Bare mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 sep. 2016
  • Opdateret: 25 sep. 2016
  • Status: Færdig
En lille historie jeg fik inspirationen til efter en svær periode. Handler om at turde være den man er og accepterer sig selv som man er.

2Likes
3Kommentarer
54Visninger

1. Bare mig

Uroen bankede inden i mig, og uden tvivl vidste jeg hvad jeg måtte gøre. Med svedige hænder fandt jeg langsomt den tykke snor, og begyndte med alle mine kræfter at rive i den. Den ikke så meget som gav sig en millimeter, men jeg mistede ikke håbet. Jeg kunne ikke miste håbet. Det var det eneste jeg havde tilbage, og det havde jeg ikke lige tænkt mig at give slip på. Des mere jeg prøvede at slippe fri, des mere strammedes grebet om mig. Det var som at kæmpe imod kviksand. Håbløst. Det eneste jeg kunne gøre, var at slappe af. Holde op med at kæmpe. Jeg tog en dyb indånding, og mærkede hvert et legeme i min krop finde hvile. Mit hjerte fandt tilbage i en normal rytme, og jeg åbnede mine øjne.

En ny dag lå endnu en gang foran mig, klar på at blive oplevet. Jeg gned mig i øjnene og anstrengte mig for for at komme op at sidde. Jeg tog min vandflaske ved min side, og bællede det hele ned. Det hjalp mig øjeblikkeligt med at føle mig mig mere vågen, og gav mig energien til at rejse mig op. Jeg lukkede solstrålerne ind gennem vinduet, og mærkede hvordan de ramte min hud og trang sig ind i mig og gav mig en følelse af velvære. Jeg havde det egentligt meget godt, så længe jeg bare ikke tænkte. Min hjerne var min største fjende, så så længe jeg lukkede ned for den skulle alt nok gå. Mine ben trak mig i ren rutine ud på badeværelset, så jeg kunne få gjort det jeg nu skulle. Jeg rensede mit ansigt med iskoldt vand, og duppede forsigtigt min hud tør.

Mine øjne ramte spejlbilledets refleksion, og fik mig til at skutte mig. De brune øjne stirrede sørgmodigt tilbage, og det lange brune hår omkransede mit kedelige ansigt. Jeg hældte hovedet lidt på skrå, og betragtede det blå omrids under mine øjne og min alt for store næse. Et suk slap mine små læber, og jeg vendte ryggen til mig selv. Med hastige skridt gik jeg tilbage på mit værelse, for at få mig selv til at se bedre ud.

Jeg startede ud med at dække mine ar, fra dengang jeg var slemt ramt af akne. Jeg nærmest smed et tykt lag Foundation på min hud, og begyndte at smøre det rundt i hele ansigtet. Mine ikke eksisterende bryn blev tegnet op, mine øjenvipper fik et tykt lag mascara og på mine øjenlåg lavede jeg et smokey-eye look, som pyntede mine kedelige øjne. Mine læber blev tegnet op og gjort en smule større, og til sidst sluttede jeg af med at konturere min næse og mine kindben.

Jeg stoppede op og kiggede på resultatet. Et smil bredte sig på mine perfekte læber, og jeg følte selvsikkerheden ramme mig. Jeg så godt ud.

”Hvorfor kan du ikke se det gode i dit naturlige jeg?” Tanken ramte mig lige i hjertet. ”Du var den samme person for 30 minutter siden, som du er lige nu. Det er ikke fordi, at du bliver en helt ny person når du bærer makeup. Lad være med at gemme dig bag den maske hver dag.”

”Men… men jeg ser smuk ud nu.” Fremstammede jeg.

”Du har kun fremhævet de smukke ting i dit ansigt. Du behøver ikke bære alt det. Lyt til mig. Jeg vil dig kun det bedste.”

”Men hvad nu, hvis folk ikke kan lide mig uden maske på? Hvad nu, hvis de vil synes dårligt om mig?”

”Simpelt nok. Så er de ikke det værd. Oprigtige mennesker vil være fuldstændig ligeglad med hvordan du ser ud. Og det er kun de mennesker, du bør omgås med.”

”Du har ret.” Jeg tog en vådserviet og trak makeuppen af med den. Jeg blev så tilfredsstillet, da jeg så alt den falskhed ligge der, på vej til at blive smidt i skraldespanden.

”Husk at makeup bør være sjov, og ikke et middel til at føle dig god nok til verden. Du er nok i dig selv. Gå så ud og erobre verden med dit smukke bare ansigt, og inspirer alle du møder på din vej med dit selvsikre smil. Hvis dem hvem du er.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...