Under My Skin

Et oneshot til konkurrencen "Miss Peregrins Home For Peculiar Children". Byen Carnagy har ændret sig drastisk. Hvor der før var varme og liv, er der nu en halvtom, sort by med indbyggere der har mistet al form for håb. Men syv mennesker nægter at give op og mødes på tværs af relationer og herkomst. Da Krista har et noget turbulent møde med en hemmelighedsfuld dreng, åbnes der måske en plads til et ottende medlem.

0Likes
0Kommentarer
129Visninger

2. Under My Skin

 

Der var ikke en vind, der rørte sig i Carnagy. Ingen gøende gadehunde eller raslen i buskene; ikke engang en højlydt bybums i ny og næ. Natten var kold og stille. Det havde ikke altid været sådan, tværtimod var det en ny rolle, byen havde påtaget sig. 

Engang var den lys og summende af liv. Gik man en tur gennem en vilkårlig gade, ville man ofte se legende børn og høre deres klokkeklare latter. Solen banede sig altid vej gennem træers snørklede grene og skyerne på himlen.
Nu havde de selv samme træer lukket deres porte, og varme var en sjælden sensation. Skyerne var gået sammen og dannede et tæt net, hvor ingen solstråler kunne bryde igennem.
Menneskene gik rundt i zombie-lignende trance, uden den sædvanlige målrettethed i deres skridt. Uden glæde.
Det var som om landsbyen havde dannet en boble om sig selv, der langsomt drænede den mere og mere, til der til sidst kun var mørke silhouetter tilbage.

Håb var der ikke meget af. Det var nærmest blevet et fremmedartet ord for beboerne. Men syd for byens centrum, bag en række kornmarker, ved siden af et efterladt gårdhus, var der et glimt af noget. Og selvom det noget ikke var mere end bare dét, så var det alligevel... Noget.

Mere specifikt var det en gruppe mennesker. Syv i alt. Varierende i alder, udseende og opvækst. Kun én ting havde bragt dem sammen, og det var det spæde ønske om forandring.
De havde hverken familie eller venner, hus eller hjem, sans eller samling. Alt var taget fra dem.

Så hvordan overlevede de? Var der overhovedet en grund til at overleve?

Kort efter byens undergang, havde de taget patent på det gamle gårdhus. Som en kat der frygtløst beskyttede sit territorie, havde de bygget husets ruiner op på ny. Med gamle murbrokker havde de lavet vægge, overflødigt tøj blev syet til sengelinned og bål blev lavet af kviste fra skovbunden eller bark fra en nærliggende eg. Men det var en sjælden luksus - de gemte det meste brænde til vintermånederne.
Det blev hurtigt til deres mødested, og i løbet af kort tid kom de tættere på hinanden, end de fleste familier nogensinde havde været.

~

Krista stirrede på det matterede vindue. Hun var i tvivl om, om hun var gået i dvale. Hendes øjne så udsigten, hvis man kunne kalde den dét, men det var som om, de så lige igennem den. Mark, himmel og horisont gik ud i ét. En stor, grå masse der sommetider rykkede lidt på sig, vendte og drejede sig når en vind susede forbi.
Det var husets eneste vindue og derfor ofte kapret af de andre, når de sad og tænkte over livet. Eller hvad det engang var.
Deres eneste lampe blev smadret under indflytningen, så nu var det også den eneste lyskilde. Både rent bogstaveligt og på andre dybere måder. Det mindede dem alle om, hvordan der plejede at se ud, når de så ud af vinduet. Hvad der var førhen. Og det tændte et lys et andet sted, ét som kun kunne findes inde i personen selv. Håbet.

Med en tynd, skrøbelig finger tegnede Krista en sol ud af fugten på det kolde glas. Hun lukkede øjnene, og kunne i et kort sekund mærke den. Den stod højt på himlen og kastede uhæmmet alle sine stråler ned på hendes ansigt.
Så åbnede hun dem igen, og tilbage var kulden. Men det havde hun efterhånden accepteret; det gjorde hende ikke trist mere.
Generelt var hun ikke glad for at tænke tilbage. Hun ville ikke være fanget i fortiden, hellere fokusere på hvad der kunne og skulle gøres nu og her, i dette øjeblik. Og i lige netop dette øjeblik, stod hun og betragtede regnen der silede taktfast ned på jorden.

"Kris?"

Hun blev sendt tilbage til omverdenen, da en genkendelig rødhåret kvinde dukkede op på siden af hende. Krista behøvede ikke vende hovedet for at vide, hvem det var. Elise havde en høj og hæs stemme. Desuden var hun nem at spotte med sine vilde krøller.

"Mm-hm?" svarede Krista fjernt.

"Vil du med hen på markedet? Vi mangler noget brød, og..." Elise tøvede.
Krista drejede sig svagt, så hun nu kunne se på den midaldrende kvinde. "Og hvad?" spurgte hun.

"Og så tror jeg bare, at det vil være godt for dig at komme lidt ud. Du har siddet her tre dage i streg.. Er der noget galt?" Hun så en smule bekymret på den unge pige.

"Jeg har det fint." Hun trak på skuldrene. Stilhed.

"Hvorfor snakker du aldrig med mig?" røg det pludselig ud af Elise. "Med os? Vi er her allesammen for dig, det ved du jo."

Krista tilbageholdt et suk. Det var netop det, der var problemet. Hun ville ikke snakke om sine følelser eller sidde i en rundkreds eller holde i hånd rundt om bålet. Hun foretrak at lide i stilhed. Men fordi at hun var den yngste i huset, mente alle åbenbart, at hun da måtte have det hårdest. Stakkels Krista. Forældreløs fattiggårdspige, kun beskyttet af Carnagys kolde greb.

Da hun ikke lagde op til at svare, tog Elise ordet endnu engang.
"Alt jeg siger er, vi forstår dig godt. Vi er allesammen i samme situation, må du huske." Så vendte hun om for at gå tilbage mod sovekammeret, hvor hun kom fra. 
Da hun tog i håndtaget, lød der en lavmælt udånding fra Krista. Som en slags overgivelse.

"Elise, vent lidt," sagde hun så. "Jeg skal nok tage med dig på markedet." Læberne spændte op i et spagt smil, og Elise gengældte det glædeligt.

~

Carnagy var opdelt i to sektioner; nord og syd. En stor butiksgade, som i daglig tale blev kaldt Pladsen, adskilte de to og menneskerne der levede i hver deres del af byen. De der både i nord bevægede sig sjældent nedad, og det modsatte gjaldt for beboerne ved den sydlige grænse. 
Man blev i sit område og bevægede sig ikke længere ud, end man behøvede.
"Mal indenfor stregerne for enhver pris," havde Elise engang sagt. Det tog Krista noget tid og erfaring at forstå, hvad hun mente.

Det var tidlig aften, og de fleste butikker var stadig åbne. Hun tog en lille runde for at danne sig et overblik. Blomsterhandleren, bageren, den gamle syerskes stofforretning... Ja, selv fiskehandleren havde i dag stillet sin bod op på de klaprende brosten. De var alle små familieejede virksomheder og blev flittigt brugt. 
Der var altid et virvar af mennesker på Pladsen; det var en af de eneste ting der ikke ændrede sig, da byen blev overrumplet af mørke. Ung som gammel troppede man op hver eftermiddag for at købe lidt at spise, drikke eller bare for at komme udenfor. Dage tilbragt indenfor var ofte lange og intetsigende - det kendte Krista bedre end nogen anden.

Hun kunne høre Elise sætte farten op bag sig og stoppede op for at vente på hende.

"Okay," begyndte hun en anelse stakåndet. "Al brødet er udsolgt, selv rosinbollerne.. Han vil istedet sælge os mel og gær, men - " 

"Men vi har jo ikke nogen ovn," afbrød Krista, og Elise nikkede kort.
"Så hvad er planen?"

Sommetider hændte det, at de kom for sent. Pladsens udvalg af goder var begrænset, og folk var sultne. Bageren havde ikke en jordisk chance for at kunne lave brød og boller nok til alle. Derfor måtte de tit ty til andre metoder for at få et udbytte af indkøbsturen.
Krista havde været med et par gange. Hun ikke var særlig erfaren, men hun havde hurtige fingre og den spinkle krop var god til at glide ind og ud af menneskemængder; eller rettere, lommer i menneskemængder. Og hvem ville have samvittighed til at beskylde en 17-årig forældreløs pige? 

Hun var god at have på hånden, som Apollo sagde. Han så sig selv som leder af huset, og der var ikke nogen der sagde ham imod. Han var ikke meget ældre end Krista, et godt stykke inde i tyverne, men det var ham, der havde startet byggeriet og overbevist alle om at blive en del af denne dysfunktionelle familie, som de nu var. Det var de i hvert fald blevet.
Apollo, Erika, Daniel, Kristian, Baltasar, Elise og Krista selv. De holdt meget af hinanden, ingen tvivl om det. Men Krista følte sig ensom. En iskold, knugende følelse som hun ikke kunne ryste af sig, uanset hvor meget hun end ønskede det.

Elise var usikker, Krista så det tydeligt. Hun var et godt og kærligt menneske, klart at hun følte sig skyldig over at stjæle fra sine naboer. Men skulle vi have mad i maven, var det sådan vi måtte gøre.

Skyld eller sult.

"Gå hen til snedkeren derovre," hviskede hun og vippede diskret hovedet mod højre. "Stil dig i kø, så tæt opad de andre som du kan. Lige før det bliver din tur, går du derfra, lad som om du har glemt noget. De store jakker og denimbukser har størst lommer. Kom så, hurtigt..!"

Med et opmuntrende, lettere kommanderende skub i ryggen blev Krista sendt afsted. Tog en dyb indånding og gik med tøvende skridt. Dagens mission: brød. Folk havde ofte deres nyindkøbte varer i hånden eller diverse lommer, så det burde ikke være nogen svær opgave.
Snedkerens kø var lang og Pladsen ekstra kaotisk idag. Vrissende ældre mænd, fulderikker og mødre med skrigende børn på slæb kæmpede sig frem, uopmærksomme og distræte. 
Engang skreg børnene af latter, nu var det desperation. De har en stærk sans for fare, var det ikke det, man plejede at sige?

Foran hende stod en stor, svedig mand. Hun lugtede tydeligt den sure sved der piblede frem fra hans nakke under en man af langt, fedtet hår. Hun rynkede på næsen.
Blikket gled fra mandens nakke til hans ryg, til hans bælte. Under dét var der to tomme lommer. De måtte ofte være fyldt op, for de gabte og var revet op i de øverste syninger. Men... Var de virkelig tomme? Hvorfor lignede det, at den ene hang lidt mere end den anden? 
Og det var dér hun spottede dem - mønterne. Formentlig bronze, men hvis hun var heldig, en højere værdi. Manden havde den venstre lomme fuld af mønter.

Hvad der efterfølgende hændte skete så hurtigt, at Krista knap nåede at forstå det. I samme nu som hun lænede sig forover og skulle til at bevæge sin forsigtige hånd ned efter dagens gevinst, fløj en lille, lydløs figur ind foran hende og gjorde det før hende. Fløj han virkelig? Var det noget hun bildte sig ind? 
Tilbage var hendes egen hånd, dinglende over bukserne på manden hvis lomme nu var blevet tømt. Af en anden.
Da det først var gået op for hende, løsrev hun sig fra køen med en vrede og desperation, som hun sjældent havde mærket i sig selv før. Hvem kom ind og stjal hendes mønter foran næsen på hende? Hvor meget brød ville hun ikke kunne købe for de penge - tre, fire, fem franskbrød?

Så spottede hun ham. Ryggen af en dreng der hastigt bevægede sig gennem byens indbyggere, som en slange der flygtede med sit bytte. Ikke i din vildeste fantasi, hvæsede Krista indeni. Det kan du godt glemme.
Ti korte sekunder senere og så var hun halet ind på ham. En hånd på en skulder, en snerren og et slag i lænden, så lå han på jorden.

~

Det første han mærkede var de kolde sten. Dernæst aftenvinden, larmen fra forbipasserende og til sidst en ubarmhjertig smerte i højre side. Elias lå på jorden. Ikke nok med det, han var tæt på at blive trampet yderligere ned af de mange mennesker omkring ham, hvis han ikke fik sig møvlet op i en vis fart. Og det gjorde han så.
To øjne mødte hans. En ung piges. Kort lyst hår, tynd, højere end ham, men kun lidt. Hun var smuk. Men vred - meget, meget vred. Mere nåede han ikke at tænke, før hun klaskede hans kind med en hård, flad hånd.

"Hvor er de mønter, hm? Det er mine... Praktisk talt. Kom så, hit," hviskede hun arrigt.

Han så forvirret ind i de store, mørkeblå øjne. Hvad snakkede hun om? Han måtte have lignet ét stort spørgsmålstegn, for hun pegede hurtigt på hans knyttede næve, hvor der ganske rigtigt lå fem sølvmønter. Og så forstod han.

"Nå, dem her? Det er mine nu. Jeg kom først."

Pigen løftede vantro øjenbrynene. Det havde hun nok ikke forventet.
Det var ikke første gang, Elias var blevet konfronteret med sine... Lån. Han havde prøvet lidt af hvert, siden han begyndte at stjæle, og en smuk pige der tilfældigvis havde styrke nok til at slå ham i gulvet, skulle ikke tro at hun kunne få ham så let.
Hun stod og stirrede på ham i en rum tid, så stak hun sit ansigt helt op i hans, så han kunne se de havblå iriser endnu tydeligere.
"Giv. Mig. Mønterne." Hendes stemme var lys og klokkeklar, men mest af alt bestemt.

"Fortæl mig dit navn."

"Hvad?"

"Du får mønterne, hvis du fortæller mig dit navn."

Hun fnyste og så op mod himlen idet hun grinede hånligt. "Tror du det her er en byttehandel?" spurgte hun så.
Hun troede nok hun havde magten. Elias vidste bedre.

"Ja. Dit navn for mine mønter."

Normalt ville han have bedt om noget mere. Et ur, et stykke tøj, måske mere. Men der var noget over den smukke, vrede pige der fascinerede ham. En uskyld. Han var sikker på, at den gemte sig et sted inde bag den hårde facade, hun opretholdt.
Hun kneb det ene øje i og studerede ham. Hun havde endnu ikke trukket sit ansigt væk, og der var en form for underlig intimitet imellem dem. Så sukkede hun. Elias mærkede hendes ånde som en kølig brise mod hans kinder.

"Krista, jeg hedder Krista. Tilfreds?"

Elias smilede. "Tilfreds." Han åbnede den knyttede hånd og inviterede til at hun skulle tage de slidte sølvmønter. Det gjorde hun. Og hvis han ikke havde slået hovedet alt for meget under sit fald, så det ud til, at hun smilede tilbage.

"Hvad med dit?" spurgte hun da hun havde stoppet pengene i inderlommen på sin sølvgrå jakke. Hendes stemme havde forandret sig; den var mere prøvende nu. Som om hun trådte på tynd is. Så måtte han ikke være helt gal på den.

"Elias," svarede han.

"Elias," gentog hun for sig selv. "Hvor bor du?"

Ham tøvede i et sekund. Overvejede at lyve, men besluttede sig til sidst for at fortælle sandheden til denne mystiske pige. "Ingen steder."
Krista tænkte sig om et øjeblik. Der var noget i hende der sagde, at det her var noget, hun måtte gøre. Noget som hun ikke selv havde magt over.

"I det tilfælde Elias," hviskede hun. "Kender jeg et sted lige for dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...