Alt det lys vi ikke ser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2016
  • Opdateret: 29 maj 2017
  • Status: Igang
//Vandt 5. pladsen i Miss Peregrines home for peculiar children konkurrencen.// Monstre de findes, og det ved Justice Carter. Han ser dem hver nat under sin seng, han ser dem hver dag i spejlet, og han ser dem hver gang han lukker sine øjne. Problemet er bare at ingen andre ser dem. Og Justice har ingen han kan fortælle det til. Han er alene. Fanget i sit eget mørke. Lige indtil han møder væsenet under hans seng, der kan vise ham, hvordan man finder lyset i mørket. Btw det her er min første movella så kom endelig med feedback! (Hvis nogen ligger mærke til det, har jeg ændret titlen og coveret, men det er stadig den samme movella:))  

1Likes
0Kommentarer
481Visninger
AA

10. Kapitel 9.

Et forskrækket råb fandt vej ud af Justices mund. En katte lignende skikkelse havde haget sig fast i Justices T-shirt, og dets kløer borede sig ind i hans hud.

”Borris vil du straks slippe Justice! ”

Væsenet der åbenbart hed Borris, slap modvilligt sit tag i Justice. Borris trak sig et skridt tilbage og bukkede dybt for ham.

”Borris til tjeneste Hr. ” 

”Æh bare Justice tak. ”

Borris hævede sit hoved og blottede et par sylespidse tænder i et smil. Han var ikke meget mere end 130 centimeter høj, men det var ikke det mærkværdigste ved drengen. Borris’ ansigt var dækket af røde kattehår, og på hans hænder lå et fint lag pels. Da Justices blik faldt på drengens klør, trådte han ubevidst et skridt baglæns. Borris vimrede med sine knurhår og stirrede bebrejdende på ham. Madsy slængede sig op af et bøgetræ, mens hun overvågede situationen.

”Jeg tror gerne vores gæst vil møde de andre Borris. Jeg kan forstille mig, at han er en smule træt af at vade rundt i en skov. ”

”Hvad er der nu galt med vores skov? ”

Borris rynkede panden og stirrede fortsat på Justice.

”Ikke noget, ” udbrød Justice hurtigt, ”jeg kan meget bedre lide jeres skov, end den skov vi kom fra. Jeg vil bare gerne møde de andre. ”

Borris’ øjne glitrede gyldent. Han sprang hurtigt frem og greb fat i Justices hånd. Inden han nåede at protestere, begyndte Borris at trække ham afsted.

”Kom nu! Lad mig vise dig, hvor de andre er! ”

Borris trak i ham med sådan en kraft, at han næsten var røget på næsen. Madsy grinte stille for sig selv og fulgte så efter dem. Borris ledte dem igennem den måneoplyste skov, og snart efter strålede et gyldent lys ud gennem træernes blade. Madsy skubbede en gren til side, og Justice knep øjnene sammen for at skimte om bag det kraftige lys.

”Velkommen til vores allesammens hjem. ”

Foran ham lå en lysning, og i midten af lysningen lå en træhytte. Lyset fra hytten oplyste en have tætplantet med blomster. Borris slap hans hånd og løb ind gennem hyttens dør. Han kunne svagt høre ham råbe til de andre. Hun smilede til ham, og sammen bevægede de sig hen mod hytten.

”Kan I se noget? ” En lille piges hviskende stemme trængte ud gennem døren.

”Næh, ikke mere end jeg kan se Bertramsen som tynd. ”

”Hey det hørte jeg godt! ”’

En tredje hviskende stemme blandede sig i samtalen. Madsy puffede til døren, og de tre stemmer tav brat.

”Kan I se noget nu? ”

”Hold nu mund Annabell! ”

Stemmerne blev endnu en gang bragt til tavshed, da døren gled det sidste stykke op. Tre børn studerede nysgerrigt Justice, da de trådte indenfor. Den ene dreng sad på skuldrene ad den anden, og en lille pige tittede ud bag ved drengene.

”Madsy! ”

Pigen fløj i armene på Madsy, der leende svingede hende rundt.

De to drenge stirrede stadig på ham og pludselig satte de i et indianerhyl, og den nederste dreng spurtede væk med den anden på skuldrene.

”Det var Bertramsen og Magnus. De er ret mærkelige, men de ved hvor Bianca gemmer slikket. Jeg hedder for resten Annabell. Annabell de Roosevelt. ” Pigen nejede og løb så efter de to drenge.

”Og det var så trekløveren. Lad dig ikke narre af Annabells uskyldige udseende, hun kan nogle beskidte tricks. ”

Madsy smilte for sig selv. Det var tydeligt, at hun vidste noget, men han lod være med at bore i det. Når Madsy besluttede sig for at holde noget for sig selv, var der intet, der fik hende til at ændre den beslutning. Hun hævede et øjenbryn og gjorde en fejende bevægelse ind mod resten af huset.

”Skal vi? ”

Hun ventede ikke på svar, men fortsatte ind samme vej, som børnene var løbet. En horde af børn stormede dem i møde, da de trådte ind i dagligstuen. De fik hurtigt væltet Madsy ned på jorden, og hun uddelte nu krammer til de mange børn. Enkelte hilste også på Justice, men de fleste sværmede om Madsy.

”Sikke en overdrivelse hva? Personligt syntes jeg, at det er alt for meget hurlumhej for en enkel person. ”

Justice vendte sig om, og hans blik faldt på en lavstammet dreng. Han havde et glitrende rødt palliet jakkesæt på, og hans hår var slikket tilbage.

”Lad mig præsentere mig selv. Mit navn er Pennington, og jeg er det eneste fornuftige menneske i dette galehus. ”

Han stak en hånd frem, og Justice skyndte sig at tage den.

”Justice Carter. ”

”Det er mig en udsøgt fornøjelse at møde dem Hr. Carter. Jeg håbede, at de kunne hjælpe mig med at løse mysteriet omkring denne genstand. ”

Pennington rakte ham en ramponeret kasse, som Justice hurtigt genkendte.

”Det er jo en båndoptager, hvis der sidder batterier i, kan jeg hurtigt løse dit mysterium. ” Sagde Justice på samme tid, som han pressede play-knappen ned.

Behagelig jazzmusik strømmede ud af høretelefonerne og blandede sig med larmen fra børnene. Justice rakte Pennington båndoptageren tilbage og instruerede ham i, hvordan den virkede. Han stirrede på Justice med åben mund og bukkede så dybt for ham.

”Du min Herre er i sandhed et geni, ” og med de ord forsvandt han.

”Mine damer og herre vil I være så venlige at tie stille. ”

Borris stemme overdøvede børnenes ophidsede snak. På få sekunder var der komplet stilhed i stuen.

”Der er blevet tillagt mig det ansvar at præsentere vores nye gæst, ” Justice hørte flere af børnene mumle misbilligende, ”Justice vil du være så venlig at komme her over. ”

Justice maste sig møjsommeligt i gennem forsamlingen, indtil han nåede Borris.

”Nu vil jeg forslå, at I alle sammen præsentere jer for vores gæst. Husk nu, vi er anstændige og ansvarsbevidste børn. ”

Der lød et højlydt bifald fra mængden, og snart efter strømmede de hen til ham for at præsentere sig.

”Jeg hedder Anna, og jeg hedder Anne. ”

To siametiske tvillinger smilede sødt til ham.

”Jeg hedder Poirot. ”

En dreng med blond hår blinkede til ham og forsvandt derefter i mængden igen.

”Jeg hedder Hercules! ”

”Vel gør du ej! Du hedder Jakob, og jeg hedder Simon. ”

De to dreng skyndte sig småskændende videre og overlod pladsen til nogle andre.

”Jeg hedder Arabella. ”

”Jeg hedder William. ”

”Jeg hedder Luna. ”

”Jeg hedder Marcus. ”

”Jeg hedder Percy. ”

”OG JEG HEDDER TOBIAS. ”

Drengen styrtede rundt i stuen og råbte hans navn i forbifarten til alle, der gad lytte. Justice mærkede en begyndende hovedpine, og han havde aldrig følt sig så svimmel. Pludselig blev det for meget for ham, så han dukkede hovedet og skyndte sig ud af bagdøren. Duften af fyrtræer og blomster fik hurtigt dæmpet hans nerver. Han trak vejret dybt ind og lænede sig tilbage mod muren. Han kiggede op på stjernerne, selvom han dårligt nok kunne se dem for lyset. Han havde allerede glemt halvdelen af navnene, og hans dårlige samvittighed kom snigende.

”Nå så det er her, du gemmer dig hva? ”

Madsys stemme bragte ham tilbage til virkeligheden, og en varme spredte sig i hans kinder.

”Det er okay Justice, ” udbrød hun med en lille latter.

”Jeg har noget, jeg gerne vil vise dig, men vi bliver nok nødt til at løbe for at nå det. ”

”Fint med mig. ”

Madsy sendte ham et skævt smil og satte så i løb. Justice fulgte lige efter hende. Han havde ingen ide om, hvor langt de løb, han fokuserede kun på Madsy og hans eget hivende åndedræt. En lyd han ellers sjældent hørte, fik ham til at standse brat op. Det var lyden af havet.

”Skynd dig Justice, ellers når vi det ikke! ”

Han skyndte sig at bevæge sig videre.

De løb i gennem det sidste stykke skov, og nu standsede også Madsy brat op. De stod på en klippe, med havet bølgende langt under dem.

”Kom. ”

Madsy greb hans hånd og førte ham helt ud til kanten. De satte sig ned, med fødderne svingende ude i den tomme luft. Havet bølgede stille frem og tilbage, og stjernerne spejlede sig i vandoverfladen.

”Er du klar? ”

Inden Justice nåede at nikke, begyndte himlen at få farve. Grønne, røde, hvide og lilla farver snoede sig hen over himlens herredømme. Havet spejlede himlens farver, og stjernerne glimtede lystigt. Justice havde aldrig før set noget så magisk. En følelse af dyb taknemmelighed over, at Madsy ville dele dette øjeblik med ham, overmandede ham.

”Er det ikke smukt? ” Hviskede Madsy hæst.

Justice var for lamslået til at svare, men han kunne kun give hende ret.

Farverne legede med hinanden, og blandede sig til nyere, og endnu smukkere farver.

”Kan du se alt det lys mørket indeholder? Alt det lys, der aldrig er nogle, der ser. ”

”Vi ser det. ”

”Og det er det, der betyder noget. ”

Farverne begyndte at falme, og havet mistede igen sin glans.

Langsomt lod han sin hånd glide over til Madsys. Hun knugede den, og han knugede hendes.

”Du må ikke forlade mig endnu Justice. Jeg har brug for dig. ”

”Jeg kunne aldrig finde på at forlade dig Madsy. ”

De begyndte begge at grine stille, Justice af lettelse over endelige at have fundet en, der kunne redde ham fra hans eget mørke, og Madsy over endelig at have fundet en, der forstod hendes mørke. Deres latter viklede sig sammen, og sammen steg de op på jagt efter stjernerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...