Sortekunst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2016
  • Opdateret: 23 sep. 2016
  • Status: Igang
//Deltager i Miss Peregrine’s hjem for sælsomme børn konkurrencen - Valgmulighed 2 - “fordi vores evner ikke passer til omverdenen, lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os”//

2Likes
6Kommentarer
237Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kapitel to, del et

 

 

Jeg har det som om jeg sover, men det ved jeg godt at jeg ikke gør, jeg tror jeg dør, men jeg er ikke sikker. Jeg kan stadig føle ting, jeg kan føle røgen i mine lunger, og dybden fra vandet, og distancen fra at være hjemme. Langt væk kan jeg mærke noget varmt på mine kinder, men det hele virker så ligegyldigt, måske jeg bare skulle prøve at sove, for jeg er så ubærligt træt.

Jeg lukker øjnene, og i det fjerne kan jeg høre en stemme, en slags mumlen, jeg kan ikke høre ordene, men jeg er også ligeglad.

Men stemmen bliver højere.

”Ena..” Mit navn? Jeg vender mig, jeg gider ikke, ikke mere, jeg vil bare sove.

”Ena!” Kan de ikke bare lade mig være, jeg vil bare sove, jeg vil bare væk, det er alt hvad jeg vil. Hvorfor kan jeg dog ikke bare få lov til det?

”ENA!” Noget tager fat i min arm.

”ENA, HØR PÅ MIG! DU MÅ IKKE LUKKE ØJNENE! DU MÅ IKKE SOVE!” Men jeg er så træt, hvorfor må jeg ikke sove, bare lidt? Kan de ikke bare lade mig være i fred?

”ENA, JEG VED DU ER DERINDE, DU MÅ HØRE PÅ MIG! DU MÅ IKKE FALDE I SØVN, DU SKAL KOMME TILBAGE! KOM TILBAGE TIL MIG, KOM TILBAGE TIL VINCENT!” Vincent, hvordan kunne jeg have glemt ham? Hvor er jeg? Jeg vil ikke sove, ikke her, jeg vil hjem. Jeg vil hjem til Vincent, hjem til min far. Hjem til efterår, og blade i brand. Jeg vil ikke være her. Her er sort, og vådt, og jeg kan ikke få vejret. Hjælp mig! Jeg vil ud! Jeg vil hjem! Hjælp mig! HJÆLP MIG!

 

 

Kapitel to, del to

 

 

Hun så mig, Ena, hun stod der, bare nogen få meter væk og så mig.

Jeg ved godt at jeg ikke burde være her, jeg burde bare gå. Men hun så mig. Mon hun ved hvem jeg er?

Jeg ved godt at jeg ser anderledes ud, og at det er længe siden, men jeg ved jo hvem hun er, så måske, bare måske hun ved hvem jeg er?

Vi står sådan længe, og bare kigger. En lille, lidt for kort uendelighed, bare med os to. Os to, og Vincent, alt er som det skal være.

Mit hjerte slår hurtigt, og jeg smiler i hele ansigtet, jeg kan slet ikke lade være. Jeg løfter hånden, bare et hurtigt ’hej’ og så vil jeg gå, det kan der ikke ske noget ved.

Min hånd er helt oppe i luften nu, og jeg laver et hurtigt flik, og nikker med hovedet.

Hun taber noget.

 

Pludselig står jeg ved siden af hende, det var ikke meningen, intet af det her var meningen. Der er mad og skår over hele gulvet, og Ena står midt i det hele. Jeg får øje på Vincent, han har fået noget af et chok, og er på vej mod Ena.

”Vincent, sæt dig.” Han sætter sig, god dreng, jeg vil nødigt have ham til at træde et skår op i poten.

Ena vender sig mod mig, hun ligner et maleri. Hun har ikke noget specielt på, et par mørkeblå cowboy bukser, en rusten trøje, der er lidt for stor. Hendes sokker er uldne, og er trukket op over buksebenene, den ene lidt højere end den anden. Hendes hår er som en løvemanke, gyldent, vildt, og majestætisk. Huden er hvid, og bære de sidste spor af sommer, i fregnerne, på hendes næse.

Hun har lukket øjnene.

”Er du okay?” Det her var aldrig meningen, selvfølgelig er hun ikke okay, hun kan ikke huske mig. En fremmed står i hendes hus, lige foran hende. Selv hvis hun kunne huske mig, ville hun nok slet ikke se på mig. Store idiot, hvorfor gør du altid sådan noget?!

 

Hendes hænder ryster, og hun trækker vejret tungt, jeg bør gå.

Jeg tager fat i dørhåndtaget, men når aldrig at trykke det ned. Hendes øjne, funklende smaragdgrønne søer, man kan miste sig selv i. Jeg ved godt jeg bør, men jeg kan ikke slippe hendes blik, bare et øjeblik mere. De er så grønne, som de første blade på bøgetræets kviste om foråret, der er så uudholdeligt langt væk.

Men tiden går stærkt, alt for stærkt, og jeg kan mærke hende. Hun bliver trukket ind, det her skulle ikke ske! Jeg fjerne blikket fra hende, jeg prøver at stoppe det, måske der stadig er tid!

Men hun stirre stadig. Hun stirre lige ud i ingenting, og små fine tåre triller ned af hendes kinder.

Hvad skal jeg dog gøre?! Jeg må stoppe det! Jeg kan stoppe det! Bare vær helt rolig, det hele skal nok gå.

”Det er okay” Jeg ved ikke om det er for at berolige Ena, eller for at berolige mig selv.

Vincent piver.

”Ena, det er okay, alt er okay” Hun må for alt i verden ikke gå i panik.

”Ena, jeg ved du er bange, men det skal du ikke være, jeg er her for at hjælpe” Hjælpe, hvordan skal du hjælpe? Du kan ikke engang hjælpe dig selv.

Hendes vejrtrækning er hæs, det går hurtigt.

”Ena! Ena, hør på mig, jeg skal nok få dig ud, men du bliver nødt til at høre på mig! Jeg kan ikke gøre det her selv!” Hvis bare hun ikke falder i søvn skal det nok gå, så længe hun ikke forsvinder må der være en måde!

 

 

Jeg har engang hørt at man skal tale med døende personer, det er lige meget hvad man siger, man skal bare holde dem vågne. Det eneste jeg kan finde på at fortælle om, er alt hvad der er sket, alt om mig. Alt det jeg har tænkt om hende, på hende, og på hendes far, om Vincent.

 

”Jeg mødte den her pige, hun lignede en engel, med hud så hvid som sne, og hår der passede til. Da hun sagde hendes navn var Sne, kunne jeg ikke lade være med at grine, for det var så fantastisk passende. Jeg tror ikke hun forstod hvorfor jeg grinede, det var måske heller ikke der pæneste jeg kunne have gjort, men det var nu engang det der skete.

Hun viste mig mange ting, ting jeg aldrig før havde hørt om. Ting der ville få dig til at sige at det var løgn, det ville jeg have gjort, hvis det ikke havde været lige for øjnene af mig.

Du vil aldrig tro det, men alt det vi tror er myter, eller folkehistorier, er sandt. Hvis du kommer tilbage, lover jeg dig, jeg viser dig alting! Vær nu sød at komme tilbage.”

 

Der dryppede tåre på gulvet, de fleste var fra Ena.

 

”Da jeg endelig fik taget mig sammen til at spørge Sne, hvorfor hun viste mig alle de her ting, og hvorfor hun ikke havde vist det til andre før? Sagde hun ’Det er fordi vores evner ikke passer til omverdenen, derfor lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os. Vi ønsker ikke at blive fundet, for mennesker ønsker ikke at finde os. Det er derfor vi er fiktion, og ikke fakta. Enhjørninger, drager, sortekunst, verden omkring os har brug for at alt dette eksistere, men kun som en drøm. Derfor viser vi det ikke til andre.’

 

Da jeg hørte det gav det ingen mening, vi? Hvilket vi? Og hvis mennesker ikke forstod, hvorfor viste hun det så til mig? Var jeg en test?

Jeg tror at Sne fornemmede min underen, hun smilte blidt, og satte mig ned. ’Vi er af en anden art, det er ikke noget vi selv vælger, og det er ikke altid vi selv er klar over det. Du Ask, du er af en anden art.’

Du kan ikke forstille dig hvor forvirret jeg blev da jeg først hørte de ord, men det gjorde dem ikke mindre sande.

Jeg tror godt at jeg vidste, helt inde i mit hjerte, at jeg ikke var som alle andre, men jeg plejede at tro , at det var helt normalt akavet-nørdethed, og ikke fordi jeg havde evner. Evner, det er fire år siden jeg fandt ud af det, og det lyder stadig underligt at sige det.

 

Efter jeg fandt ud af det hele, var jeg nødt til at tage en beslutning. Jeg efterlod alt, selv dig. Du ved ikke hvor meget jeg har savnet dig.. Ena.. Hvis bare jeg..

 

 

Vær nu bare sød at holde ud..”

 

Mine knæ giver efter, og min hals snører sig sammen, vandfald falder fra mine øjne. Jeg kan ikke miste hende, ikke igen. Jeg kan ikke miste hende til min selviskhed, hvorfor kunne jeg dog ikke bare have gået min vej?

 

Jeg sidder der på gulvet længe, jeg burde rejse mig, men det kan jeg ikke, al styrke har forladt min krop, og jeg sidder her tilbage, som en vandmand. Ingen rygrad. Måske jeg bare skulle lukke øjnene? Bare glemme alt et øjeblik, bare svæve væk.

 

Mine øjenlåg glider langsomt i, og alting smelter sammen.

 

BUMP!

 

Jeg åbner øjnene med et sæt, og springer op, hvor længe sad jeg der?

 

”ENA!” Hun ligger på gulvet, hendes øjne er lukkede. Trækker hun vejret?

”ENA!” Hun puster ud, hun trækker stadig vejret, men meget svagt, og besværet. Hun må åbne øjnene igen, hun kan ikke gå ud på den her måde!

”ENA!” Jeg griber fat i hendes arm, hendes hoved drejer sig, og jeg tager en dyb indånding.

”ENA, HØR PÅ MIG! DU MÅ IKKE LUKKE ØJNENE! DU MÅ IKKE SOVE!” Jeg råber af mine lungers fulde kraft, og hun rynker på næsen, hun kan høre mig!

”ENA, JEG VED DU ER DERINDE, DU MÅ HØRE PÅ MIG! DU MÅ IKKE FALDE I SØVN, DU SKAL KOMME TILBAGE! KOM TILBAGE TIL MIG, KOM TILBAGE TIL VINCENT!” Jeg rusker i hende, og Vincent hyler. Jeg bukker mig ned over hende, min krop vil ikke mere, der er ikke mere håb tilbage, jeg bryder sammen.

”Undskyld Ena, undskyld… Det hele er min skyld, jeg skulle aldrig være kommet.. det hele er min skyld… det hele er min skyld..” Jeg græder, jeg har aldrig grædt så meget før, hvis bare jeg ikke havde været så dum, hvis bare Sne havde været her, hun ville have vidst hvad jeg skulle gøre, hvorfor skal jeg altid være så frygtelig dum?

 

”..hm.. m..” Jeg høre det næsten ikke over lyden af min egen gråd, jeg holder vejret.

”hj.. p..mg”

”Ena” Hun åbner sine øjne på klem.

”..Hjp.. me..” Hun er stærk.

”Ena, jeg er her! Jeg er her!” Tåre triller igen ned af mine kinder, men denne gang er de fulde af håb igen.

Et tørt støn kommer fra Ena, og hendes øjne åbner sig helt.

”Hjælp.. Mig..” Det er ikke andet end en svag hvisken, men det er nok.

”Det er okay Ena, alting skal nok blive okay. Du er modig, og du er stærk, alting skal nok ordne sig, det lover jeg” Jeg bliver ved med at snakke, om det mest er til hende eller mig selv ved jeg ikke.

Jeg løfter Ena op, og åbner havedøren.

”Kom Vincent”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...