Alt det lys vi ikke ser

//Vandt 5. pladsen i Miss Peregrines home for peculiar children konkurrencen.// Monstre de findes, og det ved Justice Carter. Han ser dem hver nat under sin seng, han ser dem hver dag i spejlet, og han ser dem hver gang han lukker sine øjne. Problemet er bare at ingen andre ser dem. Og Justice har ingen han kan fortælle det til. Han er alene. Fanget i sit eget mørke. Lige indtil han møder væsenet under hans seng, der kan vise ham, hvordan man finder lyset i mørket. Btw det her er min første movellas så kom endelig med feedback!  

1Likes
0Kommentarer
257Visninger
AA

8. Kapitel 7.

”Hvad er det her? ”

Han pegede rundt på skoven, der syntes at opsluge dem, for hvert skridt de tog. En hovedpine dunkede bagerst i Justices hoved, og hans øjne kløede. Stien der før havde stået så skarpt frem syntes at falme, men det var ikke det værste. Det værste var skikkelserne, han så bag træerne, og stemmerne i hans hoved. De havde aldrig skreget så højt før, aldrig befalet så kraftigt, at han skulle gøre det utænkelige. Havde aldrig befalet så kraftigt, at han skulle slukke for verden. Han mærkede, hvordan hans ben blev tungere. Snart kunne ikke en gang Madsys hånd holde ham oppe.

”Dét her, ” hun gestikulerede mod skoven, ”er alle menneskers mareridt. Det er her folks mørke ender. Engang var det bare en lille flok træer, men jeres had voksede sig for stort. Hadet avlede smerte, og smerten avlede frygt. Skoven voksede, og det samme gjorde monstrene. Mørket var ude af kontrol, og vi kunne ikke længere styre det. Monstrene blev for stærke, og de begyndte at trænge ind i jeres verden. De knyttede sig til børn og skjulte sig under deres seng. Gennem hele barndommen ville monsteret således viske barnet i øret, og til sidst ville det blive så opfyldt af smerte, had og frygt, at mennesket ville blive til sit eget monster. ”

Hun tav, og Justice lagde mærke til, at hun skævede nervøst til begge sider.

”Men ligger folk ikke mærke til dem? ” Hans stemme skælvede, som kendte den allerede svaret.

”Næh de ligger, hverken mærke til monstrene der omgiver dem, eller monstret de bliver til. Nogle gange falder folk så langt ned i deres eget mørke, at de ikke ser de monstre de kreere. De ser slet ikke alt det lys, mørket kan indeholde. ”

Justice mærkede, hvordan hans svælg snørede sig sammen.

”Men, hvorfor, ” spurgte han hæst, ”hvorfor kan jeg se mørket? Hvorfor ser jeg de monstre, folk skaber..? Hvorfor lige mig? ”

Madsy sank nervøst og rynkede på næsen.

”Ehm altså… Vi ved det faktisk ikke helt. De fleste der kan se dem er selv et virvar af mørke og stemmer. Folk som dig de ser monstrene. Det er en særlig evne, som vi mener kan blive vækket til live af mange ting. Det er kun individet, der ved, hvilken ting der blev den altafgørende dråbe. ”

Justice huskede i et glimt sine forældre smurt ind i blod med tomme livløse ansigter. Han ruskede hurtigt mindet af sig, han havde ikke tid til at hænge sig i fortiden.

”Problemet er, at skoven ikke bryder sig om at blive overset. Den vil mærkes. De fleste af din slags når aldrig hertil. Skoven tager dem, og de bliver en del af skyggerne. Det starter som en hvisken i baghovedet. Stemmer som fortæller en de forfærdeligste ting. Senere bliver det til kommandoer. Kommandoer om at lade blodet flyde. Skoven vil overtage dig. Få dig til at længtes efter at sætte det sidste punktum i historien. Og du vil lystre. Til den tid vil det være for sent at fortryde. Skoven giver ikke slip på sine skygger. ”

”Hvordan kunne I vide, at mørket ville have mig? ” En følelse han ikke kunne placere, spredte sig i ham.

”Fordi du kaldte på os Justice. Du bad om hjælp. ”

Han huskede sig selv ligge i sin seng, med tårer strømmende ned af kinderne. Han havde tigget om hjælp. Dengang havde alting føltes så mørkt.

”Men hvorfor tog skoven ikke mig med det samme? Jeg er ikke stærkere end de andre! Hvorfor reddede I ikke nogle andre? Hvad gjorde mig til noget særligt!? ” Sorg og vrede over de andres skæbne vældede op i ham.

”Justice du må forstå, at hvis vi kunne rede alle, så gjorde vi det! ” Hun lød desperat, men det opildnede kun hans vrede.

”Hvordan kan I tillade jer, ” han stemme lød hul mellem de tavse træer, ”at være herre over andres skæbne? Hvordan kan I tillade jer at vælge mellem liv? Hvordan kan I tillade jer at fravælge? ”

”Justice! Alle kan ikke altid blive reddet! Nogle gange må man redde sig selv, før man kan redde andre! ”

”Justice? Justice er du okay? ” Madsys spinkle stemme gav genlyd mellem træerne. 

Justice mærkede, hvordan hans hoved blev tungt. Madsys ord svømmede rundt, og en tyk tåge havde lagt sig over hans sind. En enorm følelse af angst buldrede rundt i hans krop. Han mærkede, hvordan han sænkede alle parader. Han stirrede på Madsy uden at kunne bearbejde oplysningerne. Hun stod og råbte, men han hørte ingenting. Hele verdens lyd var blevet skruet ned, og han havde intet andet valg end at lytte til stemmen. Stemmen fra det altopslugende mørke. Justice...? Hans hoved vippede ufrivilligt op og ned. Ah Justice Carter, hvor rart endeligt at møde dig. Ser du, væmmelige væsner har adskilt mig fra dig, men det er slut nu. Måske, hvis du kunne introducere dig selv? En usynlig magt tvang ham til at bukke. Se det var straks bedre. Men Justice har du set dig selv? Du ser forfærdelig ud! Dit ansigt er alt for blegt, og dit hår er alt for sort. Og så den krop! Godt det ikke er mig! Den er jo alt for ranglet og bleg. Selv ikke dine forældre villet have syntes om dig. Det er vist meget heldigt, at de ikke kan se dig nu. Et forfærdeligt had gennemsyrede Justice og tårer grædt over hans egen fejhed, gled ned af hans kinder. Sikke en fej lille knægt du er. Tænk engang, at du troede, at hun kunne lide dig. Ha siger jeg bare. Ingen ville elske sådan en som dig. Flere tårer faldt på hans kind, og en varme spredte sig i hans ansigt. Du burde straffes for at være så grim og fej. Vent lige, jeg har en ide! Hvis du lige blotter din arm… Sådan der! Nu mangler vi bare et barberblad, men der ligger altid nogle efterladte i skovbunden, så det bliver ikke et problem. Dér var det. Ved du, hvad Justice så er vi faktisk klar. En skarp smerte spredte sig i hans arm. Bladet dumpede tungt ned på jorden. Røde dråber dryppede langsomt ned på skovbunden. Der er kun en ting tilbage Justice, efter det vil dine pinsler være lettet for evigt. Hans fødder tog to skridt væk fra stien, og han var nu en armslængde fra det første træ. En dyb ro havde sænket sig over ham, for han vidste, at det snart var forbi. Han ville snart sætte det sidste punktum i historien. Snart ville alt blive tyst. Han bevægede sig som i en tåge tættere på træerne. Justice stod fuldkommen stille i mellem de to første træer. Han vidste med sikkerhed, at det næste skridt han tog ville være altafgørende. En fjern stemme skreg til ham, at han skulle stoppe, men de andre stemmer overdøvede den. De var mange nu. De skreg fra alle sider og overdøvede den del af ham, der så gerne ville tro på den anden stemme. Den der så gerne ville tro på, at der fandtes et lys i mørket. En usynlig snor hævede hans fod og sænkede den så langsomt fremad. Han stivnede pludseligt, paralyseret, med foden svævende to centimeter over jorden. Han huskede nu. Han huskede, hvordan det føltes at løbe gennem skoven en sommerdag. Huskede, hvordan det føltes at tage det første svømmetag i en iskold sø. Huskede, hvor lille han følte sig når han kiggede op på stjernerne. Han huskede hende. Huskede følelsen hun gav ham, når hun smilte. Huskede følelsen af det hjem hun ville give ham. En hånd greb fat om hans. Justice knugede pigens hånd og gennem den hånd, fandt han styrken til at vende sig om. Skyggerne skreg efter dem, men de havde ikke længere magt til at formørke dem. Sammen løb de afsted. Drengen der havde stået ansigt til ansigt med mørket, og pigen der led under sit eget sind, men altid græd for andres. De løb afsted, men slap aldrig hinandens hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...