Night World

Over en million monster per by lever i det skjulte og ødelægger hverdage og liv for ganske almindelige uskyldige mennesker.
Vi er ikke mennesker og kan ikke ses. Men gid vi kunne så vi kunne blive takket for at rede jeres røv på daglig basis.

Velkommen til nattefolket.




(SE VIDEOEN JEG HAR LINKET TIL MIN MOVELLA Det er fra et spil kaldt tera og ja, jeg har teget min hovedpersons våben direkte derfra. Fordi ærligt talt det er et mega sejt våben. Så ved i hvordan det ser ud i stedet for i forstiller jer en le. Og jeg ville forslå jer at søge på TERA REAPER WEAPON for at få et bedre kig på billeder. Videon er til højer på din skærm... Du kan springe til 01.00 i videon hvis du ikke gider introen. Det ville jeg gøre..)

7Likes
32Kommentarer
970Visninger
AA

2. Nyt monster

“Zufie? Zufie, hvad laver du? Kom nu, vi skal se solnedgangen," det er Meartice, der træder ind i mit lille mørke hus.

“Ah ja. Klart. Har du dine ting?” spørger jeg hende, da hun træder ind. Hendes hud er solbrun eksotisk. Hendes hår er

sort og skulderlangt med pandehår.

Hun har eyeliner og mascara på. Ja, vi går også med make-up. Der findes forretninger i skyggeverdenen. For det meste bruger vi

kun mørke farver om øjnene og gør det meget dramatisk. Vi går i mørke farver for at passe ind i vores mørke omgivelser.

Sammen med Meartice løber jeg 7 kilometer til stranden. Vi er atletiske, os skyggefolk. Det bliver man af at jage

monstre.

 

Idet vi når stranden, kaster vi vores rygsække og løber videre ud i vandet i fuld beklædning med det kolde vand, der

slår mod os og sænker vores fart. Da vi når ud, hvor vandet går os til knæene, sætter vi os endelig ned, og lader os

blive gennemblødte af det kolde vand, der slår ind mod os og bredden.

Tøjet klistrer til vores hud, og det kolde vand bruser ind over os. Men vi er pænt ligeglade. Solen skinner og spejler sig

i vandet.

“Har du hørt, at der er kommet et nyt monster? Lige her på stranden,” spørger Meartice. Jeg kigger på hende og ryster

på hovedet.

“Hvilket monster?” spørger jeg og spejder ud over vandet, klar til at tage min Scythe.

“Kraken,” svarer hun.

“Vent, mener du den Kraken, menneskene har fundet?” spørger jeg og hæver et øjenbryn.

Meartice himler med øjnene. 

“Nej da, det var bare en kæmpe blæksprutte. Bare vent, den kommer når solen forsvinder.”

Vi ser solen trække farver ned mod vandets horisontlinje og forsvinde. Små gnavne monstre graver sig op af sandet

længere inde ved strandkanten. De er som regel harmløse. Det værste de kan gøre er, at få mennesker til at gå ind i

brændenælder, hvis de føler, at de bliver provokeret. Eller træde på tidsler. Måske skære sig på siv. Hvis de er rigtig sure, er

det bistik. Så dem tager vi os kun af, hvis der er et menneske med en allergi for en af de ting. Altså en slem allergi.

Meartice rusker i mig.

“Shh, det sker nu,” siger hun spændt, med neglene begravet i min jakke.

Jeg kigger med det samme. Længere ude bevæger vandet sig på en mærkelig måde. Med høje bølger, som rejser sig i

en cirkel og skvulper, før bølgerne rejser sig helt og skyller ud til alle sider. Et kæmpe sort hoved rejser sig fra havets

overflade. Det er det klassiske runde blækspruttehoved, der rejser sig. Kæmpe stort og sort med to lysende gule øjne,

hvis glimt kan ses på lang afstand. Hovedet rejser sig fra vandoverfladen.

“Hvad fanden er det?” mumler jeg.

“Kraken” hvisker Meartice, som stirrer spændt på monsteret. Efter det store sorte hoved kommer en krop, fyldt med

blæksprutte arme over det hele, til syne. 

“De er fandme også på ryggen!" gisper jeg, da jeg ser blækspruttearme sno sig vildt ud i luften fra dens ryg, da den

strækker sig og gaber i et brøl. Et øjeblik kigger det store mytologiske monster på os og hvæser med en høj, hæs,

hylende lyd. Derefter kaster den sig tilbage ned i dens dyb. Vandet sprøjter op i luften, og bølger slår ind mod

hinanden. Vandet er i uro, og en kæmpe bølge rejser sig længere ude og gør tegn til at hæve sig endnu mere.

“Shit ... op op OP! BØLGE!” råber Meartice og griber fat i mit håndled. Uforberedt på situationen, når jeg ikke at rejse

mig, og jeg bliver derfor slæbt efter hende ind mod strandkanten. Jeg kommer til sidst på benene og løber imod det

tunge vand, der gør os langsommere.

 

Vi bliver slået ned og rullet rundt. Alt er sort. Jeg kalder efter Meartice, men bliver kvalt i vand, der ryger ned i min hals,

i det øjeblik jeg åbner munden.

Jeg mærker sand skrabe min albue og finder på den måde ud af, hvad der er op og ned. Jeg kommer op fra vandet og

hoster vand op, mens jeg langsomt rejser mig og kigger efter min veninde. 

“Mearti..” jeg bliver igen slået ned af en kæmpe bølge, og ruller så rundt i bølgen som slår ind mod strandkanten, men

strømmen er så stærk, at jeg bliver trukket ud igen og derefter slået ind endnu engang. Jeg borer neglene ned i sandet

og kravler ind, indtil jeg er omringet af tørt, sikkert sandt. Så lader jeg mig falde ned, udmattet. Hostene, der indeholder

vand sprøjter ud af munden på mig.

Et af de små gnavne monstre, som vi så før, står og snerrer af mig.  “Luk røven, du ikke farlig. Pil af” Hoster jeg med hovedet næsten begravet i sand. Monstret grynter og sparker noget sand i hovedet på mig, før den lunter tilbage ind i de høje siv og græs. "Lorte monster" mumler jeg.

 

“Åh, Zufie. Der var du. Mit hår er fyldt med tang og sand. Hvad med dig” Det er Meatice, der kalder. Hun er lige kommet op fra vandet og hoster også som en, der har fået noget galt i halsen.

“Hvorfor er du så fyldt med dårlige idéer? Næste gang holder vi sikker afstand,” Hun nikker medgivende og rækker ud efter sin rygsæk og hiver skumfiduser op.

“Hvad med noget sukker, mens vi tørrer? Vi kan lave et bål” Smiler hun og kaster et tæppe til mig.

“Du så syg mand, sidste gang havde du fucking popcorn med. Jeg finder brænde til bål, og du finder nogle sten og to grene til de der skumfiduser” griner jeg, da jeg rejser mig tager min Scythe ud.

“Jeg kan godt lide sukker, okay?” Hører jeg hende mumle, før vi går hver vores vej. 

Jeg kigger ud mod havet og kan se Krakens øjne lyse op fra vandet.

“Du bliver mit drab en dag, bare vent” mumler jeg.

Monstre, der holder til i vand, er de sværeste at dræbe. Ingen har lykkedes i det nogensinde før.

Og jeg er selvfølgelig typen, der gerne ville gøre noget, som ingen andre har kunne gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...