De mindre normale

Novelle

4Likes
1Kommentarer
111Visninger

1. Novelle

           De mindre normale
Emma var en helt normal pige, eller det troede hun i hvert fald. Hun gjorde, hvad enhver 11-årig pige gjorde. Hun gik i skole, kom hjem fra skole, lavede sine lektier, men en dag skete der noget underligt.

“Emma, du skal i skole!” råbte mor med en glad stemme.
“Jeg kommer nu,” svarede Emma med en træt stemme.
Emma gik nu ned i stuen og blev forbavset over, hvor mange mennesker der lige pludselig var.
“Hurra!” blev der råbt af folkemængden.
Mor kom nu hen til Emma og gav hende et stort kram og sagde: “Tillykke med dagen, Emma.”
“Nåh ja det er jo min fødselsdag i dag,” svarede Emma.
“Du lyder forbavset,” klukkede mor.
“Du kan lige nå at puste lysene ud, på din store og lækre kage, før du åbner gaverne,” lød det fra en overgearet mor.
De stod nu ved kagen og så på de 12 lys.
“Vent. Jeg skal lige hente mit kamera,” sagde mor.
Men det var for sent. Emma pustede bogstavelig talt væggene af huset og stod nu frosset til som is. Alle gæsterne flygtede og råbte: “Monster! Monster!” og da begyndte Emma at græde. Moderen blev til sidst også så bange, at hun faldt om med hjertestop.
Emma løb nu væk og vendte aldrig tilbage.

Næste dag var Emma i nyhederne, hvor folk blev instrueret om at holde sig indendørs indtil hun var fanget, men de kunne ikke fange hende for hun var allerede rejst ud af landet og boede nu blandt hjemløse.

Men en dag skete der noget godt for en gang skyld. Emma hørte om en dreng, der kunne flyve og han boede oven i købet i den by, som hun gjorde. Emma besluttede sig nu for at opsøge ham, for det kunne jo være at han vidste, hvad hun var.

Her stod Emma nu en kold og våd mandag morgen. I horisonten stod solen højt, og det var stille.
Emma bankede nu på døren, og stilheden blev afbrudt af en lys stemme der sagde:
“Jeg kommer nu.”
Døren blev først åbnet på klem, men drengen genkendte på forunderlig vis Emma og sagde nu: “Opsøgte du mig for viden, så er du kommet til det rigtige sted. Nu skal jeg fortælle dig alt om dine kræfter, og hvad du skal gøre.”
Det blev en lang snak, men nu vidste hun hvad hendes næste træk var, og at hun ikke var den eneste med kræfter.
“Tak for alt,” lød det fra en tilfreds Emma. “Så hjemmet, hvor de andre børn bor, er ikke langt herfra?”
“Nej. Faktisk ligger det her i byen, men du skal være sikker på at du ikke bliver forfulgt, for det er et hemmeligt sted,” svarede drengen med en seriøs stemme.
“Hvad ville der ske, hvis de ‘’normale’’ mennesker fandt ud af at der var et hjem med børn som os?” lød det fra en bange Emma.
“Det vil du ikke vide,” svarede drengen.
“Okay så,” sagde Emma med en stille stemme.
“Lad mig give dig et råd, Emma. Udsæt ikke til i morgen hvad du kan nå i dag.”

Emma rejste nu videre, og fandt endelig ud af hvor i byen hjemmet lå. Hun havde besluttet sig for at blive en dag mere, i den gyde hun boede i, men det skulle hun aldrig have gjort. Politiet lavede en razzia og fandt hende. Hun var nu i fængsel og afventede hendes dom.
Så ud af det blå blev vinduet smadret, og en dreng fløj ind og greb Emma.
Emma så sig nu forbavset omkring, og kunne ikke forstå hvad der skete, men da hun kiggede op, så hun drengen fra tidligere.
“Vi kan jo ikke have, du sådan går og bliver taget, vel?” sagde han med en kæk stemme.
Før Emma vidste af det, fløj de over mod hjemmet hvor en kvinde med sort hår stod dem i møde.

Skrevet af David Engberg

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...