Promises (sat på pause)

'Promises' handler om en pige, Madelyn Valentine, der flytter til London med sin bedste veninde, for at gå på University of Westminster. I London løber Madelyn bogstaveligt talt ind i en fyr, der giver hende sit nummer, for at han kan undskylde med en filmaften. Madelyn og hendes veninde tager hjem til fyren, og hans fire venner, der også går på University og London. Madelyn bliver forelsket i den søde blonde fyr, men hvor kender hun ham fra? Hvad sker der, når drengen fra sommercampen er tættere på hende end hun tror? I må gerne skrive, hvad I syntes om historien, i kommentarfeltet :-)

4Likes
0Kommentarer
808Visninger
AA

1. Kapitel 1

Det lyse hår, de blå øjne, smilet… Han hed vist noget med Nolan eller Noah, og så var han et år ældre end mig. Han var så sød den første uge. Men… Så kom hun. Jeg tror, hun hed Claire, og hun var smuk. Ikke bare hun-er-da-okay-smuk men waow-smuk. Langt bølget rødt hår, brune øjne, tydelige kindben, lange slanke ben, og så var hun på hans højde. Jeg var lille, med klamme grønne øjne og helt blond hår. Jeg var ikke grim, men heller ikke den kønneste. Normal, vil jeg tro, men en lille smule overvægtig.

Fra det øjeblik hun snublede ove en trækævle på jorden, og landede i hans arme, havde han kun tænkt på hende. Han havde helt glemt mig; selv vores lille sommerflirt. Han kiggede ikke engang på mig, og når han gjorde, så var det kun for at grine af mig. Den musiske sommercamp i England for børn på 9-13 år i tre uger, skulle have været den camp, der satte gang i min egen musik, men det eneste jeg kunne fokusere på, var hvad jeg havde gjort galt. Lige siden campen har jeg tænkt på ham tit, for jeg kan ikke komme videre.

 

“Maddie!” Jeg kan høre min mor kalde på mig, og langsomt rejser jeg mig fra min seng, jeg lige har ligget og dagdrømt i. En kedelig hvid én, men den passer til mit skrivebord og min skrivebordsstol, der også er hvide. Alt i mit værelse er næsten hvidt, ellers er det sort eller gråt. Der er kun lidt farve i værelset, blandt andet min grønne kaktus, der hænger ned fra loftet i et hjørne. Jeg kan godt lide at holde mit værelse i sort, hvid og grå, for det bliver jeg ikke træt af, og ellers kan jeg jo bare tilføje en lille nipsting i en eller anden farve. Derfor kaktussen. Det er min anden kaktus i år, for jeg formåede alligevel at dræbe den. Kaktusser behøver ikke særligt meget vand, men hvis man bare overser den hver eneste dag i et halvt år, ja, så dør den altså. Ups...

“Madelyn! Dit brev er kommet!” råber min mor til mig, og afbryder mine tanker. Mit brev? Jeg har ikke fået et brev i fire år, så hvorfor skulle jeg få et brev nu? Vent… MIT BREV! Jeg har søgt ind på ‘University of Westminster’, så måske er det derfra?

“Kommer nu mor!” svarer jeg. Hurtigt løber jeg ud i køkkenet, og tager brevet op i mine hænder. Rigtigt nok, øverst i højre hjørne er skolens våbenskjold, , og mit navn står med fed skrift hen over konvolutten. Med rystende fingre får jeg åbnet den, og med kulsort tekst står der:

 

Kære frøken Valentine

 

Det vil glæde os at se Dem på University of Westminster til semesterstart den 1. september. Ved ankomsten tre dage før, vil De få anvist et værelse og en værelseskammerat. De vil også få udleveret skolebøger, et skema, samt en folder med sengetider, spisetider, badetider og lignende.

 

Med respektable hilsener

Dorothy McCartney

Viceinspektør

University of Westminster

 

Jeg kigger op på min mor med store øjne.

“Nåh, hvad så?” spørger min mor med en glad stemme.

“Jeg kom ind! Jeg kom virkelig ind!” svarer jeg, mens jeg hopper og danser rundt i køkkenet og stuen som en vanvittig. Min mor griner af mig, men jeg ser nok også meget dum ud, som jeg står her i stuen med et brev i hånden, og et stort smil, der går fra øre til øre, klistret til ansigtet. Langsomt, mens jeg læser brevet igen, går jeg ind på mit værelse igen. Jeg kom virkelig ind på skolen! I det samme sekund jeg smider mig på sengen for at skrive det til Julie, tikkede en besked ind fra hende. ‘Jeg kom ind! Hvad med dig? <3’.  Mine fingre flyver hen over tasterne for at svare hende. ‘Også mig! Tillykke <3’.

 

*****

 

“Maddie? Vil du komme ind i stuen et øjeblik?” råber min far. Jeg sætter mig op i sengen, gnider mine øjne og gaber. Jeg må være faldet i søvn, for jeg hørte ikke, at far kom hjem.

“Kommer nu, far,” svarer jeg med en seriøst-jeg-er-lige-vågnet-stemme. En dæmpet latter når mine ører. Med slæbende skridt går jeg ind i stuen, og smider mig i sofaen.

“Maddie, du ligger på noget,” siger mor.

“Ugh, ja, det kan jeg godt mærke. Jeg orker bare ikke at fjerne det,” svarer jeg med et lille smil. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er virkelig træt, og jeg har ikke engang lavet noget specielt i dag, fordi det er torsdag, og jeg har sommerferie. Med et suk sætter jeg mig op i sofaen, og tager den aflange konvolut op i mine hænder. Der står ikke noget derpå, så jeg rækker det over til mor.

“Det er til dig,” svarer far med et smil. Uuhh, to breve på én dag! Gad vide hvad der er deri… Hurtigt åbner jeg den, men da jeg kigger ned i den, ser den ud til at være tom.

“Øhm, far, den er tom… Er det meningen?” spørger jeg, mens jeg viser far konvolutten.

“Kig ned,” svarer mor, mens hun forsøger at holde et grin inde. Jeg kigger ned og ser, at konvoluttens indhold bare var faldet ud. To billetter til løvernes konge på Lyceum Theatre, Wellington Street, London!

“Taaaaaak mor, taaaaaak far!” udbryder jeg, mens jeg giver dem den største krammer de nogensinde har fået. “Må jeg tage Julie med?”

“Selvfølgelig må du det,” svarer mor.

“Vi har fået det til passe med, at i kan blive ovre i London indtil skolestart,” tilføjer far med et smil.

“Tak,” svarer jeg over min skulder, for jeg er allerede på vej ind på mit værelse, for at invitere Julie over. ‘JULIE! Kom herover nu! Det er en vigtig nødsituation! <3’. Knap tredive sekunder efter tikker hendes svar ind: ‘Er på vej - ses om 3 minutter <3’. Jeg smider mig på sengen og tænker over den dag, Julie og jeg mødtes. Det var også på den musiske sommercamp, og hvis jeg ikke havde mødt hende, så ville hele min camp være ødelagt. Hun forstod mig, og hadede Nolan eller Noah eller hvad han nu hed, fra det øjeblik jeg pegede ham ud. Jeg måtte holde hende tilbage, for ellers ville hun gå amok på ham, og det ville ikke være kønt. Hun har meget skarpe negle, og det fandt jeg ud af, da jeg forsøgte at tage en af hendes yndlingschips. Jeg troede, hun sov, men det gjorde hun ikke. Hun blev så sur på mig, at hun smed mig ud af hendes hus, så jeg satte mig til at vente på verandaen, i regnvejr vel at mærke, indtil hun fik ondt af mig, og undskylde. Jeg fik en forkølelse, men fordi Julie insisterede på at passe mig, indtil jeg var rask, men jeg kom til at smitte hende, så vi var syge sammen.

DING DONG!

Hurtigt som et lyn er jeg ude ved fordøren og åbner den, så Julie kan komme ind. Jeg når knapt nok at lukke døren, før hun begynder at stille spørgsmål.

“Hvad er der? Er du okay? Er det en tøjkrise? Et dødsfald? Et bryllup? Har du fået en kæreste? Er du gravid?” spørger hun uden at holde pause for at trække vejret. Jeg ruller med øjnene, men jeg tænker ikke videre over, at hun stillede så mange spørgsmål på en gang.

“Ja, jeg er okay, nej, det er ikke en tøjkrise, et dødsfald, et bryllup, en kæreste, eller en graviditet. Hvorfor skulle jeg være gravid?”

“Det ved jeg ikke, men jeg er jo nødt til at spørge for at være sikker, ikke?”

“Jo, okay, men kom!” Vi går sammen ind på mit værelse, og jeg vifter billetterne foran hendes ansigt. Hendes ansigtsudtryk er virkelig sjovt at kigge på. Først kan hun ikke se hvad det er. Så kan hun se, at det er billetter til et eller andet. Derefter ser hun D’et i Disney, og til sidst ser hun titlen.

“LØVERNES KONGE! Hvordan fik du fat i dem? Jeg troede, at der var udsolgt?” spørger hun med store øjne.

“Min far kender en på hans arbejde, der kender en i zoo, der kender en i Disney World, der kender en i London, der kender en der gør rent på Lyceum Theatre i London, der kender en af billetsælgerne, der altid køber ti billetter selv, og sælger dem til alle dem han kender, der ikke har nået at bestille en billet,” siger jeg forpustet. “Jeg tror, det var sådan noget i den stil,” tilføjer jeg.

“Såå, det du siger er, at vi skal til London og se løvernes konge på Lyceum Theatre?” spørger hun med et vantro blik i øjet.

“Ja, i overmorgen rejser vi, for stykket er på onsdag, og så bliver vi i London bagefter, fordi der så kun er næsten tre uger til skolestart,” bekræfter jeg. Sammen hopper vi op og ned, og fangirler lidt over løvernes konge. Vi elsker virkelig bare Disney, og det her er virkelig stort for os. Vi havde brugt flere timer på teatrets hjemmeside, for at se om der var nogle billetter tilbage. Det var der ikke, så vi trøstede os med at se samtlige Disney film en hel weekend.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...