Night World

Over en million monster per by lever i det skjulte og ødelægger hverdage og liv for ganske almindelige uskyldige mennesker.
Vi er ikke mennesker og kan ikke ses. Men gid vi kunne så vi kunne blive takket for at rede jeres røv på daglig basis.

Velkommen til nattefolket.




(SE VIDEOEN JEG HAR LINKET TIL MIN MOVELLA Det er fra et spil kaldt tera og ja, jeg har teget min hovedpersons våben direkte derfra. Fordi ærligt talt det er et mega sejt våben. Så ved i hvordan det ser ud i stedet for i forstiller jer en le. Og jeg ville forslå jer at søge på TERA REAPER WEAPON for at få et bedre kig på billeder. Videon er til højer på din skærm... Du kan springe til 01.00 i videon hvis du ikke gider introen. Det ville jeg gøre..)

7Likes
32Kommentarer
957Visninger
AA

8. Angst i kamp

"Er du bange for dem" Spørger Onyx. Trods hans venlige tone nægter jeg at svare ham. Hvad kommer det overhovedet ham ved? "Er du bange for du ikke kan klare dem?" Spørger han så og kigger lidt bekymret på mig. Jeg sender ham et dræber blik. "Er du dum eller hvad? Hvis jeg var bange for, at jeg ikke kunne klare dem ville jeg sende dig der ud alene. Så var en af os i det mindste redet, du ved den mest vigtige af os" Tilføjer jeg. Ikke fordi det nødvendigvis er sandt, men bare for at pisse ham lidt mere af. "Kan du ikke bare prøve at være venlig ved mig i bare 5 minutter?" Sukker han. "Det lyder som meget. Jeg ville ikke en gang være venlig ved dig i et sekund om det så gjaldt mit eget liv... ikke en gang i et halvt sekund." Snerrer jeg smadre med vilje min skulder, hårdt ind i hans da jeg går forbi ham.

Jeg kan høre at han sukker opgivende af mig. Jeg er faktisk overhovedet ikke bange om jeg kan klare dem. Det kan jeg nemlig uden tvivl. De er stærke og ser klamme ud. Men de er ikke umulige at klare. Jeg ville bare helst undgå dem.

De giver mig en dårlig smag i munden. Jeg prøver bare ikke at kigge for meget på dem. De er fra et mareridt. Jeg tager min scythe op klar til skære igennem dem. "Hvor er han så henne?" Spørger jeg. "Pas jeg så ham bare løbe her. REHAAAL!" Kalder Onyx. Mindst 6 Blodvice høre ham. To af dem stod på to ben. De bøjer overkroppen ned mod jorden til deres arme fungere som bag ben og sætter i løb sammen med de andre mod os. "HVORFOR ER DU SÅ DUM!?" Råber jeg og fyre ham en flad. Jeg kan ikke tage 6 på en gang. Jeg vil knapt nok være tæt på bare en. "Du løber videre og leder efter drengen. Jeg holder dem her" Siger han. Men den ide er jo latterlig. Der er jo flere længere henne som jeg alligevel ville være nød til at dræbe. Og 1 mod 6 monstre. 6 Blodvice. Jeg kan se 2 på en gang ville man godt kunne klare. 4 Ville også fungere man skulle bare være hurtig med reflekser og øjne. Men hele 6 mod en. Der ville være 77 procent for at han døde.

"Jeg hader dig" Siger jeg som det sidste inden jeg tager grebet fast om min scythe og løber mod dem. 

 

"Det er ikke min egen rigtige scythe. Jeg ved ikke hvor god den er eller skarp, den er letter, har tilhørt en yngre. Sikkert en pige fra dekorationer på den. Kan jeg styre den? Åh gud jeg kender jo slet ikke den her scythe. Åh nej. Røvmonstre" Tænker jeg mens panikken breder sig i mig. Jeg har aldrig haft denne følelse før. Frygten for at dø. At blive flået over i tre dele af deres lange skarpe klør. Spiddet af deres pigge på ryggen eller bidt i stumper og stykker af en af deres to munde. Mine hænder ryster. Mit hjerte banker hurtigt og hårdt mod mit bryst, og klumpen i min hals gør det svært for mig at trække vejret. Jeg føler jeg fryser mere en jeg plejer. 

Den første Blodvice er nået mig. Den løfter sine bag ben fra jorden og rejser sig til den er på to.
Den nederste mund åbner sig sultent i et skinger brøl, mens den bøjer sig let over mig med armene lidt spredt ud fra kroppen og i en langsom bevægelse hæver sig mere og mere. Jeg står i chok og betragter det skrækkelige monster der kun står en meter fra mig. Inden jeg kan blinke med øjne langer den ud efter mig, sender min scythe afsted, og flyver gennem luften.

Jeg slog til et sekund forsent. Og jeg bliver slået væk af dens knoglede men stærke arm. Jeg lander hårdt på jorden med luften slået ud af kroppen og gisper efter vejret. Vencha. Jeg har brug for Vencha. Jeg skynder mig at fumle hånden ned i min jakke lommen og tager en lille flaske op. Monstret hopper og lander næsten over mig.

Den står på alle fire igen og det den har som hoved på alle fire er intet andet end en mund. Med min anden hånd fumler jeg efter mit våben og opdager jeg har tabt det da jeg blev slået om kuld. "Åh fuck mit liv" Mumler jeg. 

Da jeg vender min opmærksomhed tilbage på monstret er den på vej til at gøre det af med mig ved at bide min krop midt over... eller noget i den retning sikkert. Den har altså en kæmpe mund. Og jeg kunne sagtens være et passende kødben. Jeg bider smerten i mig og løfter halebenet op fra jorden og hæver mine ben, til jeg ligger i fosterstilling på ryggen med bene i vejret.

Jeg sparker den under munden så den tænder klapper mod hinanden og sætter af til at slå en kolbøtte. Kolbøtten giver mig afstand, en passende afstand til at åbne låget på den lille fine flaske og hurtigt tage en lille tår.

Smerten forsvinder igen samme øjeblik jeg indtager drikken. Den tager endnu en gang et spring mod mig. Jeg bakker bagud og snubler næsten over sten der ligger bag mig.  Jeg genvinder heldigvis balancen men taber min flaske. Monstret tager et skridt mod mig træder på flasken med Vencha.

"Det var min sidste flaske" Sukker jeg. Jeg opdager nu at jeg ikke har noget Vencha og heller ikke noget våben. Så jeg føler mig meget udsat og står og stirrer på monstret der kommer tættere og tættere.

Tårene vælder op i mine øjne. Jeg vil meget hellere være død i kamp end det her. Uden våben uden noget og et barn der stak af fra mig. De syle spidse klør er klar til at bore gennem kød. Jeg færdig. Jeg lukker øjne.

 

Og vælter? What? Jeg ligger på jorden igen og er blevet skubbet til siden af Onyx som fyre den ene kæmpe højteknologiske, cyborg ligende handske ind i den kranie igen og igen. Fra flere forskellige vinkler. Jeg sætter mig op og set til. "Hvad ville du hjælpe mig eller vil du bare sidde der og håbe på popcorn dukker op ud af den blå luft mens du ser til" Spørg kalder han lidt forpustet. "Nummer 2 tak."

 

En skikkelse springer lige pludselig over mig og løber videre med et sværd og skjold. Sætter sværdet i jorden i det hun springer og for slynget sig op på det der er hovedet når den er på alle fire. "Jeg på røven nu" Mumler jeg mens jeg ser hende hæve sit sværd for at få mere kræft da hun slynger det i en cirkel over hendes hoved til sværdet er ned på siden af dens mave og ubesværet skære sværdet sig igennem monstret som det var smør. Monstret splittet i to dele og falder fra hindanden.

"AV" Lyder det fra hende. Og så var Meartice meget elegante forstilling så også forbi.

Jeg rejser mig og løber hen til hende, hun kom ikke af inden den faldt og ligger nu under dens døds vægt. Kun lige hendes hovede og lidt af hendes over krop er fri.. "Hjælp?" Siger hun og kigger utålmodigt på mig. Jeg begynder at løfte dens ene ben... arm.. hvad det nu er, men smider det igen. "Hvad fanden laver du?" Vrisser hun. "Har jeg problemer?" Spørger jeg. "JA!" Snerrer hun og stirrer hidsigt på mig. "God tur med at komme fri" Siger jeg og bakker bag ud. Onyx kommer op på siden af mig. "ZUFIE! Den har pigge på maven og jeg tror at jeg har mine ben sømmet fast til jorden på grund af dem, så er du sød AT FUCKING HJÆLPE MIG" Råber hun hysterisk og banker hånden utallige gange ned i jorden. "OH. Okay okay shh. Du tiltrækker bare flere.. ehm jeg har ikke noget Vencha" Mumler jeg og løfter igen, Onyx hjælper mig med at få kroppen op uden at påføre hende for meget smerte med piggene boret gennem hendes ben. "Jeg har massere. I kan få fra mig" Tilbyder Onyx. "Åh ja og bagefter forlanger du 100 guld. Glem det" Svare jeg. "Er hun hele tiden sådan" Onyx kigger på Meatice som nikker opgivende. "Dog ikke mod mig. Hey du den dreng hun fældede og truede med sit våben tideligere. AV!" Hun skær ansigt i smerte da piggene bevæger sig i hendes ben. "Undskyld" Siger Onyx og jeg samtidig. Han griner til mig og som svar for han et dræber blik tilbage. "Jeg jeg hedder Onyx jeg fik stadig aldrig dit navn?" Spørger han. "Meartice"

"Okay er i færdige med at hygge snakke? Onyx hold den her fede klamme ting oppe. Jeg er nød til at skære piggene af. Det her er umuligt" Sukker jeg. Onyx holder dens tunge krop oppe ved at bruge sin ryg som støtte, hans ben ryster let da jeg slipper. "Skynd dig den er tung" 

"Piveskid" Siger jeg selvom jeg ved at jeg ville kollapse med det samme hvis det var mig der stod der. Dobbeltmoralsk men hvad han ikke ved har han ikke ondt af. Jeg skærer de 5 pigge fri. Der er 3 i hendes ene ben og 2 i det andet. "Ååh hvor ser det klamt ud" Siger Meartice som har rejst sig på albuerne.

"Ja" Hvisker jeg næsten og skære den sidste fri med min scythe. Der efter skynder jeg mig op på benene og for skubbet den halve krop af hende. Onyx sætter sig på hug og piller piggene ud af hendes blødende ben. "Jeg svimmel" Mumler hun. Jeg smider Onyx's taske på jorden og roder den gennem for Venhca. "Den lille lomme" Siger han med fingerne begravet i hendes kød for at få et ordentligt greb om piggene så de ikke smutter ud af hans hænder

Jeg tjekker alle små lommer uden på tasken. Alle tomme for Vencha til jeg finder en lomme inden i tasken. "Der" Siger jeg og hiver den lille flaske op og åbner den for hende.

"Her" Siger jeg lavt og hjælper hende med at drikke det. De huller der allerede er frie for pigge lukker sig og vi begge ånder lettet op.

Onyx kigger afventene på mig. "Hvad siger man så?" Spørger han tydeligvis ude efter et tak. Jeg skubber hans taske hen til ham og skuler til ham. "Farvel. Jeg har ikke brug for dig længere. Tag din fucking taske"

"Tak" Siger Meartice og smiler til ham. "Så lidt. Jeg ville stadig gerne hjælpe jer med at finde knægten" Tilbyder han og kaste hans taske over ryggen og strammer de knuder jeg bandt efter jeg havde skåret snorene op.

"Nej tak. Som jeg sagde.. Farvel" Jeg sørger for at ligge trykke på ordet farvel og hopper på han fatter hentydningen. Han er ikke ønsket.

"Ja tak hvis du virkelig gider." Meartice bruger sin sukker søde stemme hvilket for mig til at himle med øjne. "Klart lad os ignorere mig" Siger jeg muggent.

"Så mig og Onyx dækker dig så du ikke behøver at skulle kæmpe mod Blodvices. Du leder efter Rehal" Siger hun med sit sværd stukket i jorden for at fjerne resterende blod.

Jeg nikker og de to sætter i løb mod en lille flok af Blodvices. Mens de kæmper leder jeg i området efter Rehal, men sørger for ikke at komme tæt på andre monstre eller kalde for højt efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...