Miss Peregrines hus for sæsomme børn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
48Visninger
AA

1. Miss Peregrine's hus for sælsomme børn

Miss Peregrine’s hus for sælsomme børn

“Så let er det heller ikke at leve med de normale folk,” begynder hun med at sige igen. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg kom hertil. Jeg står helt forvirret og kigger og ved ikke, hvad jeg skal sige.

“Jeg er en normal dreng som alle andre drenge fra byen,” siger jeg med en forvirret stemme. “Jeg har ikke evner, ligesom dig. Du kan svæve op i luften uden en 5 kg sko lavet af metal!” siger jeg med en høj stemme. Da jeg begynder med at vende ryggen mod hende og lige når at et skridt hen mod døren, holder hun mig i nakken og vender mig om.

“Jake, du er den, der kan redde os, du kan redde hele Jorden,” siger hun. Jeg begynder med at blive endnu mere forvirret og kigger dybt ind i hendes øjne.

“Jeg ved ikke, hvad du og de andre snakker om, men det her er uhyggeligt,” siger jeg med en stemme, der lige er blevet skræmt. Jeg går lidt rundt i lokalet og prøver på at blive vant til det uhyggelige udseende. Jeg går hen til vinduet og kigger ud på de to små maskerede børn, der leger sammen og spørger: “Hvorfor bor i her og ikke i byen med de normale folk?”

Hun kigger overrasket på mig og siger: “Fordi vores evner ikke passer til omverdenen, lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os.” Jeg begynder med at kigge lidt tvivlsomt på hende, og tænker på hvad konsekvenserne kunne være, hvis de boede her eller inde i byen. “Jake, du har evner, du selv ikke kender til, ligesom jeg har evner,” siger hun. Det her kunne måske hænge sammen. Det kan godt være, at det hænger sammen med de spor, jeg leder efter, som min bedstefar har efterladt, og måske har jeg evner som dem. Jeg begynder med at forstå lidt af det, det er meningen at jeg skal være her. Min bedstefar vil have, at jeg skal finde det her sted, og han vidste at jeg kan redde verden for det store mysterium der er. Hun kigger på mig og siger: “Du er den, der skal redde Jorden, din bedstefar har forladt nogle spor, der føre hertil, og vi ved at du har evner, kan du ikke forstå det?”

Jeg kigger ind på hendes vrede øjne og siger: “Men det er heller ikke så let at forstå det, men jeg kan da prøve at forstå tingene, og det kan godt tage tid.”

“Så lad os begynde,” siger hun og nikker tilbage.

Vi står på en bro ved stranden, ved enden af den, står der en robåd med padler. “Kom der er et sted, jeg skal vise dig!” råber hun over fra båden.

Jeg kigger hen på, smiler og råber til hende: “Jeg kommer, jeg kommer!” Jeg går hen mod hende og sætter mig på båden lige over for hende. Hun rækker mig roerne og mumler noget, jeg ikke hørte. “Sagde du noget?” spørger jeg.

Hun kigger op på mig og siger: “Nej, men vi skal sejle hen mod det røde lys ude på havet (og peger ude på en midtfarvands-bøje, der blinker ude på havet). Halvvejs derhen stopper vi, okay?” Jeg kigger hen på hende og nikker.

Mine arme er trætte af at padle i så lang tid. Men der er stadig lige så lang tid endnu, som vi har padlet indtil nu. “Skal jeg tage over?” spørger hun med en blid stemme.

Jeg kigger på hende, og tænker om det er chancen værd. “Ja, det kan du godt, jeg skal bare have en lille pause,” siger jeg og rækker hende padlerne. Hun begynder med at padle lidt langsomt. Men lidt efter får jeg et skub, at jeg næsten faldt af båden, så hurtigt hun pludseligt begynder med at padle.

Hun stopper efter et par minutter. Jeg hiver efter vejret, fordi der er så meget vindmodstand, at jeg ikke kunne få vejret ordentligt. “Jeg… jeg har… jeg har aldrig set en person… der har padlet… så hurtigt,” siger jeg. Hun kigger på mig og begynder med at fnise sødt.

“Det er noget, jeg har lært, da jeg var på din alder og indtil nu,” siger hun fnisende.

Jeg kigger på hende og spørger undrende: ”Da du var på min alder, er du ikke det?”

“Det er rigtigt nok, det har jeg ikke fortalt dig, hver aften skruer vi 24 timer tilbage, det er en lang historie. Men kom med, der er et sted jeg skal vise dig, når jeg gerne vil være alene,” siger hun og springer i havet. Jeg begynder med at stå op trækker en dyb indånding, springer efter hende. Jeg åbner øjnene under vandet, og der ser jeg hende. Hun ligner en, der er ved at drukne, en der har brug for hjælp, af en anden person, til at trække hende op og redde hende. Jeg svømmer ned imod hende, da hun begynder med at udånde, får jeg boblerne på hovedet, og pludseligt kan jeg trække vejret under vandet. Jeg bliver ved med at svømme ned mod hende, og for hvert minut bliver det mørkere og mørkere. Snart kan jeg ikke se, hvor hun er, indtil der dukker et krigsskib. Et gammelt krigsskib, der synkede for nogle år siden. Jeg kigger rundt, jeg kan ikke finde hende. Jeg begynder med at blive nervøs og bange for, at der er sket noget. Men så bliver boblen så lille, at jeg ikke kan trække vejret. Så ser jeg hende puste hen imod mig, og jeg kan endelig trække vejret igen. Hun giver håndtegn til, at jeg skal svømme over til hende.

Hun lukker døren til et rum og vender sig om. og udånder, men denne gang rammer hun ikke mig. jeg vender mig om, og ser at rummet bliver tømt af vand. Jeg bliver trukket tilbage. Fordi vandet bliver skubbet ud af døren, som stadig står på klem. hun står med ryggen mod døren, mens jeg også står ved siden af hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...