Promises (sat på pause)

'Promises' handler om en pige, Madelyn Valentine, der flytter til London med sin bedste veninde, for at gå på University of Westminster. I London løber Madelyn bogstaveligt talt ind i en fyr, der giver hende sit nummer, for at han kan undskylde med en filmaften. Madelyn og hendes veninde tager hjem til fyren, og hans fire venner, der også går på University og London. Madelyn bliver forelsket i den søde blonde fyr, men hvor kender hun ham fra? Hvad sker der, når drengen fra sommercampen er tættere på hende end hun tror? I må gerne skrive, hvad I syntes om historien, i kommentarfeltet :-)

4Likes
0Kommentarer
867Visninger
AA

2. Kapitel 2

Efter to timer rejser Julie sig for at tage hjem, for jeg er ved at falde i søvn.

“Jeg kommer i morgen, når jeg er færdig med at pakke. Så hjælper jeg dig med at pakke dine ting, og så sover jeg her til i overmorgen, hvor vi skal til london,” siger Julie bestemt. Jeg er for træt til at diskutere med hende, men jeg ved, at hun vil komme herover klokken tolv eller sådan noget, for det plejer hun at gøre. Jeg nikker bare og kravler længere ned under dynen. Hun ved selv hvor døren er, for hun har været her næsten hver dag i 5 år. Hun grine lavmælt af mig, mens hun går ud af værelset. Hun husker dog at slukke lyset, og kort efter sover jeg.

 

*****

 

‘Er du færdig med at pakke? <3’. En sms fra Julie klokken 2 om eftermiddagen. Hun har sikkert sovet længe. Det er alt for tidligt at skrive til andre folk før klokken 12 tidligst; normale mennesker sover der. Det svarer hun i hvert fald altid, hvis jeg vækker hende med en sms. Det kan selvfølgelig også bare være hende der sover til klokken 12, for jeg er helt klart et morgenmenneske. ‘Ja, er lige blevet forstyrret af den her virkelig irriterende fugl, der begyndte at pippe meget højt med irrelevante pip, mens jeg var ved at læse! <3’. Jeg smiler lidt for mig selv. Det plejer at være Julie, der kalder mig for en lille irriterende fugl med høje irrelevante pip, men i dag var det mig, der skrev det til hende. ‘Elsker også dig <3’ svarer hun. Jeg trasker ud i entréen, for hvis jeg har ret, så venter dagens lille irriterende eftermiddagsfriske fugl uden for døren om nogle få sekunder. Lyden af fodtrin på vej op ad trappen til huset, får mig til at åbne døren.

“Julie!”

“Maddie!”

“Du ser frisk ud,” griner jeg til hende.

“Er du klar over, hvor hårdt det er at stå op klokken 10, fordi du skal pakke dine ting til et halvt år i London? Eller mere end et halvt år, men jeg har kun tøj til et halvt år… Et halvt år med sommer, så vi skal have købt noget vintertøj…” svarer hun, mens jeg bare griner af hende. Det overrasker mig slet ikke, at hun har pakket alt sit tøj. Hun elsker virkelig også tøj, så derfor ville jeg sikkert være blevet bekymret hvis hun ikke havde pakket det hele ned.

“Er du nu sikker på, at du har husket alt dit tøj? Du har ikke glemt en bluse eller et par sko?” spørger jeg, for hun ville gå i panik og begynde at råbe op om, at hun ikke har noget tøj at tage på, hvis hun manglede en bluse.

“Ja, jeg tror jeg har alt,” svarer hun med et bekymret blik. “Lad os nu se, om du har husket alt dit tøj.” Jeg brokker mig hele vejen ind på mit værelse, og hen til mit walk in closet. Julie er mega jaloux over, at jeg har et walk in closet, og at jeg så ikke går op i tøj.

“Rolig nu Julle, du skulle nødig overanstrenge dig så tidligt på dagen,” siger jeg, og prøver at holde mit grin tilbage. Det lykkes ikke, for Julie kigger på mig med et fordømmende blik, og snart ligger vi begge og ruller rundt på gulvet af grin.

“Hej Julie,” siger min far, som er kommet ind i rummet, mens vi havde grineflip. Julie og jeg prøver på ikke at kigge på hinanden, for min far har en plet i panden.

“Hej William,” svarer Julie, og hendes stemme ryster af indeholdt latter.

“Hvad er det, der er så sjovt?” spørger far, mens han rynker brynene, men han kan heller ikke lade være med at smile.

“Du har bare en plet i panden,” svarer jeg, og da jeg hurtigt skæver til Julie, kigger hun også på mig, og så griner vi igen. Far går hen til mit spejl, og forsøger at få pletten væk. Da det ikke ser ud til at lykkes, griner vi bare endnu mere. Jeg får helt ondt i maven, og jeg har endda ret gode mavemuskler, fordi Julie og jeg griner meget og tit.

“Det må være maling, for jeg er ved at male garagen indvendig,” brummer far, og går ud af værelset.
“Skal vi ikke se en film?” spørger Julie

“Jo, men kan vi så ikke se Bambi?” svarer jeg og laver store hundeøjne. Jeg ved godt, at jeg ser virkelig dum ud, når jeg gør det, men Julie giver nemt op, fordi hun ikke kan holde ud til at se på det. Hun griner, og sætter filmen på, mens jeg henter popcorn, chips og slik.

 

*****

 

“Piger! Vil i hjælpe med at dække bord?” råber mor til os, og det passer lige med, at filmen er færdig.

“Selvfølgelig, mor!” svarer jeg, mens Julie sukker. Jeg ved, at hun hader at dække bord, men hun gør det af høflighed. Vi snakker om London, mens vi dækker bordet. Det eneste ved at dække bord, som Julie kan lide, er at folde servietterne på mange sjove, specielle og smukke måder, og hun har lært en ny metode hver eneste gang hun er på besøg. Hun får lov til at folde fire servietter, og så finder jeg tallerkener, bestik og glas frem.

“Vi bliver syv til at spise i dag,” fortæller mor. “Vi får besøg af Julies mor, far og storebror.”

“Okay, så dækker vi op til syv,” svarer jeg, mens Julie sukker.

“Paris, har de inviteret sig selv igen?” spørger Julie mor, mens jeg kommer i tanke om, at de havde inviteret sig selv over til middag i sidste uge.

“Nej, jeg har inviteret dem, for de skal da lige se dig den sidste aften, inden I tager af sted,” svarer mor.

“Okay, tak,” sukker Julie, og mor griner lidt af hende. Jeg ryster bare på hovedet af dem, for det er så typisk Julie, ikke at ville have sine forældre med.

Vi lister ind på mit værelse igen, inden mor kan nå at sætte os i gang med at lave salaten. Så stille som muligt lukker Julie døren, og da vi begge har lagt os på sengen, griner vi igen.

“Tredje gang på en uge, at vi slipper væk fra køkkenet, uden at skulle hjælpe med at lave mad,” griner Julie.

“Ja, det er heldigt at dine forældre kommer, så mor ikke bliver lige så sure på os som sidste gang,” svarer jeg halvkvalt gennem mine grin, og vi griner endnu mere. Da vi er færdige med at grine, sætter Julie sin mobil fast i mit anlæg og finder noget musik.

“Hvad er det for en sang?” spørger jeg, og genkender den fra radioen.

‘What makes you beautiful’, af ‘Unam Partam’ eller sådan noget,” svarer hun.

“Hvem kalder lige deres band for ‘Unam Partam’?” tænker jeg højt, mens Julie trækker på skuldrene.

“Sangen er egentlig god nok,” siger Julie, og synger med på omkvædet, og inden længe danser jeg sammen med hende, og vi skråler med på flere af bandets sange, selvom vi ikke kender teksterne. Det er sjovt, og alle sangene dedikerer vi til hinanden.

“Denne her sang, der hedder ‘You and I’, vil jeg gerne synge til en meget speciel pige, og hun ved godt selv hvem hun er!” griner Julie.

“Taaaak Julle!” siger jeg og smiler sødt til hende, mens jeg blinker overdrevent meget med mine øjenvipper.

“Hvem siger, at det er til dig, Maddie?” svarer hun, mens hun prøver at se seriøs ud, men hendes forsøg på at se seriøs ud, og mine forsøg på at se både uskyldig og flirtende ud, får os til at få aftenens største grineflip, så vi opdager ikke, at Julies storebror har filmet os hele tiden, før vi hører den velkendte lyd af en telefon der slukker.

“Mark Marí Greene! Hvor vover du at filme os!” skriger Julie, og kaster sig frem for at få fat i hans telefon, men han er hurtigere end hende, så hun får ikke fat i den.

“Mark, vil du ikke nok være sød at slette videoen?” prøver jeg, selvom jeg godt ved, at det ikke vil hjælpe.

“Niksen!” svarer han, hvorefter han løber ud på badeværelset og låser døren.
“Nogle gange glemmer jeg, at du rent faktisk er 20!” råber Julie, mens hun hamrer på døren.

“Tjek lige jeres facebook,” griner han, mens jeg logger ind på facebook.

“Mark! Hvorfor har du lagt videoen op på facebook?” spørger jeg ham, mens Julie løber ind på mit værelse.

“Julle! Hvad laver du?” spørger jeg, og sætter en stol i spænd foran badeværelsesdøren, så Mark ikke kan komme ud.

“Kom lige,” svarer hun med en begejstret stemme. “Jeg kom lige i tanke om, at jeg læste noget vildt mærkeligt, han havde skrevet på et papir. Det kan være, at det er hans facebook-kode!”

“Julie Greene. Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor fantastisk du er?” udbryder jeg med et stort smil.

“Ja, faktisk. Hey! Jeg kom ind på hans profil! Og… Opslaget er slettet. Nurh, han har skrevet, at han elsker os!” Vi griner igen. Julie ændrer hans kodeord til julieogmaddieerfantastiske01, og vi griner endnu mere. Denne aften skal nok blive sjov.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...