Alt det lys vi ikke ser

//Vandt 5. pladsen i Miss Peregrines home for peculiar children konkurrencen.// Monstre de findes, og det ved Justice Carter. Han ser dem hver nat under sin seng, han ser dem hver dag i spejlet, og han ser dem hver gang han lukker sine øjne. Problemet er bare at ingen andre ser dem. Og Justice har ingen han kan fortælle det til. Han er alene. Fanget i sit eget mørke. Lige indtil han møder væsenet under hans seng, der kan vise ham, hvordan man finder lyset i mørket. Btw det her er min første movellas så kom endelig med feedback!  

1Likes
0Kommentarer
258Visninger
AA

4. Kapitel 3.

”JUSTICE L. CARTER hvor i Sankt Marias navn har du været?!? ” Galede Frk. Monique, da hun så ham gennem køkkenvinduet.

Frk. Monique arbejdede som hushjælp for Hr. og Fru. Carter, men hun brugte det meste af sin tid på at skrige af Justice. Han dukkede nakken og listede stille ind gennem hoveddøren. Efterhånden var han altid stille.

”Det er 3. gang Justice! 3. gang du er stukket af fra skolen. Sig mig tænker du slet ikke på din kære mor? Hun var ved at få et hjerteanfald, da hun hørte om det. ”

”Hun er ikke min mor. ”

”Hr. og Fru. Carter har taget sig af dig i 11 år! Hellige Sankt Maria 11 år Justice! ” Monique var på nippet til at eksplodere.

”Men Jeg har aldrig bedt om deres hjælp! Jeg er aldrig blevet spurgt om, jeg ville bo hos en snobbet kælling og hendes skødehund af en mand! ”

Monique måbede chokeret.

”Aldrig i mit lange liv har jeg set en så uintelligent og uforskammet unge som dig. Jeg kan godt sige dig, ” hvislede hun, ”at Herren og Fruen vil høre om det her! Og forsvind så op på dit værelse, der kan du få lov til at rådne op. ”

Han stirrede febrilsk på hende, mens angsten strammede grebet om hans hals. Han hadede det rum, mere end han hadede Jae, ja selv mere end han hadede Hr. og Fru. Carter. Det var i det rum at noget skjulte sig under sengen. En pludselig kulde gled ned langs hans rygrad. I det rum var der intet til at overdøve stemmerne, intet til at oplyse mørket. Det var et rum ladet udelukkende med kulde og frygt. Frygten for det der altid gled af sted i skyggerne. Frygten for det der gemte sig i mørket.

”Men- ”

”UD SAGDE JEG, ” skældte Monique.

Justice stirrede på hende. Hans ben var vokset fast i jorden, og en indestængt vrede bølgede rundt i ham. Hans ønske om at lade Monique føle hans smerte brændte nu stærkere end nogensinde. Justice flyttede med et ryk blikket væk fra Monique. En halvkvalt lyd fandt vej ud gennem hans strube. Bag Monique stod en mand. Han havde tjavset sort hår, og to tomme øjenhuler skamferede hans ellers kønne ansigt. En mørk dis snoede sig omkring hans fødder. Med et rædselsvækkende hyl hev han Monique tilbage. Han satte sig overskrævs på hendes bryst og greb fat om hendes hals. Dybe sår tonede frem på hendes arme. Manden vendte ansigtet mod Justice, tydeligvis upåvirket af Moniques skingre hulken. Justice pressede sig op mod væggen. Han stirrede ind i mandens øjenhuler, for paralyseret til at flygte. Manden åbnede munden i et hysterisk grin, og kaskader af blod vældede ud af mandens mund. Justice formede munden til et skrig, men lyden nåede aldrig ud. Manden der stadig sad overskrævs på Moniques bryst, begyndte at ældes. Han blev til et skelet, og skelettet blev til støv. Disen indhyllede støvet, og på mindre end et øjeblik var mandens efterladenskaber væk. En tung stilhed lagde sig over køkkenet.

”Monique…”

”Forsvind… ”  Hulkede hun med ansigtet vendt bort mod gulvet.

Uden at mæle et ord gled han ind på værelset. Hér var der ingen mulighed for at flygte. Frygten og skyldfølelsen tvang ham i knæ. Han var fanget. Alene med dét under sengen. En tåre fyldt med smerte gled ned af hans kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...