Nyt lys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2016
  • Opdateret: 24 sep. 2016
  • Status: Færdig
Året er 3004, og samfundet er blevet overtaget af farvestoffet mauvein og det elektriske lys. Alle vil have det i kroppen og være unikke. Den 16-årige pige, Emily, lægger mærke til problemer med stofferne, og hun vil snakke med sin far, der er præsident, om det. Emily selv har en lysende, lyserød afro, og vil vildt gerne slippe af med det.

1Likes
0Kommentarer
51Visninger

1. Nyt Lys

Emilys hænder holder godt fast om koppen fyldt med kaffe med pizza-smag. Den køber hun altid. Præcis klokken 9.31 om morgenen; en time og 29 minutter før at hun skal i skole. Hendes hånd med de lakerede, lyserøde negle kører gennem hendes store hår. Hver morgen bruger hendes mor en hel dåse hårvoks, for at holde håret oppe i den runde form; alligevel falder en tot ned i panden.

Emily kigger rundt. Hun drejer hele vejen rundt om sig selv. Hun kigger på menneskerne i den grå by. På damen med lysende negle og skaldet hoved, hvor der kommer blå cirkler til syne her og der. På manden, der er helt neon-gul fra top til tå, og hvis øjne lyser lige så gult som den sjældent sete sol.

Hun ser på de høje skyskrabere; flere tusind meter høje. Deres lynafledere har revet et stort hul i den store, grå himmel, og tunge regndråber begynder at falde. Dråberne preller af på menneskerne – varmen i dem forvandler vandet til damp.

Emily fjerner sin ene hånd fra koppen og holder den op foran sin maske. I skolen har hun lært, at dampen kan forgifte en. Men det kan alt her i byen – I det her samfund.

 

Vokset i Emilys lyserøde hår glider lige så langsomt ud, og bløde krøller falder ned over kinderne. Det drypper ned på de grå tæpper i lejlighedens entré. Det bliver hendes mor ikke glad for; men hun er her ikke, det er hun aldrig. Hun er altid i frisørsalonen, hvor hun arbejder. Hendes kunder kommenterer hendes 6 meter lange hår, lilla fregner og 10 centimeter lange, selvlysende negle. Åh, og selvfølgelig hendes blege, vampyrlignende hud.

Emily finder sin taske inde i det indbyggede skab på hendes værelse. Skuffen ruller dirrende ud, og Emily fanger sit spejlbillede i skuffens spejlbund. Hendes lyserøde øjne stirrer tilbage på hende. De ser triste ud; kærlighedsforladte. Hvis bare de var blå. Ikke som hendes fars lysende isblå øjne – midnatsblå. Normale.

”Skal du ikke snart af sted?” Emily fjerner blikket fra sine øjne og vender sig om. Leonardo, hendes bror, står i døråbningen og sender en lysstråle ind i værelset – han har tændt sin højre pegefinger. Emily holder en hånd op foran øjnene. ”Sluk den,” siger hun, ”jeg går nu.” Leonardo slukker sin finger med et klik på fjernbetjeningen i hans baglomme.

Emily trækker sin taske op på skulderen og skubber sig forbi Leonardo. Noget er anderledes. Hun vender sig i entréen. Hendes bror har ingen trøje på. ”Du har ingen trøje på,” siger hun og kniber øjnene sammen. Det drage-formede modermærke på hans ryg står tydeligt frem, da en rød plade under Leonardos ryg lyser op, som om dragen spyer ild – moren og farens værk. Ligesom Emilys lyserøde tilstedeværelse. Lige fra deres første åndedræt blev de lavet unikke, som moren så smukt havde sagt.

”Du har altid trøje på,” fortsætter Emily. Leonardo smiler, ”jeg må jo nyde, at den er der,” siger han sarkastisk. Emily rynker på næsen, ”du hader den,” fnyser hun. ”Jep!” siger han, ”men om en måned må jeg fjerne den!” han rækker tunge ad Emily og løfter armene op over hovedet. Hun kigger surt på ham, drejer om på foden, tager om sit kaffekrus og træder ud i opgangen. Bare hun snart var 18 år.

 

Skolen starter om 15 minutter, men Emily drejer mod højre i stedet for venstre – mod præsidentens kontor. Hun tager elevatoren og kigger ud over byen gennem elevatorens glassider. Overalt vandrer små lysende prikker rundt i den tågede by som lygtefisk, der svømmer rundt i det mørke hav. Under hendes fødder forsvinder asfalten. Længere og længere væk.

På tusinde etage træder hun med store skridt ud af glaselevatoren. Hendes hår er tilbage i den runde form, som det egentlig altid samler sig tilbage i. Lige meget om hun reder det en million gange – det samler sig altid i afroen alligevel.

Hun går målbevidst mod præsidentens kontor, hvor han er i gang med et møde. Det vidste hun godt; han er trods alt hendes far.

Emily ånder ud, slikker sine tørre læber og åbner den store dobbeltdør. Alles blikke vender sig mod hende, da hun træder ind i det blå, tæppebelagte lokale. En mand med ovale, grønne øjne, som minder lidt om en slange, følger hendes mindste bevægelse, da hun modigt bevæger sig hen mod talerstolen, hvor præsidenten står. ”Emily?” hvisker han. Hun løfter det højre øjenbryn og smiler til ham. ”Far,” siger hun i samme tonefald som ham. Manden med slangeøjnene folder hænderne, og hviler sit hoved ovenpå dem. Han smiler skummelt. ”Og det er?” begynder han. Præsidenten vender hovedet mod slangeøjnene. Han sukker: ”Min datter.” Han drejer igen hovedet mod Emily, ”hvad er der? Det ville være rart, hvis du ikke kom lige midt i et meget vigtigt møde,” hvisker han sammenbidt.

Emily vender hovedet væk fra ham, knejser med nakken og kigger ud over forsamlingen. ”Kære alle sam…” begynder hun, men præsidenten lægger en hånd foran hendes mund. En stor vagt kommer ind af dørene og løfter hende op. Hun slår ham på skulderen, men han giver ikke slip. ”Slip mig!” råber hun. Hun tager initiativ og sparker vagten i skridtet, og han falder klynkende sammen.

Emily rejser sig op, og løber igen hen til talerstolen, hvor præsidenten igen holder en hånd for munden og tager et fast greb om hendes overarm. ”Lad hende dog tale, André,” siger en gammel, leopardmønstret mand til præsidenten. Emily kigger op på sin far, der stadig har hånden for hendes mund. Han fjerner den, og Emily trækker tungt vejret.

”Okay, alle sammen,” hun holder en pause, og præsidenten lægger beroligende en hånd på hendes skulder. ”Der er noget, som jeg har lagt mærke til… Det er angående mauveinen og det elektriske lys.” Slangeøjne-manden rynker brynene. ”Her på det sidste har jeg set, at en masse folk har fået brandsår. Min veninde, Adda, har fx et kæmpe et på maven, hvor hun har en lysende enhjørning. Og det er ikke kun hende,” Emily slår hånden ned i bordet, ”en masse på min skole er lige pludselig begyndt at få brandsår eller betændelse de steder, hvor de er mærket.”

Masken, som Emliy har haft oppe i panden, fjerner hun nu, og en gul byld kommer til syne i hendes pande. ”Den kom i morges, og jeg ved at blive bekymret. Bare se på dig!” Hun løfter hurtigt armen og peger hen mod en kvinde med røde, lysende æblekinder, ”har du ikke lagt mærke til alle de små skorper, som du har på dine kinder?” siger Emily. Kvinden tager hånden op til kinderne og nikker. ”Jo, det har været der i flere dage,” hvisker hun. Kvinden ser bange ud, og hun kigger bekymret op på Emily, ”min datters lilla hænder er også begyndt at få en masse bylder, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre.” Hendes øjne bliver våde, og manden med slangeøjne tager fat om hendes hånd. Han smiler omsorgsfuldt til hende, og hun synker en klump.

Præsidenten kigger forvirret på Emily. ”Siger du…. Siger du, at der er problemer med mauveinen og det elektriske lys?” spørger han. Emily nikker.

 

Byen vrimler med folk med skilte: Tag ikke vores skønhed fra os! Og: Gud har skabt os uden kemikalier! Væk med mauveinen og det elektriske lys! – Skilte hos folk, der enten er enige eller  uenige i at fjerne mauveinen og det elektriske lys som lovlige skønheds-forbyggende stoffer.

Der er skilte og vrede mennesker over det hele. To uger efter Emilys tale foran præsidenten og hans talspersoner er nyheden bredt ud over hele samfundet. Nogle folk løber rundt og skriger, at de vil have frihed til at være den, de er. Andre vil gerne have fjernet mauveinen og det elektriske lys.

Emily træder op på talestolen; om lidt skal hele verden høre hende tale for sagen.

 

Talen gik godt; Hvis man ser bort fra hades-råbene og de rådne tomater, der blev kastet efter hende. Stemningen om fjernelsen af mauveinen og det elektriske lys gik også godt. 70% af stemmerne sagde ja. Det skulle afskaffes, og alle skulle have stofferne fjernet – med det samme.

Faren fik nogle læger til at undersøge, hvorfor problemerne opstod, og de opdagede, at en ny art flagermus er kommet til. Den er lille som en lillefingernegl og bliver tiltrukket af calcium, som der er i mauvein, og af lys. Ild-flagermusene kravler let ind i folk gennem sår, ører, mund eller næse.

 

En jagende smerte i Emilys hovedbund får hende til at skrige, og hendes far tager hende i hånden. ”Han er snart færdig,” siger faren. Emily nikker og bider tænderne sammen. Emilys mor følger lægens arbejdende hænder. Hendes øjne er vidt åbne, og det ligner, at hun er lige ved at besvime. En sygeplejerske tilbyder hende en stol, og hun sætter sig taknemmeligt ned. Bagefter er det hendes tur – hun skal have fjernet ild-flagermusene fra hendes krop.

Det er en lang proces at fjerne ild-flagermusene, der giver en masse smerter. Men verden ser ud til at forbedre sig, og fabrikkerne lukker, fordi mauveinen og det elektriske lys ikke længere er lovligt at have i kroppen.

 

En uge senere sidder de alle tre i det lille hus med hver deres kaffekop. Der er helt stille; kun når de tager en slurk af deres kaffe, brydes tavsheden. I dag skal Leonardo begraves; Ild-flagermusene overtog drage-tatoveringen, og han faldt død om i deres gamle lejligheds stue.

Moren kigger ud i haven, hvor gartneren er i gang med at grave hullet. Med sine langsomme, hakkende bevægelser graver den. Når den går i stå, må faren ud og reparere den igen. Gartner-robotterne er nye, fordi så mange flytter ud på landet.

Smerten i Emilys hoved er der stadig, og hun skærer tænder. Moren sidder bare og stirrer på gartneren. Hun er helt anderledes – håret er skulderlangt og brunt, fregnerne er væk, og hendes negle når kun lige ud over fingerspidserne.

Moren har ikke sagt noget i flere dage. Siden Leonardo døde, har hun ikke engang sagt godmorgen. Pailletterne på hendes sorte kjole glimter i det nu mere almindelige sollys.

 

Ude ved gravstedet holder Emily moren i hånden. En tåre triller ned ad morens kind; den fordamper ikke. Moren siger et par ord. Hun holder pauser – helt præcis seks. Faren tager fat om morens hånd og smiler trist med øjnene til Emily. Emily lægger den næsten rådne rose på graven. Den var den pæneste i blomsterbutikken.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...