Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :) De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

0Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

1. Fyldepladsen

Jeg stod sammen med Tom på fyldepladsen. Tom havde besluttet sig for, at skille sig af med sine gamle Anders And blade, som han alligevel ikke læste. Jeg fulgtes med ham ind i en blå container. Døren gik knirkende op, og en masse lys strømmede ind i det ellers mørke rum. Jeg havde været her en del gange, men alligevel var der noget med atmosfæren som gjorde, at jeg følte, at denne dag skulle blive anderledes. Jeg så mig nysgerrigt omkring, i håb om at, der for en gangs skyld var noget spændende, som jeg kunne bruge. Der var masser af papkasser, som var fuld af VHS’er, gamle kassettebånd og gamle “Vi Unge” blade. Jeg tog et af dem op og begyndte at bladre i det. Man kunne virkelig se, hvor meget designet har ændret sig i forhold til dengang. Men det var som om, at bladene ikke længere var interessante. I hvert fald ikke i dag. Jeg sukkede og lagde bladet tilbage i papkassen. I det samme var der noget, der tiltrak min opmærksomhed: Et lys. Men hvad var det dog for et lys? Ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at det var et selvlysende skelet. Det var garanteret et lille barn, som ikke ville have det mere, tænkte jeg. Måske var det for skræmmende. Jeg lagde mærke til, at der lå en gammel bog ved siden af skelettet. Jeg tog den forsigtigt op og slog op på første side. Der stod ikke andet end: “Advarsel! Skriv IKKE i denne bog!” 

Men jeg tog alligevel bogen samt skellettet. Der var noget fængende ved skellet, som gjorde, at jeg simpelthen var nødt til at tage det med hjem! 

“Lea, altså! Jeg har ventet i 100 år! Kommer du ikke snart?” råbte Tom ved døren. Jeg sukkede og fulgte efter Tom. Vores forældre skulle besøge nogle venner hele weekenden, og de var derfor ikke hjemme. De sås sjældent, og da de endelig ikke havde tonsvis af regnskaber at lave på arbejdet, ville de benytte sig af muligheden for at besøge dem - netop denne weekend! Men de mente heldigvis, at vi var ansvarlige nok til, at kunne være alene hjemme. Ellers havde mor nok fået naboen til at komme og passe os - eller det der var værre: En barnepige! Tom og jeg var forskellige på mange punkter. Som søskende har vi altid måtte finde os i hinandens idéer og særheder. Tom havde en tendens til at være meget stædig og kunne finde på at overragere. Jeg var stik modsat ham. Mine forældre havde altid rost mig for, at være meget ansvarlig og moden af min alder. Og da mine forældre tit arbejdede over, skulle jeg næsten altid passe Tom og stå for både mad og rengøring. Ellers var naboen flink til at hjælpe til. Det var efterårsferie, og vores forældre havde desværre ikke taget ferie i denne uge. Så vi skulle blive hjemme og kede os, mens alle vores venner var taget af sted på ferie. Tom og jeg begav os mod busstoppestedet, hvor vi ventede på bussen. Der var et busstoppested i nærheden af vores hus, og vi stod altid af der.

Da vi havde sat os til rette i bussen på de bagerste sæder, var jeg alligevel alt for nysgerrig til, at lade være med at åbne bogen. Jeg ignorerede advarslen på første side, og bladrede videre. Der stod ingenting i bogen. Siderne var blanke. Men hvorfor skulle der så være en advarsel, tænkte jeg. Jeg kom i tanke om, at advarslen forbød en at skrive i bogen, hvilket betød, at jeg sådan set godt kunne læse i den. Det var åbenbart ikke forbudt. Jeg ville næsten ønske, at jeg havde en blyant på mig, så jeg kunne se, hvad der skete, når man skrev i den. Men jeg slog tanken væk. Det var sikkert bare nogle børn, der var ude på at forskrække folk med en åndssvag, barnlig prank. 

“Sidder du stadig med den der bog?” spurgte Tom drillende. 

“Ja, bøger er spændende!” sagde jeg og rakte ham den. 

“Du må være tosset! Siderne er fuldkommen blanke!” grinede Tom. 

“Og? Måske er det meningen, at man selv skal skrive den!” svarede jeg og tog bogen ud af hånden på Tom. 

“Det giver jo ingen mening!” grinede Tom, nu endnu højere, så de nærmeste passagerer vendte sig mod os. 

“Shhh! Dæmp dig lidt,” hviskede jeg, dog højt nok til, at Tom kunne høre det. “Der er en mening med alting.”

“Ikke med denne her åndssvage bog. Og heller ikke det der åndssvage plasticskelet,” fnisede Tom.

Jeg nåede desværre ikke, at svare Tom igen, da bussen standsede foran busstoppestedet, hvor vi skulle af. Jeg pakkede bogen sammen i min taske, og ellers fortsatte vi turen i tavshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...