Ballerinaerne

Denne her histories omdrejningspunkt er primært det tidligere liv af de to tvillinger på hjemmet, som bliver kaldt Ballerina 1. og Ballerina 2. Historien begynder med Emma, som fortæller Jake om hjemmet og de andres evner. Men der venter noget i skyggen ved siden af. Noget som vågnte af deres nysgerrighed.

1Likes
0Kommentarer
37Visninger

1. Ballerinaerne

 

Ballerinaerne

Ingen vidste hvem, de var. De blev kaldt for Ballerina 1. og Ballerina 2. også “Tvillingerne”. Men... De var et mysterium for alle på hjemmet. For alle uden for hjemmet. For alle i den her verden. For dem selv. De vidste heller ikke hvem eller hvad, de var. De kunne ikke huske noget før frøken Peregrines. Det eneste de vidste var, at de var skabte for at være sammen. Ikke som et kærestepar eller noget lignende, men som de to dele af én sjæl. Men havde de mon selv en? Havde de altid set sådan her ud? Hvorfor kunne de ikke være uden hinanden? Hvad tænkte de på? Hvorfor talte de aldrig? Det var spørgsmål, alle ville have svar på. Men hvor eller hvem skulle de søge viden hos.

 

“Hvad med frøken Peregrines? Er det ikke hende, der ved alt om alle de sælsomme og deres evner?” spurgte Jake en dag mens, Emma fortalte ham om alle på hjemmets evner.

“Ikke engang hun ved det,” sagde Emma og kiggede ned på sine fødder for at sikre sig, at hun trådte det rigtige sted på det fældede træ, hun prøvede at balancere på.

“Jeg troede, at hun kunne “aflæse” folk. Høre deres tanker, mærke deres følelser, se deres fortid…?” sagde Jake spørgende og kiggede op mod den smukke pige i den blå kjole.

“Det kan hun også, men bare ikke ved alle,” sagde Emma uden at tænke sig og lød så overbevist mens, Jake kiggede forvirret på hende og spurgte:

“Hvad mener du?”

“Se,” sagde Emma og vendte hovedet mod drengen. Hun hoppede ned af træet, kiggede ham i øjnene og begyndte at forklare. “Ens følelser, ens tanker, ens fortid og fremtid. Ens liv, samlede sammen, er ens sjæl. Det er i de ting, hvor al ens godhed og menneskelighed som bekymringer, fortrydelse, kærlighed, frygt, skam, sympati  ligger. Og ens sjæl er på en måde ligesom en æske. Og denne æske “åbner hun låget på” og kan se alt. Men der er også nogle, som hun ikke kan åbne. Dem som ingen sjæl har. Man kan ikke åbne en dør, som ikke eksisterer, vel? Og du ved selv, at når man ingen sjæl har…”

“....intet godt kan man være,” færdiggjorde Jake hendes sætning. “Er Tvillingerne så en del af Skyggerne hvis, de mangler den?”

“… Der er også en undtagelse. Dem hvis ækes låg er låst. Hvis nogens sjæl er låst eller blevet låst, kan hun heller ikke se igennem.”

“Hvorfor kan hun ikke låse dem op?”

“Det kan hun bare ikke. Men manden med de grå øjne kan godt. Han kan godt se igennem dig, selvom din sjæl er låst eller ej. Og han kan også se, om du overhovedet har en eller ej. Han ved godt, hvor vi alle kommer fra.”

“Selv Tvilli..”

“Ja, selv Tvillingerne,” svarede Emma afbrydende på spørgsmålet og kiggede på bølgerne, der smadrede sig i sandet.

“Hvorfor spørger vi ikke ham så?”

“Han er lederen af Skyggerne!” sagde Emma med en lidt grinende stemme.

“Og hvad? Det kan være at, han hjælper os?”

“Dit forslag er at, vi skal spørge lederen af Skyggerne, den mest ondskabsfulde...noget på Jorden, om hjælp?”spurgte Emma chokeret.

Jake nikkede positivt med et lille side-smil og svarede med: “Ja.”

“Og ja selvfølgelig! Skal vi ikke også spørge kaptajn Krog, hvordan vi kan hjælpe Peter Pan eller Locky om hvordan, man kan bruge Thors hammer, så man bagefter kan hjælpe?!” sagde Emma på den mest sarkastiske måde, hun kunne og kiggede forventende på sin nye ven. Han havde ingen anelse om hvad, han skulle sige.

 

Lige i det øjeblik opdagede de to unge noget i skyggen ved siden af. Der ved træerne. Noget tågе, noget sky, noget røg. Det var væk om et par sekunder og der i stedet for, stod en mand. En høj gråhåret mand med lysende grå øjne.

 

“Jeg er lidt skuffet over, hvor lidt du stole på mig Emma. Jeg kunne da godt hjælpe jer,” sagde han med et smil, som fik, frygten i de to unges krop til at blomstre. De kiggede på hinanden bange og vendte blikkene mod ham igen.

“I ved hvem, jeg er. Kom nu. Bare spørge mig. Ikke vær bange, jeg gør jeg intet,” sagde han udfordrende.

 

“Lad dem være,” blev der sagt. Jake og Emma vendte sig om og så frøken Peregrine og alle de andre sælsomme fra hjemmet. Også Tvillingerne.

“Arh...hvor dejligt du kom Peregrine og dine små særlinger,” sagde manden med en dyb åndende stemme og et falsk smil. “Lige så dejligt som pesten!”

Frøken Peregrine blev ved med at kigge truende på ham, men det så ikke ud til at bekymre ham.

“Husk kontrakten! Du er på min territorium!”

“Og bare rolig, jeg kan godt huske den. Blah, blah, blah, andres territorium, blah, blah, blah,” sagde manden irriteret, lidt flabet, og begyndte at gå frem og tilbage tættere og tættere på børnene, der ikke rigtig forstod noget.

“Hvad vil du så have? “ spurgte frøken Peregrine.

“Det du ikke kan give dem!” ordene kom så selvglade ud af hans mund. “Svarene.” Han kiggede primært på Ballerinaerne.

“De har alt hvad, de har  brug for at vide!”

“Nej! De to sminkehoveder i sengetøj ved intet. Du kan ikke fortælle dem noget! Men det kan jeg.”  Tvillingerne kiggede på hinanden forbavset og sendt ham et surt blik.

“Hvorfor vil du hjælpe os?” spurgte Peregrine koldt.

“Jeg hjælper ikke jer. Jeg hjælper mig selv. Jeg vil gerne have en retfærdig krig!” Dette svar forandrede ansigtsudtrykket på frøken. Det kunne han godt lide.

“Nårh… lad os komme til sagen,” begyndte han igen mens, han satte sig ned på træet ved siden af dem.

“Der var en gang en kvinde. En sælsom særling med meget specifikke evner. Hun kunne tage livet fra noget levende og give det til noget dødt, og omvendt. Hun kunne få ting/objekter til at trække vejr ved at give dem andres liv. Men der var én ting hun ønskede sig mest, og det var et barn. Det kunne hun desværre ikke få. Så hun syede sine egne to små dukker, så hun kunne pleje dem. Hun fik lavet dem som ballerinaer med hvidt tøj, hvide strømpebukser, hvide balletsko og tegnet ansigter.

En hundekold aften var hun på vej hjem, da hun gik forbi et kurv. Der var noget med det kurv, det grad. Hun drejede tilbage til kurvet og så at under en tynd hvid dyne, lå to babyer. De var ikke ældre end tre dage. Hun kiggede sig omkring, der var ikke ét levende menneske, og de nyfødte frøs allerede. Kvinden vidste, at hun ikke kunne bare lad dem fryse ihjel, og hun tog kurvet med hjem.

Der fik de varme og lidt mælk, men den ærgerlige og hårde sandhed var, at de var alt for syge. De havde højest tre dage.

Da den tredje dag kom, måtte den stakkels kvinde gøre noget. Hun kunne ikke lade dem dø. Og der kom hun endelig i tanker om, at hun selv kunne styre døden på en måde. I det sidste øjeblik de to pattebørn havde levende, tog hun deres live og lagde dem i de to ballerina-dukker. Med det samme holdt børnene op med at trække vejr, mens de to dukker stille begyndte at fylde deres lunger med luft. Ingen nogensinde spurgte om de små nyfødte, som blev begravet under skyggen af det flotteste og største træ ved siden af en å. Og Ballerinaerne voksede op sammen med deres mor og opfyldte hendes drøm. I hemmelighed. Ingen måtte vide noget om dem. De var og heller ikke er mennesker. De har altid været nogle dukker. Kan I genkende dem? Det er jer!” manden kiggede med sine lysende i grå øjne på Ballerinaerne og fortsatte:

“I har ikke noget sjæl, og det er derfor jeres kære frøken Peregrine kan ikke se inde i jer!” Mandens grå øjne var nu blevet røde og gule. Han snakkede med flammer, som han satte i frøken.

“I skal ikke lytte til ham. Jeg ved, at I har en sjæl inde i jer. Han prøver på at usikre jer!” prøvede Peregrine at trøste de to børn, som blev mere og mere bange med hvert ord.

“Åh… ja.. Jeg var lige ved at glemme det. Hvad er det, du plejer at sige, frøken Peregrine? Med hjemmet, misforstået af verden?

“Fordi vores evner ikke passer til omverdenen, lever vi på steder som dette, hvor ingen kan finde os..”

“Ja, det! Skal jeg fortælle jer, hvad de der tos evner er? Ej.. det siger jeg alligevel,” sagde han grinende. “De kan dræbe dig indefra. Ligesom voodoo dukker. Uden våben. Bare ved at sorge sig selv. Det var sådan, de dræbte deres egen mor og dukkede op foran din dør! På grund af deres upassende i omverdenen evner kom de magisk her. Og sjæl? Tror du virkelig, at der er en sjæl i kroppen af en morder!” Han råbte og ildet hans øjne brændte endnu stærkere.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...