Bamsen

På det grå flisebelagte fortov ligger der en bamse. Bamsen er lyserød, den samme tone af lyserød som kirsebærblomsterne har, når de springer ud i fuld flor om foråret. Om sine bjørnelignede ører har bamsen et par himmelblå sløjfer bundet rundt. Denne bamse ville næsten have været et nydelig syn, hvis det ikke havde været for to ting. Bamsen mangler en stump af sin pote, og den er blevet efterladt. Dog ikke på grund af den afstumpet pote. Bamsen blev efterladt på grund af en kvindes hektiske fiktive liv og en lille piges løfte om at vende tilbage.. - Coveret er lavet af Amanda Juhl. (Deltager i "hjertesorg" -konkurrencen". Ord brugt: løfter, smerte, tom og fortvivlet.)

9Likes
14Kommentarer
219Visninger

1. Bamsen

 

"Julia! Hvad er du nu ved at lave? " En kvinde i sine slut trediverne kigger op fra sin mobil. Et yderst sjældent syn. Kvindens øjne er kun ved få undtagelser ikke opslugt af mobilens klare skærm. Men der er de få undtagelser, som nu.

"Jeg er bare ved at give Mulle sine sløjfer på, mor" Kvinden kigger på sin datter. Hun er stoppet op langt bagud, og prøver med sine små hænder at binde de blå sløjfer rundt om ørerne på sin bamse. Men det er ikke let, og langsomt begynder der at løbe små tåre ned af hendes kinder. "Moar! De gider ikke, vil du ikke nok. Mulle skal være flot."

Med et enkelt ryst med hovedet afviser kvinden sin datters spørgsmål. "Vi har ikke tid." Alligevel har kvinden tid til at tage et selfie. Billedet på skærmen viser en kvinde med trætte øjne, som prøver at skjule det bag et alt for stort smil.  Bag kvinden kan man lige ane en lille pige med pjuskede brunt hår og en hvid jakke. Pigens tårer bliver tørret væk med et filter.

"Jeg hader at hun altid gør det, Mulle." Hvisker Julia. Mulle er en god lytter. Hun kan stole på Mulle. Mulle er der altid. Hun krammer sin lyserøde bamse tættere ind til sig. "Hun kan bedre lide sin mobil end mig" Julia kan ikke holde op. Hun bliver nødt til at fortælle Mulle, hvordan hun har det. Når hun gør det er det ligesom der fjerner sig en stor sten fra hendes skuldre. Dog tør hun kun fortælle når hun hvisker.

En ny besked tikker ind på hos kvinden. Det er den tolvte besked siden hun gik fra frisøren. Folk er hurtige til at kommentere hendes nye hårfarve. De fleste er positive kommentarer, men der er ikke ligeså mange komplimenter som for en måned siden, da hun sidst farvede håret. Måske skulle hun have holdt sig til det blonde? Eller også er det på grund af det dårlige lys billedet blev taget i? Hun beslutter sig for at slette billedet, og at hun vil tage et nyt når de når hen til den nye vegetariske cafe. Hun kigger over sin skulder. Julia er begyndt at følge med, men hun går langsomt af sted imens hun hvisker til sin bamse.

Kvinden stopper med et op, og går med små hurtigt skridt over imod sin datter. Hendes hæle giver genlyd, når de rammer de grå fortovsfliser.

Med store dådyr øjne ser Julia op på sin mor. Vil hun mon alligevel hjælpe med at binde sløjferne rundt om Mulles ører?

"Julia. Vi har ikke tid til alt det pjat. Kom så med nu." Kvinden tager fat om sin datters ene hånd, og hiver hende med sig.

Fortvivlet følger Julia med. Hun kan ikke andet. Hendes mor holder fast i hendes hånd som en grib der nådeløst har sat kløerne i dets bytte. Julia må småløbende følge med sin mor med Mulle under sin frie arm. "Moar, ikke så hurtigt, mig og Mulle kan ikke følge med!"

De stopper op.

Kvinden kigger med udmattende øjne og krakelerende læber på sin datter. Hun kan høre hvordan endnu en besked tikker ind.  

"Så giv mig dog den forbandet bamse, hvis den forsinker dig så meget." Kvinden rækker ud imod bamsen og tager fat i den.

"Nej, mor! Jeg skal nok gå hurtigt nu." Julia strammer sit greb om Mulles pote. Men det hjælper ikke, hendes mor har langt flere kræfter end hun har. Alligevel nægter Julia at slippe Mulle.

Et høj lyd opstår midt i kampens hede. Og pludselig stor moren med bamsen uden dens ene pote. Den afstumpet pote står datteren med.     

Julia begynder at græde.

"Se nu, hvordan det gik, fordi du ikke gav slip..."  Kvinden kigger hurtigt på sin mobil. Der er allerede gået alt for langt tid. "Stop så med at græde. Nu smider vi din bamse ud, og så kan du altid få en ny når vi tager hjemad." Kvinden er på vej over imod den beskidte skraldespand, men hendes datter trækker protesterende i hendes hånd.

"Nej mor! Gør det ikke, jeg elsker Mulle." Julia kan næsten ikke sige ordene på grund af at hun hulker så meget.

Kvinden kigger igen på uret. "Fint, så lægger vi den her, så kan du komme tilbage til den. Kom så Julia." Hun fører ubarmhjertigt Julia med sig.

"Jeg kommer tilbage, Mulle. Jeg lover det." Lover den lille pige. Tårerne løber hurtigere og hurtigere ned ad de buttede kinder.

Imens borer en smerte så dyb og inderlig sig ind i Julias mave, og spreder sig som ringe i vandet videre i kroppen. Hun har aldrig mærket noget lignende. Smerten overvælder hende, og på et øjeblik føler hun at hendes krop er tung som beton. Hvis ikke det var fordi at hendes mor hev hende af sted endnu en gang, ville hun ikke sikker på, at hun ville kunne stå oprejst. Hendes tunge betonkrop trækker hende simpelthen ned imod jorden. Men det er ikke det værste.

Det værste er den altopslugende tomhed, som langsomt fortærer hende, jo længere væk de bevæger sig fra Mulle. Da de er nået så langt væk at Julia ikke kan se bamsen mere, føler hun sig om en hul skal. Hun er helt tom. Så tom at hun næsten ikke længere kan mærke sorgen i sit hjerte.

Sorgen over at have mistet den eneste hun kunne fortælle alt til.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...