Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :) De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

0Likes
0Kommentarer
214Visninger
AA

2. "Den forbudte bog"

Da vi kom hjem, og havde taget vores overtøj af, gik jeg op på mit værelse, og lagde skelettet samt bogen på en træhylde, der var fastgjort til den gulmalede væg. Mit værelse var lille, men hyggeligt og enkelt møbleret. Jeg havde altid foretrukket det sådan. Jeg tog min gamle dagbog frem fra en kommodeskuffe. Jeg begyndte at bladre i den. Den var efterhånden blevet fyldt op af mine private tanker. Jeg sukkede og lagde den tilbage igen. Måske ville det være godt, at få den skiftet ud. Så kom jeg i tanke om “den forbudte bog” der lå på hylden. Det kunne jo ikke skade at begynde at skrive i den. Først tænkte jeg, at det var en dårlig idé, men så kom jeg i tanke om, hvordan jeg altid overtænkte ting. Det var aldrig godt, at overtænke ting, og jeg havde desværre dårlige erfaringer med det. Det var bare nogle små børn, der havde lavet en prank. Sådan måtte det være. Jeg åbnede forsigtigt bogen, og strøg de blanke, støvede sider, der næsten fik mig til at nyse. Jeg fandt en blyant fra den samme kommodeskuffe, og begyndte at tænke over, hvad jeg mon kunne skrive i sådan en åndssvag bog. Uden at tænke over det, skrev jeg med blokbogstaver: “Mit navn er Lea, og jeg er 13 år.”

Det begyndte godt. Men jeg måtte finde på mere. Det var som om, at jeg ikke kunne stoppe med at skrive igen. Jeg skrev: “Jeg har en lillebror, der hedder Tom. Han er dødirriterende og mega barnlig!” 

Jeg lukkede bogen i med et smæk. Jeg hørte noget pusle. Men hvad kunne det være? Jeg så mig omkring, og mit blik faldt på skellettet, der stirrede lumsk på mig med sine udhulede øjne. Var det bare mig, der var blevet sindssyg, eller havde det flyttet sig? Jeg fik kuldegysninger, og i et øjeblik var det som om, at min krop var frosset. Jeg kunne ikke bevæge mig, overhovedet! Værelset synes også at være blevet koldere. Nej, Lea, hold nu op! Du fucking overtænker alting! STOP SÅ! 

“Leeeeeaaaaa! Kommer du! Jeg er sulten!” råbte Toms stemme i det fjerne. Jeg blev nødt til at rejse mig, da jeg ikke havde noget valg. Men jeg var lettet over, at han havde kaldt på mig. Normalt fandt jeg det irriterende, men lige i denne situation var det noget helt andet. Jeg sukkede lettet, rejste mig fra stolen, skyndte mig at lukke døren og løb ind til Tom, der sad og ventede ved spisebordet i stuen.  

“Hvor har du været? Jeg er dødsulten!” sagde Tom. 

“Jeg har bare været oppe på mit værelse,” sagde jeg irriteret. “Men du kan gøre dig nyttig og hjælpe mig med aftensmaden,” fortsatte jeg og gik ud i køkkenet. Tom rejste sig og fulgte efter mig. Jeg åbnede køleskabet. Der var tomater, en agurk, salat, rugbrød og forskelligt pålæg. Jeg havde ikke overskud til at lave det store festmåltid i aften, så jeg fandt bare rugbrødet samt pålæg frem.

“Ej hvor er du kedelig, Lea!” brokkede Tom sig. “Jeg vil ikke have rugbrød!”

“Hvis du skal være så stædig, så må du lave din egen mad,” vrissede jeg. “Jeg vil ikke høre på dit brok!”
Jeg havde en del humørsvingninger, fordi jeg var kommet i puberteten.

Med fælles hjælp fik vi sat maden på bordet og dækket bord. Uden brok tog Tom en skive rugbrød på sin tallerken. Han fik smurt noget leverpostej på den med sin kniv, og jeg gjorde det samme. Vi sad og spiste i tavshed. Vi sagde ikke et eneste ord til hinanden.
“Mit navn er Lea og jeg er 13 år. Jeg har en lillebror, der hedder Tom. Han er dødirriterende og mega barnlig,”  lød en hviskende stemme i det fjerne.

Jeg stoppede alt, hvad jeg havde gang i, og lyttede intenst ud i rummet. Stemmen var forvundet. Måske var jeg virkelig ved at blive sindssyg! Tom gloede vredt på mig. “Lea! Hvad har du gang i? Du må ikke sige sådan noget!” råbte Tom. Han begyndte at græde. Han hylede, og jeg måtte tysse på ham. 

“Shhh! Det var ikke mig!” råbte jeg irriteret. “Jo, det var så! Hvem skulle det ellers være! Jeg sladrer til mor, når hun kommer hjem!” hylede han, og tårerne strømmede ud af hans øjne som et vandfald. “Hold din kæft! Det var ikke mig! Jeg sværger på æresord!” sagde jeg. 

Men Tom fortsatte bare med at hyle som en stukken gris. Jeg besluttede mig for, at gå op på mit værelse igen. Det kunne være, at Tom var blevet i bedre humør efter et par timer. Jeg hjalp Tom med at rydde af bordet, og ellers gik jeg bare op på mit værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...