Alt det lys vi ikke ser

//Vandt 5. pladsen i Miss Peregrines home for peculiar children konkurrencen.// Monstre de findes, og det ved Justice Carter. Han ser dem hver nat under sin seng, han ser dem hver dag i spejlet, og han ser dem hver gang han lukker sine øjne. Problemet er bare at ingen andre ser dem. Og Justice har ingen han kan fortælle det til. Han er alene. Fanget i sit eget mørke. Lige indtil han møder væsenet under hans seng, der kan vise ham, hvordan man finder lyset i mørket. Btw det her er min første movellas så kom endelig med feedback!  

1Likes
0Kommentarer
259Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 En svag vind hviskede Justice i øret, da han nærmede sig stedet. Han smøg sig gennem de sidste lavt hængende grene og nåede så ud på den anden side. Det her var hans sted. Hans eget åndehul når verden blev for larmende. En spejlblank overflade af vand strakte sig for fødderne af ham. Et par ensomme birketræer rakte ned mod søen. Han kunne mærke sine fødder synke i. Han var fristet til at blive stående, til langsomt at blive opslugt af mudderet, men noget tvang ham videre. Han kravlede langsomt op på kampestenen og foldede så benene. Disen snoede sig hen over den grå overflade og rakte op mod ham. Men Justice vidste bedre end at forfølge disen ud på den lumske overflade. Flere folk havde lidt druknedøden ved denne sælsomme bred. Deres lig var tabt for omverdenen. Han lænede sig langsomt frem, indtil han kunne betragte sit spejlbillede. En mager hvidhåret dreng stirrede alvorligt på ham. Hans hår blafrede svagt i vinden. Disen flettede sig tættere om drengen. Han var næsten skjult nu. Drengen åbnede munden, og et sæt rådnede tænder kom til syne. Med en pludselig bevægelse pressede han hænderne mod vandoverfladen og skreg. Lydløst og rasende. Med et skrig sprang Justice tilbage. Hans hjerte hamrede i brystet på ham. Et enkelt blik over skulderen bekræftede, at han var alene. Han greb frygtsomt fat i kanten af stenen. Med besvær tvang han sig selv til at kigge ned. En bleg sorthåret dreng stirrede ham ind i øjnene. Med et lettelsen suk sank han tilbage. Der var ingen dreng. Kun hans eget spejlbillede.

”Bange for sit eget spejlbillede? ” Lød en drævende stemme bag ham.

Med et spring kom han på benene. Bag ham stod Jae flankeret af hans sædvanlige slæng.

”Rager ikke dig Jae. ” Skar Justice ham af.

Et smil spillede på Jaes læber, og en hånlig latter lød fra hans trofaste håndlangere.

”Rolig nu min ven, ” han lagde særligt tryk på ordet ven, ”vi vil bare snakke. Ser du, mig og mine venner vil gerne vide, hvordan det føles at være en outsider. Hvad var det nu din mor sagde? ” Uden at vente på svar fortsatte han hvislende. ”Nårh ja, nu kan jeg huske det. Du er jo bange for mørket ikke sandt lille pus? Du vågner stadig og skriger om mons-”

”JEG TROR IKKE PÅ MONSTRE, OG HUN ER IKKE MIN MOR, ” brølede han i samme sekund, han sprang ned fra stenen.

Hans ben bar ham automatisk af sted ind i skoven, mens hans øre forsøgte at lukke ned. Alligevel skar Jaes stemme sig i gennem skoven.

”Du burde vide bedre end at tro på monstre, horeunge. ”

Med et rasende støn, satte han farten op. Hans øjne blev slørede af vredestårer. Selvfølgelig var han skræmt af mørkets dæmoner, men endnu mere ræd var han for virkelighedens monstre. Da Justice var lille, plejede han at frygte mørkets monstre mest, men nu da han var blevet ældre, havde han indset, at levnede mennesker var de virkelige monstre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...