Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :) De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

0Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

4. Den mærkværdige lyd

Da jeg vågnede næste morgen, var jeg meget træt. Jeg havde det som om, at jeg ikke havde sovet i fjorten dage. Jeg rejste mig forsigtigt op i sengen og så på hylden. Først kunne jeg ikke se noget, men efter nærmere eftersyn opdagede jeg, at skellettet var på nøjagtig samme sted som før. Jeg blev først meget bange, men kom i tanke om, hvor meget Tom elskede at skræmme folk med pranks. Dette her kunne ligne ham! Jeg stormede ind på hans værelse, men han sad og spillede Minecraft på sin computer.
“Er du ude på at skræmme livet af mig, eller hvad? Har du taget skellettet ind på mit værelse igen?” spurgte jeg vredt.
“Jeg aner ikke, hvad du taler om,” sagde Tom kort, og fortsatte med at bygge sin borg i spillet.
“Du lyver! Jeg ved godt, at skellettet ikke er levende. Jeg lagde det på spisebordet i nat, fordi jeg var for bange til at kunne sove. Og så var det der igen på hylden i morges. Jeg havde ikke selv taget det op igen,” sagde jeg, nu i en meget vred tone. 

Tom stoppede alt, hvad han havde gang i, og gloede på mig med et ligblegt ansigt.
“T-Tom... Er du... o-okay...?” stammede jeg, da jeg så hans ligblege fjæs. Jeg kunne konkludere, at han altså talte sandt.
“Ja, det tror jeg,” sagde Tom stille. “Så det vil altså sige, at...?”
“Skellettet er levende. Men det kan umuligt passe,” fortsatte jeg.
“I nat laver vi en udredning. Du låser døren til dit værelse, og jeg låser min dør. Og døren til stuen,” sagde Tom, og vi gav hinanden high-five.

Det var som om, at dagen sneglede sig af sted. Jeg bestilte ikke andet end at glo fjernsyn, og Tom spillede på sin computer. Det var en meget kedelig dag. Jeg orkede ikke, at lave mad, så vi bestilte bare pizza fra pizzariet. Men vores forældre havde også givet lov til det, så det var ikke noget problem. Først da det blev aften, og jeg sad og så tv, blev jeg bange. Jeg var virkelig bange for, hvad der ville ske i løbet af natten. Hold nu op, Lea! Der sker jo ikke noget! Protesterede mine tanker. Jeg slukkede for fjernsynet og fandt “den forbudte bog” frem. Jeg bladrede den igennem flere gange. Men det var rigtigt - det jeg havde skrevet, var ganske rigtigt forsvundet. Måske var det bare indbildning, tænkte jeg. Eller måske havde jeg i virkeligheden slet ikke skrevet noget i bogen... En intens, mærkværdig puslen, afbrød mine tanker og fik mig til at vende mig mod hylden med et sæt. Jeg stirrede på skellets udhulede øjne, der gloede lumsk på mig. Det var som om, at det stirrede direkte gennem min sjæl. Som om det havde tænkt sig at æde mig. Flå mig i småstykker.
“Du kan tro nej, min fine ven! Nu skal du ned i stuen!” sagde jeg, og tog skellettet op, gik ned af trappen og fortsatte ind i stuen, hvor jeg satte det på spisebordet. Jeg fandt nøglen til stuen, som lå under dørmåtten i entreen. Jeg lukkede døren til stuen og låste den. Jeg sukkede lettet, og gik ind på badeværelset, for at børste tænder og tage nattøj på. Mens jeg børstede tænder, blev jeg ved med at tænke på, hvor latterligt det var. Et ordentligt bump fra køkkenet, gjorde mig nærværende igen. Og i det næste øjeblik var det som om, at mit hjerte gik i stå. Som om nogen havde sprættet mig op indefra og fjernet alle mine organer. Mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg troede, at min brystkasse skulle sprænges. Jeg begyndte at svede, i takt med min voldsomme hjertebanken.  


HVAD FANDEN HAR DU GANG I, LEA!? 
SELVFØLGELIG ER SKELETTET IKKE LEVENDE!
TAG DIG SAMMEN!
DU OVERTÆNKER ALTID ALTING!
DU ER SINDSSYG, LEA!
DU BURDE INDLÆGGES PÅ DEN LUKKEDE AFDELING!
STOP NU, FORHELVEDE!!!


Jeg åbnede forsigtigt døren til badeværelset, og kiggede ud på gangen.
“T-Tom? Er du her?” kaldte jeg ud i rummet.

Intet svar. Jeg tog en dyb indånding og listede ud til køkkendøren, som var åben på klem. Så vidt jeg kunne se, var der helt mørkt ude i køkkenet. Jeg åbnede døren, tændte lyset og så mig omkring. Alle køkkenskufferne var blevet åbnet. Og den største og skarpeste kniv lå kun et par centimeter fra døren til køkkenet.                                             

Jeg blev enig med mig selv om, at jeg vist godt kunne tillade mig at skrige. Og jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Et par minutter senere kom Tom løbende.
“Hvad skriger du for?” spurgte Tom. Jeg var alt for lamslået til at kunne svare. I stedet pegede jeg på scenariet i køkkenet.
“Det var ikke mig,” sagde jeg, da jeg var kommet til mig selv.
“Men hvem...?” spurgte han. “Jeg har ingen anelse,” svarede jeg.
“Det var nok bare et dyr. Men vi bliver vel nødt til at rydde op,” sagde Tom, som om det skete hver dag.  

Jeg nikkede, og vi gik i gang. Efter et par minutter var køkkenet så godt som nyt, og alting var på plads igen.
“Men Tom,” begyndte jeg, da vi var færdige med at rydde op.
“Et dyr kan da ikke åbne alle køkkenskufferne på én gang,” påpegede jeg. “Nej, det er rigtig nok. Men hvad kan det ellers være?” spurgte han.
Jeg kiggede mig omkring, og først nu lagde jeg mærke til skellettet, der sad på toppen af et skab. Jeg kunne heldigvis nå det, hvis jeg stod på tæer. Jeg tog det op og skulede ad det.
“Du tror da ikke for alvor på, at det er levende, vel?” spurgte Tom drillende. “Nej. Jeg ved godt, at det ikke er levende,” sagde jeg kort.
Jeg magtede ikke, at diskutere med ham. Nu var det lige pludselig ham, der var den “voksne” og jeg var den mindste. Altså lige i denne situation. “Jeg går i seng nu. Godnat, Lea,” sagde Tom og gik ud på badeværelset. Jeg tog skellettet op, lagde det i stuen og låste døren. Så gik jeg op af trapperne, for at gå i seng.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...