Sortekunst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2016
  • Opdateret: 23 sep. 2016
  • Status: Igang
//Deltager i Miss Peregrine’s hjem for sælsomme børn konkurrencen - Valgmulighed 2 - “fordi vores evner ikke passer til omverdenen, lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os”//

2Likes
6Kommentarer
234Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Kapitel ét

 

 

’’Himlen græder, og vinden hyler, for  solen er væk..,,

 

”Pladderværk” Det regner, store fede dråber af efterår, der slår på taget og ruderne. Knapt så poetisk, men knapt så dumt og analyserene. Men det er vel hvad man får med en forfatter som far, halvpoetiske tendenser, og sammenkrøllede tekster.

Jeg krøller papiret sammen igen, og ligger den tilbage i køleskabet ”hvis det er kasseret, må du ikke læse det”; ja ja far, det skal jeg nok lade være med. Men det ville alligevel nok hjælpe hvis han ikke smed det tilfældigt rundt i hele huset, det gør en nysgerrig.

Jeg tager i stedet leverpostejen, og sætter den på køkkenbordet.

”Vincent!” Vincent er vores tolvårige høstak af et gadekryds. Navnet Vincent stammer fra Vincent Van Gogh, maleren. Vores Vincent mistede halvdelen af det ene øre til en rusten plov, dengang han var hvalp, så far mente det var et passende navn.

Jeg tager Vincents madskål, og begynder at mose leverpostejen sammen med de tørre piller.

”Vincent! Mad!” Jeg ryster skålen, og pillerne klirre mod porcelænet.

”Vincent?” Stadig intet.

Jeg går mod stuen, måske han har fået lagt sit tæppe over ørene, det er sket før. Og som tolvårig hund, bliver man med tiden lidt små døv.

Men nej, tæppet er ikke over hans ører, tæppet er ikke engang i nærheden af ham. Han står foran havedøren, brummende, og med rejste børster, og spidsede ører.

”Vincent, dit dumme dyr, kom nu her”. Det er ikke første gang en fasan har forvildet sig ind i vores have, vi bor lige op til skoven, men de finder altid ud igen. Hvis altså ikke Vincent får fat i dem.

Han vipper med ørene, han har hørt mig, hvorfor kommer han ikke?

”Vincent?..” Noget er galt, jeg har aldrig set ham sådan.

Jeg lister mig hen imod ham, stadigt med madskålen i hånden, hvad ser han? Jeg knæler ned ved siden af Vincent, og ligger forsigtigt hånden på hans ryg, det giver et sus gennem hans krop, men hans blik er stadigt stenfast mod noget.

Jeg drejer mit hoved mod døren, stille og roligt, som ved et færdselsuheld. Man ved ikke om man ønsker at se hvad end det så er, før man rent faktisk ser det.

Jeg ser det. Det løber mig koldt ned af ryggen, og det føles som om mit hjerte står stille. Jeg ville ikke se det, men nu er der ingen vej tilbage, og jeg kan ikke fjerne blikket.

Dér, bare nogen få meter væk står, hvad man i lykkelige fortællinger, ville beskrive som en høj, mørk fremmed. Men dette er ikke en lykkelig fortælling, eller et eventyr, det her er virkeligheden, og der står han.

 

Jeg har lyst til at kaste op, og til at løbe min vej. Men alt jeg kan gøre er at kigge på ham, og han kigger tilbage på mig. Vincent knurre, men der kommer ikke en lyd fra mig. Det er som om alt hvad jeg nogensinde har vidst er væk, og alt der eksistere er hans øjne rettet mod mig, og mine forstenede lemmer.

Det føles som en evighed i et lufttomt rum, hvad vil han? Hvad tænker han mon på? Hvorfor er han her, i vores baghave?

 

Han løfter sin hånd, som for at hilse. Det gir et sæt i mig, og jeg taber madskålen. Der er ikke langt fra min hånd, ned til gulvet, men der er åbenbart langt nok til at smadre en porcelænsskål. Det giver et kæmpe brag da skålen rammer gulvet, og hundepiller, leverpostej, og skår flyver til alle sider. Vincent tager for første gang sit blik fra den fremmede, og springer tilbage, med et ordenligt hyl. Jeg rejser mig hurtigt, sikke et svineri jeg har fåret lavet.

”Vincent, sæt dig.” Det er en ukendt stemme, jeg lukker øjnene, og vender mig rundt. Det er præcis som når man vågner fra en uhyggelig drøm, men ikke ved om man rent faktisk er vågen, så man holder øjnene lukkede, til man er klar. Bortset fra at jeg aldrig tror jeg vil blive klar til at åbne mine øjne igen.

”Er du okay?” Mine lunger er helt tomme, og min mund er helt tør. Det er ham, det er den ukendte stemme. Jeg bliver nødt til at åbne øjnene. Jeg tager en dyb indånding, og holder vejret. Det tager alt hvad jeg overhovedet har i mig, men med rystende hænder, og sammenkrøllede tæer formår jeg at åbne øjnene.

Det hele er som et færdselsuheld igen, men denne gang er jeg en del af det. Han står lige foran mig. Med hullede cowboybukser, der har græspletter på knæene, og en gullig t-shirt jeg er sikker på engang har været hvid. De slidte sko, ligner noget der engang har været converse, men nu mere ligner mudder. Hans hår er sort, som en krages fjer. Det krøller, og når helt ned til hans skuldre. Hans hud er brun, som en varm sommerdag, ikke som en efterårsdag i oktober. Gad vide om han fryser? Han har jo bare en t-shirt på, og det regner; mere når jeg ikke at tænke, for mine øjne bliver endnu engang tiltrukket hans. De er sorte, præcis som hans hår, eller nattehimlen. De er så frygteligt sørgmodige, og jeg kan mærke varme dråber af vand strømme ned af mine kinder. Jeg har det som om jeg drukner, som om intet nogensinde kan blive godt igen. Jeg vil skrige, men jeg kan ikke, jeg kan ingenting. Hvorfor er hans øjne sorte? Hvorfor kan jeg ikke slippe dem?

Hele min krop ryster, og jeg kan høre Vincent pive. Men det føles som om han er tusind mil væk, og jag kan ikke hjælpe ham. Jeg kan ikke engang hjælpe mig selv. De små åer fra mine øjne bliver til floder, der snart bliver til have. Jeg kan ikke styre det.

”Det er okay” Det er ham, hvorfor siger han dog det! Det er ikke okay, intet er okay!

”Ena, det er okay, alt er okay” Hvor kender han mit navn fra? Hvad vil han?!

”Ena, jeg ved du er bange, men det skal du ikke være, jeg er her for at hjælpe” Hjælpe! Hvordan kan han hjælpe, hvordan kan nogen nogensinde hjælpe?

”Ena, jeg vil ha’ dig til at fokusere på min stemme, kan du gøre det for mig?” Jeg tager en dyb indånding, og det føles som om mine luger fyldes med røg, jeg prøver på at hoste, men røgen bliver tykkere, og jeg kan ikke få luft.

”Ena! Ena, hør på mig, jeg skal nok få dig ud, men du bliver nødt til at høre på mig! Jeg kan ikke gøre det her selv!” Jeg ville nikke, men min krop var blevet til sten. Men jeg lytter, jeg lytter med hver en fiber i min krop, jeg vil ikke være her. Jeg vil ud, og min bedste chance for det, er at lytte. Jeg håber han kan mærke at jeg lytter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...