Alt det lys vi ikke ser

//Vandt 5. pladsen i Miss Peregrines home for peculiar children konkurrencen.// Monstre de findes, og det ved Justice Carter. Han ser dem hver nat under sin seng, han ser dem hver dag i spejlet, og han ser dem hver gang han lukker sine øjne. Problemet er bare at ingen andre ser dem. Og Justice har ingen han kan fortælle det til. Han er alene. Fanget i sit eget mørke. Lige indtil han møder væsenet under hans seng, der kan vise ham, hvordan man finder lyset i mørket. Btw det her er min første movellas så kom endelig med feedback!  

1Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

7. Kapitel 6.

Den hånd som ikke var presset mod Justice mund begyndte at lyse svagt. Efterhånden som skæret spredte sig, kunne han se, at væsnet lignede en pige. Hun havde langt blondt hår, og to glimtende øjne betragtede ham. Hun fjernede langsomt fingeren fra hans mund og smilede let til ham. Førend han nåede at åbne munden, greb pigen fat i hans hånd og trak ham længere ind under sengen. Han stirrede ind i hendes øjne. Grå ild hvirvlede rundt og lokkede ham til at komme nærme. Han lænede sig langsomt tættere på pigens ansigt. Han kunne se skygger nu. Skygger der pressede sig mod øjets hinde og skreg efter ham. Han mærkede en skræmmende længsel drage ham nærmere.

”Du skal ikke lytte til dem. ”

Pigens stemme vækkede ham af hans trance. Skyggerne var væk, og det samme var stemmerne. Værelset lå igen stille hen.

”Jeg fik vist aldrig præsenteret mig vel? Nå men du kan kalde mig Madsy, ” hun rakte højtideligt hånden frem. Hun stirrede på ham, så på hendes fremstrakte hånd og tilbage igen. Pigen Madsy så mere og mere fortørnet ud, efterhånden som sekunderne tikkede af sted. Forsigtigt stak han hånden frem og greb fat om hendes lysende hånd. Hun trykkede ivrigt hans hånd, og et barnligt smil spredte sig på hendes ansigt. Hendes glæde virkede smittende, og Justice mærkede sit alvorlige ansigt krakelere. Madsy smilede bredere, og de lysende sølvtråde fra før begyndte at sno sig ud gennem deres hænder. Med et pludseligt ryk slap hun hans hånd og pressede ansigtet helt tæt på hans.

”Faktisk hedder jeg Madison, men du må ikke sige det til nogen! Jeg hader bare navnet Madison, Madsy er så meget bedre, ” hviskede hun ophidset.

Madsy lagde hovedet på skrå og rynkede brynene. ”Eller måske skulle jeg kalde mig Madson eller Maddy… Hvad tænker du Madsy eller Maddy? ”

Hun så insisterende på ham, stadig med næsen presset mod hans.

”Ehm... ”

Madsy trak på næsen.

”Ehm, altså… Madsy er vel fint nok… ”

”Ja lige præcis! Det var også hvad jeg tænkte, men man bliver jo nødt til at være på den sikre side. ”

Hendes 1000-watt smil var tilbage, og hun daskede ham let på skulderen. De kiggede på hinanden i endnu et øjeblik omgivet af næsten komplet mørke, eftersom sølvtrådene var forsvundet igen. Madsy udstødte et pludseligt hvin, der fik Justice til at slå hovedet op i sengen.

”For helvede da også! Vi skulle have været af sted for ti minutter siden! Justice du bliver nødt til at følge med mig, der er ikke tid til forklaringer! ”

Hun lavede en 180 graders vending og greb fat i hans hånd. Hun møvede sig længere ind under sengen stadig med Justices hånd i sin.

”Kom nu Justice! ”

Hun rev utålmodigt i hans hånd. Han mærkede, hvordan værelset skrumpede sammen omkring ham, og hans synsfelt blive invaderet af mørket længere fremme.

”Hvad forgår der Madsy? Hvor skal du hen? ”

Madsy sukkede dybt og var tydeligvis frustreret over hans manglende viden.

”Forstår du det ikke? De er kommet efter dig. Dét lader dig ikke slippe en gang til. ”

Hun rev igen utålmodigt i hans hånd.

”Men hvad er dét? ”

Hun så på og sukkede så dybt.

”Dét er det mørke, der aldrig bliver lyst op, ” hendes ord gav Justice kuldegysninger. ”Dét er det, der skriger herinde. ”

Hun tappede sig selv på hovedet med en finger. Han mærkede, hvordan hans hals snørede sig sammen. Han vidste uden så meget som at blinke, hvilken en af stemmerne hun snakkede om. Han nikkede til pigen foran sig, og hun kravlede videre ind under sengen med Justice på slæb. De krøb af sted i totalt mørke, da Madsys hånd ikke længere lyste. De fortsatte i så lang tid, at han mistede tidsfornemmelsen. Flere gange greb frygten ham, men hver gang klemte Madsy hans hånd. Først langt senere end det sted, hvor væggen burde have været, kom en svag lysplet til syne. Efter endnu ti meter var de fremme ved lyspletten. Madsy der stadig virkede meget oprevet, kravlede adræt ud under det der viste sig at være en seng. Justice møvede sig klodset ud og stivnede så. Han stod i præcis det sammen værelse, som de kom fra. Dette værelse var en tro kopi af hans eget loftsværelse.

”Æh Madsy jeg er ked af at sige det, men jeg tror, vi er kravlet i ring. Jeg mener, det er jo det samme værelse, som vi kom fra. ”

Madsy stirrede på ham og rystede så på hovedet.

Selvfølgelig er vi ikke kravlet i ring. Nogle gange siger du altså de mærkeligste ting. ”

”Jamen det er jo mit værelse. Se lige den papirsflyver, den lavede jeg så sent som i går. ”

Hun betragtede ham kort og sukkede så.

”Det er ikke dit værelse. Det er ikke en gang din verden længere. Du er i den verden, hvor skyggerne hersker, og mareridtene lever. Du står faktisk i en verden, der illustrer det herinde. ”

Hun prikkede ham på panden.

”Men det findes jo ikke vel? Monstre findes ikke vel…? ”

”Åh jo Justice, monstre findes skam. I massevis faktisk. De ligner sjældent monstre, men tro mig. Det du vil møde herinde, er bestemt ikke være end derude. ”

Hun smilede igen et skummelt smil, og han kunne pludselig se mørket, vildskaben og vanviddet i hende. Den ellers velkendte følelse af ensomhed og længsel var erstattet af en ny følelse. Følelsen af endelig at høre hjemme. Uden den mindste gnist af tvivl om, at det var virkeligt, bevægede han sig tættere på vinduet. Madsy havde stillet sig direkte foran vinduet og lod nu en finger glide langs vindueskarmen. Vinduet var støvet, og man kunne kun svagt ane nattehimlen udenfor. En skygge pressede sig med ét mod vinduet. Et svagt skrig genlød gennem rummet. Det var umuligt at skelne ret meget andet end personens figur, men det stod klart, at skriget kom fra skikkelsen. Justice der før havde trukket sig et skridt væk, trådte nu helt hen til vinduet. Vedkommende udenfor skreg og bankede på vinduet. Inden Madsy nåede at reagere, havde han trukket vinduet et par centimeter op. En hånd der var sort af forrådnelse, maste sig ind og greb fat om Justice pyjamasbukser. Et forfærdet hyl undslap hans strube. Skikkelsen på den anden side af vinduet rallede og trak ham nærmere vinduet. Med et råb sprang Madsy frem og greb fat i vinduet. Hun hamrede vinduet ned, og med et forpint skrig trak væsenet hånden til sig. Skyggen udenfor vinduet forsvandt, og de to børns åndedræt var det eneste der brød stilheden. Med et støn rettede Madsy sig op.

”Hvis du nogensinde har tvivlet på om monstre findes, så håber jeg, det var svar nok. ”

Hun lod igen en finger glide langs vindueskarmen. Hun lænede forsigtigt panden mod vinduet og lukkede øjnene. Flere sekunder tikkede af sted, uden hun rørte på sig. Med et ryk hev hun vinduet op, og en grå dis bølgede ind. Flere kilometer skov strakte sig på alle fire sider af huset. Træerne var høje og stod tæt sammen svajende i vinden. En tåge lå som et slør over det meste af skoven, og man kunne kun svagt ane en sti bugte sig ind mellem træerne.

”Derinde ligger vores hjem, ” hun pegede ud mod oceanerne af træer.

”Vores? ” Spurgte Justice i det sekund, hun sprang ud ad vinduet.

Han stak forbavset hovedet ud af vinduet og kiggede de tre meter ned på jorden. Madsy udstødte et grin og vinkede op til ham.

”Vores. ” Råbte hun.

Og det var netop det ord, som skulle overbevise Justice om at hoppe ud ad vinduet. Så det gjorde han. Han hoppede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...