Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :) De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

0Likes
0Kommentarer
204Visninger
AA

7. Det mørke rum

Jeg kunne mærke på børnene, at de var bange. Bange for at forsvinde. Jeg var også bange, men jeg måtte tage mig sammen. Tom og jeg havde fået endnu et mysterium på halsen, som vi skulle løse. Vi ville ikke risikere, at andre skulle blive forbandet, så vi besluttede os for, at det gjaldt liv eller død. Jeg kunne mærke, at jeg var meget træt. Det var svært, at holde øjnene åbne, og efter et stykke tid faldt jeg i en urolig, drømmeløs søvn. Jeg sov ikke meget den nat. Jeg vågnede op til flere gange, efter mareridt, hvor jeg drømte, at Søren blev ædt af en af dæmonerne. Efter et par urolige timer, hvor jeg forsøgte at falde i søvn, men forgæves, vågnede de andre også op. Tom brokkede sig over, hvor dårligt han havde sovet.
“Ja, ja. Vær glad for, at du ikke har været her i tre uger,” sagde Søren irriteret.
I det samme gik døren op, og en af dæmonerne kom til syne. “Kom unger. Nu skal I have jeres morgenmad,” sagde dæmonen.
Jeg rejste mig og fulgte efter dæmonen med Tom og de andre børn i hælene på mig. Det viste sig, at vi skulle sidde ved træbordet, hvor Tom og jeg spiste i går aftes. Bordet var allerede dækket, og morgenmaden bestod af pandekager, rundstykker, boller, scramble eggs med bacon og pølser og forskelligt fed pålæg.
“Det er næsten for godt til at være sandt,” sagde Søren, da han havde studeret måltidet.
“Det er sikkert fordi det er for godt til at være sandt,” indskød jeg.
“Gad vide, hvorfor de varter os op med så mange lækre sager hver eneste dag?” spurgte en af pigerne.
“Kan I huske eventyret om Hans og Grethe? Der bliver børnene fedet op af en heks, som vil æde dem,” sagde jeg. “Men det lykkes dem at slippe væk.”
“Så det er sikkert derfor, børnene forsvinder! Dæmonerne æder dem!” hylede Søren.
“Det er ikke sikkert. Måske kommer de bare hjem igen,” indskød en af pigerne. Jeg håbede hun havde ret, og begyndte at spise den bolle, jeg havde lagt på min tallerken. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville kunne spise mere efter det vilde festmåltid i går aftes, men det kunne jeg åbenbart godt.

Mens jeg spiste, gennemgik jeg i tavshed en plan, som jeg havde fundet på. Jeg ville snige mig efter dæmonen, da vi skulle spise aftensmad.

Efter en times tid var alle propmætte. Jeg fortalte de andre om min plan, og de syntes, at det var en god idé. En halv time senere kom dæmonen tilbage og fulgte os hen til vores værelse.
“Er det ikke lidt mærkeligt, at dæmonen altid følger os hen til vores værelse, hver gang vi har spist?” spurgte Søren.
“Jo, det er det faktisk,” sagde jeg. “Det har du ret i.”

“Måske gør han det for at holde øje med os. Som om vi ikke må stikke af...” sagde en af pigerne. “Som om de skjuler noget for os,” fortsatte hun.
“Det kan godt være,” sagde Tom eftertænksomt. “Men hvad kunne det være?”
“Det kan vi kun finde ud af, hvis jeg sniger mig efter dæmonen,” sagde jeg. 

Det var en meget kedelig og langtrukken dag. Den gik bare med at snakke om alt og intet, lige indtil det blev aftensmadstid. Så snart dæmonen havde fulgt os hen til træbordet, hvor vi skulle spise aftensmad, fulgte jeg efter dæmonen, da han var gået ind ad døren til gangen. Jeg listede så lydløst som muligt efter ham, og mit hjerte hamrede helt oppe i halsen. Det føltes som en evighed, før dæmonen drejede ud i en ny gang. Her stoppede han op og så sig omkring. Jeg fandt et hul i væggen, som jeg gemte mig i. Det var lige præcis i min størrelse. Dæmonen gik videre, mens han fløjtede for sig selv. Jeg listede efter ham igen, og efter et stykke tid stoppede han op foran en dør. Han åbnede den og trådte ind ad den. Jeg stillede mig foran døren og kiggede igennem nøglehullet.
“Vi tager ham den fede i aften,” hørte jeg en stemme sige. Skelettet. Dæmonen snakkede med skelettet.
“Og du har øksen og bedøvelsesmidlet?” spurgte han skelettet, som nikkede ivrigt.
“Godt,” sagde dæmonen. “Vi mødes her ved midnatstid,” fortsatte han og begyndte at gå mod døren. Jeg klamrede mig til væggen, og bad til, at han ikke så mig. Men det gjorde han heldigvis ikke. Han gik bare direkte forbi mig. Heldigvis skulle han ikke gå samme vej, så jeg kunne bare gå tilbage til hallen, hvor de andre stadig sad og spiste aftensmad. Jeg havde det som om, at jeg skulle kaste op. Jeg havde virkelig ondt af Søren og alle de andre børn. Tænk, at de skulle lide denne forfærdelige skæbne!  Jeg satte mig tavs ved bordet, og gloede på maden. Jeg var slet ikke sulten efter den samtale, jeg havde overhørt. Min appetit var lige røget en tur i vasken.
“Hvad så, Lea?” spurgte Tom. “Fandt du af noget?”
Jeg svarede ikke med det samme, da jeg rystede så meget af skræk, at jeg vidste, at min stemme ville knække, hvis jeg sagde noget.
“Er du okay, Lea?” spurgte Søren, og lagde en arm om min skulder.
“Ja... eller nej... der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle jer,” indrømmede jeg stille. “Hvad er det?” spurgte Tom nysgerrigt.
Jeg fortalte de andre, hvad jeg havde fundet ud af. Nogle blev helt mundlamme, efter min fortælling. Andre begyndte at skrige og græde.
“Hold så mund! Dæmonerne kan måske høre os!” råbte jeg.
Så blev der helt stille. Ingen sagde noget.
“Jeg skal nok få sat en stopper for det her. På et eller andet tidspunkt,” lovede jeg, efter et stykke tids tavshed. Men jeg var ikke sikker på, om jeg kunne holde mit løfte. Søren var nærmest helt utrøstelig. Jeg vidste ikke mine levende råd!
“Jeg har brug for hjælp til at få det her løst. Tom og jeg kan ikke gøre det alene,” indrømmede jeg. Søren og de andre var villige til at hjælpe til.
“Men hvordan skal vi finde ud af det?” spurgte en af pigerne. “Vi har chancen nu,” sagde Søren.
“Du og Tom kan gå hen og se, om I kan overhøre flere samtaler,” fortsatte han, som om det var så let som at klø sig i nakken. Jeg tænkte mig lidt om. Men han havde ret. Der var ikke rigtig andet at gøre. “Okay. Men vi har brug for en frivillig til at komme med os,” sagde jeg. “Jeg kan godt tage med,” sagde en af pigerne, der hed Sarah. Hun var iført en rød trøje og et par cowboybukser. “Fint!” sagde jeg. “Så går vi.”
Vi rejste os og gik mod døren. Toms tænder klaprede af skræk, og jeg måtte tysse på ham flere gange, inden han stoppede. Vi gik i tavshed på den lange gang, som virkede endeløs.
“Ved du godt, at Søren kan lide dig, Lea?” sagde Sarah pludselig. Jeg kunne mærke, at jeg rødmede igen.
“Kan du lide ham?” spurgte hun nysgerrigt.
“Nej... jeg kan ikke lide ham på den måde,” sagde jeg stille og kiggede ned i jorden. Jeg kunne mærke, at jeg rødmede som en tomat, og jeg ville ikke have, at Sarah skulle se det.
“Men hvorfor rødmer du så?” spurgte Sarah.
Hun kunne åbenbart godt se det i skæret fra faklerne.
“Okay, måske bare en lille smule. Men også kun lidt,” indrømmede jeg. Jeg havde aldrig været interesseret i drenge, men det var noget andet med Søren. Jeg havde virkelig ondt af ham, da han havde haft en virkelig svær barndom, indtil videre. Han fortalte, at hans forældre var alkoholikere, og de var derfor næsten altid på afvænning. Derfor blev han passet af sin bedstemor, hvilket resulterede i, at han blev mobbet i skolen. Jeg gik i mine egne tanker, og jeg kom først ud af min drømmeverden, da vi kom til en ny dør. Den dør, hvor jeg havde stået og overhørt samtalerne. Vi listede os forsigtigt hen til nøglehullet og kiggede ind. Men vi kunne ikke se noget, da det så ud til, at der var bælgmørkt inde i rummet. Men pludselig blev den åbnet af sig selv, og vi kunne gå ind. Jeg kiggede på Tom og Sarah og de nikkede bekræftende med hovederne. Jeg listede ind og famlede efter en kontakt. Jeg fandt den, trykkede den ned... Og opdagede til min store skræk, at den ikke virkede!
“Vi bliver vel nødt til at udforske rummet alligevel,” sagde jeg og gik ind. Noget slimet bugtede sig op ad mit ben. Og jeg kunne høre en hvislende lyd komme nærmere og nærmere. Jeg prøvede at bevæge mig, men kunne ikke. Jeg kom til frem til den konklusion, at en slange var i færd med at kvæle mig! Til mit held opdagede Tom, at stikket til stikkontakten lå et stykke foran ham. Han satte det i og tændte lyset. Slangen lagde sig slapt ned igen, og den holdt op med at forsøge at kvæle mig.
“Hvad gik det ud på?” sagde Sarah.
“Selvfølgelig! Slangen er kun vågen i dagslys!” sagde Tom. I det samme smækkede døren i, og lyset gik ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...