Skelettets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er fortsætten af Husets Forbandelse, som også kan findes her på min profil :) De to søskende Lea og Tom skal være alene hjemme det meste af tiden i deres efterårsferie. En dag da de er ude på fyldepladsen, for at aflevere Toms gamle Anders And blade i en container, finder Lea et selvlysende plasticskelet samt en anonym bog med blanke sider. Men når Lea begynder at skrive i den, sker der mærkelige ting...

0Likes
0Kommentarer
208Visninger
AA

6. De fortabte børn

Jeg vågnede senere på et meget vådt underlag. Først kunne jeg ikke huske, hvad der var sket, men så vendte erindringerne tilbage tilbage til min hukommelse. Jeg havde fuldkommen mistet tidsfornemmelsen, og jeg anede ikke, hvor længe jeg havde været væk, og jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg drømte. Jeg opdagede, at bogen var forsvundet. Det eneste lys der var, stammede fra en gadelygte, der var et stykke herfra. Jeg skulle først og fremmest bare hjem og i sikkerhed - sammen med Tom, hvis det kunne lade sig gøre. 

“T-Tom?” kaldte jeg. Først kom der intet svar. Jeg hørte en svag snorken, som jeg kunne genkende med det samme. Tom! Jeg kom frem til konklusionen, at jeg altså ikke drømte. Jeg kunne mærke noget blødt. Og det viste sig, at være Toms pyjamas. 

“Lea?” sagde han. Han så på mig med sine blå øjne. “H-hvor er vi henne?” spurgte han bange. 
Vi lå mirakuløst ved siden af hinanden.

“Det aner jeg ikke,” svarede jeg. “Men vi skal først og fremmest væk herfra,” sagde jeg, og rejste mig op. Jeg tog Toms hånd, og vi begyndte at gå. Men det var ikke let i det her mudderagtige underlag, og vi faldt flere gange. Men det lykkedes os åbenbart at få fodfæste igen. Der viste sig, at være flere gadelygter i nærheden, og vi besluttede os for at følge dem. Vores pyjamas var fuldkommen beskidte, men det kunne vi først tage os af, når vi kom hjem. Hvis vi nogensinde ville komme hjem. Tom og jeg fortsatte med at følge gadelygterne, og efter et stykke tid, kunne jeg skimte omridset af et hus i det fjerne. Ved nærmere eftersyn opdagede vi, at det var et rødt hus. Hoveddøren var gammel og slidt, og den var grøn. Jeg forsøgte at banke på døren. Døren gik op af sig selv, og vi kunne gå indenfor. Det eneste lys, der var, stammede fra fakler, der hang på væggen. Vi var trådt ind i en stor hall, hvor der var et kæmpe træbord. “Jamen dog. Har vi fået gæster?” lød en dæmonisk stemme i det fjerne.
En underlig skabning trådte frem i det svage lys. Han var helt fuldstændig grå, og vi kunne ikke se hans ansigt. Han trådte nærmere, og nu kunne vi se hans øjne. De var helt røde, og han havde verdens største mund. 

“Det er godt nok længe siden, vi sidst har haft børn på besøg. Er I sultne?” spurgte han venligt. Jeg havde lært af vores forældre, at vi ikke skulle stole på fremmede, men jeg havde ikke fået noget at spise siden i går aftes, og min mave knurrede som et arrigt rovdyr. Det så ud til, at der ikke var andre muligheder, for at vi kunne få noget at spise, så jeg havde ikke noget valg. 

“Jo, det er vi faktisk,” sagde jeg. 

“Mægtigt,” sagde dæmonen. “Jeg kalder lige på kokken!” fortsatte han og gik sin vej. 

Vi satte os ved træbordet og ventede. Der gik en evighed, før dæmonen kom tilbage sammen med en anden dæmon. De havde medbragt en masse mad: en hel stegt kylling, ovnbagte kartofler, frikadeller, spaghetti, and og grillede pølser. Desuden havde de også dessert, som bestod af: is, pandekager, vafler, bananasplit samt chokolademousse. Tom sad og stirrede med åben mund og polypper. Min mave knurrede endnu mere, da jeg blev præsenteret for alle de lækre retter. Det virkede næsten for godt til at være sandt. Men vi var så sultne, at vi umuligt kunne holde os tilbage. 

“Spis bare løs, unger! Vi ses, når I engang er blevet stopmætte!” lo han og gik sin vej.

Tom og jeg sad og nød herlighederne i tavshed. Efter en time var vi propmætte, og vi havde stort set tømt alle fadene. Jeg sad og spekulerede over, hvordan vi skulle skille os af med dem, da dæmonen kom tilbage.
“Nå, unger. Jeg håber I har nydt jeres måltid. Nu skal jeg vise jer hen til jeres værelse,” sagde dæmonen. 

“Men vi vil ikke blive her. Vi vil hjem til vores forældre,” protesterede Tom. Dæmonen grinede. 

“Det her er jeres nye hjem. Jeg er sikker på, at I vil få det godt her,” sagde han.
Jeg nåede ikke, at protesterede, før han greb fat i vores arm. Han åbnede en ny dyr, som førte ud til en lang gang, som også var oplyst af fakler. Han gik så stærkt, at vi måtte løbe for at kunne følge med. Til sidst kom vi til en ny dør, som var lavet af træ. Dæmonen åbnede den, og skubbede os derind. “Farvel, Lea og Tom,” lo han og gik sin vej. 

Der var fuldkommen bælgmørkt inde i rummet, og vi kunne ikke se noget.
“Hey, lad være med at skubbe mig!” lød en irriteret barnestemme i rummet.
Jeg vendte mig forskrækket om. 

“U-undskyld,” sagde jeg. Det gik op for mig, at Tom og jeg ikke var alene herinde. 

“Er der ikke noget lys?” spurgte Tom. 

“Jo, nu skal jeg nok sørge for noget lys!” lød en pigestemme. 

Det lød som om, at hun havde fundet en kontakt. Så var hele rummet oplyst. Rummet var klamt, og der hang dødningehoveder på væggen. Der var så mange dødningehoveder, at vi ikke kunne se væggens farve. Der lå knogler overalt, og hvis ikke det var for, at vi var spærret inde sammen med fem andre børn på vores alder, havde jeg brækket mig og skidt i bukserne af skræk.

En lettere overvægtig dreng gik hen til os. Han var iført et par cowboybukser og en grøn sweater. 

“Er I godt klar over, at børn forsvinder herfra?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. 

“Nej, det var vi ikke klar over. Hvor ved du det fra?” spurgte jeg ham. 

“Hver uge bliver der taget et barn herfra. Og vi har aldrig fået svar på, hvor de ender henne,” sagde han og begyndte at hyle. “Hvad hvis det bliver mig næste gang?” spurgte han grædende. 

“Hvornår er der sidst forsvundet et barn?” spurgte jeg nysgerrigt. 

“Det skete torsdag i sidste uge. Og i dag er det onsdag. Så det kan ske enten i dag eller i morgen!” hylede han. Han hylede som en stukken gris. De andre børn måtte holde sig for ørerne. 

“Hør her. Tom og jeg skal nok finde ud af, hvor børnene kommer hen,” sagde jeg. 

“Vi har oplevet lidt af hvert, så det skal vi nok kunne klare,” fortsatte jeg. “Fortæl, fortæl!” sagde drengen ivrigt. 

“Ja, vi vil gerne høre det!” sagde en pige i min alder. 

Tom og jeg begyndte at fortælle om dengang, vi farede vild i en skov, og hvordan vi fandt et forladt hus, som var forbandet af en ond heks, som ville spærre os inde. Jeg fortalte om vampyren Dylan, som hjalp os med at komme ud igen. Og at vores liv hele tiden hang i en tynd tråd. Børnene lyttede med åben mund og polypper. 

“Hold da kæft!” udbrød den overvægtige dreng, som hed Søren. Han var blødt lidt op efter vores fortællinger. 

“Men jeg vil lige spørge: Hvordan er I kommet hertil?” spurgte han nysgerrigt. 

Jeg fortalte om vores fund af skelettet, som viste sig at være forbandet. Og om den anonyme bog, som kun indeholdt blanke sider. Hvordan skelettet kunne gentage, hvad der blev skrevet i den. 

“Det må jeg nok sige!” sagde Søren imponeret. 

“I har tydeligvis oplevet en masse. Der kunne skrives flere bøger om det,” fortsatte han. Jeg var beæret over hans ord, og jeg kunne mærke, at jeg rødmede. 

“Tak,” sagde jeg. “Men hvordan er I kommet hertil?” spurgte jeg. 

Børnene fortalte lignende historier om ting, de havde fundet, som viste sig at være forbandede. En af pigerne havde engang fundet en legetøjsrobot i en container, som gjorde nøjagtig det samme samt en anonym bog, som kunne få legetøjsrobotten til at gentage de ord, der blev skrevet i den. Jeg måtte indrømme, at det var altsammen meget interessant. Det var som om, at nogen havde gjort det med vilje. Som om nogen havde gjort det, for at lokke folk i en fælde…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...