummet. Da jeg åbnede det, tog jeg samtidig en kost og fejebakken, som hang på et søm inde i skabet. Så langt så godt! Jeg sukkede lettet og begav mig op til mit værelse. Det var besværligt, fordi støvsugeren var meget tung. Det var en stor, rød støvsuger. Da jeg var kommet derop fejede jeg først de stykker glas, der kunne fejes op. Jeg gjorde det med stor forsigtighed, da jeg nødig ville skære mig selv. Bagefter satte jeg stikkontakten i kontakthovedet ved min dør og tændte for støvsugeren. Jeg støvsugede meget grundigt i alle kroge og hjørner. Da jeg var færdig, slukkede jeg støvsugeren og gik ned i kælderen og satte den på plads. Jeg gik op på mit værelse igen, fandt “den forbudte bog” frem og begyndte atter at bladre i den. Men til min forbavselse var alle siderne blanke igen! Og det jeg havde skrevet var også forsvundet! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Måske var jeg blevet skør. Eller rettere: Jeg var sindssyg! Jeg kastede et blik på skelettet, der stadig så ligeså lumsk ud som før. Jeg tog skelettet op, for at tjekke, om der var nogen batterier i det. Nej, der var ingen batterier. Jeg lagde det på plads igen og satte mig på sengen og tændte for mit fladskærms-tv. På den kanal, jeg tændte for, blev der i øjeblikket vist gyserfilm. Den handlede om en dukke, der blev levende. Jeg havde aldrig set den før, men jeg havde på fornemmelsen, at den var god. Og det var den også - og vildt uhyggelig! På et tidspunkt var det så uhyggeligt, at jeg begyndte at skrige. Døren til værelset gik op, og Tom kom ind til mig.
“Hvad skriger du for?” spurgte han, og satte sig på sengen ved siden af mig.
“Det er bare en gyserfilm i fjernsynet,” svarede jeg kort.

“Jeg vil også se den!” sagde Tom ivrigt. “Du er for lille! Du får bare mareridt i nat,” protesterede jeg. “Det vil jeg se, før jeg tror det,” sagde Tom stædigt. “Okay så. Men det er ikke min skyld, hvis du får mareridt i nat,” sagde jeg.
Tom og jeg gik nedenunder og fandt sodavand frem og varmede noget popcorn, som vi hældte i en skål. Bagefter gik vi tilbage til mit værelse med det. Filmen var lang, og både jeg og Tom skreg under de mest uhyggelige scener. Jeg fik kuldegysninger, og det samme gjorde Tom. Da filmen endelig var slut, sad Tom og stirrede på skærmen, selv da den var slukket.
“Hold da kæft! Jeg skal aldrig se en gyserfilm igen!” sagde Tom med klaprende tænder.
“Ha, ha! Det kan du ikke holde!” sagde jeg drillende.
“Nå, men hvad skal vi nu lave?” spurgte Tom.
Jeg ville foreslå sengetid, hvis ikke det var for en meget høj puslen, der kom fra hylden, hvor både “den forbudte bog” og skellettet var. Vi sagde ikke et ord, men stirrede blot på hinanden. Og først efter mange sekunders tavshed turde jeg kigge derhen. Det samme gjorde Tom. Og så skreg vi af vores lungers fulde kraft. 

Jeg var lamslået. Og det samme var Tom. “D-den er levende!” stammede Tom efter et par minutters tavshed.
“Sikke noget vrøvl! Det er bare vores fantasi, der overdriver,”  sagde jeg, for at berolige Tom. Men samtidig var jeg bombesikker på, at jeg ikke havde sat skellettet der. Det sad på den allerøverste hylde - og jeg kunne kun nå derop, hvis jeg stod på tæer... Nej, Lea, hold nu op! Det er bare din livlige fantasi, ikke andet! Protesterede mine tanker. Vær realistisk, Lea!
“Nå, jeg går i seng nu,” sagde Tom og gik ud af mit værelse. “Det gør jeg også,” svarede jeg og skyndte mig at gå nedenunder. Jeg sukkede lettet, da jeg var kommet ind på badeværelset. Det var som om, at mit værelse var blevet et usikkert sted at være, efter skellettet var kommet til. Jeg brød mig mindre og mindre om det skelet... Jeg børstede tænder, tog nattøj på og ellers gik jeg op på værelset. Jeg kom i tanke om, at pæren i min natlampe var røget, så jeg kunne ikke bruge den til at læse med. Nå, det er ligemeget, tænkte jeg og lagde mig i sengen, trak dynen over mig og faldt i søvn. 

Jeg havde mit livs værste mareridt. Jeg drømte, at skellettet var blevet levende, og at det ville dræbe os med en økse. Tom og jeg var konstant på vagt og på flugt fra det - lige indtil det slog Tom ihjel. Så vågnede jeg, fuldstændig våd og kold af sved. Jeg tændte min mobil, for at se, hvad klokken var. Den var kvart i seks. Jeg tænkte, at jeg sagtens kunne sove meget længere, da det jo var ferie. Først da gik det op for mig, at det bare var et af mine mange mareridt. Jeg lagde mig på siden, for at sove videre. Lige da jeg var ved at falde i søvn, hørte jeg den samme mærkelige, intense puslen som før. Jeg satte mig vagtsomt op i sengen og tændte for lommelygtefunktionen på min mobil. Der var heldigvis ikke noget at se, udover skellettet og “den forbudte bog” der var på deres sædvanlige plads på hylden. Jeg skulede ad skellettet, før jeg lagde mig på siden. Jeg greb fat i Wendy, som var min gamle bamse, jeg altid legede med, da jeg var yngre. Jeg knugede hende ind til mig. Jeg følte mig mere tryg, nu hvor jeg havde hende ved min side. Til sidst tog jeg en beslutning: Jeg ville ikke have, at skellettet skulle være her på mit værelse. Jeg rejste mig, og med hjælp fra lommelygtefunktionen på min mobil, kunne jeg finde vej til hylden, hvor skellettet sad. Jeg tog det op og skyndte mig nedenunder, og satte det på spisebordet. Jeg kom i tanke om, at jeg havde en nøgle til mit værelse, som jeg sjældent brugte. Jeg vidste, at tanken var fuldkommen irrationel, og besluttede mig for, at lade være med at bruge den. Der ville jo ikke ske noget. Jeg blev ved med at overbevise mig selv om, at skellettet ikke var levende. Da jeg havde beroliget mig selv, gik jeg atter op på mit værelse og lagde mig i sengen. Nu kunne jeg sove trygt til næste dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...