Emily's kaotiske verden

Et akavet spørgsmål kan være: ‘Er du seksuelt aktiv?’ Specielt hvis det er ens mor som spørger. Så du kan nok godt tænke dig til hvordan jeg reagerede, da min mor spurgte mig om det efter min 15 års fødselsdag. Nej? Nå, men jeg reagerede som en hver anden teenager og sagde: “Seksuelt aktiv? Næh.” (Forstil dig at jeg kaster overlegent med håret for at vise, hvor cool jeg er med spørgsmålet). Det kan godt være at jeg ikke er seksuelt aktiv med drenge. Eller fysisk aktiv… Eller verbalt aktiv… Faktisk er jeg ikke aktiv i nogen som helst form ved en drengs nærvær. MEN i mit hoved lavede Niall Horan og mig noget ret aktivt i går… Emily Lund. 15 år og håbløst forelsket i Marcus Danielsen. Samt er hun ekstrem akavet, pinlig og en helt igennem almindelig pige, som bare prøver at finde ud af hvem hun er i denne verden.

16Likes
18Kommentarer
1038Visninger
AA

1. Prolog: "Marcus ”Gude-lækker” Danielsen"

 

  Hans hånd kører i slowmotion igennem hans hvidblonde hår, og solen fra vinduet bader hans gyldne hud i sit skær. Han har sat sig afslappet tilbagelænet  i sin stol, som om det var en luksus lænestol og ikke en af det lokale gymnasies aflagte, og meget ukomfortabel, stole. Mit blik gransker ham nådesløs fra bund til top. Nogle vil måske finde det uhyggeligt, men det er sjældent at jeg sidder her bagerst og kan glo uhæmmet på ham uden han lægger mærke til det. Altså jeg mener jeg har selvfølgelig de få dårlig kvalitets billeder på min mobil, som jeg ser på fra tid til anden, men det er jo intet i sammenligning til denne live aktion jeg ser på nu.

  Ja ja, jeg ved godt at jeg nok burde følge med i matematik timen, men hvornår forstår folk at jeg ikke behøver at lære de unødvendige ting? Den eneste formel jeg har brug for at lære noget om er hvordan jeg kan få Marcus ”Gude-lækker” Danielsen til at blive ligeså vild med mig, som jeg er er med ham.

  ”Emily! Vågn op!” råber Michael, vores matematiklærer, højt og vækker mig fra min Marcus-trance. Åh gud, alle kigger på mig og jeg vil vædde med at mit ansigt matcher med Michaels skjorte. Knald hamrende rød. Jeg kan ikke lade være med at kigge ned i bordet og krympe mig lidt under mine klassekammeraters misbilligende øjne. Jeg tør helt bestemt ikke at kigge op på ham. ”Nu hvor du hører så godt efter kan du måske forklare hvordan man løser en andengradsligning?”

  Åh.

  Fuck.

  Andengradsligninger er noget djævlen har skabt, og personligt synes jeg at de skal skrubbe tilbage til der hvor de kommer fra. Nemlig helvede.

  Jeg kigger bønfaldende op på ham i håbet om at han vil lade mig slippe, men jeg tror ikke det virker for han kigger bare afventende på mig. Så langsomt og med blikket i jorden går jeg op mod tavlen. Åh, hvor er det bare ydmygende. De fleste ville måske ikke finde det lige så ydmygende, som jeg gør lige nu, men når man ikke kan lide halvdelen af klassen og helst bare vil være alene i baggrunden, ja så er det sgu ret ydmygende. Jeg kigger op fra gulvet og ser hvordan de kigger på mig. Nogle ser ud til at kede sig, andre dømmende og nogle helt andre ser faktisk ud til at more sig en smule. Jeg kigger ned i gulvet igen og kan næsten mærke hvordan blikkene fra mine klassekammerater stikker som knive i ryggen, specielt et blik føles som en økse.

  Endelige, efter hvad føles som et maraton, er jeg oppe ved tavlen. Jeg vender ryggen til klassen og tager kridtet i hånden. Sådan, kridtet er i hånden. Nu skal der skrives. Kom så. Jeg hæver min hånd en smule. Okay, god start. Jeg skal lige til at skrive, da en tanke slår ned. Mon han kigger? På mig? Nu? I mit stille sind håber jeg ikke det er tilfældet, men i mit stille sind ved jeg også at det helt sikkert er tilfældet. Jeg sukker dybt og skal lige til at skrive et eller andet op, som sikkert ikke er i nærheden af en andengradsligning, da Michael afbryder mig. Gudskelov.

  ”Det er fint Emily. Jeg håber du har lært din lektie og vil faktisk følge med i timerne fra nu af." Han kigger på mig med det der irettesættende-blik, som kun lære og højst irriteret forældre kan give, og jeg nikker febrilsk.

  I modsætning til turen op løber jeg nu ned på min plads. Jeg når kun lige at sætte mig ned på stolen, da jeg lader mit hoved dunke højlydt ned i bordet. Mit hoved lyder tomt, men jeg gætter også på at der hvor andre har skam, er der bare et tomt hul i min hjerne. Den her ’uskyldige’ besættelse vil tage livet af mig på et tidspunkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...