hvorfor Cecilie?

kærlighed er stærk, men selv kærlighed har en grænse for meget den kan klare. Dette er mit bidrag til konkurrencen om hjertesorg og mine ord er kærlighed, smerte og sønderknust

1Likes
0Kommentarer
131Visninger
AA

1. Hvorfor Cecilie?

   På computerskærmen var den pige jeg elskede. Jeg elskede hende så forfærdelig meget. Det gjorde ondt at sidde her og se på hende, når jeg vidste hvad hun havde gjort. Det skar i hjertet på mig nu da jeg trykkede ‘play’ så jeg kunne høre hendes sidste ord.
   Jeg kan ikke… jeg kan ikke klare det længere… det gør for ondt.
   Oh Cecilie, min elskede Cecilie. Hvordan kunne du gøre det? Hvordan kunne du gøre det mod dig selv?
Cecilie sad og græd foran kameraet. Tårene strømmede ned af hendes kinder og dryppede ned på bordet foran hende. Hun udstrålede sådan en stor smerte at jeg kunne føle den som min egen. Mit hjerte skar i min brystkasse for hver gang det slog. Jeg blev skåret op indvendigt at mit eget hjerteslag. Hun havde plantet de knive i mit hjerte.
   Jeg elsker dig Zack, det har jeg altid gjort, det vil jeg altid gøre… men jeg kan ikke tage det længere… jeg kan ikke kæmpe imod længere… jeg bliver nødt til at gøre en ende på det hele…
   I mandags fik jeg en besked fra hende hvor der stod: jeg vil altid elske dig. Jeg havde ikke tænkt mere over det. Jeg havde bare svaret at jeg også altid ville elske hende. Jeg havde ikke set signalet.
   Du ved allerede hvad der forgår i skolen. Du ved hvordan alle hakker ned på mig. Du ved hvordan jeg skal høre på at jeg er en fucking luder hver dag… endnu flere tåre løb ned af hendes kind. … men noget jeg ikke har fortalt dig er hvad jeg bliver udsat for herhjemme… du kender min far. Du ved hvordan han kan være, men du har aldrig set hvad han gør når du ikke er der. 
 Jeg havde lagt mærke til de blåmærker hun så ofte havde, men hver gang jeg havde spurgt ind til det havde hun bare afvist mig. Hun ville aldrig fortælle mig hvad der var sket.
   Han gør ting mod mig som ingen far burde gøre mod sin datter… Cecilie brød sammen. Nu fik tårene frit løb. Min Cecilie græd af hele sit hjerte. Mit hjerte sprang et slag over da det gik op for mig hvad hun mente. Hvis bare du havde fortalt mig det, Cecilie. Jeg ville havde hjulpet dig. Jeg ville havde fået dig væk fra det monster. 
Men det var sent. Jeg kunne ikke gøre noget. Hvis bare du var kommet. Hvis bare du havde stolet mere på mig. 
   Jeg kan ikke… jeg kan ikke klare det længere… 
   Hun gentog sine ord igen og igen imens hun rystede på hovedet, gik hun længere væk fra kameraet. Det gav endnu et jag af smerte i mit hjerte da jeg så de blødende sår på hendes arme. Blodet fra de friske sår løb ned af hendes arme og dryppede videre ned på gulvet. Hun slæbte stolen efter sig for at kravle op på den så hun kunne ligge løkken om halsen på sig selv. 
   Cecilie vendte sig mod kameraet igen og hun stirrede lige på mig med et smertefuldt blik. 
   Undskyld, Zack… jeg kan ikke klare det længere… jeg vil altid elske dig…
Stolen forsvandt under hende og hun begyndte at sparke med benene og gribe fat i løkken.
   Nej! Cecilie!!!
   Jeg slukkede skærmen med det samme. Jeg kan ikke se på det. Jeg vil ikke se det. Vil ikke se hvordan hun kvæles før livet forlader hendes krop. 
   Jeg krøllede sammen og begyndte at rokke frem og tilbage. Hvorfor? Hvorfor Cecilie? Alt gjorde ondt. Hver eneste celle skreg af smerte over hvad jeg lige havde set. Jeg så ikke noget, det eneste jeg kunne gøre var at føle min egen smerte. Smerten strålede ud af mit hjerte og rundt I blodet. Det føltes som om knive blev ført gennem min krop. Intet betød noget nu. Intet betød noget når jeg ikke havde hende. Åh Cecilie, min Cecilie. Tårene kom sammen med smerten. Jeg kunne ikke gøre noget, kunne kun føle smerten. Hun havde knust mit hjerte. Det var væk. 
   Ligesom min Cecilie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...