Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :)

De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

1Likes
6Kommentarer
615Visninger
AA

10. Den anden dimension

Jeg bed mig selv i læben, tog en dyb indånding og sprang ned i det ukendte. Jeg kunne høre de andre følge mit eksempel. Det føltes som om, at jeg var havnet i verdens hurtigste rutsjebane. Jeg snurrede hurtigere og hurtigere rundt, og jeg havde sindssyg meget kvalme, fordi lufttrykket skar så hårdt indeni mig. 

Jeg landede på maven med et hårdt bump. Jeg var så udmattet efter snurriet, at jeg kun havde lyst til at sove. Jeg opdagede, at jeg lå ovenpå Dylans ryg.
“Jeg tror vi befinder os i et klasseværelse,” sagde Dylan.
Jeg satte mig op og kiggede mig omkring. Vi befandt os i mit klasseværelse. Men alting så meget anderledes ud. Folks pladser var fuldstændig rodede med bøger, der var revet itu. Og det store ur på væggen var røget ned på jorden. Glasset var gået i stykker og viserne fungerede ikke længere, fordi batterierne var faldet ud af den. Jeg kunne ikke se andre ødelagte ting i det sparsomme lys. Det eneste lys der var, stammede fra månelyset i vinduerne. Det lignede, at der var blevet eksploderet en bombe. Så vidt jeg kunne se, var en note på tavlen det eneste, der var velbevaret. Den mindede os om, at huske at lave matematik til efter ferien. Den var skrevet med kridt, og ingen havde rørt den siden jeg gik på ferie i sidste uge. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at græde. Matematik var mit hadefag, men lige nu ville jeg langt hellere lave matematik end at skulle igennem disse halsbrækkende, livsfarlige forhindringer. Jeg havde næsten lyst til at viske noten ud med tavlesvampen, men det ville ikke nytte noget lige nu. Jeg havde langt vigtigere ting at give mig til nu. 

“Vi befinder os i en anden dimension,” forklarede Dylan. “Derfor ser tingene ud, som de gør nu.”

“Men hvad laver vi her? Hvad gør vi nu?” spurgte jeg bange. 

Dylan skulle lige til at svare, da lyden af et ordentligt bump afbrød ham. Sarah og Tom landede ovenpå hinanden på samme tid. 

“Av, for satan da!” bandede Tom og tog sig til hovedet. Han havde fået en ordentlig bule i panden. 

“Det er godt, at det kun er en bule,” sagde Dylan. “Men vi må videre. Vi kan ikke ligge her for evigt,” fortsatte han og rejste sig op. 

Jeg viste vej til klassedøren, og åbnede den. Den var heldigvis ikke låst. Der var helt buldermørkt på gangen. Månen kunne ikke nå igennem vinduerne her, så vi kunne ingenting se. Men Tom og jeg kendte skolen, som vores egen bukselomme, så det var forholdsvis nemt at finde døren, der førte ud til gangen. Min klasse lå på øverste etage, og den lå længst væk fra gangen. Da vi kom ud på gangen, valgte jeg at gå til venstre. Hvis vi gik til højre, så ville vi bare komme ind på en gang, hvor der lå en række andre klasser. 

“Måske kan vi komme ud, hvis vi går ned til udgangen i aulaen,” sagde Tom ivrigt. 

“Det ville være et forsøg værd. Men jeg tror ikke, at dæmonen er så dum, at lade den dør stå åben for jer. Husk på, at vi befinder os i en anden dimension,” sagde Dylan.

Vi droppede idéen og gik videre på gangen, indtil vi kom til trappen. Jeg vidste præcis, hvor den var og jeg greb fat i gelænderet og gik forsigtigt ned ad trapperne.

Efter 20 trin stoppede vi op ved gangen, der tilhørte de mellemste klasser. Jeg havde en fornemmelse af, at der var farer på færde. Og min fornemmelse viste sig, at bære frugt, fordi vi hørte en hæs stemme sige: “Igor…Igor…Igor…” 

Jeg kom i tanke om Igor Madsen, min fysiklærer, som døde i en trafikulykke for et par uger siden. Han nød at give mig og mine klassekammerater tonsvis af lektier for. Han gav os tit opgaver for, som vi slet ikke havde lært. Og han hånede os hver gang vi lavede fejl. Han mobbede dem, der ikke kunne finde ud af deres lektier, og kaldte dem grimme ting. Engang havde jeg lavet et fysikforsøg forkert, og så syntes han åbenbart, at jeg var fatsvag. At jeg ikke duede til noget som helst, og at jeg aldrig ville blive til noget. Den dag, vi fik at vide, at han var død, var det svært at lade være med at holde masken. For de fleste elever på skolen var det en fest, men for de andre lærere var det en tragedie. De havde ingen anelse om, hvad der i virkeligheden foregik, når han underviste. 

“Lea, vi må væk herfra!” Dylans stemme afbrød mine tanker, og vi satte i løb. 

Det nærmeste lokale var fysiklokalet. Måske kunne vi gemme os derinde. Jeg vidste udmærket, hvor det var, og det varede ikke længe, før vi stod foran døren til fysiklokalet. Jeg åbnede døren, og vi skyndte os at løbe derind. 

“Hvad var det for en stemme?” spurgte jeg nysgerrigt. 

“Det ved jeg ikke,” sagde Dylan. “Men vi bliver nødt til at finde ud af det.” 

“Hvad med smartboardet?” spurgte Tom ivrigt, og pegede på smartboardet, der hang på væggen i den anden ende af lokalet. 

“God idé, Tom!” sagde jeg. 

Alle stolene, bordene og redskaberne i fysiklokalet var væltet, så det var svært at komme til den. Men det lykkedes da til sidst. Fysiklokalet vendte mod vest ligesom klasseværelset, hvilket betød, at månens stråler kunne trænge igennem vinduerne. På den måde kunne jeg se bogstaverne på tastaturet. Jeg havde forstået hans hentydning, og jeg gik hen og tændte for smartboardet. Den skrattede voldsomt, og i lang tid viste skærmen bare sort. Men endelig dukkede Windows-logoet op på skærmen, og efter endnu flere minutters ventetid, viste computerens kontoer sig. Jeg valgte Gæste-login og indtastede kodeordet. Kodeordet var kun Igor Madsen med små bogstaver i ét ord. “Smartboardet er meget langsommere end normalt, men det er bedre end ingenting,” sagde jeg.

“Måske er forbindelsen forsinket,” sagde Sarah. “Vi befinder os jo i en anden mission,” fortsatte hun. 

“Du har nok ret,” sagde jeg, og klikkede på internet-ikonet på skrivebordet. Men der var ingen forbindelse. Jeg havde glemt at tjekke signalstregerne, og de var selvfølgelig blanke. Jeg prøvede utallige gange at oprette forbindelse til vores Wi-Fi, men uden held. Det ville også være for godt til at være sandt, hvis skolens Wi-Fi virkede her i denne dimension. 

“Nå, men så ved vi i det mindste, at vi ikke kan komme på nettet her,” sagde Tom kort.  

“Igor… Igor…Igor,” lød den hæse stemme igen. 

“Vi må væk herfra!” råbte Dylan og satte i løb. Jeg løb efter ham med Tom og Sarah i hælende på mig. 

“Enten er Igor blevet til en zombie eller også er han en ond ånd. Jeg har læst alt om overnaturlige væsner. Men vi må nok lige tjekke på skolens bibliotek for en sikkerheds skyld,” sagde jeg, og satte kurs mod skolebiblioteket, der lå på samme etage. 

Det var forholdsvis let at komme derhen, men det var straks sværere at se noget indeni lokalet. Det vendte mod øst, og derfor kunne vi ikke se en skid. “Hm… Hvad med noget lys?” sagde Tom og famlede efter kontakten. Han fandt den, trykkede den ned og tændte lyset. Nu var hele lokalet oplyst. Men til min overraskelse, var der nogle helt andre bøger på reolerne, udover de almindelige bøger, som man kunne låne til hverdag. De havde titler som: Den store zombie-krig, Mennesker i andre dimensioner, Det store troldmands-leksikon og Sjove opgaver for vampyrer og alle andre væsner.

Vi måbede over titlerne og gik nysgerrigt hen til reolerne. Dylan havde lyst til at læse Sjove opgaver for vampyrer og alle andre væsner, så han tog bogen frem og begyndte at bladre i den. Han slog op på en tilfældig side i bogen.

“Prøv at se her,” sagde Dylan. “Her er en kryds og tværs, som I kender den i jeres verden. Hm… hvilket ord begynder med Z og har seks bogstaver?” 

“En zombie,” foreslog Tom. 

“Det er korrekt!” sagde Dylan. “Men vi har ikke tid til at løse kryds og tværs opgaver. Nu skal vi på zombie-jagt,” fortsatte han og satte bogen på plads igen. 

Jeg fandt rimelig hurtigt bogen om overnaturlige væsner, som jeg var blevet nødt til at aflevere for et par dage siden. Men jeg var glad for, at jeg gjorde det - ellers ville vi ikke kunne bruge den. 

Jeg kunne huske, at jeg engang læste noget om zombier i bogen, og fandt  hurtigt frem til afsnittet om zombierne. 

“Der står her, at zombier ikke kan kommunikere på nogen måde. Men hvad kan den stemme så stamme fra?” spurgte jeg undrende. 

“Jeg er sulten!” klagede Tom pludselig. 

Jeg sukkede opgivende. 

“Tom, vi har ikke tid til, at få noget at spise nu. Vi er på en livsvigtig mission,” sagde jeg irriteret. 

Jeg havde knap nok sagt det, før jeg kunne mærke min mave rumle som et arrigt rovdyr. Jeg havde fuldkommen mistet tidsfornemmelsen, og jeg anede ikke, hvor længe vi havde gået uden mad. 

“Jeg er faktisk også sulten,” indrømmede Sarah.

“Fair nok. Vi har også gået i meget lang tid uden mad. Gad vide, om parallelklasserne har efterladt nogle rester i hjemmekundskabslokalet?” sagde jeg og gik ud af biblioteket med de andre i hælene på mig. Jeg var også nysgerrig efter at se, hvordan hjemmekundskabslokalet så ud i denne dimension. Det lykkedes os rimelig hurtigt, at finde lokalet nede i aulaen. Jeg åbnede døren, som gik op med dens sædvanlige knirkende lyd. Jeg fandt hurtigt kontakten og tændte lyset. Så var hele rummet oplyst. Til vores overraskelse lignede lokalet sig selv, bortset fra, at tallene på drejeknapperne på ovnene var blevet skiftet ud med romertal. Tom fandt en skål med ris i et skab, som en af parallelklasserne havde efterladt i sidste uge. Der stod både klassenavn og dato på den. Tom var så sulten, at han stak hånden ned i risene. 

“Nej, Tom!” råbte Dylan pludselig. “Det kan være, at de er forgiftet. Man ved aldrig, hvad dæmonerne kan finde på,” fortsatte han. 

Jeg skyndte mig, at tage skålen ud af hånden på Tom. Den tanke havde jeg slet ikke tænkt over! 

“Men hvad skal jeg så spise?” spurgte han fortvivlet. 

Jeg nåede ikke, at svare ham, før vi hørte den samme mystiske stemme: “Igor… Igor… Igor…” 

“Vi har brug for et våben,” sagde Dylan. 

“Vi kan bruge en hockeystav!” sagde Tom ivrigt. “Der er masser nede i idrætshallen,” fortsatte han. 

“Du er genial, Tom!” sagde jeg, og vi skyndte os, at forlade lokalet og ned mod idrætshallen. For at komme derhen skulle vi først igennem en ny dør, der førte til en anden gang. Den gang, der førte til udgangen. Da vi var kommet derhen, løb vi ned ad trappen til omklædningsrummet. Jeg tog i døren, og vi kunne gå derind. Døren var heldigvis ikke låst. Jeg tændte for lyset, og opdagede til min store skræk, at alle idrætsredskaberne lå spredt på gulvet i omklædningsrummet. Alle skabene var åbne. Det tog lang tid, at komme igennem alle tingene, men det lykkedes os, at finde en hockeystav, som vi kunne bruge. Jeg skulle lige til, at gå, da jeg hørte løbende skridt inde i idrætshallen, der lå lige ved siden af omklædningsrummet. 

“H-hvad var det?” spurgte Tom rædselsslagen.  

“Det betyder,” begyndte Dylan og så sig vagtsomt omkring. 

“At nogen eller noget er herinde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...