Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :)

De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

1Likes
6Kommentarer
524Visninger
AA

9. Den venlige vampyr

Jeg kunne mærke, at hvidløgene brændte i min mund. Jeg kunne næsten ikke få vejret længere, men på en eller anden måde lykkedes det mig, at komme over på den anden side. Jeg kunne se, at Tom havde tabt sit hvidløg. 

“U-undskyld, Lea. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at svare stemmen igen,” indrømmede Tom og så ned i jorden. 

“Pyt med det. Det vigtigste er, at vi alle tre er i live. De der hvidløg skal nok ikke bruges til noget vigtigt,” sagde jeg kort. 

Vi begyndte at gå videre i tavshed. Ikke ret langt foran os var der en dør af træ. Og håndtaget havde form som en vampyr. 

“Adgang strengt forbudt,” stod der med blodrøde blokbogstaver på døren. 

“Hvad skal det betyde?” spurgte jeg undrende. 

“Det betyder selvfølgelig, at der er noget mega cool derinde! Noget som vi burde undersøge!” sagde Tom ivrigt, og før jeg kunne nå at protestere, havde han taget fat i håndtaget. 

Døren gik op med øresønderrivende knirkende lyd. Der var helt mørkt på den anden side af døren. Vi stirrede på hinanden og gik indenfor. Da vi gik ind ad døren, blev rummet automatisk oplyst af en lampe, der sad i loftet. Der var næsten ingenting i rummet, bortset fra tre kister. Men de var ikke i vores størrelse. De var meget større, og desuden var de lavet af sten. Der var et blodrødt kors af træ på midten af kisterne. 

“Skal vi åbne dem?” spurgte Tom. 

“Nej, det er nok ikke nogen god idé,” protesterede jeg. Jeg så mig om efter en udgang, men der var ikke nogen i øjekast. Jeg kunne kun se paneler på væggene og de tre kister, som vi nok blev nødt til at åbne. 

“Måske kan vi få en ledetråd til udgangen, hvis vi åbner kisterne,” foreslog Tom. “Det er ikke nogen dum idé, Tom!” sagde Sarah ivrigt. “Hvem stemmer for, at vi skal åbne kisterne?” 

Efter en håndsoprækningrunde, var jeg den eneste, der stod tilbage. Jeg ville simpelthen ikke tage risikoen! 

“Vi er to mod én,” sagde Tom drillende. 

“Tom! Det her er ikke for sjov! Vi svæver mellem liv og død konstant i denne mission! Og vi kan dø, hvis vi ikke passer på.  Jeg tør simpelthen ikke gøre det. Det er alt for farligt!” protesterede jeg vredt. 

Tom så måbende på mig. Han var ikke vant til at blive sat på plads på den måde. 

“Jeg ved, at vi kan dø hvert sekund. Men jeg synes virkelig vi bør tage chancen med de kister. Vi har allerede mistet en hel flok nye venner pga. vores skødesløshed. Den eneste grund til du ikke tør, er fordi du er bange for det ukendte. Fordi du kun er bange for frygten i sig selv. Og jeg vil ikke afslutte mit liv her i dette rum,” fortsatte Tom.

Sarah og jeg stirrede på hinanden. Inderst inde vidste jeg, at Tom havde ret. Vi blev nødt til at gøre det. Jeg sukkede opgivende. 

“Ja okay, du har ret,” indrømmede jeg.

Jeg tog en dyb indånding og gik hen til en af kisterne og åbnede den forsigtigt. Jeg kunne se en sort kappe. Og noget sort hår. Efterhånden som jeg åbnede kisten, kom et ligblegt ansigt til syne. Jeg konkluderede, at der lå en mand i kisten. Hans øjne var lukkede, og han trak vejret i rolige taktfaste åndedrag. Tom og Sarah havde også åbnet deres kister. Og de skreg af de lungers fulde kraft i kor.

“D-det… Det kan vel ikke være…?” sagde Sarah med rystende stemme. “Jo, det er!” svarede jeg. “Men bare rolig, de fleste vampyrer er venlige. I hvert fald har vi mødt en virkelig flink vampyr før.”

Tom bemærkede vampyrens seddel, og tog den ud af hånden på vampyren. 

“Tom, jeg tror ikke…” begyndte jeg, men stoppede min talestrøm, da vampyren rørte på sig. Han satte sig helt op og børstede sin kappe for ikke-eksisterende støv. 

“Hm…” mumlede han, idet han slog øjnene op. 

“Jeg har sovet i 40 år. Og jeg er skrupsulten. Måske ville det være godt, at få noget at spise,” mumlede han med en meget hæs stemme. Det lød som om, at den ikke har været brugt i meget lang tid. Han slikkede sig om munden. Hans hugtand skinnede kraftigt i lampens skær.

Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, hvad han havde tænkt sig at gøre. Vi begyndte at bakke langsomt bagud, men vi nåede ikke at komme ret langt, før jeg kunne mærke at noget greb fat i mig bagfra. Det var vampyren fra Sarah’s kiste. 

“Farvel, små møgunger. Det var flot, at I nåede så langt. Men nu er det slut med jer!” lo han og slikkede sig om munden. 

“Stop! I må ikke gøre ungerne noget,” lød en stemme bag os. 

Jeg vendte mig måbende mod vampyren, der stod foran os. Han spærrede vejen for de andre vampyrer, der kun var ude på at æde os. Jeg kunne genkende stemmen. Men jeg kunne ikke huske, hvor jeg havde hørt den. Hvis jeg overhovedet havde hørt den… Dylan, tænkte jeg. Det var ham! 

“Dylan!” råbte jeg. “Hvad… hvordan…?” fortsatte jeg forvirret. 

“Jeg forklarer senere,” sagde Dylan. “Nu skal vi først have skaffet de andre to vampyrer af vejen!” 

Tom og jeg var helt mundlamme. Men det varede ikke længe, før Dylan gav os instrukser om, at kaste hvidløgene efter vampyrerne. Vi gjorde som han befalede, og kastede hvidløgene mod vampyrerne. Dylan måtte gemme sig i et af kisterne, da han selvfølgelig ikke kunne tåle hvidløgene. Men Tom ramte ikke i første forsøg. Hvidløget lå et godt stykke bag vampyren, som var ude efter os. Han skulle lige til at løbe, men forgæves. Vampyren havde allerede grebet fat i ham, og han var stærk som en okse. Tom sprællede og forsøgte desperat at vriste sig fri. 

“Hvis du vi have ham, skal du først forbi mig,” sagde jeg og spærrede vejen for vampyren. Nu kunne Tom vinde tid til at samle hvidløget op. Sarah stod bag mig og rystede af skræk. Det lykkedes Tom, at få fat i hvidløget og kaste det på vampyren. Den faldt slapt ned på jorden, og det samme gjorde den anden vampyr, som Sarah lige havde overmandet med hvidløg. “Godt klaret, unger!” sagde Dylan, da der var fri bane. 

Men Dylan lignede ikke sig selv. Han var en helt anden figur! Hans kappe og hår var stadig sort, men hans ansigtstræk stemmede ikke overens med sin tidligere fysiologi. Han var mere rynket og ligbleg end nogensinde før. Hans hugtand var længere, og den så mere dominerende og frygtindgydende ud, fordi der var størknet blod på den.

“Du ligner slet ikke dig selv,” sagde jeg, da jeg havde studeret hans ansigt. Dylan rømmede sig, før han svarede: “Jeg fik et kald om, at I var i fare. Og at I befandt jer i dette hus. Jeg følte, at jeg måtte gøre noget. Jeg har faktisk været hos jer hele tiden,” fortalte han. Tom og jeg stirrede på hinanden. Og Sarah stod med åben mund og polypper. Dylan så op på mig med et medlidende blik. 

“Jeg besatte skelettet, da du skrev i din dagbog, Lea. Det var derfor skelettet kunne rette sig efter dine ord. Hvis ikke jeg havde gjort det, så ville din plan ikke have virket. Skelettet er ikke så dum, som han ser ud til. Når han først har lært få ord, så kan han blive levende, og gøre alle mulige forfærdelige ting ved folk - og endda langt værre ting end det I har oplevet,” fortsatte han. 

“Men… vi kunne jo ikke se dig. Og hvorfor viste du dig ikke bare?” spurgte Sarah nysgerrigt. Det var første gang i lang tid, hun havde sagt noget. “Tja… jeg er jo kun en ånd, og ånder er i realiteten usynlige. De viser sig ikke for hvem som helst. Og måske havde jeg lokket jer endnu mere i fedtefadet, hvis jeg viste mig for jer. Dæmonen er ikke så dum. Men jeg har givet ham noget meget stærkt sovemedicin, så han ikke ville kunne opdage jeres forsvindingsnummer,” sagde Dylan kort. 

“Men hvad med stemmen?” spurgte Tom. “Altså stemmen ved kisterne og ved lavaen…” 

“Den er ganske rigtigt mekanisk. Og det var virkelig godt, at I ikke svarede den igen! Det kunne have kostet jer livet,” sagde Dylan. 

“Men hvad gør vi nu?” spurgte jeg. “Vi er da ikke fanget her for altid, vel?” spurgte jeg bange. 

“Nej. Vi skal blot vente på, at en af panelerne vil glide til side, så vi kan komme ud herfra,” sagde Dylan, som om det var noget han gjorde hver dag, og kastede et blik på panelerne. Han havde knap nok sagt det, før en rungende lyd fangede min opmærksomhed. Det var en af panelerne, der gled til side. Nu kunne vi endelig komme ud! Men der var så lavt til loftet, at vi måtte kravle ud af panelet. Det viste sig, at panelet førte til en meget smal tunnel. For at komme ud af den krævede det, at vi kravlede på alle fire. Jeg kunne næsten ikke være derinde, og jeg kom i tanke om, at der næppe ville være plads til Søren. Dylan havde virkelig svært ved, at komme igennem tunnelen. Han blev nødt til at lægge sig ned, men selv det var problematisk for ham. Han var ved at sidde fast flere gange. Min pyjamas var så beskidt, at man ikke længere kunne se dens oprindelige farve. Og jeg havde sikkert fået en masse spindelvæv i hovedet. På et tidspunkt slugte jeg en kæmpestor edderkop, der var fløjet ind i min mund. Jeg håbede for alt i verden, at den ikke var giftig. Efter en evighed, kunne vi se en rist et stykke fremme. Vi kunne ikke se, hvad der var på den anden side, og jeg frygtede, at vi var kommet til et meget slemt sted. Med forenede kræfter lykkedes det mig og Dylan at få risten op. Udenfor risten var der ikke andet end en hvid væg. Jeg forventede, at høre et bump fra risen, når den landede. Men til min forbavselse skete det ikke. Der var kun tåge, som forhindrede mig i at identificere stedet. 

“Vi bliver nødt til at gøre det,” sagde jeg stille og kiggede på de andre. “Jeg går først,” sagde Dylan og kravlede hen til kanten af risten. Før jeg kunne sige hverken fra eller til, var Dylan sprunget ned i det ukendte. Jeg hørte heller ikke bumpet fra Dylan, så der måtte være meget langt ned til afgrunden. Hvis der overhovedet var en afgrund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...