Alt det lys vi ikke ser

//Vandt 5. pladsen i Miss Peregrines home for peculiar children konkurrencen.// Monstre de findes, og det ved Justice Carter. Han ser dem hver nat under sin seng, han ser dem hver dag i spejlet, og han ser dem hver gang han lukker sine øjne. Problemet er bare at ingen andre ser dem. Og Justice har ingen han kan fortælle det til. Han er alene. Fanget i sit eget mørke. Lige indtil han møder væsenet under hans seng, der kan vise ham, hvordan man finder lyset i mørket. Btw det her er min første movella så kom endelig med feedback! (Hvis nogen ligger mærke til det, har jeg ændret titlen og coveret, men det er stadig den samme movella:))  

1Likes
0Kommentarer
278Visninger
AA

9. Kapitel 8.

”Justice. Vent. Vi. Er. Her. Nu. ” Madsys forpustede stemme blandede sig med lyden af løbende skridt. Justice stoppede brat og bøjede sig frem med hænderne på lårene. Madsy kastede sig ned på jorden, og i en stund var deres hivende åndedræt det eneste, der brød stilheden. Efter, at de slap væk fra skyggerne, havde skoven henlagt i tavshed. Justices åndedræt faldt langsomt til ro, og han rettede sig op med et støn. Skoven omgav dem stadig, men for første gang i lang tid, så han, stjernehimlen skinne klart. Der var flere milliarder stjerner, og de glimtede alle sammen tydeligere, end han havde troet det muligt.

”Hvad ser du efter? ” Madsys syngende tonefald bragte ham tilbage til nuet.

”Nordstjernen. Har du set, hvor klart den skinner? Det var altid den stjerne, jeg kiggede på, når jeg ikke vidste hvilken vej, jeg skulle vælge. ”

”Nordstjernen har altid været de rejsendes stjerne. ”

Madsy betragtede stjernerne, og hendes ansigt lå badet i månelys.

”Hvad tænker du på? ”

”Jeg tænker på dig, og på hvad du længtes efter deroppe. ”

Hun vendte sit ansigt mod ham, og et lille smil lyste hendes øjne op. Hun var stille så længe, at Justice tvivlede på, at hun havde noget svar. Pludselig vendte hun ansigtet og pegede op mod stjernerne.

”Kan du se den stjerne? Det er aftenstjernen. Den viser sig kun lidt efter solnedgang. Den er mit løfte på, at også mørket har et lys. Man skal bare lære at se det. ”

”Nogle kalder den også for morgenstjernen, når den lyser før solopgang. Jeg tror, at det er himlens måde at love, at der altid vil være et lys i mørket. ”

”Det var klogt sagt Justice Carter. Du er faktisk slet ikke så værst endda. ”

”I lige måde Frk. Madison. ”

”Heey du ved godt, at jeg hader det navn. ”

Hun forsøgte at se fornærmet ud, men da det ikke lykkedes, daskede hun ham på skulderen.

”Uanset, hvor meget jeg holder af at kigge på stjerner med dig, må vi videre. ”

Stemningen blev med et alvorlig igen.

”Tja jeg vil lade dig føre an. ”

Madsy førte dem ind på en smallere næsten usynlig sti, og de travede hastigt af sted. Stien slog et knæk, og Justice standsede brat op. Foran dem stod en dør. Døren så gammel og slidt ud, men det var ikke det mest mærkværdige. Det mest mærkværdige var, at døren intet hus havde. Den stod helt alene med et par meters afstand til de nærmeste træer. Madsy bevægede sig målrettet af sted, og Justice genoptog hurtigt sin gang. Da de stod mindre end en meter fra døren, stoppede Madsy. Nu da han var kommet tættere på døren, kunne han se, at der var røde håndaftryk på døren. Madsy vendte sig rundt, og så på ham med et lille smil. Et pludseligt fugleskrig fik Justice til at fare sammen. En kæmpestor sort ravn landede på døren og betragtede de to børn. Hun så opfordrende på ham og gjorde en håndbevægelse mod døren.

”Skal vi? ”

Uden at vente på svar begav hun sig nærmere døren.

 ”Madsy vent, ” Justice greb fat i hendes arm, ”jeg har brug for at vide sandheden. Hvem er I? Og hvad vil i med mig? ”

Hun vendte sig, lagde hovedet på skrå og nikkede så langsomt.

”Vi er de forladte. ”

”De forladte? ”

”Vi var dem, som ingen kunne lide. Vi var dem, som alle syntes var mærkelige. Vi var dem, som ikke passede ind? Vi var dem, som alle glemte. Vi var dem, som blev forladt. ”

”Det er jeg ked af. ”

”Det er okay, vi lærte at leve med vores mørke. Ved du, hvorfor jeg blev kaldt Madison? Det står for madness. ”

”Så Madison er ikke dit rigtige navn? ”

”Ingen af os der bliver her, går under vores rigtige navne. ”

”Men hvis I blev forladt, hvorfor hjælper I så folk? ”

Hun så tænksomt på ham i flere sekunder.

”Fordi vi ikke er ligesom dem, der forlod os. De var ikke onde. De var bare mennesker. Og nogle gange begår folk fejl, men det definerer ikke altid, hvem man er. ”

Justice mærkede, hvordan hans svælg snørede sig sammen ved tanken om de fejl, han havde begået.

”Hvorfor valgte I mig? Hvad vil I med mig? ”

”Vi valgte dig, fordi du spurgte om hjælp Justice. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med dig, men jeg ved, at vi er her for at hjælpe dig. Vi er her for at hjælpe dig med at finde dit lys i mørket. ”

Ravnen baskede med vingerne, som om også den erklærede sig enig. Madsy rakte forsigtigt hånden ud efter ham, og han greb den uden at tøve. Sammen åbnede de døren. Justice stirrede ud i et uendeligt tomrum.

”Klar? ”

”Klar. ”

Sammen sprang de ind i tomrummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...