Blændet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2016
  • Opdateret: 27 sep. 2016
  • Status: Igang
Maya, en seksten-årig pige, har været ude for en ulykke, som skader hendes syn. Lægerne mener ikke at hun vil få synet tilbage, men da Maya er lige ved at give op, sker der noget ingen havde regnet med.

0Likes
0Kommentarer
51Visninger
AA

2. Ugen efter ulykken

Det er nu en uge siden ulykken og jeg kan stadig ikke se. Hver dag starter med at min mor vækker mig, så henter vi morgenmad og vi går derefter lidt rundt på gangene. I starten var det skræmmende at gå uden at kunne se noget, jeg klammede mig til min mors arm. Efter jeg har fået min blindestok, har jeg gået med den hver dag, op og ned af trapperne, hen af gangen og rundt over det hele. Jeg har ikke andet at lave. Normalt ville jeg læse en bog, men det kan jeg ikke mere. Jeg hader det her.

   Jeg sidder i min seng, jeg lytter til omverdenen, til sygeplejerskernes sladren, til mennesker der græder og til de andre patienter på min stues vejrtrækninger. Patienten lige ved siden af mig sover. Hun er en 19 årig pige. Jeg er ikke helt sikker på hvad hun er indlagt for, og det er svært at gætte når man ikke kan se. Jeg hører mennesker komme ind i lokalet, først tror jeg det er en sygeplejerske, men så hører jeg nogen for enden af min seng. ”Maya? Hey, d…det er Frederikke, og Jacob er her også. ” siger en lys stemme. Frederikke, en af mine bedste veninder. Vi har kendt hinanden siden vi var helt små. Samme børnehave, samme folkeskole og efter sommerferien, samme gymnasie. ”Hej” siger jeg kort. Der er en lang pause, men så siger Jacob pludselig noget. ”Nå, i det mindste ser du stadig godt ud var? ” jeg kan mærke hans ubehag. ”Jo tak, du ser heller ikke så skidt ud” ingen griner. Det er nok lidt for tidligt at lave jokes. ”Hvad siger lægerne? ” Spørger Frederikke. ”Jo, jeg kommer nok til at være blind et stykke tid, men der er en chance for at jeg får synet tilbage. ” ”Virkelig! Det var da fantastisk. Jeg troede ellers skaden var permanent? ” Hun træder et skridt tættere på sengen og lægger en hånd på min arm. ”Jo, men jeg håber, det kunne være rart at se hvad jeg propper i munden. ” Jeg hører Jacob fnise. Jeg vil gøre alt for at se deres ansigter lige nu. Måske hvis jeg åbner øjnene igen? Nej, jeg ville bare skræmme dem. ”Nå, men vi er faktisk nødt til at smutte igen. Vi skal nok komme på besøg igen, snart. ” Jeg nikker. De krammer mig begge to og ønsker mig god bedring. Så er jeg alene igen.

Mor kommer ind af døren, hun omfavner mig, som havde jeg været væk i krig i et halvt år. ”Uh! Det er så godt at se dig! ” Jeg siger ikke noget. ”Hvordan har din dag været? ” Siger hun og sætter sig på en stol ved siden af mig. ”Den har været udmærket, Frederikke og Jacob kom og besøgte mig” Jeg kigger i retning af hvor jeg tror hun sidder, jeg føler det er uhøfligt bare at snakke ud i luften. ”Ja, det hørte jeg. Jeg snakkede med dem tidligere. ” Vi er begge tavse for en stund. ”Skat, du er godt klar over at du nok ikke kommer til at se igen? ” Jeg svarer ikke ”Hør her, ” Hun tager min hånd. ”jeg ved godt det er svært, men du er nødt til at vende dig til tanken om aldrig at kunne se igen. ” Ordene gjorde ondt, jeg ved ikke hvad jeg havde forstillet mig. Jeg er blind. Punktum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...