Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :)

De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

1Likes
6Kommentarer
582Visninger
AA

8. Den mystiske stemme

I det samme gik døren til rummet op, og dæmonen og skelettet kom ind. “Hvis I laver numre med os, eller forsøger at stikke af, så bliver det værst for jer selv!” sagde dæmonen med et ondskabsfuldt grin. Så gik de deres vej igen. 

Da jeg var helt sikker på, at de var gået, fortalte jeg de andre om min plan. Og de syntes også, at det var en god idé. Jeg begyndte at lede efter en blyant og fandt en blandt de mange forbandede bøger. Dæmonenerne havde åbenbart været dumme nok til at efterlade den der, tænkte jeg. Jeg fandt vores anonyme bog frem og skrev: 

“Synes du ikke det er lidt synd, at spærre børnene inde?”

Jeg kunne høre skelettet og dæmonen snakke højt ude på gangen. 

“Hvad mener du?” kunne jeg høre dæmonen sige højt. “De fortjener at dø! Blive ædt ligesom de andre møgunger!” fortsatte han. 

Jeg skrev: “Jeg synes altså det er ved at gå for vidt. Og jeg kan ikke lide tanken om det.”

Jeg kunne høre skelettet gentage de selv samme ord, som jeg lige havde skrevet. Vi kiggede på hinanden, og vi var lige ved at flække af grin, på trods af Sørens død. 

Så kunne vi høre dæmonen svare: “Du er godt nok en svagpisser! Husk på, at du er en del af det onde. Hvis du ikke retter dig efter os, så bliver det værst for dig selv.”

Jeg skrev: “Det ved jeg godt. Men jeg synes stadig det er synd. Jeg vil ikke længere være en del af det onde, hvis vi ikke lader børnene komme hjem igen.”

Skelettet gentog de selv samme ord. 

“Tror du jeg er dum!? Selvfølgelig vil jeg ikke lukke børnene ud! Du er kun en svagpisser!” råbte dæmonen. 

Jeg skrev: “Hvis du ikke lukker børnene ud, så gør jeg det.”

Nu var dæmonen virkelig vred. “Du må IKKE lukke børnene ud! Det kan du godt glemme alt om!” 

Jeg skrev: “Jeg vil ikke være en del af det onde.”

Skelettet gentog de selv samme ord. 

“Jamen hvem skal så være min medhjælper!?” råbte dæmonen vredt. “Jeg har jo kun dig. Hvis du forlader det onde, så har jeg ingen,” fortsatte han.

Jeg skrev: “Jeg vil kun fortsætte, hvis du lukker børnene ud.”

Dæmonen var nærmest opgivende. “Okay så. Men det er fandeme ikke mig, der skal have skylden, hvis de laver ballade. Eller værre endnu: hvis de stikker af.”

Jeg skyndte mig at lukke bogen, og vi så op på dæmonen med det mest uskyldige og ulykkelige ansigt, da han kom ind i rummet. 

“Vi har besluttet os for at slippe jer fri,” meddelte dæmonen. 

Vi så op på ham med det mest måbende ansigt. Dæmonen fandt nøglen til buret, låste det op og åbnede det.

“Hvis I laver numre bliver det værst for jer selv,” sagde dæmonen kort og gik sin vej. 

Jeg tog bogen og blyanten og gemte dem under min natkjole. Dæmonen måtte for alt i verden ikke se bogen! Dæmonen gik sin vej igen, og vi havde frihed til at gøre, hvad vi ville. 

“Hvad fanden gør vi nu? Vi har ikke noget lys til at finde vej med!” sagde Tom bange. “Vi bliver nødt til at følge vores instinkter. Der er ikke andet at gøre,” sagde jeg.

Vi gik ud af rummet i tavshed. Der var bælgmørkt, og vi kunne ikke se en skid. Jeg var virkelig angst for at træde forkert, pga. mørket og alle vores uhyggelige oplevelser. Det havde virkelig givet mig ar på sjælen. Det forbandede hus virkede som et luksus-hotel og det rene barnemad i forhold til vores oplevelser her. Jeg hadede og frygtede tanken om, at hvert eneste fejltrin kunne koste os livet.

Jeg havde overhovedet ingen anelse om, hvor længe vi var gået, da vi standsede foran en ny dør. Det gik op for mig, at vi var havnet i en blindgyde, og det var umuligt at komme videre. Medmindre vi kunne komme igennem døren. Jeg famlede mig frem efter håndtaget, og det lykkedes mig at finde det. Men før vi kunne nå at sige hverken fra eller til, åbnede døren af sig selv med en knirkende lyd, der flænsede stilheden.  Der var selvfølgelig bælgmørkt, og vi måtte klamre os til væggen, da vi gik ned ad en meget stejl trappe. Efter 150 trin var vi nede for foden af trappen. Der var stadig bælgmørkt, og vi kunne ikke se noget som helst. Vi gik i tavshed, og det var som om, at mit hjerte var ved at sprænge igennem min brystkasse. Efter ca. ti minutters gang, stoppede vi foran en lysning, der blev oplyst af fakler. Og inde i lysningen var der tre kister, som var i vores størrelse. De var lavet af træ. Jeg fandt et gammelt pergament, hvor der stod: Læg jer i kisterne. Og lad dem vise vejen. 

Jeg havde overhovedet ikke lyst til, at lægge mig i de kister! Og min intuition fortalte, at det ikke var nogen god idé. Først nu bemærkede jeg, at der var en trædør bagved kisterne. Håndtaget havde form som et dødningehoved. Lyden af rindende vand kunne høres i baggrunden, da trædøren blev åbnet for næsen af os. Det gik op for mig, at kisterne var bundet fast til et søm, så de ikke kunne flyde med strømmen.

“Vi bliver vel nødt til at gøre det,” sagde jeg stille. 

Jeg kunne se på de andre, at de ikke var meget for det. Men vi blev enige om, at det var det eneste rigtige at gøre. Vi omfavnede hinanden og sagde farvel, inden vi lagde os ned i kisterne. Bare for en sikkerheds skyld. For vi havde ingen idé om farerne, der kunne lure i mørket…

“Luk kisterne,” befalede en fjern, mørk stemme. 

Jeg havde ingen chance for at se, hvem den tilhørte, men det var også ligemeget, da vi skulle væk herfra i en fart. Jeg konkluderede, at stemmen kunne være mekanisk. Jeg lagde mig ned i kisten og lukkede den.

Vi sejlede ned ad tunnelen med lynets hast. Vi sejlede så hurtigt, at jeg var ved at falde ud af kisten flere gange. Nu forstod jeg, hvorfor vi skulle lukke kisterne. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at blive liggende i den. Til sidst var strømmen helt stille, og kisten stoppede brat op. Jeg faldt ud af kisten og landede i vandet med et plask. Heldigvis kunne jeg sagtens svømme, så det var ikke noget problem - bortset fra, at vandet var iskoldt! 

“Tag jer i agt… Der er ingen, der har overlevet disse forhindringer,” sagde den samme mørke stemme i det fjerne. 

Jeg ignorerede stemmen og svømmede mod bredden, som var et stykke fremme. Jeg vendte mig mod vandet, da mine handlinger blev afbrudt af en knasende lyd. Vandet var frosset til is! Jeg kunne høre Tom og Sarah skrige i det fjerne. De faldt også ud af deres kiste, da de standsede ved bredden. Med meget besvær lykkedes det Tom og Sarah at kravle hen til mig. Tom var helt blå af kulde. 

“Kom, vi må videre!” sagde jeg. 

Mens vi gik kunne jeg mærke, at det blev varmere og varmere. Tom holdt op med at fryse, så det var en fordel ved det. Men årsagen til varmen var ikke ligefrem lutterlagkage. Der var en kæmpestor sø af lava et stykke foran os. Og der røg en masse gløder op i luften. Oppe i loftet var der et tov og der var en trappe, som førte derop. Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Og jeg vidste ikke, om vi skulle tage risikoen eller ej, fordi der lå knogler overalt. 

“Vi bliver nødt til at klatre over på den anden side. Ved at holde fast i tovet,” sagde Sarah. 

“Det er den enste måde, vi kan komme over på den anden side af lavaen på,” fortsatte hun.

Jeg og Tom var enige med hende. Vi havde ikke noget valg. Derfor fulgtes vi ad op ad trappen. Og da vi stod på toppen, forsvandt trappetrinene i lavaen. 

“Ja, så er der vel ingen vej tilbage nu,” sagde Tom. 

Til vores overraskelse lå der en kasse med hvidløg foran os. “Jeg har en fornemmelse af, at vi skal bruge løgene til noget. Men til hvad ved jeg dog ikke,” sagde jeg.

Vi tog et hvidløg hver, og vi blev nødt til at have dem i munden, når vi skulle klatre. Jeg tog en dyb indånding, tog hvidløget i munden og greb fat i tovet med begge hænder. 

“Neeej, Lea!” skreg Tom med sine lungers fulde kraft. Jeg kunne se, at toppen af trappen var begyndt at ryste. 

“Hvad venter I på!? Kom nu!” råbte jeg tilbage med munden fuld af hvidløg. 

Jeg var ikke sikker på, om de kunne høre mig. Men jeg kunne se, at de havde fattet min hentydning, og de fulgte mit eksempel. Jeg klamrede mig fast til tovet, som svajede hårdt i luften for hver bevægelse vi foretog. 

 

“I er nogle slapsvanse… Nogle svagpisserere. I lod de andre være i stikken, imens i kun ville redde jeres eget skind. I er ikke spor anderledes end de andre. I er bare nogle tabere. I er BANGE for at gøre en forskel. Bange for at være anderledes. I har ikke mod på noget som helst! Jeg ville være flov over, at være jeres mor,” lød en mørk stemme i det fjerne. 

 

Jeg var sikker på, at stemmen kun var ude på, at få os til at tabe hvidløgene. Så jeg ignorerede stemmen og fortsatte med at klatre ihærdigt på tovet. 

 

“I mennesker bestiller ikke andet end at svine hinanden til og ødelægge naturen. I er bare så grådige og pengegriske. Villle det ikke være herligt at dø? Så slipper I for at skulle være en del af det samfund. I fortjener ikke at leve!” lød stemmen igen.

Jeg ignorerede atter stemmen, og fortsatte med at klatre på tovet. Jeg ville under alle omstændigheder ikke tillade mig selv, at lade en mekanisk stemme ødelægge vores flugt! 

 

“I er bare så dumme. Jeres liv er meningsløst, fordi I ikke er som alle de andre.”

 

På nogle punkter var jeg meget enig i hvad stemmen sagde. Men jeg var bange for at svare igen, fordi jeg vidste, at vi ville være dødsens, hvis vi tabte hvidløgene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...