Pergament pigen

"Skriv historisk fanfic. Fantastiske bæster foregår i Harry Potter-universet, men tager udgangspunkt i en helt anden tidsperiode, end den vi kender fra bøgerne. Nu er det din tur til at lave en lignende skift. Skriv en fanfic, fra en valgfri fandom, der foregår i en anden tidsperiode end den, du normalt kender fra fandommen!" Et bidrag til konkurrencen fantastiske skabninger og hvor de findes. Fanfiction af gossip girl.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger
AA

2. Forberedelser

~~Charles Bass gik med lange skridt ned af vejen. Hans kinder blussede svagt rødt, og om det skyldtes den kolde vinter eller det kortvarige besøg på bordellet længere nede ad vejen var ikke til at sige. Han slikkede sig om munden. I dag var den dag hvor det årlige julebal skulle afholdes. For ham var det en af årets største højtider, hvor hans far for en gang skyld lagde fjerpennen fra sig og festede løs. Og når Bartel Bass ikke var opmærksom, kunne Charles endelig slå sig løs. Ikke fordi der var noget der forhindrede ham i det nu. Av! Pludselig stødte en lille skulder ind i hans og han udbrød et forskrækket udråb. Tilbage fik han Blair Waldorfs kendte dræberblik. Serena Van der Woodsen grinede ved sin venindes side. ”Pas på hvor du går Charles! ”, vrissede Blair. Bag hende lavede en buttet dame store øjne. ”Miss Blair”, begyndte hun, men Blair holdt afvisende en hånd op. ”Vi venter på vores undskyldning Dorotha”, hendes blik var stadig fæstnet ved Charles, og selvom han var fristet til at lade være undskyldte han. ”Undskyld frøken Blair”. Han var næsten nød til at holde en latterkrampe inde. Blair Waldorf så, så fin og nipset ud hvis man ikke kendte hende, hvilket der nok ikke var en person i High society der ikke gjorde, men hvis man kom for tæt på begyndte man at forstå at hun kunne mere en bare at pynte. Serena bøjede høfligt, og skyndte sig så væk med Blair på slæb, den buttede tjenestepige skyndte sig med. Selv fra flere meters afstand kunne Charles mærke Blairs blik bore i hans nakke. Men han havde andet at tænke på, da han fik øje på den røde dør, der førte til rådhuset. Et stort stykke pergament var blevet hængt op, og skriblede bogstaver fyldte det hele. Med hurtige skridt fik han transporteret sig derhen og læste;
Så mødes vi igen elite.
Der er julebal i aften, og enhver ved at det er selve skandalernes nat, altså lige efter nytår selvfølgelig. Hvem fryder sig ikke over at se Bartel Bass løsne lidt op, Eleanor Waldorf desperat prøve at tiltrække en mands opmærksomhed, eller Lilian Van der Woodsen sende uartige blikke til Bartel Bass. Men lad os ikke glemme børnene! For lad os være ærlige, børnene er selve skandalerne. Charles Bass ved vi alle har et mål, drik sin far fuld og hurtigt hjem med en pige, som om dem han finder på bordellerne ikke er nok! Nathaniel, søde artige Nathaniel vil selvfølgelig prøve at være en gentleman, for din trolovede Blair Waldorf, men mon det bliver svært med de længselsfulde blikke Serena Van der Woodsen sender ham? Lad os bare håbe der ikke bliver en scene…
Du ved du elsker mig
Pergament Pigen.

 

Serena skyndte sig at trække sin veninde ned ad gaden. Selvfølgelig elskede hun når der var ballade, men lige i dag havde hun andre ting at tænke på.  ”Han er bare sådan et mandsdyr! ”, klagede Blair og rullede med øjnene, en ting som hun næsten var kendt for at gøre. Serena samtykkede selvom hun kun var halvt sikker på hvad de snakkede om. ”Slet ikke ligesom Nathaniel”, sagde Blair pludseligt drømmende. De to havde været trolovede siden de sagde deres første ord, og Blair havde altid forgudet ham. Og hvorfor dog ikke? Serena ville ikke lyve og sige Nathaniel ikke var flot, for det ville være en løgn. Med sit gyldne, løve hår og grønne øjne, var han en hver piges drøm. Serena rystede på hovedet. Han var optaget måtte hun minde sig selv om. Pludselig hev tjenestepigen der havde gået bag dem fat i Blair. Hun hviskede nogle få hurtige ord, og Blairs ansigt skiftedes straks fra drømmende til at se ud som en der var på vej til et nervesammenbrud. ”Hvad er det? ”, spurgte Serena bekymret, da tjenestepigen trak sig væk igen. ”Pergament pigen”, mumlede Blair sammenbidt. Serena sukkede, fik den forbandede pige, da aldrig nok af at plage dem? Hvis bare pigens forældre vidste hvad hun havde gang i, så ville der nok ikke være mere pergament uddelt til hende. Arm i arm gik de to veninder ned ad gaden, begge fordybet i tanker, der enten omhandlede juleballet eller pergament pigen.


Nathaniel Archibald betragtede sig selv i spejlet. Prøvede at se for sig selv hvordan han ville byde Blair op til dans i aften, foran hele eliten, og vise at deres trolovelse stadig trådte kraft. Han stod og betragtede sit hår og smilede forsigtigt til sig selv, da en høj lyd pludselig afbrød ham. Undrende stak han hovedet ud af døren. Han kunne ikke få øje på noget og vendte så blikket tilbage på sit eget spejlbillede pludselig lød lyden igen.  Få tøvende lange skridt tog han ud på trappen. Han dukkede sig hurtigt da han fik øje på sin far. Det var ikke meningen at børn skulle spionere på deres forældre. Det vidste han alt for godt, han havde stadig arret på øret til at bevidne det. Der foregik noget kunne han se. Hans fars jakkesæt var helt krøllet og hans hår helt gennemrodet, i modsætning til hvordan han normalt satte sit hår pænt tilbage med en kam. Pludselig fik Nathaniel øje på noget underligt. Farens ene øje var kæmpe stort og hævet og havde en farlig blå farve, som tilbehør løb en lille blodstribe fra hans næse og ned til overlæben. Nu kom Nathaniels mor også til syne. Hun duppede roligt en klud på farens øje, og de udvekslede nogle lav mælte ord til hinanden. Forskrækket kiggede Nathaniel på sine forældre, de opførte sig som om det hele var et helt normalt scenarie, men der var alligevel noget anstrengt over det hele. Han var fristet til at spørge hvad der foregik, men kom så i tanke om det andet ar på hans underlæbe, og besluttede sig for at trække sig ind på sit kammer igen. Hver ting til sin tid.

 

~~Blair Cornelia Waldorf rystede for 17’ende gang på hovedet. Hun var udmærket klar over at Dorotha ikke havde den samme flair for mode som hun, men var det da umuligt for kvindemennesket at finde noget der bare var værd at kaste et blik på? Lige nu stod de og betragtede en marine blå kjole, med en dyb udskæring. Det var en gave fra en parisisk syerske, Blair ikke engang gad at kende navnet på. Kjolen havde slet ikke den samme kvalitet som nogle af de kjoler hendes mor syede, og kun det bedste af det bedste var godt nok til selveste Blair Waldorf. Pludselig trak Dorotha en ny gine ud fra skabet, og Blair blev for første gang i hele sit 17 år lange liv, imponeret af sin tjenestepige. Kjolen var sort, med de smukkeste guldbroderinger. Hele kjolen skreg Blair, og hun rev den næsten ud af Dorothas tykke fingre. ”Hvor er den smuk! ”, udbrød hun. Nathaniel ville med garanti ikke kunne modstå hende i denne kjole! Hun følte næsten at hun kunne bryde ud i en dans, men vidste at det var noget hendes mor ikke ville bifalde. Hun var jo trods alt en dame.


Daniel Humphrey trak lidt ned i sin kasket og hev op i sine seler. Mellem sine arme havde han en fyldepen, og en avis han havde formået at fiske op fra en skraldespand lidt væk. Han sukkede, det var svært at være spirende forfatter, nå det eneste man havde at skrive på var gamle aviser. Pludselig hev en hånd ham i trøjen. Hurtigt vendte han sig om og fik øje på sin lillesøster; Jenny Humphrey, der havde et glimt i øjet og skinnende hår, selvom det ikke var blevet vasket i dage. Pergament pigen har hængt et nyt opslag op ved rådhuset, fnes hun. ”Er det de sædvanlige der medvirker? ”, spurgte Daniel uinteresseret. Hun nikkede og så drømmende ud. ” Jeg ville ønske vi skulle med til det julebal”, sagde hun. ”Prøv at tænk på alle de flotte kjoler kvinderne vil have på! ”, sagde hun og blev pludselig fordybet i sine egne tanker. Og dem der er i dem, var Daniel tæt på at tilføje. Lige siden Serena Van der Woodsen, havde fået øje på ham rode i en skraldespand, og i stedet for at rynke på næsen, havde overrakt ham aet helt splinterny stykke pergament, havde han været betaget af hende. Hun var den smukkeste pige han nogensinde havde mødt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...