Huset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang

1Likes
1Kommentarer
36Visninger

1. Novelle

Huset

 

“Mor, er der noget galt med mig?” spurgte jeg min mor

.”Nej, hvorfor skulle der være det?” svarede hun.

“Ikke for noget,” sagde jeg. Det var, det sidste, jeg sagde inden jeg gik min vej.

 

Jeg havde hørt noget om et slags børnehjem for særlinge som mig.

Jeg ved ikke hvad der var galt med mig. Børnene i min klasse sagde, at de kunne mærke en kold vind, når de var i nærheden af mig. Det var derfor jeg drog ud for, at finde det såkaldte “Børnehjem for særlinge.”

Men der var et problem jeg vidste, ikke hvor hjemmet lå.

Jeg træffede en gammel mand i byen, som så meget underlig ud. Måske havde han også noget særligt i sig.

så  jeg gik hen til ham og spurgte: “Ved du hvor hjemmet for særlinge ligger?”

“Jeg ved ikke hvad du snakker om knægt,” svarede han.

Jeg kunne ikke tro, at han ikke vidste hvor huset lå.

Jeg vendte tilbage hjem, men spurgte ham hver dag for at få noget ud af ham.

“Kan du ikke bare være sød at fortælle mig noget?” spurgte jeg ham med en mat stemme.

Jeg var ved at opgive håbet om, at han vidste noget, men en dag spurgte jeg ham igen, og han svarede: “ Gå mod nord knægt. Hen mod Sylvania og derefter videre og videre. Du ved når du er der.” svarede han.

“Det er en perfekt verden,” tilføjede han.

“Mange, mange tak Hr.” sagde jeg.

Derefter drog jeg mod nord hen mod Sylvania.

To dage efter, var jeg nået til Sylvania. Det var nok den største by i landet så mange muligheder for ting, man kan blive eller endda lave noget.

Det var også en hård by at leve i. Jeg så mange hjemløse folk, der tiggede om penge.

Nogle timer af vandring inde i byen, kom der en kæmpe. En rigtig, rigtig stor kæmpe.

Han stirrede indtrængende ind i mine øjne.

Det var som om hele verden standsede. Jeg følte mig hypnotiseret af ham.

Sekundet han fjernede øjnene fra mine, var alting som normalt.

Lige efter det spurgte jeg ham, med hovedet vendt den anden vej for ikke at blive hypnotiseret af ham igen. :” Ved du hvor huset for særlinge ligger?” spurgte jeg.

“Det er ikke det stedet hedder.” svarede han.

“Det hedder Huset, ikke Huset for særlinge .” sagde han.

“Og se at komme væk, det er farligt i dette område.” sagde han

“Okay,” sagde jeg, og gik min vej.

“HEN MOD NORD!” råbte han ad mig, da der pludseligt blev affyret skud i byen og alle begyndte med at skrige, men jeg løb bare min vej.

Jeg nåede heldigvis ud af byen i sikkerhed.

Jeg var nået til en mark. Det var stille. ingen folk. Kun mig, og nogle små insekter. Flotte sommerfugle der fløj rundt om mig. Jeg fokuserede ikke rigtigt hvilken vej jeg gik, indtil jeg stødte på et skilt hvor der stod: “Huset.” med en pil mod retningen til huset som var foran mig. Det var på tide, at jeg lærte mine sande kræfter.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...