Alt det lys vi ikke ser

//Vandt 5. pladsen i Miss Peregrines home for peculiar children konkurrencen.// Monstre de findes, og det ved Justice Carter. Han ser dem hver nat under sin seng, han ser dem hver dag i spejlet, og han ser dem hver gang han lukker sine øjne. Problemet er bare at ingen andre ser dem. Og Justice har ingen han kan fortælle det til. Han er alene. Fanget i sit eget mørke. Lige indtil han møder væsenet under hans seng, der kan vise ham, hvordan man finder lyset i mørket. Btw det her er min første movellas så kom endelig med feedback!  

1Likes
0Kommentarer
259Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Justice vågnede ved lyden af regnen, der trommede på taget, og duften af fyrtræer som svajede i vinden. Duften af fyrtræer beroligede ham, og han tillod sig selv at slappe af et øjeblik. Det skete sjældnere og sjældnere, han var altid på vagt for det næste slag. Men i dette øjeblik, med regnen der trommede rytmisk mod taget, duften af fyrtræer i luften og mørket der virkede knapt så mørkt, som det plejede, tillod han sig selv at slappe. Luften gled langsomt ud af ham, da det gik op for ham, at han havde holdt vejret. Han modstod den pludselige trang til at stikke af, til at forlade det hele og hoppe ud af vinduet. Det ville også have været en dum ide. Hans værelse lå på 2. sal, han ville højst sandsynligt bare have brækket et ben. Altså medmindre han hen over aftenen havde udviklet evnen til at flyve. I så fald havde familien Carter nok begravet ham levende og håbet på at ingen ville ligge mærke til den flyvende drengs forsvinding. Justice smilede skævt ved tanken om familien Carters reaktion, hvis han kom svævende ned til morgenbordet. En mærkelig stilhed afbrød Justices fornøjelse. Det var holdt op med at regne, og en uro spredte sig som en løbeild i hans indre. Han vendte sig og stirrede op i loftet. Han mærkede, hvordan hårene på hans arme rejste sig. Der var noget helt galt med dette mørke. Han kunne næsten høre stemmerne for sig. Hvordan de bølgede ind mellem hinanden og sladrede om ham. Han havde aldrig mærket så meget liv samlet på et sted. Energien pulserede overalt i det lille loftsværelse. Han kunne høre dem helt tydeligt nu. De kaldte bogstaveligt talt på ham. Skreg hans navn ud i natten. Han mærkede sine muskler strammedes, i det han forsøgte at dreje hovedet. Kroppen gjorde modstand, den vidste, at mørket løj, for mørket kunne umuligt lyse. Men Justice måtte se. Måtte se om mørket lyste, så han drejede hovedet. Han stirrede ud i mørket. Det var umuligt, at se noget. Han åndede tungt ud, mørket kunne ikke lyse. Han stirrede i evigheder ud i mørket. Han blinkede. Sølvglimtende tråde snoede sig rundt i mørket. Justice kunne knapt få vejret. Han rakte forsigtigt hånden op efter en tråd, men den undveg. Den snoede sig nedad, lokkede ham til at følge efter. Uden tøven møvede han sig ud til kanten af sengen. Hans krop skreg i protest, men han ænsede det knapt nok. Han fulgte trådene med blikket og besluttede sig så. Han greb fat i sengekanten og skubbede sin overkrop udover. Han stirrede ikke ned i et gråt tomrum som i drømmen. Han stirrede ned i et lysende ocean af sølvtråde og mørke. Han kunne næsten se, hvordan lysende sølvfisk ville springe op i mod ham. En enorm glæde overmandede ham. Mørket var ikke længere mørkt. Han sænkede sig langsomt ned mod gulvet. De sidste centimeter gled forbi, og hans blik vandrede ind under sengen. Alt blev mørkt. Det lys som før havde glimtet omkring ham forsvandt, og panikfølelsen vendte tilbage. Et blegt ansigt stirrede ud på ham. Han mærkede, hvordan hans svælg snørede sig sammen til et skrig. Førend han nåede at åbne munden, lagde væsnet en finger på hans mund. Dét der gemte sig under sengen brød ud i et syngende tonefald.

”Godaften Justice Carter og må stjernerne altid lyse på din vej. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...